“Sejlads gennem oprørt hav”

Således er overskriften for EU-kommissionens prognose fra oktober 2012 for Europas økonomi frem til 2014. Det er en beskrivelse, der ikke blot er dækkende for Europas økonomi, men for verdenssituationen på alle planer; økonomisk, politisk og socialt.
Den økonomiske ustabilitet har skabt en enorm ustabilitet politisk og socialt i hele verden.
Overalt skærpes modsætningerne, mellem stater og mellem klasser.

Når man sejler gennem ”oprørt hav”, er der brug for et søkort, kompas, en præcis vejrudsigt osv. I mangel af dette, har borgerskabet en stab af økonomiske ”vismænd” at navigere efter. Men det der bedst betegner borgerskabets såkaldt ”vise” mænd er, at deres visdom har vist sig ubrugelig. Meget få af dem forudsagde krisen, og de der advarede om, at en nedtur nærmede sig, blev anset for at være småskøre og fik øgenavne som ”dr. Doom”. Nu er de før så vise vismænd om muligt endnu mere i vildrede. De aner ikke deres levende råd. Ifølge deres tidligere teorier burde en krise som den nuværende være umulig. Men krisen fortsætter på trods af deres teorier.

Det bliver tydeligt for flere og flere, at kapitalismen har spillet fallit. Få tal alene er nok til at illustrere denne fallit: i 2011 levede mere end 49 millioner amerikanere i fattigdom og i Europa er mere end 25 millioner mennesker arbejdsløse! Samtidig tjente verdens 100 rigeste mennesker i 2012 ifølge velgørenhedsorganisationen Oxfam nok til at man kunne afskaffe ekstrem fattigdom i hele verden, 4 gange vel at mærke. Mens 800.000 ifølge UNICEF hvert år dør af malaria mener forskere fra Harvard at sygdommen kan udryddes for 22,8 milliarder kroner om året eller svarende til lidt under 1/6 af Danmarks planlagte investeringer i nye kampfly. Disse fakta alene er nok til at bortvise det nuværende økonomiske system til historiens kirkegård.

For mere end ti år siden startede en revolutionær bølge i Latinamerika. Arbejdere, unge, fattige gik på gaden, og forsøgte, så at sige, at tage deres skæbne i egne hænder. Men den revolutionære bølge nåede ikke ud over Sydamerikas kyster. Nu, efter det første chok over krisens voldsomhed i 2008 er ved at fortage sig, skærpes klassekampen også verden over. Ligesom kapitalismen er global blev klassekampen det også. Fra Caracas til Kairo og New York til Athen, Delhi til Madrid har vi set enorme massedemonstrationer og strejker. Kendetegnende har det været, at bevægelser rundt om i verden har ladet sig inspirere af hinanden. Krisen er global, og massebevægelserne har også fået en relativt markant international karakter.

Ligesom krisen ikke rammer alle lande samtidig, udvikler bevidstheden og klassekampen sig også i forskellige tempi – men intet land kan slippe uden om krisen, og på samme måde vil klassekampen ramme alle lande.
I de arabiske lande er diktatorer sat på porten, i vestlige lande skiftes regeringerne ud. Der har været imponerende protestbevægelser. Men selvom diktatorer er blevet afsat og regeringer skiftet ud, så er de grundlæggende økonomiske og sociale problemer de samme. Det er selve systemet, der er problemet. Det betyder, at krisen og nedskæringerne fortsætter. Med andre ord er der nu, mere end nogen sinde tidligere, brug for en socialistisk omvæltning af kapitalismen. Spørgsmålet vi står tilbage med er: hvordan?

Ligesom borgerskabet har også arbejderklassen brug for et søkort, kompas osv. for at bevæge sig gennem de rørte vande, der ligger forude. Et perspektiv er et forsøg på at kortlægge det nuværende stadie af økonomien og klassekampen for at pege på mulige ruter. Det kan naturligvis aldrig blive andet end tilnærmelser, der konstant må tilpasses, når situationen udvikler sig, og når nye erfaringer inddrages. Det er umuligt at forudsige fremtiden – vi begiver os ikke af med spåkoneri, og det er ikke et perspektivs opgave. Klassekampen og økonomien kan i den nuværende turbulente situation tage mange uforudsigelige drejninger. Dette perspektiv forsøger imidlertid at identificere de grundlæggende modsætninger og tendenser i økonomien og klassekamp i Danmark, ikke af akademisk interesse, men for at sætte os i stand til at handle derefter.

Her går det godt..?
Dansk økonomi er lille, åben og fuldstændig underlagt verdensøkonomien og særligt europæisk økonomi. På samme måde har den internationale klassekamp, og særligt den europæiske, stor betydning for den danske arbejderklasses bevidsthed. Udviklingerne i Danmark er derfor umulige at forstå, uden at se dem i den internationale kontekst. Af samme årsag er den internationale situation udgangspunktet for vor analyse. Men inden vi går over til Europa, vil vi dog starte lidt længere væk.

Verdensøkonomien er stadig langt fra kommet sig ovenpå krisen, der ramte i 2008, og der er flere ting der peger retning af at krisen tværtimod uddybes. Kortere perioder med minimal vækst afløses af dybe nedture, og alle steder fortsætter arbejdsløsheden med at stige og leveforholdene at blive angrebet. Uanset de midlertidige skift i vækstrater, er den generelle bevægelse utvetydigt nedad. Vi står i en organisk krise i kapitalismen.

Den Internationale Valutafond (IMF) nedjusterede igen i oktober 2012 deres vækstskøn for verdensøkonomien, til en vækst på sølle 0,2 procent i 2012 og 0,3 procent næste år (World Economic Outlook). Nedjusteringen afspejler en hurtigt voksende pessimisme. Nedjusteringen kommer ikke mere end et halvt år siden (april 2012), at de for 2013 forudsagde en vækst på mindst 2 procent og muligvis helt op til 6 procent. Skøn er selvfølgelig blot skøn, men de giver en indikation på den voksende bekymring for økonomien blandt borgerskabets strateger.

Mens det er tydeligt for enhver, at Europa er helt til rotterne, var der blandt borgerskabet økonomer håb om en håndsrækning fra vækst i både USA og i de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina).

Starter vi med at se nærmere på USA, er det imidlertid tydeligt, at der ikke er meget håb at hente her.
I 2010 var væksten i BNP på 3,2 procent, men i 2011 faldt den til bare 1,6 procent og tallene tyder på, at væksten er fortsat på et lavt niveau i 2012. Med positive briller har der været et blodfattigt opsving. Den vækst, der har været i USA, har imidlertid ikke resulteret i andet end at gøre de rige endnu rigere, mens flertallet har været fanget i arbejdsløshed, tvangsauktioner og angreb på løn og arbejdsforhold.

Den officielle arbejdsløshed toppede i oktober 2009 med 10 procent, og er på nuværende tidspunkt omkring 8 procent, men det reelle tal er langt højere, fordi hundredetusinder hvert år ryger ud af statistikken. Væksten i USA er primært skabt gennem produktivitetsstigninger ved, at de amerikanske arbejdere er presset til at løbe hurtigere. Dvs. at færre har produceret mere, ikke ved at kapitalisterne har investeret. Det skaber hverken flere arbejdspladser eller øget velstand til dem, der rent faktisk producerer værdierne – arbejderklassen. I alle lande hører vi, at en øget produktivitet skal øge konkurrenceevnen, og dermed eksportandelen, så økonomien igen kan komme i gang. Men når nogen eksporterer, skal andre importere. Alle kan således ikke eksportere sig ud af krisen.

Øget produktivitet anno 2013 betyder, at kapitalisterne i stedet for at investere har tvunget arbejderne til at knokle som aldrig før. De har gennemført massive fyringer og tvunget resten til at løbe hurtigere, med den konsekvens, at de brede massers købekraft som helhed reduceres. Usælgelige varer hober sig op og overproduktionskrisen intensiveres. Kapitalisterne er imidlertid afhængige af at kunne sælge deres varer på markedet for at realisere deres profitter altså få dem omsat til rede penge. Kan de ikke det, så stopper de med at producere.
Det er årsagen til, at de massive nedskæringer i bl.a. Grækenland, der gør overordentligt kraftigt indhug i købekraften, både blandt masserne og det offentlige, ikke har løst krisen, men tværtimod uddyber den.

Det økonomiske tidsskrift The Economist har forklaret, at selvom profitmargenerne er på sit højeste i 50 år, investerer kapitalisterne stadig ikke. Årsagen er simpel: I USA var kapacitetsudnyttelsen for den samlede industri i oktober 2012 på 76,6 procent (op fra lavpunktet i 2009 på 63,8 procent). Det betyder, at der i USA står 23,4 procent af industrien ubenyttet hen, fabrikker, maskiner osv., der kunne sættes i gang, uden at der ville behøves at investere en eneste dollar. Men det sker ikke, fordi markedet allerede er mættet. Altså er det en direkte dårlig forretning at investere i nyt maskineri.

De sidste 30 år er uligheden vokset enormt, ikke mindst i USA. De værdier, som arbejderklassen har skabt, er i stigende grad gået i de riges lommer. Det amerikanske BNP er fordoblet de sidste 3 årtier, mens reallønnen er faldet; mens lønnen for en direktør er stegt med 725 procent de sidste 30 år, er arbejdernes løn steget med 5,7 procent – tager man inflationen med, er medianlønnen for en amerikansk mandlig arbejder lavere i dag end den var i 1968! Mere end 49 millioner amerikanere levede i 2011 i fattigdom. Samme år genererede Fortune 500 (de 500 største firmaer i USA) rekord i profitter på 824,5 milliarder dollars – 16 procent højere end i 2010, hvor profitterne steg med 81 procent.

Ovenstående tal viser, at kapitalisterne presser de amerikanske arbejderes lønninger. Men de amerikanske arbejdere er også de amerikanske forbrugere. Derfor er det ikke de amerikanske forbrugere, der kan trække verdensøkonomien ud af sit dødvande.

Kina
Væksten kom sig hurtigt i Kina, der nu er verdens anden største økonomi, ved hjælp af massiv statsintervention og skabelsen af en sand investeringsboble. Efter krisen i 2008 blev denne udvikling set på med både håb og frygt af kapitalens strateger: håbet var, at Kina skulle kunne trække verdensøkonomien ud af krisen og frygten var, at Kina skulle overgå USA som verdens supermagt. Begge dele er dog højst usandsynlige. Japan var i 80\’erne udset til at spille den samme rolle. Men de sidste 20 år har Japans eksempel bevist, at man ikke kan forhindre en overproduktionskrise ved blot at pumpe penge ud i uendelige mængder, som de vestlige lande har forsøgt sig med i efterhånden mange år. I stedet er Japan nu verdens mest forgældede stat, med en statsgæld i forhold til BNP på langt over 200 procent (forbes.com). Samtidig har landets økonomi været som sunket i kviksand de sidste 20 år med en gennemsnitlig årlig vækst kun et hårsbredde over nul (tradingeconomics.com).

Kinas vækst var imponerende, men ser ud til at være faldende. Verdensbanken sænkede i oktober sit vækstskøn fra 8,2 procent i 2012 til 7,7 procent. Det er vækstrater, som europæiske regeringer kun kan drømme om, men retningen er tydelig, når man sammenligner med væksten i 2011, der var på 9,3 procent. Det er et stort problem. For alene at kunne give arbejde til de millioner, der løbende flytter til Kinas byer, er det nødvendigt med en vækst over 8 procent. Den kinesiske vækst har været holdt i gang af statslige midler, der er gået til investeringer. Men den kinesiske stat kan ikke blive ved med at kaste milliarder og atter milliarder efter nye investeringer i produktionskapacitet. Kina har ifølge ratingbureauet Moody\’s en kapacitetsudnyttelse på kun 60 procent. Det er lavere, end hvad hvad USA oplevede i krisen lavpunkt i 2009. Med andre ord burde kinesisk økonomi være i krise. Kun enorm tilførsel af offentlige midler holder økonomien kørende.

Som vi har forklaret utallige gange, blev den globale krise, der var ved at rulle omkring årtusindskiftet, udskudt ved hjælp af en enorm udvidelse af kredit. Lånemarkederne blev liberaliseret, finanssektoren sat fri og renterne sænket. Der var en overflod af tilsyneladende gratis penge. Denne udpumpning af kapital førte til stigning i boligpriser, aktier og derivater og andre eksotiske spekulationsobjekter.

Spekulative bobler er set utallige gange igennem kapitalismens historie, faktisk er bobler en fast del af toppen af ethvert kapitalistisk opsving. Men aldrig før var det set i så massiv skala. Da boblen brast, stod bankerne med udlån for milliarder, der ikke længere var dækning for. Over hele verden opgav regeringer alle hellige principper om det frie marked og reddede bankerne for skatteydernes (læs: arbejderklassens) regning. På den måde blev enorm privatgæld omsat til enorm statsgæld. Som spil for galleriet indføres nu langsomt en lidt større regulering af banksektoren. Imidlertid ligger der ifølge det tyske magasin Der Spiegel aktiver for 60.000 milliarder dollars (svarende til 63 procent af den samlede aktivbeholdning i verdens banksektor) i de såkaldte ”skyggebanker”, altså kapitalfonde og firmaer, der driver banklignende virksomhed, men ikke officielt er banker og som dermed er uregulerede. Siden starten af årtusindeskiftet er denne sektor vokset med over 100 procent. Det er en klar illustration af, at kapitalismen ikke kan ”reguleres” til at blive fredelig og krisefri. Så længe profit er motivet for produktion, vil kapitalen finde vej udenom alle forhindringer og regulativer.

Gælden er fordelt forskelligt i de enkelte lande – i nogle lande er det primært privat gæld, i andre statsgæld. Det indbyrdes forhold mellem disse kan ændre sig hurtigt, som Irlands eksempel viser: Her udgjorde den offentlige gæld under 30 procent af BNP inden krisen i 2008. Men i løbet af krisen overtog staten en stor del af den private gæld (fra bankerne) og den steg til omkring 100 procent af BNP i løbet af tre år fra 2008 (EU-kommissionen efterår 2011).

Det interessante er derfor ikke så meget statsgælden i sig selv, men den totale gæld. Fælles for de fleste udviklede landet er, at den totale siden 80\’erne er steget kraftigt (i USA fra 1-1,5 gange BNP op gennem 50\’erne og 60\’erne til ca. 2,5 i 90\’erne) for så at eksplodere omkring årtusindeskiftet og de næste 10 år frem (i USA steg den til næsten 4 gange BNP og er i dag omkring 3,5 gange BNP, mens Storbritannien og Japan har en total gældsbyrde på over 4,5 gange BNP, og et land som Irland 6,5).

Den enorme gældspukkel betyder, at kapitalismen ikke blot skal overvinde en normal overproduktionskrise, men også skal afvikle det enorme bjerg af gæld, som er bygget op over årtier. Det er en afvikling, som arbejderklassen bliver bedt om at betale. Det sætter scenen for en lang periode med nedgang, nedskæringer og angreb på levestandarden for den internationale arbejderklasse.

Europa
Især Europa er hårdt ramt af krisen. EU-kommissionen forventer i sin førnævnte prognose et fald i BNP i EU på 0,3 procent (epn.dk 07.11.12). Gang på gang blev krisen udråbt som værende ovre, men i tredje kvartal 2012, var euro-zonen igen i recession, dvs. at BNP faldt i to kvartaler i træk, for første gang i tre år.

 I september 2012 faldt industriproduktionen i eurozonen med 2,5 procent i forhold til august – det største fald i 3 år. De seneste tal fra Eurostat viser, at omtrent halvdelen af EU27\’s økonomier faldt fra 3. kvartal 2011 til 3. kvartal 2012. Det drejer sig om Belgien (-0,3), Tjekkiet (-1,5), Danmark (-0,6) Grækenland (-7,2), Spanien (-1,6), Italien (-2,4) Cypern (-2,3), Ungarn (-1,6), Holland (-1,4) Portugal (-3,4), Rumænien (-0,8), Slovenien (-2,9), Finland (-1,1) BG (-0,1)

Krisen kan ikke holdes inden for landegrænser, men påvirker alle lande i Europa. Ifølge EU\’s statistikkontor forventes en negativ vækst i Tyskland, EU\’s stærkeste økonomi, i sidste kvartal i 2012 (FT.com 15.11.12). Om der er teknisk recession eller ej og svingninger fra kvartal til kvartal er ikke afgørende. Hovedsagen er, at tallene med al tydelighed viser, at væksten i Europa enten er minimal eller direkte negativ. Europæisk økonomi er som sunket i kviksand.

Massearbejdsløsheden er blevet en permanent tilstand med historisk høje niveauer, også på trods af kortere perioder med lav vækst. Arbejdsløsheden i hele EU er ifølge Eurostat nu på 11 procent og er steget et helt procentpoint bare det seneste år. I september 2012 var 25,75 millioner EU-borgere uden job. Det betyder, at arbejdsløshedskøen på et år er vokset med flere end to millioner.

I Spanien og Grækenland er mere end en fjerdedel af arbejdsstyrken arbejdsløse. Især unge under 25 år rammes – i Spanien var ungdomsarbejdsløsheden i september 54,2 procent, mens det seneste tal fra Grækenland fra juli er 55,6 procent (Dr.dk 31.10.12).

Europæisk økonomi er ikke på vej ud af krisen, den ser tværtimod ud til at forværres. Grækenland er de facto statsbankerot og er i realiteten blot lagt i respirator. En egentlig statsbankerot i et europæisk land vil være dominobrikken, der starter en lavine, der vil få Lehman Brothers bankerot i 2008 til at blegne.

Skift i bevidsthed
Der er ingen direkte sammenhæng mellem økonomien og klassekampen. Hvad vi dog kan sige ud fra ovenstående er, at den enorme ustabilitet i økonomien skaber en ustabilitet på alle andre områder: politisk og socialt. Voldsomheden af den økonomiske krise bragte først et chok til verdens arbejderklasse. Samtidig var der en forventning om, at det nok gik hurtigt over, at det bare var en ”korrektion” og at vi så kom tilbage til ”normalen”, som man havde oplevet ved tidligere mindre kriser. Chokket er i dag ved at aftage sig og samtidig er det ved at gå op for arbejderklassen og ungdommen, at vi er i en ny ”normalitet”, som en borgerlig økonom udtrykte det.

De ændrede vilkår er begyndt at sætte sig dybe spor i arbejderklassens bevidsthed på verdensplan.

Selv i USA begynder vi at se et skift i bevidstheden. En meningsmåling fra ABC/Washington Post fra slut 2011 viste, at 75 procent af amerikanerne støtter højere beskatning af millionærer for at reducere statsunderskuddet. Og for første gang siden 1930’erne går et flertal af amerikanerne ind for en omfordeling af indkomsten og rigdommen. En meningsmåling viste desuden, at 49 procent af amerikanerne mellem 18 og 29 år går ind for socialisme, mod 43 procent for kapitalisme.

Bevidstheden udvikler sig ikke i en lige linje. Under overfladen foregår processer, som ikke er umiddelbart tilgængelige for det blotte øje. Der kan komme vilde svingninger både til højre og venstre i den ”offentlige mening” og perioder med ekstrem radikalisering af arbejdere og unge vil blive fulgt af perioder med desillusionering og vice versa.
De seneste år viser hvordan radikalisering, der har ophobet sig, pludselig er brudt gennem den tilsyneladende stilstand i eksplosive massebevægelser.

Foråret 2010 blev kendt som det arabiske forår, efter at de arabiske masser i det ene land efter det andet gik på gaden, og krævede magten over deres eget liv. Ben Ali, Mubarak og Gadaffi blev væltet. Det var første stadie i revolutionen, men absolut ikke det sidste. En revolution foregår i mange akter. Især i en situation hvor der ikke eksisterer en revolutionær marxistisk organisation. Her må masserne lære ene og alene gennem erfaring. De vil teste politiske tendenser og grupperinger. I Egypten kom Det Muslimske Broderskab til magten ved præsidentvalget, fordi der ikke fremstod noget andet alternativ for det store flertal. Det fik mange, også på venstrefløjen, til at sige, at nu var revolutionen endelig slut. Valgresultatet, der gav sejren til Det Muslimske Broderskab, fik disse ”teoretikere” til at proklamere, at revolutioner i de arabiske lande ikke kunne betale sig for de endte alligevel bare med at give magten til islamisterne. Vi holdt fast i, at egyptiske arbejdere, unge og fattige lærer gennem erfaring, at Det Muslimske Broderskab ikke har andet at tilbyde end det gamle regime i nye klæder. De kan ikke løse et eneste af de problemer, der var årsagen bag revolutionen, som var sociale problemer som arbejde, brød på bordet og tag over hovedet. Et år efter den første valgrunde ser vi dette perspektiv udspille sig med masseprotester imod præsident Morsi fra det Muslimske Broderskab. Næste akt i den egyptiske revolution udspiller sig, mens disse linjer skrives.

Arbejderklassen vil lære gennem erfaring, at ingen andre end den selv kan give dem nogle fremtidsudsigter. Kun hvis arbejderklassen selv tager magten, kan masserne begynde at bygge et samfund til gavn for det store flertal.

Imperialismen har gjort hvad den kunne for at intervenere, men har med al ønskelig klarhed vist, at de imperialistiske stormagter har ingen andre interesser end deres egne. Bombningerne i Libyen har på ingen måde skabt en bedre fremtid for den libyske befolkning – tværtimod er Gadaffis diktatur erstattet af en krig mellem forskellige grupperinger støttet af hver sin imperialistiske stormagt, der forsøger at få sine interesser tilgodeset.

Uden et revolutionært program, uden organisering, kort sagt uden et revolutionært parti kan en revolutionær situation degenerere i alle mulige retning, som vi ser det med den syriske borgerkrig og som vi så det i Libyen.

Baggrunden bag det arabiske forår kan findes i alle lande: fremtidsudsigterne er forsvundet for hele generationer. Uanset at de uddanner sig, er der ingen udsigt til arbejde, til et værdigt liv. Den utilfredshed, der lå bag det arabiske forår, eksisterer mere eller mindre i alle lande, fordi den udspringer af sammen fænomen: den globale krise i kapitalismen.

Det arabiske forår inspirerede endda en bevægelse blandt offentligt ansatte i Wisconsin i USA og senere hele Occupy bevægelsen i sommeren 2011. Det arabiske forår blev til den europæiske sommer, med bl.a. Los Indignados i Spanien, som blev til den russiske vinter med kæmpe demonstrationer mod Putins valgsvindel.

I utallige lande ser vi unge og arbejdere bevæge sig i massiv målestok – nogle få eksempler fra 2012 kan illustrere det faktum:
28. februar så vi den største generalstrejke i historien i Indien med 100 millioner deltagere.
Hundredetusinder demonstrerede i månedsvis i den største bevægelse nogensinde i Montreal i Canada mod stigninger i betalingen for at gå på universitetet (tuition fees) – det samme der udløste de massive studenterprotester i England året før. I Chile har de studerende også været ude i massive kampe. I 2011 var der 180.000 (!) såkaldte ”masseepisoder” i Kina, defineret som demonstrationer/opstande/uautoriserede offentlige møder med mere end 500 deltagere. Men frem for alt har vi set hvordan arbejdere og unge i Europa i stadigt stigende grad er gået til kamp imod den drakoniske nedskæringspolitik og angreb på løn, pension og arbejdsforhold.

Europa fanget i krisen
Det mest markante træk det sidste års tid har været klassekampens indtog i Europa. Europa der er sunket ned i økonomisk kviksand. Den massive gæld ligger som en tung byrde på økonomiernes skuldre og konstante rystelser, som fx et officielt græsk statsbankerot eller lignende truer hele tiden med at trække europæisk økonomi ned i et nyt stort fald. Denne situation har gjort det europæiske borgerskab desperat. Ligegyldig hvor de ser hen, er der ingen udvej.

Som beskrevet ovenfor er væksten i den europæiske økonomi stagneret og systemet er i krise. Grækenland er umiddelbart det land der er værst ramt. På trods af flere såkaldte ”hjælpe”pakker fra EU og IMF og en halvering af gælden på private hænder i foråret 2012, fortsætter den græske gæld med at vokse, og er i skrivende stund (november 2012) på mere end 175 procent af BNP. Grækenland er et økonomisk sort hul. De andre europæiske lande har ikke midlerne til at betale Grækenlands gæld ud, da resten af Europa også sidder i gæld til halsen. I stedet giver man nye lån og trækker dermed blot pinen ud. Desperat forsøger den såkaldte Trojka (IMF, EU-kommissionen og den Europæiske Centralbank, ECB) at nedbringe Grækenlands gæld ved at insistere på en veritabel slagtning af den græske stat og nedsabling af de græske arbejderes lønninger (det skulle jo ifølge de ”kloge” hoveder give incitament til kapitalisterne til at investere) med den eneste effekt at købekraften reduceres yderlige, depressionen forværres og gældsbyrden stiger i forhold til BNP. Der er ingen vej ud for græsk økonomi på kapitalistisk basis. 2012 vil være femte år i træk med økonomisk depression.

EU hjælper ikke Grækenland for sine blå øjnes skyld – Grækenland i sig selv er ikke vigtig for dem. Grækenland er vigtig, fordi hele den græske økonomi er bundet sammen med resten af Europas, og dermed hele verdens. Går Grækenland først bankerot – og det er svært at se, hvordan de skal få vendt situationen, så det ikke sker – så er det som at skubbe til en dominobrik. For den græske økonomi er absolut ikke den eneste, der er i problemer i Europa. Både den irske og portugisiske er i alvorlige problemer og endnu mere alvorligt for Europa er, at den spanske, italienske og franske økonomi ikke klarer sig meget bedre. Men det er ikke kun perifere lande, eller at der efterhånden er mange perifere lande, der er problemet for europæisk økonomi. Problemet er, at de europæiske økonomier hænger sammen. Tyskland har klaret sig ved hjælp af høj eksport, men til hvem? Til resten af EU, for lånte penge, for en stor dels vedkommende. Det hele hænger sammen. Det ved de internationale investorer også. Så hvis Grækenland går bankerot, vil ”markedet” kaste sig sultent over de næste lande.

Gamle sandheder smuldrer
Efter sovjetunionens fald og Tysklands genforening lærte de yngre generationer, at ”historien var slut”, vi lærte i skolen, at i hvert fald i europæiske lande levede vi nu i en fredelig verden med demokrati og frihed – krige og revolutioner var noget, der hørte en anden tid og et andet sted til. Det ville gå fremad for evigt og hver generation ville få det bedre end deres forældre.

Den illusion er ved at blive nedbrudt, især de yngre generationer har ingen fremtidsudsigter. De seneste år har vi set en stigende klassekamp i Europa og en før-revolutionær situation udvikle sig i Grækenland. En massebevægelse, der ikke bare er imod bestemte nedskæringer, men som i stigende grad rejser en mistillid mod hele det kapitalistiske system – både det økonomiske og det politiske. Der er opstået en udbredt afsky overfor de etablerede partier og deres politikere, i takt med at det bliver tydeligt at alle politikere, uanset partifarve, i sidste ende forsvarer kapitalismen og dermed påtager sig at administrere krisen gennem alle dens nedskæringer og angreb på arbejdere og unges leveforhold og rettigheder.

Bevægelserne foregår ikke i en lige linje. Hvad vi ser nu, er en proces, hvor arbejderklassen og ungdommen begynder at vækkes til politisk live. Masserne kan ikke konstant være mobiliseret og på gaden, der vil være op og nedture. Hver eksplosiv opblomstring af kampen følges af et stadie, hvor masserne samler kræfterne og forsøger at drage konklusionerne af det foregående stadie. Vi har set, hvordan den stigende radikalisering i flere lande i Europa begynder at få et udtryk i en voksende tilslutning til partier og politiske fænomener til venstre, som Syriza i Grækenland, IU i Spanien og Mélenchon i Frankrig. Denne udvikling vil dog heller ikke gå i en lige linje, da heller ikke venstrereformismen, der er det fælles kendetegn for alle disse politiske organisationer, kan fremsætte et reelt alternativ til kapitalismens krise. Masserne vil gennem kampen teste de politiske organisationer og deres ledere og samtlige politiske partier vil blive omdannet fra top til bund

Borgerskabet begynder at forstå, at det vi står overfor ikke er en normal situation med ”normale” demonstrationer og strejker. Borgerlige top-strateger og politikere advarer om faren for et ophør af demokratiet og risikoen for revolutioner. Den tidligere vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt har udtalt til Der Spiegel at, \”Vi sandsynligvis står over for en revolution i Europa\” (focus.de 08.11.12). Og han er ikke den eneste, der er bekymret over udsigterne for klassekampen. Borgerskabet er splittet og har ingen vej ud af krisen.

18. oktober 2012 fandt den tyvende græske generalstrejke sted siden starten af 2010. Under demonstrationerne blev en 15-årig demonstrant dræbt af politiets særlige indsatsstyrker. Borgerskabet frygter arbejderklassen og tyer i stigende grad til hård repression af demonstrationer og protester, samtidig med at politiet mere eller mindre åbenlyst lader de fascistiske bøller fra Gyldent Daggry terrorisere indvandre og venstreorienterede.

Der var udbredt deltagelse i generalstrejken, men samtidig var antallet af demonstranter lavere end ved den foregående generalstrejke 26. september. Det er ikke fordi, at de græske arbejdere er trætte af at kæmpe – tværtimod. Men det er et tegn på, at de græske arbejdere, efter tyve 24-timers generalstrejke med al tydelighed har indset, at de intet løser i sig selv. Nedskæringerne er fortsat. Bureaukratiet i GSEE (svarende til LO) bruger disse 24-timers generalstrejker som en ventil for arbejdernes vrede. Fagbureaukratiet har ligesom regeringskoalitionen ingen løsning på krisen, men bliver presset til at ”gøre noget”. Derfor er det en meget vigtig udvikling, at ideen om en tidsubegrænset generalstrejke vinder større og større udbredelse på de græske arbejdspladser. For hver en tidsbegrænset generalstrejke er rent demonstrativ, i det at den viser borgerskabet og ikke mindst arbejderklassen selv sin egen styrke, så stiller en tidsubegrænset generalstrejke direkte spørgsmålet om magten: hvem regerer? I en sådan situation, med en revolutionær ledelse i spidsen, vil arbejderklassen kunne give svaret: det gør vi!

Som et forsøg på at aflede bevægelsen ad sikre kanaler, blev der udskrevet valg i maj 2011, og da det ikke gav et klart nok udfald til, at der kunne dannes regering, blev der udskrevet et nyt allerede i juni. Disse to valg blev kraftige indikatorer på den enorme radikalisering, der er foregået af den græske arbejderklasse. Det venstreorienterede parti Syriza gik fra en lille gruppe og fejede som landets næststørste parti socialdemokratiet PASOK fuldstændigt af banen med et resultat på over 26 procent. Det lykkedes dog, med nød og næppe, det konservative parti ND at sætte sig i spidsen for en yderst skrøbelig koalitionsregering.

Siden valget har lederen af Syriza kraftig udvandet partiets politik. Det betyder, at alle krav om nationalisering af banksektoren er blevet forladt, mens den utopiske ide om at kunne løse Grækenlands krise inden for EU og kapitalismens rammer (hvis man blot forhandler bedre med Trojkaen) står tilbage. Det har haft en yderst skadelig effekt på det håb om et reelt alternativ, som partiet ellers havde skabt. Som tingene står nu, taler sandsynligheden for, at pro-nedskæringspartierne før snarere end siden vil blive nødsaget til at hive Syriza med i regering. Det vil være en hård test. Hvis den nuværende linje fra ledelsen fortsættes inde i en regering vil det have hårde konsekvenser for partiet, men samtidig vil det klart fremstille nødvendigheden af en revolutionær politik i ledelsen for arbejderklassen og dens organisationer og vil på den måde være et vigtigt skridt i udviklingen af arbejderklassens erfaringer og bevidsthed.

Klassekampen i Grækenland vil blive langstrakt og ikke gå i en lige linje. Der eksisterer en før-revolutionær situation, hvor det gamle regime begynder at miste sine midler til at regere og arbejderklassen sin tiltro til ikke blot et politisk parti, men hele systemet. Men uden et revolutionært masseparti vil bevægelsen opleve perioder med desillusionering og nedgang i kampen. Skarpe sving til venstre og højre. Fascisterne har formået at vinde en del opbakning blandt ruinerede og desperate dele af det græske småborgerskab. Partiet Gyldent Daggrys fremvækst er et vigtigt faretegn, der må tages alvorligt, omend de endnu kun er i stand til at mobilisere få hundrede til deres demonstrationer. I bund og grund er denne udvikling en afspejling af venstrefløjens manglende program. Den bedste måde at bekæmpe det ekstreme højre er at kæmpe for at et revolutionært program i arbejderklassens organisationer.

Ikke bare i Grækenland har vi set at venstrefløjen styrkes i takt med radikaliseringen i samfundet. Ved det franske præsidentvalg vandt Socialistpartiets (socialdemokraternes) kandidat Francois Hollande med en retorik, der ligger langt til venstre for bl.a. SF i Danmark, med bl.a. krav om millionærskat og nationalisering af nogle af de lukningstruede bilfabrikker. Efter han kom til magten, har han imidlertid haft travlt med at forsikre ”markederne” om, at hans primære hensyn gælder dem, og eftersom fransk økonomi er i en sørgelig forfatning, har Hollande ingen anden udvej end at gå ad samme vej som de græske og spanske regeringer.

Det mest markante ved valgkampen var dog den enorme bevægelse, der opstod omkring den venstreorienterede kandidat, Jean-Luc Mélenchon, fra Front de Gauche (Venstrefløjsfronten, en koalition mellem Kommunistpartiet og Venstrepartiet), der vandt 11 procent af stemmerne i første valgrunde. Men det bemærkelsesværdige var den aktive mobilisering, der foregik under selve kampagnen. Tusindvis af franske arbejdere og unge samledes til Mélenchons valgmøder, og på kampagnens officielle lancering, på årsdagen for Pariserkommunen, samledes mere end 100.000 på Bastille pladsen. Mélenchon talte om, at kapitalismen var krisens årsag, og havde hovedparolen: Tag magten! og på flere af massemøderne var Internationale slagsang. Men ligesom Tsipras mangler Mélenchon et reelt program.

De samme forhold eksisterer i hele Europa, blot i forskellige stadier af krisen. Flere lande følger tæt i hælene på Grækenland som centrum for den økonomiske krise og klassekampen. Spanien udvikler sig hurtigt i samme retning som Grækenland.

Med kollapset af boligmarkedet (og dermed den spanske banksektor) er bl.a. boligspørgmålet akut. Mens tusinder tvangsfjernes fra deres hjem, står endnu flere boliger tomme. I sommeren 2011 så vi bevægelsen af de ”Indignerede”, der besatte større pladser i Spanien i protest mod hele det politiske system. Efterfølgende er massemobiliseringerne fortsat og strejker har gentagne gange fundet sted. De spanske fagforeninger følte sig presset til at indkalde til 24 timers generalstrejke den 29. marts, hvor millioner af mennesker demonstrerede over hele ladet og omkring 10 millioner, svarende til 77 procent, deltog i strejken.

I juni 2012 begyndte minearbejderne i Spanien en strejke mod lukningen af minerne. Staten satte hård repression ind mod arbejdernes og deres familier og minearbejderne besluttede at marchere mod Madrid. De blev fokuspunkt for masserne i hele Spanien og kl. 2 om natten d. 10. juli blev minearbejderne modtaget af flere end 150.000 mennesker i Madrid med knyttede næver, revolutionære sange og paroler. Dagen efter annoncerede den borgerlige PP regeringsleder Rajoy en massiv spareplan. Som konsekvens heraf forlod millioner af mennesker spontant deres arbejdspladser for at demonstrere. Radikaliseringen har spredt sig helt ind i staten: ansatte i ministerier har deltaget i vejblokader og dele af politiet har flere gange deltaget i demonstrationerne mod besparelserne. Meningsmålinger viste, at 82 procent af den spanske befolkning mente at de offentligt ansatte havde ret i deres protester.

Minearbejdernes bevægelse tog klassekampen, der startede med Los Indignados, til et nyt stadie – arbejderklassen er kommet ind i kampen på organiseret vis. Igen i september var fagforeningerne tvunget til at indkalde til demonstration, som endnu engang så en kæmpe deltagelse.

Også i Portugal har der været de største bevægelser siden revolutionen i 1974. Og England har set de største bevægelser siden generalstrejken i 1926. 14. november blev bevægelsen taget til et nyt niveau, da der på tværs af landegrænser blev indkaldt til europæisk aktionsdag. Det danske fagforbund FTF havde været med til at beslutte denne fælles aktionsdag, men åbenbart mente de danske, og andre nordeuropæiske, fagbosser ikke, at det var nødvendigt rent faktisk at handle i Nordeuropa. Men i Sydeuropa, særligt Grækenland, Portugal og Spanien var der den måske første internationale generalstrejke.

Indtil videre er bevægelsen især koncentreret om Sydeuropa. Især den tyske arbejderklasse, der jo er en af de mægtigste i verden, har endnu ikke rørt på sig i massiv skala. I Tyskland har der været et frontalangreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Ligesom i USA er der i Tyskland opstået en gruppe af ”working poor” altså arbejdere, der til trods for at de har et arbejde, ikke har råd til husleje og andre basale livsfornødenheder. Der er stadig en ekstrem høj arbejdsløshed på 4 millioner arbejdere, som er med til at presse løn og arbejdsforhold. Dette er et skræmmebillede for, hvor galt det kan gå, hvis arbejderbevægelsens ledere giver efter for kapitalisternes krav om lønnedgang og forringelser. Men det gør det også klart for den enorme tyske arbejderklasse, at der er behov for en anden linje i den tyske arbejderbevægelse. End ikke Tyskland kan undslippe krisen, og de tyske kapitalister vil følge deres europæiske ligesindede og forsøge at lægge regningen på den tyske arbejderklasses skuldre, og dermed afsløre, at de tyske kapitalisters forsikring om, at hvis blot de tyske arbejdere accepterede lavere lønninger, ville Tyskland gå fri af krisen, var en løgn. Før eller siden vil også den tyske arbejderklasse blive presset i kamp.

Danmark

Overproduktionskrise og forfald
”Danmark har haft en langsom genopretning af økonomien efter krisen, og af denne grund er det danske BNP i dag stadig markant lavere end før-kriseniveau. AE forventer, at vi tidligst i 2015 kan regne med at være tilbage på det BNP-niveau, som vi havde, før krisen satte ind.”

Således beskriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) dansk økonomi, her i det femte år efter at den verdensomspændende krise startede. Med andre ord: dansk økonomi befinder sig stadig i en sørgelig forfatning med en produktion, der er mindre, end før krisen brød ud.

I 2008 faldt BNP med 0,8 procent, og i 2009 med hele 5,7 procent. Ifølge AE rådet har man ikke set to år med faldende BNP siden krisen i 1970’erne og en nedgang på samlet 6,5 procent på to år er ikke set ”i nyere tid” (AE rådet, 12.11.12). AE rådet beskriver ”genopretningen” af dansk økonomi efter krisen som ”meget langsom”.

I 2010 og 2011 steg BNP kun med henholdsvis 1,6 og 1,1 procent og de seneste prognoser for dansk økonomi peger på et fald i BNP i omegnen af ½ procent i 2012 (Nyhederne.tv2.dk, 12.12.12). Alle borgerlige økonomer peger på, at der de kommende år kommer en mikroskopisk vækst, men ser man på den konkrete virkelighed, er der ikke meget, der peger på, at økonomien vil begynde at gå fremad, for ikke at tale om et egentligt opsving.

Under kapitalismen produceres der ikke for at tilfredsstille behov, men udelukkende for at tjene profit. Det er arbejderklassen, der skaber værdien gennem deres arbejde og hele humlen ligger i, at arbejdskraften kan skabe mere værdi, end den der skal til for at reproducere sig selv, dvs. til at dække arbejderens egen løn. Det han producerer udover sin løn kaldes merværdi og er det, der skaber basis for kapitalisternes profit. Men det betyder samtidig, at arbejderklassen ikke kan købe alle de varer tilbage, som den producerer. Når økonomien går frem, er det ikke et problem, så investerer kapitalisterne merværdien i nye produktionsmidler, som kan fremstille endnu flere produkter. Men det når en grænse og kapitalismen kommer i krise. Kapitalisterne vil konstant forsøge at presse mere merværdi ud af arbejderne, altså at øge den såkaldte merværdirate, ved at de arbejder længere, hurtigere, til en lavere løn osv. Det er, hvad vi har set de sidste 30 år, og i høj grad under krisen – at kapitalisterne har presset merværdiraten op. Men for at kapitalisterne får deres profit, er det ikke nok, at der er produceret varer – for at merværdien kan realiseres, altså blive til rede penge, skal varerne sælges. Problemet i en overproduktionskrise er, at der er for mange varer – ikke i forhold til hvad der er materielt behov for, men i forhold til hvad kapitalisterne kan sælge. I sådan en situation vil kapitalisterne naturligvis ikke investerer i yderligere produktivkræfter.

Det er nærmest pinagtigt at høre de samme borgerlige økonomer, som taler for at afskaffe efterløn og dagpenge, skære ned i kommunerne samt at presse arbejderne ned i løn, på samme tid beklager sig over at forbruget er for lavt. De har tilsyneladende ikke overvejet, at det lave forbrug er en direkte konsekvens af deres egen politik. Hvordan skulle produktionen i Danmark komme i gang, hvor skal efterspørgslen komme fra? Der er i bund og grund tre steder, efterspørgslen kan komme fra: privat forbrug, offentligt forbrug eller eksport.

I regeringens 2020-plan viser de, hvordan hele væksten i 2011 var drevet af eksport. De beskriver ydermere, at de forventer, at det offentlige forbrug vil have negativ effekt på væksten i 2013. Det offentlige forbrug er, efter regeringens såkaldte ”kickstart” i 2012, sat til at måtte stige mindre end på noget tidspunkt under den borgerlige regering. De økonomiske vismænd skriver i deres rapport fra efteråret 2012, at de vurderer, at regeringens samlede økonomiske politik øgede væksten med ¼ procentpoint i 2012, men at opstramningerne vil svække væksten ¼ procentpoint i 2013 og en halv procent i 2014. Så det er heller ikke herfra, at der vil komme en efterspørgsel, til at sætte gang i produktionen.

Al væksten skal altså komme fra privat forbrug og eksport. Men det er nok at være temmelig optimistisk. Efter krisen har EU-kommissionen sat gang i en ”overvågning” af de europæiske økonomier. De peger på, at tallene for Danmarks vedkommende falder uden for de tærskler, der udløser alarm, på to områder – den private gæld og eksporten. For eksporten begynder overvågningen, hvis markedsandelen skrumper med mere end seks procent over de seneste fem år. For Danmarks vedkommende er markedsandelen i den periode faldet med 16,9 procent, og som man skal se nedenfor er der ingen udsigt til at eksporten kan hive økonomien frem. Den anden alarmklokke der ringer for Danmark, er at den private gæld udgør mere end 160 procent af bruttonationalproduktet. I Danmark var den sidste år på 238 procent.

Statsgælden i Danmark er stadig relativt lav sammenlignet med andre europæiske lande, men den private gæld er til gengæld en af de højeste. I Danmark blev lånemarkedet liberaliseret i 00’erne og vi var vidne til en enorm boligboble, der brast ved krisens ankomst. Huspriserne fortsætter i dag med at falde og er på det laveste niveau i syv år. Siden toppen i 2007 er der tale om et prisfald på over 20 procent. Det betyder, at en gennemsnitlig parcelhusfamilie er blevet næsten 400.000 kr. ”fattigere”.

”Det er den vigtigste forklaring på, at privatforbruget er faldet så kraftigt i Danmark. Derfor er en vending på boligmarkedet også en af de ting, der vil kunne udløse lidt mere af et opsving i dansk økonomi,\” vurderer privatøkonom i Danske Bank Las Olsen. (epn.dk 04.12.12). Priserne på lejligheder er steget marginalt det sidste år. Men boligmarkedet og gælden bundet i det udgør stadig en kæmpe trussel mod dansk økonomi. Den private gæld er som sagt mere end 200 procent af BNP og det på et tidspunkt, hvor renterne er historisk lave. Stadig er mange lån med fleksible renter, så begynder renterne at stige, vil det ramme de danske arbejdere og dermed deres efterspørgsel hårdt. Ved nytår 2013 begynder de første afdragsfrie lån at udløbe. Det betyder enten markant stigende månedlig ydelse eller at de skal starte forfra med låneansøgninger, nyvurdering af huset og så videre. Ligeledes er reglerne strammet op, således at man kun kan få afdragsfrihed på 60 af lånet. Hvor store konsekvenserne bliver på den korte bane, i lyset af den stadig historisk lave rente er uvist, men sikkert er det, at omkostningerne vil stige.

I første halvdel af 2011 faldt privatforbruget. Det private forbrug i Danmark er i bedste fald stagneret og værste fald faldende på trods af regeringens forsøg på at få folk til at hæve deres efterlønspenge, knap 27 mia. kr. og bruge dem på forbrug, og på trods af at renterne stadig er historisk lave. Men reallønnen er faldet to år i træk og forventes at fortsætte med at falde. Der er ingen udsigt til, at det private forbrug vil vokse i den næste periode.

Så er der eksporten tilbage. Dansk økonomi er lille og meget afhængig af eksport. Udsigterne for verdensøkonomien ser som beskrevet ovenfor ikke lyse ud. Næsten 30 procent af Danmarks eksport går til Tyskland og Sverige med hhv. 16 procent og 12,7 procent. I de første 3 kvartaler af 2012 faldt eksporten til Tyskland med 1,1 procent i forhold til 2011 (eksklusiv energi), mens den steg til Sverige i samme periode med 3,7 procent (Pressemeddelelse udenrigsministeriet, 09.11.12).

De økonomiske udsigter for både Tyskland, Sverige og resten af verdensøkonomien ser som sagt heller ikke lyse ud. Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri er bekymret. Efter at IMF i august 2012 endnu engang nedjusterede deres skøn for vækst i verdensøkonomien, udtalte chefkonsulent i DI Allan Sørensen: ”I løbet af bare et halvt år er vækstudsigterne for de kommende år aftaget ganske betydeligt. I forhold til forventningerne for et halvt år siden betyder den lavere vækst i verdensøkonomien, at dansk eksport vil blive svækket med mere end 10 milliarder kroner ved udgangen af 2014, eller hvad der svarer til mellem 9.000 og 10.000 danske arbejdspladser i eksportvirksomhederne.” Det skal lægges til de 80.000 arbejdspladser Danmark ifølge DI allerede har tabt i eksporterhvervene, siden krisen startede. Ifølge DI’s beregninger, hvor der tages højde for de enkelte landes betydning for dansk eksport og de økonomiske prognoser for disse lande, vil væksten på de danske eksportmarkeder blive på 1,8 procent i 2013 og 2,4 procent i 2014. (DI 09.10.12)

Det er derfor også naturligt, at industrien ikke forventer at investere i 2013. Ifølge en undersøgelse fra november 2012 fra Danmarks Statistik forventer industrien, at investeringerne vil falde med 7 procent i 2013 i forhold til 2012. Forventningerne til væksten i investeringerne i 2012 er allerede blevet nedjusteret fra i marts at have været 25 procent for 2012 til nu 12 procent.

Det er de sektorer, der er knyttet til ny produktion, der nedjusterer forventningerne i 2013. ”Mellemproduktindustri (fx råstoffer og kemiske produkter) venter et fald på 35 pct. fra 2012 til 2013 efter stigninger på 30 pct. fra 2010 til 2011 og 35 pct. fra 2011 til 2012. Investeringsgode-industri (fx maskiner til produktion m.m.) venter et fald på 9 pct. i 2013 efter en stigning på 26 pct. i 2011 og en stigning på 7 pct. i 2012.” (Nyt fra Danmarks Statistik, 22.11.12)

I virkeligheden forfalder produktionsapparatet i Danmark. ”Siden en top på 367 milliarder kroner i 2007 er erhvervslivets investeringer således faldet med næsten 100 milliarder kroner, eller mere end en fjerdedel, så de i 2010 var nede på 272 milliarder kroner, hvilket er noget af det laveste i mange årtier.”

Det er første gang siden anden verdenskrig, at nettoinvesteringerne, dvs. investeringer ud over vedligeholdelse af den eksisterende kapacitet, falder. Buisness.dk beskriver situationen således: ” Normalt er det fattige u-lande, som har negative nettoinvesteringer, simpelthen fordi de ikke har råd til at bruge en del af deres løbende indkomst på nye tiltag og investeringer. Det bringer dem ind i en negativ spiral, som gør dem endnu fattigere og endnu mere udpinte. Herhjemme er udviklingen også alvorlig, især hvis den fortsætter. Investeringer spiller nemlig en uhyre stor rolle for produktiviteten og dermed også for vores konkurrenceevne og velstand.” (Buisness.dk 20.02.12) De danske kapitalister lader altså det danske produktionsapparat forfalde og har samtidig den frækhed at beskylde de danske arbejdere for at ødelægge konkurrenceevnen med deres lønkrav.

Dansk Industri forklarer de lave investeringer med lave forventninger om fremtiden og at ”Det lave investeringsniveau er naturligvis et udtryk for, at der er betydelig ledig kapacitet i virksomhederne i Danmark.” Altså står der maskiner o.l. stille som kunne bruges på at producere, hvad vi har brug for. En anden måde at udtrykke at vi stadig står midt i en overproduktionskrise.

Det kunne måske se ud som om, vi ønsker så dystre udsigter som muligt, men det er ikke tilfældet. En bedring af økonomien kunne være det, der giver arbejderklassen selvtillid til at kæmpe imod angrebene. Det er ikke sådan, at jo værre det ser ud, jo mere kamp kommer der. Vores opgave som marxister er at forsøge at forstå situationen og tegne et så reelt billede som muligt og derudfra forstå hvilket grundlag, det skaber for klassekampen.

Kapitalismen befinder sig på verdensplan og i Danmark i en generel nedgang. Der er selvfølgelig ikke konstant fald i BNP, men de korte perioder med fremgang afløses af nye og dybere fald, så den generelle bevægelse peger nedad. Og der er ingen udsigt til at udviklingen vender de næste mange år. Det har betydning for klassekampen.

Hvem skal betale regningen?
Efter krisens udbrud har vi i Danmark ikke set nogen store bevægelser, som i fx Sydeuropa. Men på arbejdspladserne foregår der en ensidig klassekamp. De danske kapitalister forsætter deres offensiv, godt hjulpet på vej af regeringen.

De største virksomheders profitter fortsætter med at stige på trods af krisen. C20 virksomhederne, dvs. de 20 mest omsatte virksomheder på Børsen, øgede i de tre første kvartaler af 2012 deres overskud på driften med 16,7 procent (Epn.dk 13.11.12).

A.P. Møller Mærsk fik alene i tredje kvartal 2012 et overskud på 11,7 milliarder kroner før skat – hvilket de selv præsenterer som dårligere end ventet, men det er svært at se, at krisen kradser her. Mærsk forventer at leve op til det forventede resultat i 2012 på omkring 3,7 milliarder dollar – knap 22 milliarder kroner – sammenligner med 3,4 milliarder dollar i 2011 (Pol 09.11.12).

94) På direktørgangene vokser lønnen også. En gennem gang af 20 danske bankers årsrapporter foretaget af Ritzau viser, at bankdirektørernes lønninger steg med 18 procent i 2011, så de fik en gennemsnitlig årsløn på 4,3 millioner kroner. Topscoreren var Nordeas topchef Christian Clausen, hvis løn steg med hele 45 procent fra 8,4 millioner kroner til 12,2 millioner kroner (pol.dk 24.02.12). Det sker efter, at staten har måttet stille hundrede af milliarder som garanti for de konkurstruede banker.

Mens profitterne vokser og direktørlønningerne ligeså, falder reallønnen for andet år i træk.
Fra tredje kvartal 2011 til tredje kvartal 2012 steg lønningerne kun med 1,3 procent. Det er det største fald i reallønnen siden starten af 1980’erne, og sandsynligvis den svageste lønvækst i mere end 75 år, altså siden depressionen i 1930’erne.

“Derfor vil den typiske danske familie desværre opleve, at pengene ikke rækker så langt som tidligere. For året [2012] som helhed forventer vi således også, at der er udsigt til et fald i reallønnen på omkring 0,8 pct. Det er meget sjældent, at reallønnen falder så voldsomt,\” udtaler Tore Stramer seniorøkonom hos Nykredit (epn.dk 15.11.12).

Det er især de privatansatte, der har oplevet et fald i reallønne, hvilket får økonomer til at synge klagesange om, at lønningerne for de offentligt ansatte er for høje, fordi de er fulgt nogenlunde med prisudviklingen (epn.dk 15.11.12). Men de offentligt ansatte skal ikke glæde sig – en del af deres løn reguleres i forhold til de privatansattes, så når de offentlige overenskomster skal fornys i foråret 2013 bliver de offentligt ansatte bedt om at gå ned i løn.

Flere steder er der imidlertid ikke ”bare” et fald i reallønnen, men direkte lønnedgang på dagsordenen. Krisen har nemlig fået arbejdsgiverne i offensiven. Uden varsel opsiger de overenskomsterne og på mafia-manér stiller de de ansatte overfor valget: gå ned i løn eller bliv fyret.

Vi så det i IT-koncernen CSC i 2011, hvilket førte til en lang konflikt. Det var en konflikt, hvor arbejderne stod uden kampklar ledelse fra deres fagforening (PROSA), uden støtte fra LO og hvor de direkte blev modarbejdede fra et andet LO-forbund, nemlig HK. Konflikten endte i nederlag til arbejderne. Et af konfliktpunkterne var, at CSC ønskede at gøre det billigere at fyre folk. Resultat taler for sig selv – i 2012 var der hele 3 fyringsrunder i CSC: i februar blev 300 fyret, i april blev 450 fyret i Norden, heraf de fleste i Danmark og i igen i november annoncerede ledelsen af yderligere 180 skulle fyres i Danmark. (borsen.dk 10.02.12 og 11.04.12 og epn.dk 06.11.12)

100) Men også andre store virksomheder er begyndt på denne strategi. I både SAS, Jysk og Inspiration er de ansatte blevet tvunget ned i løn under trussel om fyring. Hundredvis har allerede mistet deres job i SAS, og selvom de ansatte har accepteret voldsomme forringelser, skal der stadig fyres op mod 800 og sælges dele fra, så der bliver ca. 6000 færre arbejdere i SAS (buisness.dk 12.11.12).

I SAS blev piloterne tvunget til at acceptere at miste en månedsløn, at de øverste løntrin forsvinder, at arbejdstiden øges med otte procent, så det samlet svarer til en lønnedgang på 10 procent (tv2finans 19.11.12). Kabinepersonalet risikerer arbejdsdage på op til 13 timer, de går i alt en månedsløn ned – en halv i år og en halv i år 2013, og de risikerer at blive vagtsat i 47,5 timer i løbet af en arbejdsuge (dr.dk 19.11.12).

Som næstformanden for CAU, der repræsenterer kabinepersonalet, Jean Pierre Schomburg forklarer til ekstrabladet.dk. ”Det bliver ikke til at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen med de arbejdstidsregler og betingelser, der venter vores medlemmer forude. Med en 47,5 times arbejdsuge, 13 timers arbejdsdage og ingen indflydelse, hvornår den ene weekend, de har fri om måneden, ligger, så bliver det svært – især for familier – at få det til at hænge sammen.” (dr.dk 21.11.12).

SAS er et af de mest ekstreme eksempler, men et tegn på hvad der sker på hele arbejdsmarkedet. Også i restaurationsbranchen skrues bissen på, hvilket har ført til flere konflikter som fx Vejlegården. Men på mange arbejdspladser behøver arbejdsgiverne slet ikke at benytte sig af ”Vejlegårdsmodellen” – bl.a. i byggeriet åbner overenskomsterne allerede op for massiv lønnedgang, i det at den overenskomstmæssige mindsteløn ligger langt fra gennemsnitslønnen i faget. På mange arbejdspladser i byggeriet er der sket voldsomme lønfald. Selv krav om overholdelse af overenskomsten eller arbejdsmiljøloven kan hurtigt føre til en fyreseddel. Mens arbejderne under opsvinget skulle udvise ”ansvarlighed” overfor arbejdsgiverne, så lønnen ikke steg for meget, er arbejdsgivernes ”ansvarlighed” her under krisen ikke-eksisterende. Overalt skrues tempoet op, mens lønnen falder. Dette gælder i alle brancher.

Alt hvad de danske arbejdere har tilkæmpet sig og været vant til er under angreb: arbejdstid, løn, pension, overenskomster.

”Øget arbejdsudbud”…
Arbejdsløsheden er fortsat med at vokse siden krisens start. Den eksplosive vækst i arbejdsløsheden har hjulpet arbejdsgiverne med at presse løn og arbejdsforhold. I tredje kvartal 2012 var der officielt 219.000 ledige i Danmark, svarende til 7,7 procent af arbejdsstyrken.

At ledigheden ikke er højere skyldes, at arbejdsstyrken er faldet. Med andre ord en del af dem, der før var ledige, forsvundet fra statistikken – ikke fordi de har fundet arbejde, men måske fordi de ikke er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp, er startet på et studie eller lignende. Siden tredje kvartal 2011, altså på et enkelt år, er den faktiske beskæftigelse faldet med 36.000 personer (epn.dk 15.11.12).

Fra andet til tredje kvartal 2012 faldt beskæftigelsen for femte kvartal i træk. Jobbene er især forsvundet i det offentlige, hvor der er forsvundet 28.000 job siden toppen i 2010. Alene i tredje kvartal 2012 faldt beskæftigelsen i det offentlige med 3.000 (epn.dk 14.11.12)

Beskæftigelsen forventes at fortsætte med at falde i 2013. Handelsbanken forventer, på baggrund af beregninger fra Danmark Statistisk ud fra virksomhedernes egne forventninger, at beskæftigelsen falder med 40.000, hvilket betyder, at ledigheden stiger med op til 30.000 flere, hvilket er langt værre end regeringens forventninger (Børsen 30.11.12).

Samtidig er de arbejdsløse ledige i længere tid. Siden andet kvartal 2009 er antallet af langtidsarbejdsløse steget fra 13.000 personer til 62.000 personer.

At den borgerlige regering var erhvervslivets ven, var ingen hemmelighed, men for mange er det kommet som en overraskelse, at den nye regering, med deltagelse af S og SF, har fortsat denne politik. Regeringen fortsætter ikke bare de borgerliges retorik om ”øget arbejdsudbud”, men også deres politik der går i samme retning.

Halveringen af dagpengeperioden til to år og halveringen af optjeningsperioden til et halvt år udgør en katastrofe. Det er en katastrofe, ikke blot for de tusindvis af arbejdsløse, der i 2013 står til at miste enten hele eller en betydelig del af sin indtægt og dermed måske at måtte gå fra hus og hjem, men hele den danske arbejderklasse. For hvad betyder ”øget arbejdsudbud” i virkeligheden? Den bagvedliggende grund er: jo flere arbejdsløse og jo dårligere forhold de har, jo mere kan arbejdsgiverne presse løn og arbejdsvilkår.

SRSF regeringen har foretaget en række kosmetiske tiltag ved først at udskyde dagpengeforringelserne og efterfølgende med indførsel af akutpakken. I finansloven loves der yderligere ”uddannelse på kontanthjælp” i et halvt år. Men det er ikke andet end varm luft. Realiteten er, at regeringen ikke skaber et eneste job, men i stedet skærer kraftigt ned og fyrer tusindvis i det offentlige. Siden regeringen trådte til, har den gennemført den største massefyring i staten siden 1920\’erne, i det den har fyret i alt 956 i staten og nedlagt yderligere 376 stillinger (pol.dk 26.08.12). Også i kommuner og regioner fyres der, og fyringerne vil blive endnu større i 2013, hvor der er lagt op til minimal vækst i det offentlige på blot 0,1 procent (langt mindre end under de borgerlige med 0,8 procent).

Akutpakken var den redningskrans, der blev kastet ud til de titusinder, der i 2013 vil miste dagpengeretten. Ifølge planen skulle der reserveres 12.500 jobs til denne gruppe. Ikke et eneste nyt job blev der skabt. 12.500 såkaldte ”udfaldstruede” skulle der reserveres job til, således at de får forrang til de pågældende stillinger. I sig selv er det at fodre hunden med sin egen hale. Men derudover er det intet gjort for sikre, at det rent faktisk gennemføres. Aftalen bygger udelukkende på både private og offentlige arbejdsgiveres fromme løfter og hensigtserklæringer. Men kapitalismen er anarkisk, her bliver intet planlagt. Arbejdsgiverne producerer for profit, ikke offentlige hensyn. Derfor er det højest usandsynligt, at en arbejdsgiver, der i teorien står med to lige kvalificerede ansøgere, vælger den der har været ledig i over to år, blot fordi nogle forhandlere har underskrevet en hensigtserklæring. Dette er imidlertid, hvad finansminister Bjarne Corydon omtalte som ”en hel og dækkende løsning” for de titusindvis af ledige, der var på vej til at falde ud af dagpengesystemet.

Med andre ord: regeringen har intet reelt gjort for de arbejdsløse, men tværtimod gennemført historisk hårde angreb og samtidig forsøgt at stikke blår i øjnene på selvsamme arbejdere gennem en række kosmetiske tiltag. At Enhedslistens folketingsgruppe (parlamentets ”vagthund”) har stemt for, bør være en alvorlig alarmklokke for partiets medlemmer.

Da Anders Fogh var statsminister turede han rundt i verden og fortalte om den såkaldt ”danske model” med ”flexicurity”. Pointen var, at i Danmark er det nemt at fyre folk, til gengæld var der så et vist sikkerhedsnet, hvis man blev arbejdsløs. Det sikkerhedsnet er langsomt blevet undermineret i årtier: i 90’erne under Nyrup blev dagpengeperioden flere gange forkortet til de 4 år der eksisterede indtil nu. Dagpengesatsen blev kraftigt beskåret i forhold til lønningerne. For unge under 25 er der lavet yderligere forringelser. Sikkerheden er væk, nu er der kun fleksibiliteten til at fyre tilbage.

Arbejdsløsheden rammer især unge. Beskæftigelsesfrekvensen for de 15-24-årige er kun 56,1 procent. Og arbejdsløsheden for de 15-24-årige er den højeste på 13,8 procent (epn.dk 15.11.12). Færre unge danskere har et fuldtidsjob end i fx Portugal, Bulgarien og Tyrkiet. Kun 19 procent af danske unge i alderen 15-24 arbejder fuldtid, hvilket placerer Danmark på en 21. plads blandt 33 europæiske lande. Mange unge danskere er i beskæftigelse, men det er fordi at to ud af tre af de danske unge, der har et job, er ansat i et deltidsjob – en tendens, der har været stigende siden årtusindskiftet.
Fuldtidsansatte erstattes med unge studerende på deltid uden ordentlige vilkår.

Ifølge professor Henning Jørgensen er det udtryk for ”benhård arbejdsgiverpolitik”, hvor arbejdsgiverne forsøger at minimere lønomkostningerne til de ansatte: ”Både i den offentlige og private sektor sparer man på lønudgifterne, ved at ansætte folk i deltid frem for fuldtid. Nogle sygehuse laver for eksempel rengøringsstillinger, hvor den ansatte skal møde første gang fra klokken fire til klokken otte om morgenen, og så arbejde igen to timer om eftermiddagen,” siger han (ugebrevet A4).

I Danmark er mange unge presset ind på en uddannelse og ud af arbejdsløshedsstatistikken. SU’en er en langt billigere løsning for staten, end arbejdsløshedsunderstøttelse og vender samtidig en generation til at leve for meget få penge. Udsigten til et job efter endt studie ser heller ikke lys ud. For akademikere uddannet indenfor det seneste år, var ledigheden på 28,7 procent i juni måned 2012. Det er den højeste ledighed nogensinde registreret hos Akademikernes Centralorganisation (buisness.dk 02.08.12).

Danmark bevæger sig samme vej som resten af Europa, hvad angår ungdomsarbejdsløsheden. Siden 2007 er ungdomsarbejdsløsheden i Europa steget med 1,5 millioner, så der i 2011 var 5,5 millioner arbejdsløse unge europæere.

De arbejdsløse hetzes af politikere og medier og dette sammen med manglen på en fremtidsudsigt har enorme konsekvenser for de arbejdsløse, hvor halvdelen har stresssymptomer som søvnløshed og mavesmerter. Danske forskere har tidligere dokumenteret, at ledige har 11 gange så høj risiko for at udvikle depressioner som personer i arbejde. ”Vi må derfor nok erkende, at de samfundsmæssige omkostninger ved krisen kan blive ganske betydelige, og jeg er bange for, vi i fremtiden kommer til at se mellem 20.000-40.000 nye langtidsdepressive,” siger Einar B. Baldursson (ugebrevet A4 19.01.12).

Flere og flere danskere rammes af reel fattigdom. Med et stigende antal fattige, der lever under desperate forhold, skabes der et skrækscenarie, som vil få arbejdere til at acceptere langt mere af frygt for at havne helt nede i sølet.
 
Antallet af fattige danskere (familier med under 50 procent af median indkomsten) er nu oppe på 242.000 personer, når man bruger OECD’s definition af fattigdom og fraregner studerende. Med studerende er antallet oppe på 371.000 personer. Mellem 2002 og 2010 steg antallet af fattige, eksklusiv studerende, med over 90.000 personer, eller hvad der svarer til 60 procent. Hele 67.000 børn lever i fattige familier, hvilket er en stigning på knap 60 procent siden 2002.

Antallet af langvarigt fattige, dvs. personer som har været fattige i mindst tre år i træk, er 62.000 personer. Denne gruppe er vokset med over 27.000 personer siden 2002, svarende til en vækst på næsten 80 procent (AE rådet 13.09.12).

SRSF regeringen fjernede de såkaldte fattigdomsydelser, da den kom til, men andet har den ikke gjort for at fjerne fattigdommen i Danmark. Tværtimod har den med bl.a. angrebene på fleksjobordningen og afskaffelsen af førtidspension for alle under 40 forsøgt at presse flere ud på arbejdsmarkedet. Fleksjobberne, der jo primært er arbejdere, der er blevet nedslidt af det hårde arbejdstempo, har fået deres forhold kraftigt forværret så ordningen ikke er så ”attraktiv”, altså så der er langt sværere at få økonomien til at hænge sammen. På den måde presser man nedslidte til at bide smerten i sig og holde fast i deres arbejde. Folk der før var tildelt førtidspension, mister den nu, hvis de er under fyrre. De skal nu stå til rådighed for arbejdsmarkedet, lige meget hvilken lidelse de måtte have, og hvert femte år skal deres situation til revurdering, så de ikke kan føle sig sikre på den kontanthjælp de eventuelt ellers ville få. Alt dette igen for at presse så mange ud på arbejdsmarkedet for at presse lønninger og arbejdsforhold, lige meget om man er syg eller nedslidt.

Hvedebrødsdagene definitivt ovre
SRSF regeringen har nu haft tid til at bevise sig. Og ingen kan være i tvivl om, at den er dumpet med et brag. Måske ikke hvis man spørger de danske kapitalister, men hvis man ser på det ud fra arbejderklassens synspunkt, er der ikke noget positivt at sige.

Allerede før regeringen var blevet valgt var illusionerne til at en ny regering ville kunne øse problemerne ved at fordufte, men blandt brede lag af arbejdere og unge var der forhåbninger. Forhåbninger om at det trods alt ville blive bedre end under den borgerlige regering. Det er hvad regeringen lever på nu og hvad Enhedslistens top konstant bruger som undskyldning for at holde hånden under regeringen: at det vil blive værre med de borgerlige.

Men lad os se kort på, hvad status er efter halvandet års tid. Regeringen afskaffede fattigdomsydelserne og gjorde det marginalt nemmere at søge familiesammenføring (men enhver der har været igennem møllen ved at det stadig er et nærmest umuligt og temmelig ydmygende projekt, og som vi har set ovenfor, eksisterer fattigdommen i bedste velgående).

På den anden side gennemførte den de borgerliges forringelser af dagpengene og efterløn, som er et markant angreb på arbejderklassen. Den nye dagpengeperiode på to år skal ses i forhold til at perioden var ubegrænset før 1994 . Tilbagetrækningsreformen, der betyder at Danmark i 2050 har den højeste pensionsalder blandt 34 lande i den vestlige verden og er et af de lande, hvor folk får færrest år som pensionister (ugebrevetA4 23.08.12). Dertil kommer forringelserne af fleksjobordningen og førtidspensionen, der også er rendyrket borgerlig politik.

Også i skattereformen fortsættes de borgerliges politik. Under dække af en reform for de danske arbejdere, der hver dag ”smører leverpostejsmadder”, betyder skattereformen en øget ulighed. Skatteaftalen betød at topskattegrænsen blev sat op, dvs. skattelettelser til de rigeste, og et større beskæftigelsesfradrag, mens folk på overførselsindkomster fik en lavere regulering af indkomsterne, dvs. at de arbejdsløse, studerende osv. skal betale for skattelettelser til de rigeste. Endnu engang så vi lederne for arbejderpartierne tale som de borgerlige: ”det skal kunne betale sig at arbejde” er mantraet – som om de arbejdsløse selv har valgt at være arbejdsløse.

Derudover fortsætter regeringen nedskæringerne i det offentlige. Som nævnt ovenfor har der været gennemført den største fyringsrunde i staten siden 1920’erne og i kommuner og regioner lægges der op til en velfærdsmassakre i 2013. Under de borgerlige steg udgifterne med 0,8 procent og det betød massive nedskæringer og fyringer. I 2013 må udgifterne blot stige 0,1 procent.

32 af kommunerne siger med sikkerhed, at der skal skæres ned på antallet af ansatte i 2013, og yderligere 27 kommuner vil ikke afvise, at personalet skal reduceres. Det skal lægges til de op mod 30.000 stillinger, der er forsvundet i kommunerne de sidste år. (ugebrevet A4 10.09.12)

Regeringen fortsætter strategien fra de borgerlige om at fremstille ting, der egentlige er dårlige som gode. F.eks. gives der 770 mio. kr. til forskning og nogle nedskæringer, der skulle være trådt i kraft på universiteterne ifølge de borgerliges beslutning, bliver ikke gennemført. Det præsenteres som et milliardløft til universiteterne. Men realiteten er, at der pr. studerende skæres omkring 2 procent på taxametrene (som er de penge universiteterne får pr. studerende, og som udgør en stor del af finansieringen). Så regeringen fortsætter i realiteten de borgerliges nedskæringspolitik, der år efter år har forringet uddannelserne.

Ifølge Studenterrådet på Københavns universitet er f.eks. det mellemste uddannelsestaxameter på fag som Geografi og Musik i faste 2011-priser faldet fra 71.500 kr. i 2007 til 67.100 kr. pr. studerende i 2011, altså mere end 6 procent. Det samme gør sig gældende på det højeste taxameter hos fx Medicin og Fysik.
Sammen med Enhedslisten afsatte regeringen 500 millioner kr. til flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Og efter ti år med de borgerlige var det et tiltrængt løft. Dog langt fra nok – til 4200 daginstitutioner på landsplan rækker 500 millioner kroner ikke langt. Men flere måneder efter står det klart, at de 500 millioner kroner i 66 procent af kommunerne ikke vil blive brugt på at forbedre institutionerne, fordi pengene ryger ned i kommunekassens store sorte hul.

Ligesom regeringen har forsat de borgerliges nedskæringskurs indadtil har de også fortsat deres imperialistiske udenrigspolitik. Regeringen har fortsat krigen i Afghanistan, og selvom den har lovet en tilbagetrækning af tropperne i 2014, er det ikke alle tropper der skal trækkes hjem (og en tilbagetrækning er før blevet udskudt), og vigtigst af alt har krigen intet løst for den afghanske befolkning. Regeringen drager ikke læren heraf, men fortsætter tværtimod den samme politik, og har kastet Danmark ud i nye militære eventyr til forsvar for imperialistiske interesser bl.a. i Libyen og senest Mali. Ligeledes har regeringen fortsat den danske militære tilstedeværelse ud for Somalias kyst i en ”jagt på pirater”, der endda har ført til, at danske soldater er gået i land i Somalia. End ikke løftet om støtte til Palæstina har regeringen holdt. Villy Søvndal udtalte, som udenrigsminister, i forbindelse med Israels raketangreb mod Gaza, at han anerkendte ”Israels ret til at forsvare sig”.

Og regeringen er desværre først lige begyndt sine ”reformer”. I efterkrigsopsvinget betød reformer forbedringer: pension, ferielov, barsel, sundhed og skoler. I dag har ordet fået den modsatte betydninger – hører men ordet reform i dag ved man, der er dårlige nyheder på vej.

I skrivende stund er forhandlingerne om kontanthjælpsreform og SU-reform endnu i vente. Hvad det ender med, kan vi ikke sige, men der er lagt op til massive angreb på især ungdommen. Der har været snak om, at de strammere regler for unge arbejdsløse skal udvides til også at gælde de 25 til 30-årige. Og at SU’en på kandidatuddannelsen (dvs. de to sidste år af en universitetsuddannelse) skal fjernes. Værsgo! Er du ung, så har du valget mellem en sulteindtægt som arbejdsløs eller ingen indtægt mens du studerer. For fuldtidsarbejde er der ingen af.

I Danmark er de unges fremtidsudsigter ved at blive undermineret – langsommere end i Sydeuropa, men det går den samme vej.

Regeringen fortsætter ikke bare hvor de borgerlige slap men uddyber deres kurs. De fører en politik til gavn for kapitalisterne rettet imod arbejderklassen. Deres tætte forbindelse til arbejderbevægelsen gør, at de er i stand til at gennemføre forringelser, som havde afstedkommet enorme protester, havde der været under en borgerlig regering. Kapitalisterne presser konstant på, for at konkurrenceevnen må øges – den danske løn er for høj. Forringelserne for arbejdsløse og et ”øget arbejdsudbud” er en måde, regeringen har hjulpet med at presse lønningerne. Men også nedskæringerne i det offentlige er en vigtig komponent. Skatten skal ned, ikke af ideologiske årsager, men for at kapitalisterne kan øge profitterne yderligere. Selvfølgelig gælder det erhvervsskatten, men også skatten på arbejde er afgørende – kan den sænkes, kan arbejdsgiverne presse lønnen yderligere. Hvad kapitalisterne sigter imod, er at reducere arbejdskræftens værdi, altså de omkostninger der er forbundet med arbejdskræftens reproduktion. Her udgør personbeskatningen en betydelig del. Jo lavere skat der generelt skal betales i samfundet, jo lavere løn kan kapitalisterne gennemtvinge og jo højere bliver profitterne.

SRSF regeringen fortsætter de borgerliges nedskæringer og angreb og i virkeligheden i endnu hårdere grad. Jamen, kunne man indvende: de kom jo også til i en krise, hvis bare tiderne havde været bedre så havde det set anderledes ud. Men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Kapitalismen er i en dyb, dyb krise. De reformer, virkelige reformer, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, er under angreb. Enhver regering, der ikke er parat til et opgør med kapitalismen, er tvunget til at følge kapitalismens indbyggede logik:

Den tidligere DKP-formand og senere SF minister, Ole Sohn, udtrykte klart den logiske konklusion, da han få dage efter at være trådt af som minister til Børsen udtalte, at lønningerne er for høje i Danmark, at den offentlige sektor skal effektiviseres og skatten sænkes. Udtalelser der ikke kan skelnes fra de borgerliges. Selvom regeringen tog afstand, er det den præcis samme politik den praktiserede under SAS forhandlingerne, hvor de lagde pres på arbejderne og fagforeninger for at acceptere kraftige forringelser.
Håbet eller i hvert fald undskyldningen, fra regeringen er, at det vil skabe arbejdspladser, for akutpakken har vist, at politikerne indenfor kapitalismens anarkiske rammer ingen midler har til at skabe arbejdspladser udover hensigtserklæringer og gode intentioner.

Men som vi kan se, skabes der ikke arbejdspladser af den grund. I Grækenland og Spanien har de sparet og sparet. Hvad er resultatet? -fortsat krise. For kapitalisterne producerer kun, hvis de kan sælge deres varer med en tilpas høj profit, og hvem skal købe dem, hvis lønnen skæres ned og det offentlige skal spare? Så kan man forsøge at eksportere, men det der eksporteres skal importeres af andre. Det er derfor ikke en løsning. De voldsomme angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder har kun den konsekvens, at det gør krisen endnu dybere.

Vi er nu gået over i et nyt stadie af krisen. Umiddelbart efter krisen, forsøgte politikerne at afbøde faldet. Der blev iværksat massive hjælpepakker, og kastet milliarder efter bankerne, mens de prøvede at øge forbruget gennem skattelettelser, udbetaling af efterlønspenge o.l. Nu gennemfører regeringen tiltag, der har direkte negativ effekt på væksten. Det offentlige forbrug har negativ effekt på arbejdsløsheden. Halveringen af dagpengeperioden vil bl.a. have effekt på antallet af tvangsauktioner og lægge yderligere pres på boligmarkedet.

Men politikkens stigende betydning for den økonomiske situation betyder også, at frustrationer i stigende grad vil blive rettet imod noget og nogen og ikke imod en udefinerbar ”markedets usynlige hånd”. Den bliver rettet mod regeringen og arbejdsgiverne.

Fra venstrefløjen lyder kravet på keynesianisme i stedet: tag fra de rige! Sæt gang i offentligt byggeri! Vi kan kun være enige i kravet om at beskatte de rigeste og sætte gang offentligt byggeri. Men det løser ikke krisen og kan ikke stå alene. Staten skal tage pengene et sted fra, hvilket betyder, at de enten må beskatte kapitalisterne og dermed sænke deres profitter, som vil blive fulgt af trusler om investeringsstrejker, lukninger og udflytning af arbejdspladser, eller beskatte arbejdernes lønninger og dermed sænke arbejdernes efterspørgsel. De eneste alternativer er underskudsfinansiering, altså at skabe kunstig efterspørgsel ved hjælp af kredit, som skal betales tilbage med renter (som Sydeuropa oplever i dag) eller at trykke flere penge. Men at trykke flere penge er som at tisse i bukserne for at holde varmen. I realiteten er det præcis det samme kongerne gjorde i gamle dage for at finansiere deres krige og eventyr: bland billige metaller i guldmønterne. Resultatet er det samme i dag som dengang: pengenes værdi falder.

Flere lande, bl.a. Storbritannien og USA har været i gang med såkaldte ”kvantitative lettelser”. Endnu har det ikke resulteret i hyperinflation. Det skyldes dels det nedadgående pres på priserne, pga. krisens alvor, men også at man har forsøgt at begrænse deres cirkulation til den finansielle verden. Det har imidlertid betydet en række nye uholdbare prisbobler i den finansielle sektor. Hvis man fortsætter denne praksis, vil det før eller siden slå igennem i den virkelige økonomi, med inflation til følge.

Keynesianisme løser altså intet, men kan kun skubbe problemerne foran os, mens de bare vokser og vokser.

Det betyder imidlertid ikke, at arbejdsløshed ikke kan afskaffes. Men det kræver, at man bryder med kapitalismens rammer, vigtigst af alt kapitalisternes private ejendomsret over produktionsmidlerne. Vi kræver, at de firmaer, der lukkes, overtages af staten og køres videre under arbejderkontrol. Fx har Vestas lukket en række fabrikker og fyret tusindvis af ansatte efter i en årrække at have modtaget milliarder i statsstøtte. Det viser, at energiproblemerne ikke kan løses af markedskræfterne. Staten bør overtage Vestas og sætte gang i vindmølleproduktionen.

Men ikke nok med det. Der er behov for en plan for at sætte gang i produktionen. At nationalisere de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker vil være et afgørende skridt i dette. Det vil gøre det muligt, gennem en demokratisk plan for økonomien, at udnytte alle de ressourcer, der i dag går ubenyttede hen, i form af arbejdsløse. Hvis de 219.000 arbejdsløse, der officielt er i Danmark, ifølge AKU-opgørelsen, blev sat i arbejde, ville man fra dag ét kunne sænke arbejdstiden med 2 timer om ugen for alle og samtidig holde det samlede totale antal præsterede timer i Danmark, som vi har i dag. Tages alle de arbejdsløse, der er udenfor den officielle statistik, med kunne arbejdstiden sænkes yderligere. Med nye investeringer i produktionsapparatet (i modsætning til kapitalisternes afvikling), miljøvenlig energi, og ikke mindst undgåelse af det enorme spild osv. som en anarkisk, kapitalistisk økonomi medfører, vil produktiviteten kunne øges enormt. Men nu vil det være til gavn for samfundet og ikke kapitalisternes profitter og arbejdstiden kunne sænkes endnu mere.

Alle forsøg på at ”tune” kapitalismen, give den et humant ansigt, for ikke at tale om at skabe en krisefri kapitalisme er en slidt utopi, hvilket vi ser bevist hver eneste dag. Vil regeringen ikke bryde med kapitalismen, så må den uvægerligt følge ”markedets” diktater. I kapitalismen er markedets ord lov.

[Fortsættes…]