Denne artikel er skrevet den 17. juni. Alle henvisninger til links, billeder og videoer kan findes i den engelske original, læs mere her.
To dage med sammenstød og barrikader fulgte politiets brutale forsøg på at rydde Taksim pladsen og Gezi parken for demonstranter, forud for Erdogans styrkefremvisning med massedemonstrationer i Ankara og Istanbul. Fem forskellige fagforeninger og professions-foreninger indkaldte til en en-dagsproteststrejke i dag, d. 17. juni.
Forud for politiets brutale undertrykkelse af demonstranterne, der nu har været i parken i 18 dage, var gået ildevarslende trusler og ultimatummer fra den tyrkiske premierminister Erdogan. I ugens løb var mødtes med repræsentanter fra Taksims solidaritetsplatform og foregav at han lyttede til dem, med hentydninger til, at hele projektet med at jævne Gezi-parken med jorden for at gøre plads til et indkøbscenter ville blive sat til afstemning osv. Det var blot en afledende taktik i et forsøg på at splitte demonstranterne og isolere dem fra den offentlige mening, og dermed give ham plads til at brændemærke alle, der stadig demonstrerede, som ”hard-linere” og ”terrorister”. Han truede med ,at Taksim pladsen ville blive ryddet i løbet af 24 timer ”med et sprog de kan forstå”:
På trods af løfterne afviste alle, der deltog I bevægelsen, ethvert kompromis og besluttede at fortsætte protesterne. Søndag steg antallet med medlemmerne af DISK fagforbundet, der mindedes 43-års jubilæet for Tulza-skibsværftsarbejdernes regionale generalstrejke i 1970’erne.
Angrebet på lejren i Gezi-parken var brutalt imod ubevæbnede demonstranter med næsten ingen forudgående advarsel. Målet var tydeligvis ikke bare at rydde pladsen og parken, men at gøre det ved brug af så overvældende styrke og hurtig handling, for at forhindre demonstranterne i at hente forstærkninger. En kammerat i Tyrkiet skrev følgende: ”politiet angreb Gezi-parken og et par af de omkringliggende gader med umådelige mængder tåregas og vandkanoner. Folket på Taksim siger, at dette angreb ikke kan sammenlignes med noget, de har set indtil nu, i løbet af de 18 dages modstand. Folk, der undslap fra pladsen, søgte tilflugt i et hotel, men politiet kom efter dem og gassede hotellet. Nogen gange har jeg svært ved at tro, på det jeg ser.”
En korrespondent fra den britiske avis ’the Observer’ beskrev scenen på lignende vis: ”Politiet havde givet en 15 minutters varsel om at rydde parken og den tilstødende Takism plads før demonstranternes lejr blev stormet. Politiet advarede demonstranterne: ”Dette er en ulovlig handling, og det er vores sidste advarsel til jer: evakuer.” Den hastighed, som pladsen og parken blev beslaglagt med, overraskede demonstranterne. De blev hurtigt spredt af tåregasgranater og gummikugler. Indenfor 20 minutter var en bulldozer gået i gang med at nedrive de opsatte bygninger og telte, der var blevet brugt af bevægelsen imod regeringen. Børn og turister var blandt dem, der blev fanget i angrebet, og blandt rapporterne om de mange sårede.”
Hundrede blev arresteret og i Istanbuls tilfælde tilbageholdt i politiets salatfade. Ifølge advokatsammenslutningen blev 441 arresteret i Istanbul, 56 i hovedstaden Ankara, og mange flere, der også havde deltaget i protestdemonstrationer, over hele landet. Hundrede blev også såret, modsat hvad autoriteterne påstår, og mindst tre er stadig i intensiv behandling, inklusiv en 14-årig dreng, der blev ramt i hovedet af en tåregasgranat og som har måttet opereres to gange, og hvis tilstand fortsat er kritisk. En anden demonstrant, Can Tekin, er også indlagt på intensiv, efter at politiet ramte ham i hovedet med en gummi-kugle tidligt søndag morgen. Dilan Dursun (19) er også blevet opereret i hjernen, efter at hun blev ramt i hovedet af en tåregasgranat under protesterne i Ankara. Hun ligger også på intensiv. Snesevis flere blev såret af gummikugler og tåregasgranater sigtet mod demonstranternes hoveder og kroppe.
Politiet gik også ind på Divan hotel i Istanbul, hvor mange havde søgt tilflugt og søgte lægehjælp. De skød med tåregas og arresterede folk på trods af tilstedeværelsen af mange turister og børn. Læger, der har hjulpet på førstehjælpshospitaler i Gezi-parken, blev truet af premierministeren og mange af dem blev arresteret under det brutale angreb på lejren i søndags. Hospitaler er også blevet angrebet af politiet, der har fyret tåregas ind og arresteret læger og patienter. Endnu engang respekterede politiet ikke journalister, der dækkede deres handlinger, og adskillige reportere er blevet arresteret og andre angrebet.
I en anden optrapning af undertrykkelsens niveau har der været udbredte rapporter om, at det vand, som TOMA uro-køretøjerne bruger i deres vandkanoner, er blevet iblandet kemiske produkter, der frembringer en allergisk reaktion, når den kommer i kontakt med huden. Den massive brug af peberspray og tåregas har allerede skaffet premierministeren øgenavnet Erdogas eller Kemiske Erdogan.
For første gang er militære enheder blevet brugt i repressionen. På nuværende tidspunkt er enhederne begrænset til gendarmerne, der er under indenrigsministerens kontrol, men vicepremierminister Bülent Arınç har truet med at bruge hæren imod demonstranterne om nødvendigt. ”Det, der kræves af os, er, at stoppe, hvis der er en protest imod loven. Her er det politiet, hvis det ikke er nok gendarmeriet, hvis det ikke er nok TSK (De tyrkiske væbnede styrker). Disse autoriteter eksisterer i loven,” sagde Arınç i dag i et tv-interview.
Ifølge tyrkiske medier er omkring 1000 uro-betjente blevet bragt til Istanbul 16. juni fra de sydøstlige og østlige provinser Diyarbakır, Şırnak, Siirt, Elazığ og hovedstaden Ankara. Det er klart, at den vedvarende politirepression imod bevægelsen kræver ofre. Der er ubekræftede rygter om, at 6 betjente har begået selvmord og en politibetjent, der udtalte sig anonymt til den russiske TV-kanal RT, beskrev det enorme pres, de blev underlagt, uden tid til at spise eller sove i mere end en time på gulvet eller en bænk. Som vi så tidligere i de tunesiske og egyptiske revolutioner kan selv statens undertrykkelsesstyrker påvirkes af en revolutionær bevægelse og sprække under presset. Det er derfor, der er truet med brugen af militæret, hvis politiet overbebyrdes.
Men det er under AKPs 10 års styre blevet tydeligt, at hæren ikke er fuldstændig under regeringens kontrol og ethvert forsøg fra Erdogan på at bruge den mod massebevægelsen kunne blive meget farligt. Politiets intervention imod Taksim demonstrationerne lørdag d. 15. var hurtig og brutal, men opnåede ikke det tilsigtede formål, der var at genetablere ”normalitet” forud for Erdogans demonstration i Istanbul søndag. Titusinder, muligvis hundredetusinder kom ud i gaderne i Istanbul, Ankara og mange andre byer landet over lørdag og søndag for at protestere imod politivolden.
Samme reporter fra the Oberver beskriver noget af den modstand, der fandt sted lørdag nat: ”I de tidlige morgentimer blokerede grupper af demonstranter hovedmotorvejen til Ataturk lufthavn på byens vestlige side, mens politiet i den østlige del fyrede tåregas for at blokere demonstranternes forsøg på at krydse hovedbroen over Bosporus-strædet til Taksim. Tusinder flere samledes i arbejderkvarteret Gazi, hvor der i 1990’erne fandt voldsomme sammenstød med politiet sted, mens demonstranterne også samledes i Ankara omkring den centrale Kugulu park, inklusiv parlamentsmedlemmer fra oppositionen, der satte sig i gaderne i et forsøg på at forhindre politiet i at skyde med tåregas.”
Ifølge Hurryet Daily News: “fandt sammenstød mellem politiet og demonstranter også sted i Mecidiyeköy og Nişantaşı kvartererne i Şişli distriktet, såvel som Galata kvarteret i Beyoğlu. En gruppe af folk, der forsøgte at bygge barrikader på Ergenekon Avenue i Şişli, blev spredt med tåregas og vandkanoner. En anden gruppe blokerede motorvejstilkørslen i Nurtepe kvarteret i Kağıthane distriktet. Andre grupper af demonstranter byggede en barrikade for at standse politiet, efter at de var blevet drevet af politiet fra Osmanbey i retning af Nişantaşı. Politiet brugte støre mængder tåregas i området for at sprede demonstranterne, og flere af grupperne søgte tilflugt i et indkøbscenter.”
Vi er vidne til, at hele lokalkvarterer rejser sig og kommer ud på gaderne og bygger barrikader for at trodse politibrutaliteten. Denne gang var politiet dog forberedt. De formåede at holde de forskellige kvarterer isolerede og forhindrede dem i at samles på Taksim pladsen ved at lukke færgerne, der forbinder den asiatiske og europæiske side af Istanbul og også nogen af metro-linjerne.
Det er ikke bare et spørgsmål om de folk, der faktisk kom ud i gaderne, velvidende at de ville blive mødt med tåregas og politiets vandkanoner og dermed satte deres eget liv på spil, men også den støtte de modtog fra folk, der hamrede på gryder og pander fra altaner, og råbte af politiet og kastede ting efter dem. I nogle kvarterer fyrede politiet tåregasgranater mod folks lejligheder i gengæld. En indikation på den udbredte oppositionsstemning i visse områder kan ses i denne video ( LINK the video ), der viser arrestationen af Labour World journalisten Gokhan Bicici, hvor folk kaster alle mulige ting efter politiet fra deres altaner.
Også lørdag deltog titusinder i begravelsesoptoget for den 26-årge svejser Ethem Sarisuluk, der blev såret 1. juni i en af demonstrationerne, og som senere døde på hospitalet. Obduktionen afslørede, at han blev dræbt af en 9mm kugle, der sad fast i hans hoved. En video af optrinnet viser en politiofficer, der skyder på en gruppe demonstranter og udviser total mangel på respekt for den døde og politiet, der forsøger at forhindre en begravelsesprocession i at bevæge sig fremad og senere angriber de sørgende. (se link til video og billeder på http://www.marxist.com/turkey-movement-stands-firm-against-repression.htm)
Bevægelsen var ikke begrænset til Istanbul og Ankara, men der var demonstrationer med tusinder og titusinder af deltagere steder som Izmir, Hopa, Bursa, Canakkale, Antalya, Antakya, Adana, Eskişehir o.l.
Erdogans fremvisning af styrke
Efter at have leveret en brandtale ved demonstrationen i Ankara lørdag havde Erdogan forberedt en styrkefremvisning for søndagen i Istanbul. Mens titusinder kæmpede mod politiet og demonstrerede andre steder, samlede titusinder af hans støtter i Istanbul-forstaden Kazlicesme. De regime-venlige medier satte deltagerantallet til 1 million, hvilket tydeligvis er en løgn. Andre medier talte om 200.000. Naturligvis var deltagerne kørt ind i busser af regeringen og kommunen ved brug af offentlige busser, åbning af færgeruter, der andre steder var lukket osv. Dem der deltog fik gratis transport, gratis flag at vifte med og frem for alt behøvede de ikke at frygte at blive angrebet med tåregas og vandkanoner. En rapport i en tyrkisk avis beskret hvordan: ”Siden de tidlige timer søndag morgen har adskillige kommunale busser transporteret tusindvis af folk til Istanbul¬-forstaden Kazlicesme for at demonstrere til støtte for premierminister Recep Tayyip Erdogan… transportmulighederne i byen blev udvidet med skibe, der bar mange mennesker til Kazlıçeşme fra den asiatiske side af byen.”
Erdogan brugte demonstrationen til at forsøge at tegne et billede af landet forenet omkring ham med kun et lille mindretal af radikale terrorister og vandaler imod. ”Disse hundredetusinder af mennesker er ikke dem, der har brændt og hærget; disse hundredetusinder af mennesker er ikke forrædere, ligesom dem der kaster molotovcocktails imod mit folk. Hvad end vi gør, vil vi forblive indenfor demokratiets ramme og lovens styre. Vi har aldrig skubbet til legalitetens grænse,” sagde han.
Han gik videre til at beskylde demonstranterne for alt fra at være en del af international konspiration, til at være ansvarlige for Reyhanli bomben, for at være associeret med terroristen Ocalan. ”Jeg undrer mig over hvad alle disse udlændinge, der kom til Takism pladsen fra alle verdens hjørner, lavede. Vi har set det samme plot i Reyhanlu… Disse mørke cirkler vil aldrig være i stand til at lykkes med deres forsøg på at destabilisere dette land. En ting, de ikke regnede med, var dettes folks beslutsomhed.” Erdogan sagde, at nogen havde ”rejst Ataturks flag side om side med terroristiske flag”, og henviste til den fængslede leder for det kurdiske arbejderparti (PKK) Abdullah Ocalan.
Det interessante var hans insisteren på religiøse overvejelser, der må betyde, at han frygter at miste støtten fra dele af hans tilhængere blandt de fattigste lag af samfundet. ”De er gået ind i en moske med sko på, de har angrebet vores søstre med tørklæder,” påstod han. I virkeligheden var det tilfælde, han referer til, et der fandt sted 2. juni, hvor imamen i Dolmabahçe moskeen i Beşiktaş tillod førstehjælpsgrupper at blive opsat indenfor i moskeen og selvfølgelig i forvirringen med at bringe sårede ind glemte nogen at tage deres sko af, hvilket ingen havde indvendinger imod under disse omstændigheder (http://youtu.be/yuBbhfT_Qm0). Stik imod den ide, at religiøse angribes i demonstrationerne, har en gruppe kaldet antikapitalistiske muslimer været aktive i demonstrationerne og der var endda en fredagsbøn under Taksim protesterne 14. juni fulgt af et midlertidigt forbud mod alkohol, som et tegn på respekt.
Erdogan gik derefter over til at true demonstranterne: ”Vi vil én for én identificere dem, der har terroriseret gaderne i vores byer. Vi har alle optagelserne fra byens overvågningsoptagelser, vi vil efterspore jer i medierne og de sociale medier og finde dem, der har fremprovokeret hændelser.”
Søndag aften efter Erdogans demonstration var der grupper af AKP-bøller bevæbnet med køller og knive, der patruljerede visse dele af Istanbul, og truede alle der satte sig op imod premierministeren.
Disse trusler blev gentaget og forstærket søndag og mandag af andre af regeringens ministre. ”Fra nu af må staten desværre undersøge alle, der forbliver at støtte eller være medlemmer af terrororganisationer,” sagde en minister. ”Vores premierminister har allerede forsikret [aktivisterne] om, at de får opfyldt deres mål med protesterne. Demonstrationerne vil fra nu gå nogle separatistiske organisationer, der ønsker at bryde freden og prioritere vandalisme og terrorismes, ærinde.” sagde Tyrkiets minister for EU Egemen Bağış i et interview på A Haber.
Hvad angår strejken indkaldt af KEKS og DISK mandag d. 17. juni, erklærede indenrigsminister at det var en ulovlig strejke: ”jeg kræver at offentligt ansatte ikke deltager i ulovlige handlinger,” sagde Muammer Güler, da han besvarede spørgsmål fra journalister i Ankara i dag, ”ellers må de tage konsekvenserne.”
Men på trods af al bravalderen er det tydeligt at støtten til Erdogan, der allerede var faldet betydeligt inden Taksim-opstanden startede, nu er faldet yderligere. En undersøgelse i MetroPOLL foretaget mellem 2 og 14. juni og offentliggjort i regeringsvenlige medier indeholdt mange interessante oplysninger. Først og fremmest at kun 35% forventer at stemme på AKP; 11 procentpoint lavere end for et år siden, og næsten 15 point lavere, end hvad de opnåede ved valget for to år siden. Det ville betyde, at AKP har mistet næsten en tredjedel af sine vælgere. På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen var gået i en stigende autoritær retning svarede 50% ja, mens kun 36% sagde, at den var blevet mere demokratisk. 54% mente at regeringen blandede sig i deres personlige liv, 53% af medierne i Tyrkiet ikke er frie og 54% var imod regeringens politik i relation til Syrien. Et flertal af de adspurgte anså også regeringen og premierministeren for at være ansvarlige for eskaleringen af konflikten over Gezi-parken. Afgørende 63% sagde, at de var imod regeringens plan for Gezi-parken inklusiv flertallet af AKPs vælgere. Mens Erdogan selv fortsatte med at ”beundres” af 53% af folket er dette tal et skrapt fald fra 60% for en måned siden.
Det er tydeligt, at de massive protester de sidste tre uger ikke kunne være fundet sted uden den aktive eller passive støtte fra store dele af dem, der tidligere stemte på AKP og som i stigende grad er blevet desillusioneret over dem, i takt med at regeringens politik er blevet afsløret som i voksende grad autoritær, der invaderer folks privatliv, men frem for alt i takt med at de modsætninger, der er blevet akkumuleret i den økonomiske sfære er kommet op til overfladen.
En-dags strejke
Kort efter starten på repressionen lørdag d. 15 udsendte fagforbundet af offentligt ansatte, KESK, sammen med Revolutionssammenslutningen af fagforeninger DISK, og TMMOB (Foreningen af tyrkiske ingeniører og arkitekter), TTB (Tyrkiets lægesammenslutning) og TDB (Tyrkiets tandlægeforening) en fælles erklæring for en en-dagsstrejke mandag d. 17. juni.
Det er et vigtigt skridt og følger strejken, som de samme organisationer allerede havde indkaldt efter repressionen i begyndelsen af bevægelsen. Ifølge tidlige rapporter har hundredetusinder deltaget i strejken over hele landet. Deltagelsen af sundhedspersonale har især været bemærkelsesværdigt på trods af at den største af de fire hovedfagforeninger, Turk-Is indtil nu ikke er gået med, hvilket er den eneste vej til en effektiv strejke, der fuldstændig paralyserer landet. Men uanset hvor konservativt ledet Turk-Is end er, ville en samlet kampagne rettet mod dets medlemmer på afdelings- og arbejdspladsniveau uden tvivl gøre et indtryk. Et eksempel på dette faktum er, at nogle af afdelingerne af Turk-Is i Istanbul har udsendt en fælles erklæring om, at de går med i dagens strejke.
I Ankara var der massive demonstrationer ledet af KESK og DISK bannere. I Istanbul samledes tusinder foran DISKs hovedkvarter med intentionen om at marchere til Taksim-pladsen. Et stigende antal naboer stødte til, mange slående på gryder og pander for at vise deres støtte til demonstrationen. Demonstrationen, der råbte paroler for regeringens afgang og ”politiet ud, Taksim er vores”, blev blokeret på Istikal gaden af en politiblokade.
Det må forventes ,at der vil komme flere sammenstød i aften og nat. Bevægelsen er ikke blevet ødelagt af undertrykkelsen, men samtidig ser den ikke ud til at have den nødvendige sammenhæng og ledelse for at kunne gå frem. Selv indkaldelsen til generalstrejken fra de fem organisationer ser ikke ud til a nævne nogen specifikke krav.
De sidste 20 dage har den brutale undertrykkelse fra Erdogan-regeringen formået at presse en bred koalition af forskellige kræfter sammen. Denne enhed er en af kilderne til oprørets styrke. For at bevægelsen kan fortsætte med at gå frem, er det nødvendigt, at den bliver mere organiseret og politisk bevæbnet med et klart program, der kombinerer demokratiske krav med sociale og økonomiske spørgsmål. Ifølge nogle rapporter er der allerede etableret aktionskomiteer i nogle kvarterer. Disse bør udvides og koordineres med komiteer på arbejdspladser og fagforeninger og forbindes på lokalt, regionalt og nationalt plan omkring et fælles program. Disse komiteer bør agitere for indkaldelsen til en tids-ubegrænset generalstrejke for at vælte regeringen, som den eneste vej til at opnå nogen af bevægelsen demokratiske og sociale krav.
