Siden præsidentvalget den 14. april, hvor Nicolás Maduro fra socialistpartiet PSUV vandt med 50,66 procent imod højrefløjskandidaten Henrique Capriles\’ 49,07 procent, har Venezuela været præget af uro, udbredt økonomisk sabotage og skærpet klassekamp.

Højrefløjens strategi

Allerede få dage før selve valgdagen stod det klart for de fleste, at Capriles ikke ville acceptere et eventuelt nederlag. Da han hørte om Maduros sejr, ringede han på valgnatten, og prøvede at presse ham til ikke at offentliggøre resultatet. Efterfølgende har han nægtet at anerkende resultatet, og har råbt op om ”valgfusk”, på trods af at alle internationale observatører godkendte valget. Capriles krævede en genoptælling, hvilket den nationale valgkommission CNE accepterede, og gennemførte – med det resultat, at den første optælling blev bekræftet: Maduro vandt med godt 1,6 procents forspring.

Men højrefløjen er slet ikke interesseret i demokrati, men bruger blot anklagerne om ”valgfusk” som et demagogisk krav, som de kan mobilisere deres støtter omkring og underminere revolutionen med. Deres virkelige strategi er at destabilisere landet og udstille regeringen som handlingslammet og uduelig. Således kombinerer de parlamentarisme og diplomatiske intriger med vold, hærværk og økonomisk sabotage. Dette sås allerede den 15. april, dagen efter valget, hvor bander af fascistiske oppositionstilhængere angreb regeringskontorer, offentlige nyhedsmedier og de sociale projekter og lægeklinikker. Resultatet var, at otte socialistiske aktivister blev dræbt og 60 sårede, uden at bagmændene bag disse attentater er blevet fængslet.

Økonomisk krig mod revolutionen

Det mest effektive redskab i kontrarevolutionens hænder er til gengæld ikke gadeoptøjer, men derimod dets kontrol med industrien, fødevarekæden og bankerne. I 1972 sagde den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, at man jo kunne ”lade økonomien skrige”, hvis man ville skaffe sig af med den chilenske socialistiske præsident Salvador Allende. Det samme fænomen gør sig gældende i Venezuela i dag.

I maj satte inflationen månedsrekord med 6,1 procent (i forhold til 4,3 procent i april måned). For at forsøge at dæmme op for inflationen har regeringen skærpet priskontrollerne på basale fødevarer, men kapitalisterne har svaret igen ved at skrue ned for import og produktion. Mange af de vigtigste forbrugsvarer som for eksempel kaffe, sukker, toiletpapir med videre har været mangelvarer i de sidste par måneder. Selv Venezuelas nationalbank BCV har anerkendt, at fødevaremanglen har nået sit højeste punkt siden 2009.

Forhandlinger eller radikalisering?

Præsident Nicolás Maduro sagde i første omgang, korrekt, at det var en ”økonomisk krig imod revolutionen”. Men i stedet for at tage den logiske konsekvens og nationalisere fødevarekontrollen og indføre et statsmonopol på udenrigshandlen, har han forsøgt at holde ”dialog-møder” med Lorenzo Mendoza, ejeren af den enorme POLAR fødevare-producent.

Den samme strategi, med trusler og bagefter forhandlinger, har gjort sig gældende i forhold til udenrigspolitikken. I slutningen af maj måned var oppositionsleder Henrique Capriles i Colombia, hvor han blev officielt modtaget af præsident Juan Manuel Santos. En begivenhed som havde enorm symbolsk betydning, fordi den viste, at Santos og de colombianske kapitalister støtter fuldstændigt op om Capriles’ afvisning af valgresultatet den 14. april. Men igen valgte regeringen at bløde op og holde dialogmøde, denne gang med USA\’s udenrigsminister John Kerry, som man nu vil ”normalisere” relationer med. Denne zigzag politik er aldeles uholdbar, fordi den åbner vejen for, at kontrarevolutionen kan vinde tid og forberede nye angreb på revolutionen.

Lukning af La Hojilla og Un grano de Maíz

En anden begivenhed der har haft store konsekvenser, var udgivelsen af en lækket båndoptagelse, som oppositionen hævder, har fundet sted imellem Marío Silva (en kendt TV-vært og chavista-aktivist) og Aremis Palacios, en agent i den cubanske efterretningstjeneste G2. På optagelsen siger Mario Silva blandt andet, at han er bange for, at den højreorienterede del af chavista-bevægelsen, ledt af formanden for parlamentet Diosdado Cabello, er ved at tilrane sig magten, og forbereder en ny kurs, hvor alle de landvindinger, som revolutionen vandt i de 14 år med Chávez i spidsen, vil blive kastet på møddingen.

Uanset om disse optagelser er ægte eller ren montage, sådan som både Mario Silva og Diosdado Cabello har sagt, så er efterspillet efter lækagen interessant. I stedet for at bakke 100 procent op om Mario Silva og angribe højrefløjen, har regeringen valgt at suspendere hans TV-program La Hojilla, som ellers var det absolut mest populære i Venezuela. Samtidig er andre venstreorienterede blevet frataget deres radioprogrammer, såsom Vladimir Acostas De primera mano og den kendte klummeskribent Toby Valderramas kronik Un Grano de maíz er ikke længere at finde i avisen Diario Vea.

Disse angreb mod venstrefløjen inde i den chavistiske bevægelse viser, at der er en klar splittelse mellem dem, der vil stoppe revolutionen på midtvejen, og dem der begynder at indse, at den eneste måde, hvorpå den kan holdes i live, er ved at radikalisere sig, ekspropriere kapitalisternes ejendom og indføre en socialistisk planøkonomi i Venezuela.