Absalon, nyt Fleksibelt støtteskib. Det største flådefartøj der er bygget i Norden. Pris: 2,5mia.I anledning af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerups død den 22. december 2013, genudgiver vi her en artikel om den omlægning af det danske forsvar som Hans Hækkerup især var eksponent for, og som efterfølgende forsvarsministre, bl.a. hans nevø Nick Hækkerup, ivrigt har videreført. Artiklen blev bragt i Socialistisk Standpunkt juni 2012 (nu: Revolution).

Tegn abonnement på Revolution.

Danske officerer ansat som forsvarsattachéer ved de danske ambassader skal, ifølge forsvarsminister Nick Hækkerup, være internationale pushere for dansk våbenindustri. Det er blot seneste skud på stammen i forsvarets udvikling fra traditionelt koldkrigs-territorialtforsvar, til en direkte forlænget arm for de danske kapitalister i dets daglige virke.

Ekspeditionsstyrke

Dansk forsvar har de seneste 20 år været inde i en gennemgribende omlægning. Fra at være koncentreret om territorialt forsvar er struktur, materiel og mandskab blevet omlagt til en helt anden opgave: imperialistisk ekspeditionsstyrke.

Baggrunden for denne udvikling var at ”sejrherrerne” fra den kolde krig, med USA i spidsen, øjnede muligheder for at sikre nye råstofkilder, handelsveje og interessesfærer ved at udnytte sin absolutte militære overmagt. Det danske borgerskab, i al sin svaghed, så en åbenlys mulighed for at koble sig på den amerikanske kæmpe og tilkæmpe sig en luns af byttet.

Derfor er er dansk forsvar helt konkret siden 1992 blevet omlagt fra mobiliseringsforsvar, baseret på værnepligtige, til en ekspeditionsstyrke baseret på en professionel hær, om end der stadig er en rest af værnepligten tilbage på 4 måneder. I dag er det kommet så langt, at alt materielt principielt skal være operationelt i forbindelse med udsendelse ellers bliver det solgt. De danske kapitalister vil med andre ord have fuld imperialistisk valuta for pengene. Det er da også lykkedes for en stor dels vedkommende. Danmark har i dag det største antal tjenstegørende personel, eksklusiv værnepligtige, af de fire nordiske lande med 23.000 årsværk (tal fra 2008). Til sammenligning har Sverige 15.950, Finland 10.100 og Norge 7.100. Ud af de 23.000 var 1.400 årsværk udsendt på internationale missioner (2006). Det er også langt mere end de andre nordiske lande.

Med andre ord er dansk ”forsvar” altså så langt fremme i skoene på den internationale scene, at det efterhånden ikke giver mening at kalde denne bevæbnede gren af staten for ”Forsvaret”.

Det danske militære materiel er også møntet på ekspeditioner og har ikke meget at gøre i et eventuelt forsvar af landet. Antallet af kampvogne og artilleristykker er barberet ned til et lille antal med grundigt trænet personel, klar til udsending. Søværnet er blevet udstyret med to af de største flådefartøjer der er blevet bygget i Norden, de såkaldte fleksible støtteskibe af Absalon klassen der har en rækkevidde på 9.000 sømil (over 16.000km) og kan holde sig på havet i 28 dage og som ikke er meget bevendt i de kystnære danske farvande. Disse er i vid udtrækning blevet sat ind i ”piratjagten” i Adeenbugten. Ydermere får søværnet fire nye Fregatter med samme karakteristika og nye inspektionsfartøjer til patrulje i Arktis omkring Grønland og Færøerne, hvor den danske stat holder godt fast i sine kolonier. Dette materiel er ikke småting. Et fleksibelt støtteskib alene koster 2,5mia.

De danske kampvogne og infanterikampkøretøjer er udstyrede med klimaanlæg og i det hele taget udrustet til at operere under fjerne himmelstrøg. Også Flyvevåbnet har internationalt præg med hensyn til kampfly, transportfly og nyere og mere kraftige helikoptere.

Fra lilleput til stik-i-rend dreng

I territorialforsvarets epoke var det danske forsvar også helt afhængig af allieredes støtte i tilfælde af krig mod ”Østblokken”. I sig selv var forsvaret ikke meget bevendt, omend det dog på overfladen forsøgte at fremstå som dækkende på alle områder. I dag besidder forsvaret stort set udelukkende specialiserede ekspeditionsstyrker. Men de danske kapitalister har hverken troppestørrelser eller de logistiske midler til at udsende disse ekspeditionsstyrker på egen hånd, det være sig hangarskibe, transportkapacitet, artilleristøtte, satellitter osv. Det danske forsvar er formet over amerikansk forbillede mht. operationsmønstre, udrustning osv. Derfor er det såkaldte ”forsvar” også reduceret til en mini-aflægning af det amerikanske militær, der er den eneste militære magt der har det enorme logistiske apparat og infrastruktur der er nødvendigt for deres udsendelse. På den måde er militæret blevet en perfekt afspejling af den såkaldte ”aktivistiske udenrigspolitik” som i bund og grund er at slå hælene sammen når de amerikanske herrer kalder. På egne ben er det danske forsvar hjælpeløst.

Ammunitionsskib M/V SSG EDWARD A. CARTER udchartret af Maersk Line, Limited, til Military Sealift Command (MSC). Skibene er en del af U.S. Army’s pre-positioneringsprogram.

”Forsvarets” nye epoke

Men hvad er det egentlig den danske befolkning har fået ud af denne omlægning til magtprojektion i udlandet ud over 46 døde unge og mere end dobbelt så mange sårede? Tilsyneladende ikke meget. Den første skarpe udsendelse var af den daværende korvette Olfert Fischer under Golfkrigen i starten af 90’erne til patruljetjeneste for den amerikanske militære intervention mod Irak. Siden er flere krige kommet med i rækken, med overordnet set stigende intensitet: Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan og senest aktionen i Libyen. Disse krige har intet løst, men efterladt landene i ruiner og præget af voldsomme indre modsætninger. Men én ting har de dog sikret. Mærsk har en række skibe i fast charter for US Navy Military Sealift Command foruden ammunitionsskibe, havnehåndtering osv.

Ligeledes har bombningerne i Libyen tilsyneladende heller ikke været forgæves. Arbejdsgiver organisationen DI kunne således berette den 18. januar at man fra DI’s side var i fuld gang med at udbygge kontakterne til det libyske Overgangsråd gennem deres såkaldte Businessmen Council: ”Vi er meget opmærksomme på at være ude i god tid, så vi kan sikre vores medlemmer størst og bedst mulig adgang til et kommende libysk marked, forklarer Jacob Kjeldsen.” Han vurderer, at på mellemlangt og langt sigt vil genopbygningen føre til en efterspørgsel efter virksomheder med kompetencer inden for byggeri, energi- og vandforsyning og kapacitetsopbygning i det hele taget, sammen med øvrige strategiske projekter, der skal opbygge og udvide den libyske infrastruktur.

Open For Business

Nu har Forsvarsminister Nick Hækkerup så lanceret konceptet Open For Business. Forsvarsattachéerne på de danske ambassader rundt om i verden skal nu til at markedsføre dansk forsvarsindustri. Det er et koncept der modtages med åben arme i DI.

Dansk forsvarsindustri er da i dag også en beskeden størrelse i international sammenhæng og består primært af produktion af mere eller mindre højteknologiske delkomponenter og sensorer. Industrien har en årlig eksport for sølle 2 mia. og omkring 2000 ansatte. Til sammenligning er svensk forsvarsindustri 10 gange større pr. indbygger, i Finland er den seks gange større og i Norge fem. Men netop forsvarsindustrien er en sektor i vækst, hvilket vækker forhåbninger i DI. De seneste fire år er eksporten steget 60 procent ifølge direktør Frank Bill fra Danish Defence & Security Industries Association under DI. Lige så interessant er antallet af eksporttilladelser steget med hele 170 procent i samme periode, hvilket er en indikator på kommende eksport.

Af langt større vægt er det imidlertid, at Danmark, ud over Mærsk, har en række mindre rederier, der sejler med militært materiel. Rent faktisk er Danmark på en sjetteplads i verden når det gælder våbentransport, ifølge en rapport fra det anerkendte svenske forskningsinstitut SIPRI.

Imens den tidligere borgerlige regering slog sig på brystet overfor det udemokratiske styre i Egypten i 2011, så man igennem fingrer med at det danske skib Danica Brown så sent som den 7. juni landede 19 tons ammunition til den egyptiske hær. Samme politik videreføres under den nuværende regering. Mens Villy Søvndal fordømmer det brutale regime i Bahrain, ikke mindst for tortur af en dansk statsborger, lader regeringen det samme skib lande 34 ton raketmotorer til landets militær.

F 35 og SAAB Gripen var to af deltagerne i “konkurrencen” om at blive afløser for F 16. Nu har SAAB trukket deres fly ud, fordi de mener at beslutningen om at købe det historisk dyre F 35 er truffet på forhånd.

Nye indkøb

Sammenhængen mellem kommercielle og udenrigspolitiske interesser er også klar når vi ser på nogen af de kommende indkøb det danske forsvar står overfor. Det drejer sig om formentlig 48 nye kampfly til erstatning af F-16 for den nette sum af 30-40 mia. og nye skibsbaserede helikoptere til afløsning for Lynx på inspektionsskibene og de fleksible støtteskibe for omkring 11mia. kroner. Til sammenligning er statens udgifter til SU omkring 16 mia. kr om året. Det er store penge der håndteres af Forsvarets Materieltjeneste og hvis officerer ofte får stillinger som sælgere for de store våbenproducenter, som information kunne berette i 2007.

Det er ordrer der formelt set er i åbent udbud og hvor forsvaret principielt skal tage det billigste tilbud der opfylder de fastsatte krav. Imidlertid er det sjældent tilfældet. Fx er det officielt op til en folketingsbeslutning om forsvaret skal indkøbe de amerikanske F-35 Joint Strike fighter fly. En beslutning der endnu ikke er truffet. Men i det at dansk forsvarsindustri har lagt 40 mio. og staten over 2 mia. kroner for at være ”partner” i udviklingsfasen af flyet, er spørgsmålet om beslutningen ikke er truffet på forhånd? Ligeledes tyder alt på at helikopterordren lander hos US Navy’ s Seahawk.

Et socialistisk alternativ til borgerskabets stående hær.

Et lands militær giver et koncentreret udtryk for samfundets karakter. Det er i høj grad også tilfældet for Danmark. Det danske militær er en lille ekspeditionsstyrke, fuldstændig isoleret fra befolkningen og helt afhængig af sine ”allierede” herskere. Fortællingen om at dansk militær er et ”forsvar for det danske folk” er en latterlig illusion. Tværtimod er det svært at sige hvor dansk forsvars top slutter og erhvervstoppen begynder.

Marxister er ikke pacifister. Det overlader vi trygt til småborgerskabets hattedamer. Så længe kapitalismen eksisterer vil der være nød, krig og organiseret voldsanvendelse. Men spørgsmålet er: hvem giver staten våbnene til? Og med hvilket formål?

De bedste til at forsvare landet er arbejderklassen. Arbejderklassen har intet at vinde ved at undertrykke og bombe fjerne lande, men har tværtimod alle interesser i at sikre en ordentlig tilværelse og frihed for folk i alle lande. Borgerskabets og officerselitens evne og lyst til at forsvare den danske befolkning blev tydeligt vist under besættelsen. Her talte hensynet til profit højere end forsvaret mod den fascistiske besættelsesmagt og de lagde sig fladt på maven. Så meget for borgerskabets ”forsvar”.

Nu har vi socialistiske partier i regering. De siger det er sparetider. De har muligheden for at spare milliarder ved at nedlægge de danske ekspeditionsstyrker. De kunne slutte den imperialistiske dominans over Grønland og Færøerne. De kunne lade arbejderklassens organisationer organiserer et mobiliseringsforsvar igennem fagforeningerne, under arbejderklasses kontrol. Det vil sikre et billigt, effektivt og reelt forsvar under demokratisk kontrol.