I maj erklærede EU’s topøkonomer, at der var brug for at slække en anelse på den hårde sparekurs. I realiteten tilstod de, at den kurs, de hidtil har stået for – benhård nedskæringspolitik – ikke fører til mindre krise og bedre økonomi, men tværtimod til dybere krise og mere elendighed. De bemærkede endda, at Danmark sagtens kunne bruge flere penge på den offentlige sektor. Det er ikke fordi, der er grund til at tro, at den EU-anviste politik vil føre til et opsving. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at den danske S-R-SF-regering åbenbart står til højre for EU-kommissionens konservative monetarister.
Regeringen har allerede vredet armen om på kommunerne i forbindelse med forhandlingerne om næste års økonomi. Beskeden lyder, at der skal spares 2,6 milliarder kroner. Det er under halvdelen af det, som lettelserne i selskabsskatten har kostet. Og under to procent af, hvad regeringen vil bruge på nye kampfly. Regeringens prioritering er med andre ord: profit og bomber før børnepasning og ældrepleje.
Finansminister Bjarne Corydon – I ved, ham med sms’erne – fremlagde i maj en plan for nulvækst i kommunerne og regionerne frem til 2018. Og til at sikre, at kommunerne makker ret, og udfører de påkrævede nedskæringer, har han den såkaldte budgetlov, som straffer kommunerne, hvis de formaster sig til at se på menneskelige behov i skoler og på plejecentre frem for finansministerens bundlinje og gode ry som EU’s strammeste kassemester.
De seneste budgettal fra kommunerne viser, at de sidste år brugte 5,3 millarder kroner mindre på velfærd, end de havde budgetteret med. Af angst for at blive ramt af Finansministeriets sanktioner, bruger kommunerne langt mindre end de egentlig må. Alene sidste år faldt antallet af offentligt ansatte med 11.000 på fuld tid. Det er 11.000 færre til at passe børnene, tage sig af de ældre og de syge, og til at undervise skolebørnene. Og regeringens svar? Nedskæringsreformer á la overgrebet på lærerne i foråret.
De offentligt ansatte, der er blevet fyrede, kan stille sig op i arbejdsløshedskøen sammen med de 200.000 andre, der er blevet nægtet retten til at arbejde. De kan stille sig op i køen sammen med de 11.000 unge, der ikke kan gennemføre deres uddannelse, fordi arbejdsgiverne nægter at oprette det nødvendige antal lærepladser. Og når de har stået i arbejdsløshedskøen i to år, skal de ud i tvangsarbejde, der nu har fået betegnelsen ”nyttejob”. De eneste, der drager ”nytte” af hele det cirkus, er de danske kapitalister, der kan se, at titusindvis af arbejdsløse bliver presset ud i ydmygelse og desperation, og derfor kan bruges som en rambuk imod overenskomster, lønninger, sikkerhedsregler og andre forhold, som arbejdsgiverne synes, er ”besværlige”, når der skal hentes profit hjem.
De åh-så ansvarlige politikere laver den ene ikke-løsning efter den anden samtidig med, at de deler skattelettelser og bankpakker ud til samfundets top. Hvis vi skal tro dem, er det fordi, de tror, det vil skabe arbejdspladser. Det på trods af, at der ikke findes bevis for, at lavere selskabsskat nogensinde har skabt én eneste ekstra arbejdsplads. Men sagen er, at disse politikere ikke kan standse den økonomiske krise så længe, det er kapitalisterne, der styrer økonomien. Så længe det helligste af alle helligdomme – kapitalisternes ejendomsret til banker og store virksomheder – lades i fred, kommer der ingen reel løsning.
