Over hele Sverige holdes der protester imod fascisters angreb i Malmø lørdag. Det kommer som del af en genopblussen af fascistiske angreb på arbejderbevægelsen i Sverige.
Det etablerede samfund bruger fascisterne
Angrebet fandt sted efter en ”reclaim-the-night” demonstration på kvindernes internationale kampdag i det venstreorienterede område Möllevånden i det centrale Malmø. Efter demonstrationen var slut og folk var på vej til en fest, angreb en gruppe fascister en gruppe venstrefløjsaktivister. Fascisterne var bevæbnet med knive og fire måtte på hospitalet, hvoraf en, Showan Shattak, stadig er i koma og det er usikkert, hvorvidt han vil overleve. Det ser ud til, at han måske har været et bevidst mål for nazisterne, eftersom han har været en offentlig figur i en kampagne for fodboldtilhængere imod homofobi.
Angrebet er blot seneste i en række fascistiske gruppers angreb på venstrefløjsaktivister. I oktober blev Kvarnby folkehøjskole, et uddannelsescenter i Malmø tilknyttet Venstrepartiet, udsat for brandbomber. I december blev en demonstration i Kärrtorp (syd for Stokholm) angrebet af en gruppe på 30 neonazistiske bøller. I januar blev et medlem af Sveriges Socialdemokratiske Ungdom angrebet i Malmø.
Hele det svenske etablerede samfund har erklæret, at højrefløjsekstremismen er lige så slem som venstrefløjs ”ekstremisme” og indikerer dermed, at når neonazistiske bøller angriber demonstrationer mod nedskæringer, er det blot en konflikt mellem to lige skyldige parter. Det er tydeligt, at selvom den nuværende borgerlige regering selvsagt ikke er fascistisk på nogen som helst måde, så har den intet imod at lade neonazistiske angreb intimidere venstrefløjsaktivister, især anti-fascister.
Tidligere i år blev en svensk komiker, Soran Ismail, forhindret i at tale på hans normale show på den svenske offentlige radio under valgkampen. Grunden var hans udtalte modstand mod racisme og Sverigesdemokraterne (et racistisk parti i parlamentet).
Ukraine – et boost for fascisternes moral
Under hele konflikten i Ukraine har den svenske udenrigsminister, Carl Bild, vedholdende forsøgt at benægte, at der var nogen fascister elle anti-semitter tilstede i Maiden bevægelsen [oppositionsbevægelsen i Ukraine – red] endda op til et punkt, hvor han hævdede, at Svoboda partiet består af ”demokrater”. Den svenske presse gav svenske neo-nazister, der rejste til Ukraine masser af plads til at udtrykke deres støtte til bevægelsen og deres opfordringer til etnisk udrensning i Ukraine.
Det er tydeligt, at de svenske nazister har fået et massivt moralsk boost fra begivenhederne i Ukraine. Rent faktisk var en af dem, der var involveret i angrebet, nyligt vendt tilbage fra en tur til Ukraine. Hvad angår den svenske efterretningstjeneste, er de svenske neonazisters aktiviteter i Ukraine ikke noget, de bekymrer sig om.
Svaret fra regeringen har været passivt. Siden begivenhederne i lørdags, er statsministeren blevet tvunget til at erklære, at neo-nazisterne ”besudler” Sveriges rygte. Det er uden tvivl sandt, men det er langt fra endda en fordømmelse af angrebet.
Politiet har udvist meget lille interesse i at forfølge den neonazist, der ifølge vidner, holdt kniven. Det er rapporteret, at han gentagne gange er blevet kaldt ind til afhøring, men ikke er blevet anholdt. Det ser i stedet ud som om, at politiet og retten er mere interesseret i at implicere den dolkede venstrefløjsaktivist i angrebet. Svenskernes parti, hvis medlemmer udførte angrebet, har udsendt en erklæring, der siger, at deres medlemmer kun handlede i ”selvforsvar”, efter de var blevet angrebet af en gruppe venstrefløjsfolk. Denne version af begivenhederne er også nu blevet offentliggjort i den højreorienterede tabloidavis Expressen, der citerer politiet som kilde til informationerne.
Ingen blandt hverken politiet eller redaktørerne på Expressen har stillet spørgsmål til, hvad en gruppe neonazister lavede i et velkendt venstrefløjsområde, på kvindernes internationale kampdag midt om natten efter en demonstration bærende knive. De spørger heller ikke, hvorfor alle de sårede tilhører venstrefløjen og alle de arresterede højrefløjen. Deres fremstilling af begivenhederne er tydeligvis falsk.
Gennem 90’erne og i starten af 00’erne kom det i øvrigt frem, at politiet husede et stort antal nazister i deres rækker. Den berygtede Normalm afdeling af Stokholms politi husede en celle af fascister. På det sidste er politiet også ved at blive undersøgt for chikane af sorte og etniske minoriteter i Sverige under dække af immigrationskontrol. Det er i realiteten bare toppen af isbjerget.
Det er fuldstændig klart, at i alle disse angreb har det etablerede samfund skærmet fascisterne. De er ikke interesserede i at tage nogen seriøse tiltag for at gøre en ende på volden. Dermed opmuntrer de den til at fortsætte.
Det er ikke svært, at se hvorfor. Lige nu ser det meget dårligt ud for regeringen i meningsmålingerne. De står kun til omkring 39% af stemmerne og Socialdemokraterne, Venstrepartiet og de Grønne har til sammen 53%. Det racistiske Sverigesdemokraterne med en fortid i den neo-nazistiske bevægelse står til omkring 9% af stemmerne. Derfor ville den eneste mulige borgerlige regeringskoalition enten være med de Grønne, hvilket er usandsynligt, eller med Sverigesdemokraterne. Ideen om at inkludere sidstnævnte i regeringen blev endda luftet dagen efter angrebene i Malmø i en leder i Svenska Dagbladet, det førende konservative dagblad.
Men det er ikke kun partipolitiske overvejelser, der spiller en rolle. Selvom der ikke har været nogen væsentlige bevægelser imod regeringen i et stykke tid, opbygges vreden blandt arbejdere og unge i Sverige. Selvom reaktionens hovedkraft er staten – politiet og hæren – forbereder det etablerede samfund sig på at bruge nazisterne som deres gale hunde imod venstrefløjen og bliver derfor nødt til at give dem noget plads. Præcis som Carl Bildt anser ”demokraterne” i Svoboda som nyttige imod russerne i Ukraine, anser han uden tvivl de svenske neo-nazister som nyttige redskaber imod den svenske arbejderbevægelse. At de nu begynder at angribe demonstrationer og møder er ikke et tilfælde. De tester situationen.
Hvordan man (ikke) bekæmper fascismen
Det er derfor kriminelt at opføre sig sådan, som lederne af arbejderbevægelsen har gjort hidtil. Hele vægten i Socialdemokraternes svar har været lagt på at opfordre til en tværpolitisk konsensus imod højrefløjsekstremismen. Partilederen, Löfven, forbandt korrekt angrebene til det i Kärrtorp, men han er i bedste fad naiv, hvis han tror, at den konservative regering eller efterretningstjenesten har tænkt sig at tage nogen skridt imod nazisterne. Reinfeldt øjnede hurtigt muligheden og udtrykte sin støtte til en fordømmelse af ”politisk vold”. Dvs. Reinfeldt vil gladelig gå med til en tværpolitisk konsensus om at fordømme både ofre og gerningsmænd.
Ligeledes har formanden for parlamentsdomstolen og politiets opsynskomite, Morgan Johansson, der anses for at være på Socialdemokraternes venstrefløj, opfordret til at stille efterretningstjenesten til ansvar. Efterretningstjenesten lader tydeligvis neo-nazisterne fortsætte og det er uden tvivl rigtigt af ham at kritisere dem. Men frem for at bruge dette som en anledning til at afsløre efterretningstjenesten for, hvad det virkelig er, kræver han, at de skal tage skridt imod nazisterne, fordi der blandt dem måske er en ny ”Breivik” (den norske gerningsmand til Utøya massakren). Udover at man kan stille spørgsmål ved, om det er det virkelig er den eneste grund til at bekymre sig om nazisterne, antyder det også, at efterretningstjenesten er parate til at forsvare arbejderbevægelsen imod disse angreb. Det er den ikke!
Venstrepartiets ledere har i de mindste udtrykt deres solidaritet med dem, der blev angrebet, hvilket er mere end man kan sige om de socialdemokratiske ledere. Alligevel appellerer de ligeledes til politiet om at forsvare arbejderbevægelsen fra sådanne angreb. De kræver, at politiet ”gør det til en prioritet” at stoppe sådanne ”angreb på demokratiet”. Men det er tydeligt, at politiet ikke er det mindste interesserede i dette. Der er talrige eksempler på, hvordan politiet har fascistiske eller neo-nazistiske sympatisører i deres rækker og flere gange har beskyttet fascistiske bøller, når de er blevet angrebet af venstrefløjsdemonstrationer.
De har ydermere valgt et uheldigt tidspunkt til at lancere et angreb på venstrefløjen i Venstrepartiets Ungdom, fordi den sympatiserer med de mere radikale antifascister. Under pres fra massemedierne og socialdemokraterne har partiets ledelse erklæret, at de er ”imod politisk vold” og har ekskluderet et prominent medlem, der var blevet forfulgt i pressen. Den virkelige betydning af deres erklærede modstand mod ”politisk vold” er, at de er imod enhver form for brug af magt, som ikke er sanktioneret af staten. Det betyder, at venstrefløjens aktivister vil være underlagt det borgerlige statsapparats indfald, der temmelig tydeligt ikke udtrykker meget entusiasme for den antifascistiske kamp.
Fagforeningslederne har været fuldstændig tavse på dette spørgsmål, som om deres medlemmers interesse ikke var på spil, som om at fascisterne ikke er fjendtligt indstillet overfor alle arbejderorganisationer. Det kan godt være, at de fleste af de fascistiske angreb er rettet mod den syndikalistiske fagforening SAC i øjeblikket (hvis medlemmer var blandt ofrene i lørdagens angreb), men det er kun fordi de ses som et svagere mål.
På den anden side har lokale afdelinger af både Venstrepartiet og Socialdemokraterne, såvel som fodboldfan-klubber mobiliseret. Stort set hver gang fascisterne har forsøgt et betydeligt angreb de sidste år, er de blevet mødt med massiv modstand. I Kärrtorp blev 30 nazister haget væk af nogle hundrede demonstranter, der ugen efter blev til 16.000 i protest mod angrebet. Svaret på angrebet i Malmø har været imponerende. Allerede søndag var tusindvis på gaden i Malmø, Stokholm, Jönköping, Uppsala, Göteborg, Umeå, Gävle, Karlstad og Lund. En internetkampagne kaldet #kämpashowan har samlet billeder fra hele verden med venstrefløjsaktivister, der viser deres støtte til Showan. En anden runde af demonstrationer kommer denne lørdag og den vil uden tvivl være større. Jo stærkere disse mobiliseringer er, jo større vil presset blive på regeringen og de vaklende ledere af arbejderbevægelsen. Men dette er stadig ikke nok.
Det er ikke rigtigt, at Sverige står overfor en øjeblikkelig neonazistisk magtovertagelse. Ej heller vil Sverigesdemokraternes inklusion i en regering gøre nogen fundamental forskel for arbejderbevægelsen. Arbejderklassens organisationer er stærke og intakte; arbejderklassen har ikke oplevet nogen afgørende nederlag og fagforeningernes medlemmer har selvtillid og er ikke udsat for nogen alvorlig trussel på dette stadie. Al snak om fascisternes magtovertagelse i den nære fremtid er fuldstændig ude af trit med den virkelige situation og er bare en afspejling af den forvirring, der eksisterer på venstrefløjen. Det virkelige styrkeforhold mellem klasserne i samfundet – der objektivt set er enormt i arbejderklassens favør – er gang på gang blevet demonstreret. Som vi har set i mange lande, er disse neonazistiske partier evne til at mobilisere i gaderne meget svag, selv når de tiltrækker nogen stemmer.
Når det er sagt, betyder det ikke, at disse neonazistiske grupper ikke er en trussel for arbejderbevægelsens aktivister og det er derfor, det er fuldstændig utilladeligt at lade disse angreb være ubesvarede. Mobiliseringerne er første skridt, men de må følges op af konkrete tiltag til at beskytte demonstrationer. Hvis neo-nazisterne viser sig nogen steder nær en demonstration, må de behandles bestemt. Demonstrationsvagter må trænes og være klar til at intervenere. Selvforsvarskomiteer må opsættes for alle demonstrationer og vigtige møder. Det er nødvendigt at sammenkæde disse med fagforeningerne og de politiske partier.
Hvis lederne for arbejderbevægelsen blot løftede deres lillefinger og indkaldte til mobiliseringer imod den yderste højrefløj, ville disse elementer meget hurtigt kravle tilbage i de huller, de kom fra. Det er kun fraværet af en sådan ledelse fra toppen, der giver disse grupper liv. Arbejderbevægelsen har magten til at stoppe disse grupper. Det der mangler er initiativ fra lederne af arbejdernes masseorganisationer, der begrænser sig selv til hovedsageligt at appellere til staten for beskyttelse, den samme stat der, som vi har set, har elementer i sig der samarbejder med, eller i hvert fald tolererer, de neonazistiske bander.
Kombineret med tiltag til selvforsvar er det nødvendigt at tilbyde et politisk alternativ for at vinde, ikke fascisterne, men de vaklende elementer over. Højrefløjen er i en dyb krise i Sverige og det er den virkelige forklaring på Sverigesdemokraternes fremvækst. De store højrefløjspartier kan ikke længere fastholde deres sociale base, der kommer under pres fra krisen og nedskæringerne. Hvis venstrefløjen præsenterede et klart socialistisk alternativ til regeringens politik og til racisterne, kunne den vinde massivt i den nuværende situation. Det er ledelsens vaklen og det politiske programs svaghed i arbejderbevægelsen, der giver det yderste højre et rum. Det giver indtryk af, at ”de er alle det samme”, hvilket er, hvad disse partier næres af. Det politiske program for kamp for et socialistisk samfund kan ikke adskilles fra kampen mod fascisme.
De neo-nazistiske angreb det sidste år må ses som en brat opvågning for den svenske arbejderbevægelse. Ingen kan længere lade som om, at Sverige er anderledes end resten af Europa. Krisen har en politisk effekt i Sverige på samme måde som i alle lande. Den er med til at polarisere samfundet på klassebasis, og forbereder på lang sigt en polarisering mellem revolution og reaktion. Det er nødvendigt at forberede sig på denne nye periode.
Ingen tillid til statsapparatet! Vi forsvarer vores egne møder og demonstrationer!
Mobiliser til demonstrationerne denne weekend!
For et socialistisk program til at besejre reaktionen en gang for alle!
