Omar Abdel Hamid El-Husseins angreb på Krudttønden og synagogen i København var bestialsk og chokerende. Højrefløjen anklager alle, der vil se under overfladen og identificere de bagvedliggende årsager og forklaringer, for at ”undskylde” hans handlinger. De ønsker ikke, at man drager selvstændige konklusioner, men at man blindt følger mediernes taktstok – marcherer i takt, i forsvaret for ”ytringsfriheden”, ”demokratiet” og mod truslen fra islam og de invaderende horder. Men den herskende klasse, politikerne og deres mikrofonholdere i medierne, er hyklere. Deres argumenter er hule og deres mål er at splitte arbejderklassen op, og lade den slås internt, for at aflede opmærksomheden fra de fundamentale sociale problemer.
Der er grundlæggende to forklaringer for Omars og lignende handlinger: Enten at folks handlemønstre, bevidsthed, ideer osv. er en fast størrelse, som ikke kan ændres. At det er givet ved fødslen eller en ubrydelig kulturel kode fx ved selve det at være muslim. Dette er også udgangspunktet for den såkaldte teori om clash of civilisations. Den logiske løsning ud fra denne forklaring er, på den ene eller anden måde, at fjerne de individer, der ikke passer ind.
Den anden forklaring går på, at mennesker formes, af den virkelighed de lever i. Som Marx sagde; den sociale væren bestemmer bevidstheden. Behandler du et menneske som et dyr, så reagerer det som et dyr. Omar var på den ene side en simpel gangster, på den anden side religiøst motiveret. Vi vil her forsøge at belyse disse to sider.
Den kriminelle faktor
Lad os starte med det kriminelle element. Det er et faktum, at de fattigste lag i samfundet laver mere simpel kriminalitet end rige, som fx at slå folk ned på gaden, hjemmetyverier, narkorelaterede forbrydelser, osv. Den slags kriminalitet som er synlig. Omvendt er det også klart, at overklassen, som er massivt underrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken også er dybt kriminel. Men det er en anden slags kriminalitet. Først og fremmest excellerer de i økonomisk kriminalitet i stor skala. Skattely osv. blev ikke opfundet i Mjølnerparken, men eliten skriver mere eller mindre lovene selv og kan derfor slippe af sted med det. Ydermere er den herskende klasses brutalitet skjult bag penge og magt. For nyligt blev en flig vist i England, i en skandale der handlede om pædofili-ringe og muligt mord, som involverede samfundets top, men blev skjult i årevis af systemet. Derudover kan man diskutere, om det at tage levebrødet fra tusindvis af arbejdere, for at flytte produktionen til lande med horrible og ofte livsfarlige arbejdsforhold ikke også er en forbrydelse.
Men tilbage til den simple kriminalitet: Tilbage i 2004 offentliggjorde det Kriminalpræventive råd en undersøgelse, som burde være pligtlæsning på journalisthøjskolen. Den går stik imod mediernes almindelige fortælling om, at indvandrere er mere kriminelle end folk med lang familiemæssig baggrund i Danmark, fordi kriminalitet er kulturelt betinget. Rapporten sagde imidlertid blandt andet, at overrepræsentationen af kriminalitet blandt indvandrere i forhold til etniske danskere ”reduceres betydeligt, når der tages højde for aldersforskellen i de to befolkningsgrupper. Derudover spiller indkomstforskelle en væsentlig rolle, idet overhyppigheden halveres fra 38 til 19 pct., når der tages højde herfor. Endnu vigtigere er dog tilknytningen og placeringen på arbejdsmarkedet, der reducerer overhyppigheden til 7 og 8 pct.” De peger derudover på, at stempling, diskriminering og kulturkonflikt spiller en betydelig rolle, og videre at: ”en høj andel indvandrere og efterkommere i en kommune ikke i sig selv indikerer et højere kriminalitetsniveau. Derimod indikerer både en høj andel unge i alderen 15-19 år, en høj andel kontanthjælpsmodtagere og en høj andel enlige kvinder med børn et højere kriminalitetsniveau. Det samme gælder en høj urbaniseringsgrad. Samtlige de nævnte forhold spiller altså en mere afgørende rolle for kriminalitetsniveauet i en kommune end antallet af indbyggere med minoritetsbaggrund. Taget i betragtning, hvor meget indvandrerkriminalitet har fyldt i den offentlige debat, er det tankevækkende, at alle disse forhold er af større betydning for kriminalitetsomfanget end andelen af personer med anden etnisk baggrund.”(Det kriminalpræventive råd, 2004, ”Etniske grupper. Kriminalitet og forebyggelse”, vores fremhævning). Den simple, åbenlyse kriminalitet er altså helt klart socialt betinget. Langt flere indvandrere befinder sig på på samfundets bund, derfor er de overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne.
Fundamentalismens rolle
Men ud over at være en ekstrem voldsforbrydelse havde Omars afsindige handling et helt klart politisk/religiøst tilsnit, som fører os til fundamentalismens karakter:
At Omars forbrydelse formentlig var religiøst motiveret er ikke tilfældigt. Nogle af de mest reaktionære semi-fascistiske islamistiske organisationer i Danmark rekrutterer blandt bandemedlemmer og hårdkogte kriminelle unge med udenlandsk familiebaggrund.
Hvordan er de i stand til dette? Svaret er, at det kapitalistiske system, politikerne og deres medier, gør arbejdet for dem. Her er en gruppe unge, som er socialt udstødte, isolerede, uden en fremtid, og som bliver mødt af Helle Thornings ”danske værdier” hver eneste dag:
Mistænkeliggørelse, diskrimination, had, politivold osv. De har ingen fremtid, og i medierne og den offentlige debat, den såkaldte værdikamp, skinner det klart igennem, at de er en belastning for samfundet og uønskede af det officielle Danmark. Når Helle Thorning og Co. så samtidig står og proklamerer, at dette samfund er verdens bedste, et paradis på jord, er det derfor ikke underligt, at visse grupper har svært ved at genkende hendes virkelighed.
Den danske deltagelse i ”krigen mod terror”, i lande som Irak og Afghanistan, der under dække af det ”vestlige demokrati”, har medført uendelige lidelser i Mellemøsten og blandt de arabiske masser, har heller ikke hjulpet. Hvis man er i tvivl om, hvordan et mellemøstligt barn med hovedet skudt af, af en ”demokratisk” vestlig kaliber .50 ser ud, så er det bare et klik væk på nettet.
Samtidig er vestens støtte til det ”demokratiske” og militært overlegne Israels voldelige undertrykkelse af palæstinenserne, og gentagne invasioner af Gaza, ét stort udstillingsvindue for vestens hykleri.
Og de palæstinensiske massers frustrationerne kan ikke længere finde udtryk i noget socialistisk alternativ. De store socialistiske, nationalistiske bevægelser blev dygtigt smadret af Israel og vesten i 70’erne og 80’erne og modstandskampen blev drejet over i religiøse grupper, som Hamas, hvis aktiviteter blot styrker de reaktionære elementer i Israel.
I det hele taget betyder individuel terrorisme i alle dens forskellige former, at masserne, både de israelske og de danske, skubbes i armene på netop de reaktionære politikere, der skaber problemerne. Effekten af denne taktik er derfor udelukkende reaktionær.
Imod national samling
Titusinder, fra hele det politiske spektrum, høj som lav, gik på gaden mandag den 16. februar for at udtrykke deres sorg, minde ofrene og dele deres følelser. En naturlig og ærlig reaktion. Men DF og resten af højrefløjen forsøger at udnytte denne stemning for at fremme deres egen racistiske dagsorden. Som Kristian Thulesen Dahl sagde efter demonstrationen, så ”var det som om at der i forsamlingen bredte sig en forventning om, at nu måtte politikerne gøre noget ved problemet” [læs: luk grænserne og udvis muslimer som ikke vil assimilere sig, red.].
Som svar på DF og andre højreorienterede kræfters massive offensiv mod indvandrere generelt og muslimer i særdeleshed, er velmenende humanister derfor gået i brechen for ”sammenhængskræften”: Kristne, Jøder og Muslimer, men også arbejdere og kapitalister, på tværs af klasseskel, skal gå hånd i hånd i for at skabe et harmonisk, borgerligt samfund. Men de har bare et problem. Hvordan får man disse radikaliserede unge til at omfavne Helle Thornings demokrati og parlamentariske system? Det er umuligt, for det er netop systemet – kapitalismen – selv, der har radikaliseret dem. De får ikke arbejde, praktikpladser osv., og mærker det stigende pres og chikane gennem arbejdsløshedssystemet, imens uligheden stiger og de rigeste bliver rigere.
Sagen er, at det parlamentariske demokrati, og den ytringsfrihed som Helle Thorning taler om, er hul. ”Demokrati” i dag er reduceret til at sætte sit kryds hvert fjerde år ud for det mindst ringe, og så ellers være vidne til at de folkevalgte efter valget gør præcis, hvad landets økonomiske elite kræver, mens de hæver høje gager, socialiserer med samfundets top og ellers lyver og bedrager for egen vindings skyld. Ytringsfriheden er reduceret til, at politikerne har fri adgang til TV-kameraerne, og at chefredaktørerne, som sidder i VL-grupper med hele samfundets top, frit kan lægge den redaktionelle linje i den herskende klasses interesser. Virkeligheden for arbejdere og unge, og særligt unge med udenlandske familierødder, er der ingen, der ytrer sig om.
Disse radikaliserede unge kunne være en konstruktiv, skabende kraft, for samfundsforandring, for socialisme. Men det kræver et socialistisk alternativ, der står i opposition til det nuværende samfund. Alle de politiske partier forsvarer status quo og er derfor helt ude af stand til tiltrække disse unge. Tilbage står de reaktionære semi-fascistiske islamistiske grupper, hvis kritik af følgerne af imperialisme, kapitalisme, sociale forhold og racisme ligger tæt op ad den socialistiske, men hvis konklusioner er 180 grader modsat. Ligesom nazismen også kaldte sig socialistisk og kritiserede kapitalen, men i realiteten var vendt imod arbejderklassen.
De reaktionære islamistiske organisationer og det nuværende system er afhængige af hinanden. Ja, rent faktisk var islamisk fundamentalisme en opfindelse skabt af imperialisterne, for at smadre den socialistiske og nationalistiske bevægelse i den såkaldte tredje verden. Det er ikke tilfældigt, at man kan finde foto af Lars Løkke med et AK47 i hænderne, i følgeskab med en gruppe Mujahidinere i Afghanistan i 1988. De blev finansieret, bevæbnet og trænet af vesten og særligt USA, for at bekrige den venstreorienterede regering i Kabul. Nu har de vendt sig mod deres tidligere herrer.
Derfor er de islamiske fundamentalistiske grupper ligeså hykleriske som Helle Thorning og Co. De påstår at være anti-imperialister, men i realiteten er de deres egen skabning, og har ingen problemer med at alliere sig med imperialisterne, hvis det giver fordele her og nu, som vi så det i Syrien. Her gav de vestlige lande direkte støtte til islamistiske militser imod Assad-regimet. De er principløse, feudale gangstere, der gladelig sender deres fodsoldater i graven for at forsvare toppens privilegier, som i stort omfang er baseret på sortbørshandel og narko. Disse fundamentalistiske ”anti-imperialister” hverken kan eller vil omvælte det nuværende system, men vil bare tilkæmpe sig en plads ved truget.
På sammen måde gavner Omars handlinger kun højrefløjen. DF og deres kumpaner af racister gned sig i hænderne. Endelig skete det. Nu havde de ventet siden 2001 og endelig fik de forløsning: ”Den islamiske terror er over os, vi er i krig! For gud konge og fædreland!” En propagandamæssig gave, som de ikke har tænkt sig at sidde overhørig.
Hændelser som dette er symptom på et system i forfald. Et system der ikke bare er ude af stand til at tilbyde arbejde og fremtid til tusinder af arbejdere og unge, men som også vader i hykleri.
Nu er sluserne ved at blive åbnet på vid gab for de politiske partiers mere eller mindre afsindige forslag om, hvordan man bedst kan flytte penge fra velfærd til øget overvågning, grænsekontrol og svær bevæbning af politiet. SF-toppen er selvfølgelig mere bløde og ønsker i stedet indførelse af statsstøttede ”debattører” på facebook, som kan tage den ideologiske kamp op mod ”ekstremisterne”. Et tiltag der i dag praktiseres åbent af Kinas efterretningstjenester.
Mediernes rolle
Måske fordi Danmark er så lille et land, er kliken i samfundets top så meget desto mere provinsiel, og medierne, som deres forlængede arm, fuldstændig ulidelige i deres hungren efter deres anerkendelse. I større, udviklede vestlige lande har man i det mindste et par mindre, men mere seriøse journalistiske organer, som bringer relativt sobre analyser, om end fra overklassens perspektiv. Det er desværre ikke tilfældet i Danmark.
The Economist’s (yderst liberalt/konservativt ugeblad fra UK) beskrev Danmark i anledning af angrebet i lørdags:
”Danmarks lettere venstreorienterede image er, hvis det nogensinde var sandt, 15 år efter sidste salgsdato. I slutningen af 1990’erne begyndte Dansk Folkeparti, grundlagt af Pia Kjærsgaard, at undsige indvandring, multi-kulturalismen og Islam, som værende fremmede for det danske samfund og værdier. Partiet forbandt sig med frygten for stigende kriminalitet og nærede sig ved bitterheden hos arbejderklasse- eller konservative danskere som følte sig ignoreret af den regerende liberale elite. Fra 2001 til 2011 var centrum-højre koalitionsregeringer med Venstre og Konservative afhængige af DF’s støtte. Til gengæld fik DF delvis kontrol over Danmarks indvandringspolitik, som hurtigt blev en af de mest restriktive.
Danmark bryster sig af en exceptionel åben og direkte politisk kultur. De nye højrefløjspolitikere var villige til at være endda overordentligt direkte. Fru Kjærsgaard beskyldte danske muslimer for at leve på et ‘lavere civilisationsstadie, med deres egen primitive og brutale skikke’. Partiet har mistet indflydelse siden valget af en centrum-venstre regering i 2011, men dets restriktive indvandrings og asylpolitikker er blevet accepteret på tværs af det politiske spektrum.”
Se det i øjnene: Den danske overklasse, politikerstand og medier er nogle af de mest racistiske i den vestlige verden. De påstår at forsvare ytringsfriheden. Faktum er, at ytringsfrihed var en demokratisk sejr i forhold til at kritisere magten. Dagens ytringsfriheds-fanatikere bliver beskyttet af magten og har alle landets medier til rådighed, mens deres hadefulde ytringer rettets mod den mest undertrykte gruppe i befolkningen. Javist har ytringsfriheds-fanatikerne ret til at sige, hvad de vil, men forsvar af ytringsfriheden er det ikke. Tværtimod vil vi den næste tid se forsvaret for ytringsfrihed blive brugt som argument for yderligere overvågning og kontrol af, hvad vi ytrer på nettet, i private mails, telefon osv.
I kølvandet på weekendens mord, forsøger medierne at piske en nationalistisk stemning op, for at grave de nationale og religiøse grøfter dybere, hvilket passer Christiansborg fint. Det er trods alt rart, at der er en ”terrorist”, der er mere upopulær end dem selv. På den måde bliver den massive utilfredshed med tingenes tilstand ledt over i nationale og religiøse spændinger, i stedet for spændinger mellem klasserne.
Medierne søger med lys og lygte efter folk, der sympatiserer med mordene (som trues med sigtelse fra politiet, trods deres ”ytringsfrihed”), mens de behændigt undgår at nævne de hundredvis af Facebook-erklæringer, der opfordrer til gengældelsesmord på muslimer, bombning af moskeer osv. Trusler der meget vel kan blive til virkelighed, men som ignoreres af politiet. For slet ikke at tale om stigningen af racistiske overfald på uskyldige mennesker, der ser ”mellemøstlige” ud:
”Vi oplever helt klart en stigning i antallet af henvendelser fra muslimer, der bliver udsat for vold og chikane ovenpå weekendens angreb. Vi er i gang med at danne os et overblik og indsamle de mange henvendelser, som vi vil sende til politiet og til Rådgivningscenteret om Racediskrimination”, fortæller Imran Shah, talsperson for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, til Arbejderen. Dette er borgerskabets ”nationale samling”.
For en revolutionær løsning
De danske politikere støtter sig endnu til den nationale samling, ligesom den lettere enfoldige George W. Bush nød at være ”war-president” efter 11. september 2001. De forsøger at være statsmænd, der favner hele nationen, mod fjenden.
I stedet for at fremføre behovet for klasseenhed, på tværs af religiøse og nationale skel, er selv Enhedslistens folketingsgruppe hoppet direkte om bord i den ”nationale samling”, og står skulder ved skulder med de borgelige partier. De kritiserer ikke de sociale forhold, fordømmer ikke det rådne system, der lader generationer vokse op under racisme og fremmedhad til en udsigtsløs fremtid, og dermed giver næring til reaktionær fundamentalisme. Tværtimod stemmer de for udsending af transportfly og tilhørende mandskab under amerikansk kommando til Irak, taler om flere penge til PET og skrappere grænsekontrol.
Kapitalismen er i én af sine dybeste kriser, uden nogen udvej i sigte. Skal problemet med kriminalitet, religiøs fundamentalisme, jihadisme, racisme osv. løses, så kræver det, at de sociale omstændigheder der faciliterer fremvæksten af disse bliver afskaffet. Det vil sige udryddelse af arbejdsløshed, en fremtid og et værdigt liv for alle, uanset hudfarve, tro osv., ting som kapitalismen på ingen måde kan tilbyde. Tværtimod står vi i en udstrakt periode med økonomisk stagnation, nedskæringer, faldende levestandard og risikoen for en ny eskalation krisen i Europa. Men det bør ikke give grund til pessimisme. For samtidig med de reaktionære tendenser, der vokser ud af krisen, vokser en langt stærkere kraft under samfundets rolige overflade. Bevægelsen omkring SYRIZA-regeringen i Grækenland og Podemos’ kometagtige vækst i Spanien viser en flig af, hvad vi kan forvente i fremtiden: Massive sociale bevægelser som vil skære igennem de reaktionære tendenser og vække arbejderklassen til samlet kamp, på tværs af nationale og religiøse skel, for at ændre dette forkvaklede system.
