Billede: Fra stjernedemonstrationen ved Vor Frue Plads, 1.10.13. Af Jonas Foldager.
Den første tirsdag i oktober slutter sommerferien for politikerne på Christiansborg og Folketinget åbner igen. Denne tradition har været fulgt af en tradition for demonstrationer på selve dagen mod den førte politik, uanset om det var under VKO-regeringen eller den nuværende regering med De Radikale, Socialdemokraterne og SF. I år var der mødt mellem 500-1000 mennesker op. Demonstrationen led under det faktum, at arrangørerne havde valgt at udvande parolerne meget og dermed blev det sværere at mobilisere de arbejdere og unge der er utilfredse med den førte politik.
Der er ingen tvivl om, at den politik, der bliver ført af regeringen, ikke kun er i modstrid med de løfter den aflagde inden valget, men også rammer brede lag de arbejdere og unge, der havde stemt på den, i håb om et kursskift. Kursskiftet har desværre ladet vente på sig. I stedet har regeringen videreført den blå politik fra den forhenværende borgerlige regering.
Den generelle utilfredshed med regeringen kan man blandt andet notere sig i meningsmålingerne. I en måling fra d. 23. september fra YouGov står det så grelt til, at Socialdemokraterne ligger til 16 % og SF til 3,4 %. Det er straffen for, at arbejderpartierne viderefører de borgerliges nedskæringer. Af regeringspartierne er det kun de Radikale, der nogenlunde beholder skindet på næsen, men de arbejdsgiverorganisationer og store firmaer, der støtter dem finansielt, kan heller ikke andet end at være tilfredse med den førte politik.
Samtidig står det ganske anderledes til hos blå blok. Dansk Folkeparti har, på klassisk populistisk facon, forsøgt at tilstræbe sig en mere venstreorienteret retorik, f.eks. på dagpengespørgsmålet. I fortvivlelse over den politik som deres traditionelle partier fører, bliver flere arbejdere og unge skubbet i armene på Dansk Folkeparti, hvilket reflekteres i samme meningsmåling, hvor DF står til at få 23,5 %! Hvis det skulle blive resultatet til et fremtidigt valg, så vil Dansk Folkeparti kunne danne flertalsregering med Venstre alene.
Demonstrationen d. 1. oktober
Demonstrationen i tirsdags blev desværre ikke nogen videre succes. Der mødte omkring 500-1000 mennesker op, hvilke er færre mennesker end sidste år. Demonstrationen mindede mest af alt om et karneval med kostumer og sjov musik (især stjernedemonstrationen fra Vor Frue Plads), som ikke tog højde fra situationens alvor: velfærden bliver skåret væk bid for bid.
Den manglende opbakning til demonstrationen kan især have at gøre med dens paroler: “Ja til fællesskab – nej til forringelser”. Det er en meget bred og vag parole som ikke hverken siger noget om hvilke specifikke forringelser, det er man er imod og heller ikke stiller nogen krav til regeringen. Sådan en vag parole er svær at mobilisere nogen på.
Det er et paradoks at på landets arbejdspladser, skoler, universiteter, arbejdsløshedscentre osv. opbygges der et umenneskeligt pres og der eksisterer en utilfredshed over tingenes tilstand, men samtidig er der en udbredt følelse af ikke rigtig, at kunne gøre noget ved det. Hverken arbejderbevægelsen eller elev- og studenterorganisationerne viser nogen som helst vej ud af den nuværende situation. Nogen af de større elev- og studenterorganisationer der tidligere har gået forrest i mobiliseringer, DGS og DSF, var end ikke med i disse mobiliseringer, angiveligt fordi man ikke ville kritisere regeringen for skarpt.
Alle disse organisationer blev skabt som kamporganisationer og deres fremmeste opgave er at gå forrest i kampen for deres medlemmers forhold, uanset hvem der sidder i regering eller ej. Problemet var ikke at parolerne var for skarpe, tværtimod var det, at kravene var for uklare og at organisationerne ikke gav deres medlemmer nogen som helt tro på, at det kunne nytte noget. For slet ikke at snakke om en manglende mobilisering: skal det for alvor nytte må alle større arbejdspladser, gymnasier, universiteter og arbejdsløshedscentre besøges.
På et tidspunkt vil presset blive uudholdeligt, som vi har set det i det ene land efter det andet og folk vil gå på gaden, også herhjemme. Men arbejder – og studenterbevægelsen er ikke parate på nuværende tidspunkt til at stå i spidsen for denne kamp. Skal folk for alvor tro på det nytter noget, skal de se en ledelse, der er parate til at gå forrest i kampen og gå hele vejen.
Socialistisk Standpunkt mener, at den politik der føres nu er en katastrofe og må stoppes. Fag- og elev- og studenterbevægelse må tage fat i de konkrete problemer, der eksisterer ude på arbejderpladser og uddannelsessteder og derudfra formulere konkrete krav. Det er krav, der må stilles til regeringen om, at de stopper nedskæringerne og i stedet fører en politik til gavn for arbejdere og unge. Første forudsætning for at det kan ske er, at de Radikale sparkes langt ud af regeringen. Et krav der må rejse fra alle fagforbund, på alle arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Det må være første skridt i retning af at føre en ægte solidarisk og fællesskabsorienteret politik – det vil sige en socialistisk politik. Krav om tilbagerulle alle de velfærdsangreb der er blevet lavet og lade bankerne, overklassen og de store virksomheder betale, ville kunne mobilisere mange af fagforeningens medlemmer og tidligere medlemmer.
Den kommende tid
Finanslovsudspillet fra regeringen blev heller ikke denne gang et vendepunkt i den førte politik. Det er en videreførelse af samme borgerlige nedskæringspolitik. Regeringens forslag til finanslov indeholder ikke massive angreb men en uddannelser, miljøet og de offentlige ansatte (se artikel om finanslovsudspillet her).
Forhandlingerne om finansloven begynder nu for alvor. Regeringen har lagt op til, at man vil vedtage den samme med Enhedslisten. Regeringens asociale politik har betydet en massiv fremgang til Enhedslisten, som står til omkring 10 % i meningsmålingerne. Men denne opbakning kan meget hurtigt blive tabt på gulvet, hvis Enhedslistens top vælger endnu engang at gå med til en nedskæringsfinanslov og dermed forsætter med at legitimere regeringens nedskæringspolitik ved at agere venstreflanke.
Enhedslisten kan kun konsolidere, og udvide, deres støtte, hvis de siger klart fra over for flere angreb på arbejdere, unge og arbejdsløse, afslører regeringens politiks konsekvenser og i stedet stiller en krystalklar alternativ socialistisk politik.
Utilfredshed under overfladen
På overfladen ser alt roligt ud, men under overfladen er der en stigende utilfredshed med tingenes tilstand. For nu bukker folk nakken og håber, at det går over. Men kapitalismens krise er ikke ved at gå over, tværtimod fortsætter den med at øge presset. Det er en uholdbar situation, som på et tidspunkt vil betyde, at vi også i Danmark vil se bevægelser.
Når det sker, vil det have en effekt i de masseorganisationer: fagbevægelse, studenterbevægelse og arbejderpartier, der nu er så håbløst ude af trit med situationen. Hvornår det bliver, er ikke til at sige, det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at den nuværende situation er uholdbar. Og vi kan sige at der er brug for en anden linje i spidsen for arbejderbevægelsen og elev- og studenterorganisationerne: der er brug for en ledelse der tager fat i kravene fra arbejderpladser og uddannelsessteder og går forrest i kampen.
En ledelse der fremsætter et politisk alternativ til den nuværende nedskæringspolitik, en socialistisk politik. det er det Socialistisk Standpunkt kæmper for. Vær med til at kæmpe for en socialistisk politik i arbejder- og elevbevægelsen sammen med os.
