Som vi beretter om i denne avis (Nr. 90, dec-jan), har både lærlingene og de studerende været i kamp for deres forhold. Lærlingene mangler praktikpladser, og på den såkaldte skolepraktik-ordning (SKP) tilbydes man ren sulteløn. Det fik bægeret til at flyde over for SKP’erne i Aalborg for nylig. Ifølge Erhvervsskolernes Elevorganisation EEO deltog 700 unge i protesten. Aktionen i Aalborg inspirerede også nogle lærlinge i København til at protestere. Lærlingene er ved – på egen hånd – at genfinde de traditioner, som fagtoppen i årtier har gjort alt for at putte i glemmebogen. Sagen er imidlertid, at lærlingenes aktioner er netop det, arbejderbevægelsen er bygget på – kollektive aktioner, sammenhold og beslutsomhed imod arbejdsgivere og statsmagt.
De folk i toppen af fagbevægelsen, der klager over, at medlemmerne flygter, burde tage ved lære af lærlingene. Hvis fagtoppen førte klassekamp på lærlingemanér i stedet for at bruge al krudtet på at skælde ud på Enhedslisten, kunne det danne basis for at standse arbejdsgivernes offensiv med fyringer, lønnedgang og dårligere sikkerhedsforhold.
En anden del af ungdommen – de universitetsstuderende – har også været på barrikaderne for at kæmpe imod et angreb på deres forhold. Regeringens ”hurtigere ud”-reform vil gøre uddannelserne dårligere og blot smide folk hurtigere ud i arbejdsløshedskøen. Samtidig med, at regeringen også har travlt med at gøre livet uudholdeligt for de arbejdsløse.
De unges aktioner er aktioner, der er bygget op fra bunden uden nævneværdig støtte fra lederne i det, der burde være deres kamporganisationer; studenterorganisationerne og fagbevægelsen. Det er naturligvis imponerende og et tegn på bevægelsens iboende styrke, at de unge har været i stand til selv at organisere deres aktioner, men samtidig er det bevægelsens største svaghed. Det gør nødvendigvis kampene mere spredte, famlende og ukoordinerede. Hvis ledelsen for de landsdækkende organisationer som fx Danske Studerendes Fællesråd, DGS, fagbevægelsen osv. kastede alle sine kræfter ind i at organisere bevægelsen, ville den blive så meget desto mere effektiv og endnu flere tusinder kunne mobiliseres. Det var netop med det formål at disse organisationer blev grundlagt, men endnu mangler de virkeligt at trække i arbejdstøjet.
De unges protester hænger sammen med den generelle politik, der bliver ført her i landet (og i resten af EU): regeringen tilgodeser ”markederne” på bekostning af retten til uddannelse, kampen imod løntrykkeri, retten til dagpenge, retten til arbejde, retten til en anstændig og tålelig tilværelse for arbejderklassen og ungdommen. Man kan beskylde regeringen for meget, men ikke for at være inkonsekvent. Tværtimod står den konsekvent på overklassens side imod alle os andre. Hvis lederne for S og SF undrer sig over, at de har mistet stemmer og støtte, så burde de se indad – og på deres regeringssamarbejde med det dybblå nedskæringsparti De Radikale.
Regeringen har nu lavet finanslov med V og K. At Enhedslisten ikke er med i finansloven er den bedste nyhed længe. Vi lykønsker partiet med den udvikling! Enhedslisten er nu i opposition og har opnået en enorm støtte på baggrund af S-SF-ledernes svigt og kan meget vel vokse endnu mere. Det er en gylden mulighed for at vende partiet udad, dreje til venstre og forbinde sig med bevægelser som de blandt lærlingene og de studerende. For et socialistisk parti er det en pligt. Netop i en tid med dyb krise i verdenskapitalismen, er der mere end nogensinde brug for de revolutionære dele af Enhedslistens program, og ikke som der er lagt op til fra partitoppen, at skrive de revolutionære dele ud af programmet.
Det kapitalistiske system har erklæret, at det ikke har råd til arbejde til alle, ikke har råd til lærepladser og ikke har råd til ordentlige uddannelser. Dermed har det erklæret, at det store flertal ikke har råd til kapitalismen.
Tegn abonnement på Socialistisk Standpunkt gennem Forlaget Marx
