Skrevet den 26. juli 2013.
Om morgenen torsdag den 25. juli blev venstrefløjs-nasseristen (en reference til Gamal Abdel Nasser, tidligere præsident for Egypten og leder af den pan-arabiske revolutionære nationalisme, red.) og medlem af den grundlovsgivende forsamling Mohamed Brahmi myrdet uden for sit hjem i Tunis. Der er blevet indkaldt til protestgeneralstrejke af UGTT fagforeningen, mens Folkefronten har opfordret til civil ulydighed på masseskala for at vælte regeringen og opløse den grundlovsgivende forsamling.
Udførelsen af mordet på Brahmi, et ledende medlem af den nasseristiske Folkebevægelse, havde tegn på samme modus operandi som likvideringen af Chokri Belaïd den 6. februar. To mænd på en motorcykel ventede uden for hans hjem og skød ham med 14 skud. Der er ingen tvivl om at det er et politisk motiveret mord og Brahmis familie og kammerater har peget på det herskende islamistiske Ennnahda parti som værende skyldig i hans likvidering. Det var den samme beskyldning der blev fremført ved Belaïd\’s likvidering, hvis mordere endnu ikke er blevet stillet for en domstol. Forud for mordet havde Ennahda lederne udsendt en erklæring om at de ville kæmpe for at forsvare ”legitimitet” til deres sidste blodsdråbe. Det er en klar opfordring til vold i kølvandet på Morsis omstyrtelse.
Vrede massedemonstrationer brød hurtigt ud over hele landet. Først samlede hundreder og siden tusinder af mennesker, hovedsageligt meget vrede unge, samlet ved Bourghiba Avenue, samme sted som de enorme demonstrationer fandt sted, som væltede Ben Ali i 2011. Utroligt nok blev de mødt med tåregas og brutal repression fra politiet. Det afskrækkede ikke demonstranterne, som blev på gaden indtil de tidlige timer fredag, og nogen af dem marcherede mod den Nationale Grundlovsgivende Forsamling, mens de råbte ”degage” – som betyder ”ud” – sloganet fra den tunesiske revolution.
Der var også demonstrationer og sammenstød med politiet i Bizerte, Gafsa (hvor hæren åbnede ild med skarp ammunition), Redeyef, Siliana, Sfax, Djerba, Beja, Kasserine og mange andre byer. I Sidi Bouzid, Brahmis fødeby, hvor revolutionen startede i december 2010, nedbrændte masserne Ennahdas kontorer og satte ild til den regionale guvernørbolig. Der er rapport om at autoriteterne er blevet erstattet af en ”borgerkomite”.
Unge der deltog i protesterne i hovedstaden Tunis annoncerede at grupper af revolutionære unge fra Gafsa, Sidi Bouzid og Sfax allerede var på vej imod hovedstaden. ”Vi vil ikke fjerne os før Ghannouchi går af og aldrig kommer tilbage,” sagde en af de ledende ungdomsaktivister Mohamed Maaroufi, med henvisning til lederen af det herskende Ennahda-parti. Stemningen der er under udvikling, bevæger sig mod opstand. De seneste revolutionære begivenheder i Egypten som førte til omstyrtelsen af Morsi, har inspireret de tunesiske masser der står i samme omstændigheder. En tunesisk ”Tamarrod” (Rebel) bevægelse er blevet dannet og den påstår at have modtaget 850.000 underskrifter i løbet af kun få dage, med krav om omstyrtelse af regeringen og Nationalforsamlingen.
Årsagen til dette skal findes i opbyggelsen af vrede over det faktum at ingen af kravene fra revolutionen (”brød, job, retfærdighed”) er blevet opfyldt og at situationen rent faktisk er blevet værre. Ungdomsarbejdsløsheden er taget til, der har været en generel forværring af den økonomiske situation, med stigende inflation. Der er ingen oprejsning til martyrerne fra revolutionen og den grundlovsgivende forsamling har ikke engang lavet en grundlov efter snart to år, på trods af den skulle have lavet et forslag inden ét år. Troika-regeringen, en alliance mellem det islamistiske Enahda, det borgerligt-liberale CPR og det ”socialdemokratiske” Ettakol, har været fuldstændig ude af stand til at adressere den dybe krise i økonomien, og er blevet paralyseret.
Det er denne utilfredshed som er kommet til overfladen med reglmæssige intervaler i en serie i løbet af de sidste to år. En bølge af regionale generalstrejker og opstande i november-december. Disse var ikke bare normale strejker. I mange tilfælde antog de opstandslignende proportioner, med arbejdere og unge der blokerede hovedgaderne og basalt set tog magten i perioder i forskellige regioner. Såvel som sociale og økonomiske krav, var masserne rasende over de konstante provokationer fra islamiske fascistiske bander mod venstrefløjen og arbejderbevægelsen, inklusiv angreb mod UGTTs hovedkvarter. Disse angreb blev udført af den såkaldte ”Liga til Beskyttelse af Revolutionen,” (LBR) med tilknytning til det herskende Ennahda-parti.
I sidste ende tvang denne bevægelse UGTT til at indkalde til en national generalstrejke. Men lederne af UGTT frygtede at en national generalstrejke ville stille spørgmålet om ”hvem hersker over landet?” Disse ledere indgik derfor en aftale med regeringen og aflyste generalstrejken i sidste øjeblik. Aftalen skulle efter sigende indeholde en fuldstændig undersøgelse af LBR-banderne. Men det skete aldrig.
Men likvideringen af Chokri Blaïd, lederen af den Forenede Bevægelse af Demokratiske Patrioter den 6. februar, fremprovokerede en ny revolutionær eksplosion. Der blev erklæret generalstrejke og der var demonstrationer og sammenstød med politiet overalt. På dagen for hans begravelse, viste en enorm menneskemængde på over 1mio. sin respekt til venstrefløjslederen og råbte slogans rettet imod den herskende troika og særligt det herskende islamistiske Ennahda. I nogen byer, greb masserne til direkte handling og opløste LBR-banderne og lukkede deres kontorer, og nedbrændte Ennahda kontorer. Stemning var for en opstand.
Imidlertid var der endnu engang ingen der gav denne bevægelse et klart perspektiv. Lederne af Folkefronten snakkede om behovet for at fjerne troika-regeringen, men ingen fortalte hvordan dette skulle opnås Masserne, uden nogen klar ledelse og perspektiver, gik til sidst hjem efterhånden som bevægelsen døde ud. På det tidspunkt burde der have været indkaldt til en tidsubegrænset national generalstrejke og dannelsen af revolutionære komiteer på alle niveauer som kunne tage magten fra regeringen. Sådanne komiteer kunne være bragt sammen i en national revolutionær forsamling for at tage magten.På grund af manglen på ledelse, lykkedes det troikaen, trods dens krise som følge af bevægelsen, at blive på magten, fordi der ikke var noget til at erstatte den. De fortsatte og dannede en ny regering, som basalt set var den samme som den tidligere. Intet var ændret.
Nu er lederne af UGTT blevet tvunget til at indkalde til generalstrejke i dag, fredag den 26.. Men problemet er dog, at hovedlederne af UGTT ikke har noget perspektiv for at tage magten og danne en revolutionær regering for de arbejdende folk. De satte sig selv i ledelsen for generalstrejken, som ville have fundet sted alligevel, for at minimere dens effekt og holde masserne i skak. Denne morgen, efterhånden som masserne samlede sig udenfor UGTT hovedkvarteret, kom generalsekretær Abbasi ud for at tale til dem. Mens han fordømte likvideringen af Brahimi, fejlede han i at give nogen som helst ledelse til masserne. Han nævnte ikke engang hvor og hvornår en demonstration skulle finde sted. En aktivist der var til stede kommenterede hvordan ”masserne kan føle forræderiet.”
Folkefronten har udsendt en udtalelse i hvilken de går længere end hvad de gjorde i februar, i at vise en vej frem for bevægelsen. Så vel som at opfordre til generalstrejke i dag og i morgen (dagen for Brahmis begravelse), opfordrer de også til masse-civil ulydighed ”for at gennemtvinge opløsning af den Nationale Grundlovsgivende Forsamling.” Ydermere opfordrer til sit-ins i alle hovedkvarter for lokale, regionale og nationale autoriteter. Dette er helt korret og ville kunne danne basis for at erstatte den kapitalistiske stats institutioner – som basalt set er de samme som under Ben Alis regime – med revolutionære organer på alle niveauer.
En to-dages generalstrejke er også en korrekt parole, men det efterlader spørgsmålet om hvad der vil ske fra søndag, hvis ikke regeringen bliver væltet. Hvad der burde blive rejst nu, er kravet om en tidsubegrænset generalstrejke for at supplere og styrke sit-ins\’ene for at vælte regimet.
Det skal tilføjes at i de nuværende omstændigheder bør de revolutionære komiteer organisere bevæbnet selvforsvar og opløse LBR-banderne så vel som at appellere til de menige i hæren, om at de almindelige soldater også skal danne revolutionære komiteer og forbinde dem med de revolutionære arbejdere og unge.
Men hvad er alternativet som bliver tilbudt fra lederne af Folkefronten? Hvad er det som de beder masserne kæmpe for? Det er her problemerne begynder. Følgende citat er hvad de kræver:
”Dannelse af den Nationale Kommission for Nationens Redning, bestående af repræsentanter fra de politiske partier og civilsamfundet som, med hjælp fra forfatningsseksperter, færdiggøre forslaget til grundlov.”
Så vel som:
”Dannelse af en national samlingsregering”…”ledt af en uafhængig national figur” som kan ”tage ekstraordinære økonomiske, sociale, politisk og sikkerhedsmæssige tiltag og forberede demokratiske, fair og gennemsigtige valg.”
Dette afslører to ting: Det ene er at lederne af Folkefrontens organisation er påvirket af dybe illusioner i borgerlig forfatningsret. De kræver en forfatning skrevet af repræsentanter af ”politiske partier og civilsamfundet”. Men hvem skal vælge disse? Forskellige kræfter i samfundet, politiske partier, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, repræsenterer de modsatrettede interesser blandt forskellige sociale klasse i samfundet. Hvordan kan de blive enige om en grundlov der stiller dem alle tilfredse? Dette giver meget farlige illusioner i borgerlige forfatninger og borgerligt demokrati.
Imens der er behov for at de revolutionære arbejdere og unge tager magten – politisk og økonomisk – så kræver lederne af Folkefronten en teknokratisk regering ledt af ”en uafhængig national figur!” Uafhængig af hvem? Tunesien er et kapitalistisk land i krise. Et land der er delt i klasser. Arbejdernes, de fattiges, den revolutionære ungdoms og bøndernes interesser er åbenlyst ikke de samme som kapitalisternes, Ben Alis håndlangeres, Ennahda-kapitalisternes og de borgerligt-liberales interesser. Disse gruppers interesser står i direkte modsætning til hinanden. Hvordan kan man finde en ”uafhængig” figur som tilfredsstiller både arbejderes og kapitalisters interesser?
Den anden ting der afsløres af denne udtalelse er at lederne af Folkefronten stadig hænger solidt fast i en to-stadie strategi for revolutionen. De tror at den umiddelbare opgave for den tunesiske revolution er at etablere ”demokrati” og at kun senere kan spørgsmålet om socialisme blive rejst. Problemet er at de brændende behov for de tunesiske revolutionære masser ikke kan opfyldes indenfor rammerne af ”demokrati”, som i realiteten er borgerligt demokrati. Hvad har været problemerne de sidste 2½ år, som har skabt en så kraftig understrøm af opposition blandt masserne? Var det det faktum, at troika-regeringen var ”inkompetent”? Sandheden er ligegyldigt hvilke svagheder regeringen i sig selv besidder og ligegyldig den farceagtige opførsel fra den grundlovsgivende forsamling, var hovedfaktoren den dybe krise i kapitalismen i Tunesien, som bliver forstærket af den kapitalistiske krise i Europa og internationalt.
Masserne kæmpede ikke for et abstrakt demokrati. De kæmpede mod Ben Alis regime så de kunne få brød og arbejde. Fra arbejdernes og de fattiges synspunkt betyder demokrati kun noget, hvis det kan levere brød og arbejde. Kapitalistisk ”demokrati” er fuldstændigt ude af stand til dette i den nuværende situation i Tunesien.
Den revolutionære strategi der er brug for i Tunesien i dag er én der kombinere demokratiske og socio-økonomiske krav og forbinder opnåelsen af disse til arbejdernes overtagelse af magten og udøvelse af magten gennem demokratiske revolutionære komiteer.
Dette ville være den bedste måde at ære mindet om martyrerne Brahmi og Belaïd, så vel som mindet om de hundrede af arbejdere og unge som blev martyrer under revolutionen.
Ned med troikaen! Ned med den Grundlovsgivende Forsamling!
Eksproprier alle multinationale virksomheder! Eksproprier rigdommene fra Ben Ali-familien og deres håndlangere! Eksproprier produktionsmidlerne!
Revolutionære komiteer overalt! Al magt til en revolutionær forsamling af valgte arbejder-, bonde- og soldaterdelegerede!
Tidsubegrænset generalstrejke for at vælte regimet!
Æret være martyrerne – fuldfør revolutionen!
