”I kunne se med Krudttønden, hvor meget vi snakkede om det, og selvfølgelig er det da bedrøveligt, når sådan noget sker. Men det er jo en konsekvens, det er noget, der relaterer sig til vores egne handlinger ude i den vide verden. Hvad vi foretager os udenrigspolitisk, det falder tilbage indenrigspolitisk. Det svarer lidt til at skide, mens man står på hænder – man rammer sig selv i hovedet. Vi kan jo ikke ledsage den amerikanske besættelsesmagt i Irak og i Afghanistan og myrde flere hundredetusinde civile og fordrive millioner, uden at der er nogen fra underklassen, der kommer til at gøre et eller andet.”
Sådan sagde Yahya Hassan i Kulturen på NEWS d. 12. marts i år (inden han desværre gik ind i det nystartede, socialliberale midterparti “Nationalpartiet”).
En 19-årig digter, flygtning fra Palæstina, opvokset i Danmark er den eneste (!) i den offentlige debat, der tør tage fat på baggrunden for de problemer, vi ser i dag. Den eneste, der tør sige, at Danmarks politik, ikke mindst deltagelsen i krigene i Afghanistan og Irak, har konsekvenser. Samtlige politikere lukker øjne og ører og nægter at diskutere årsagerne til terror, i stedet fremturer de med den ene mere hetzende kampagne mod udsatte grupper for at overdøve følelsen hos flere og flere danskere af, at noget er helt grundlæggende galt. Men al kritik tysses ned, og Yahya Hassan blev omgående beskyldt for at støtte angrebet på Krudttønden fordi han påpegede, at der var årsager til den.
Socialdemokraterne har tyvstartet valgkampen, og landet over hænger der plakater med en smilende Helle Thorning og løfter om strammere asylregler og skrappere krav til flygtninge og indvandrere. ”Ingen skal gå passive i mere end fire uger. Ellers bliver man trukket i sin ydelse. Vi vil sætte hurtigt ind, så flygtninge bliver aktive medborgere i Danmark”, sagde Helle Thorning-Schmidt om kampagnen (tv2.dk 18.03.15). ”Det kan være i virksomhedspraktik med løntilskud eller i nyttejob”. Mennesker, der er flygtet fra krig og elendighed, skal altså presses ud i et arbejde, der i realiteten ikke eksisterer.
At de borgerlige kritiserer kampagnen fra højre, og DF kræver lukkede grænser, mens Venstre kræver starthjælpen genindført, altså lavere kontanthjælp, kan ikke overraske nogen. Men også fra venstrefløjen er kritikken fraværende. SF kritiserer forslaget, fordi der er tale om nyttejobs. Deres løsning er at tage nogle af de job, som østeuropæere i dag har, og give til flygtningene – ren del og hersk og ved på bålet i den grove kampagne toppen i arbejderbevægelsen har kørt rettet mod de østeuropæiske arbejdere de sidste år!
End ikke Enhedslisten kommer med en direkte kritik. ”Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix, er ærgerlig over socialdemokraternes valg af kampagne,” lyder overskriften på partiets pressemeddelelse. Man kunne tænke på en del andre ord end ”ærgerlig” for at beskrive kampagnen. I stedet skulle socialdemokraterne, ifølge Stine Brix, hellere fokusere på ”de tusinder, som har mistet dagpengeretten, eller på de børn og de ældre, som ikke får den omsorg, som de har brug for” end at bruge ”deres kræfter og valgkampsbudget på at konkurrere med Venstre og Dansk Folkeparti om, hvem der fremstår mest hårdhændede over for de flygtninge, som lige nu flygter fra Islamisk Stats myrderier og voldtægter.”
Fine nok krav, men det er stadig at tale udenom. Socialdemokraternes kampagne og hetzen mod arbejdsløse, flygtninge og indvandrere er et forsøg på at aflede opmærksomheden fra de virkelige problemer i samfundet, fra krise, krig, nedskæringer, massive sociale problemer, arbejdsløshed og stigende ulighed.
Det kan ikke undre nogen, at tilliden og tilfredsheden med de danske politikere fortsætter på et absolut lavpunkt, når ingen af de folkevalgte tør gøre, hvad en 19-årig digter har turdet: at bryde med den vedtagne konsensus og afsløre hykleriet. Forfatteren George Orwell sagde, at “i en tid med universelt bedrag bliver det at fortælle sandheden en revolutionær handling.” Yahya Hassan har som drengen i H.C. Andersens eventyr afsløret, at kejseren er nøgen. Der er behov for flere som ham, der siger sandheden, men samtidig er der akut brug for andet og mere end Nationalpartiets systembevarende socialliberalisme. Der er brug for at fremsætte et alternativ til hele det nuværende rådne system.
Bragt i Revolution nummer 8 (april 2015). Støt sagen – Tegn abonnement!
