Man behøver ikke at have en fin titel og fornem eksamen for at kunne regne ud, at færre hjemmehjælpere giver dårligere ældrepleje. Eller at færre pædagoger og færre sygeplejesker giver dårligere børnepasning og sundhedspleje. Fyringerne i den offentlige sektor giver kort fortalt dårligere velfærd og endnu ringere forhold for de tilbageværende ansatte, der halser af sted for at følge med. Det går ud over børnene, de syge og de gamle.
Da de offentlige ansattes beskæftigelse toppede i 2010, var der ifølge Weekendavisen 16. november omkring 782.000 ansatte. Nu er der cirka 29.000 færre. Det er et fald, der er langt større end i den private sektor, hvor beskæftigelsen i samme periode er faldet med omkring 2.200 fuldtidsstillinger. Det skal dog ses i lyset af, at der fra sommeren 2008 til sommeren 2010 forsvandt 165.000 fuldtidsjob i det private.
Siden SRSF-regeringen kom til, har den fyret 956 medarbejdere i ministerier og styrelser. Det er den værste fyringsrunde i staten siden 1920’erne. Og det er det rene vand i forhold til det, der venter kommunerne med den nye finanslov, hvor der er en offentlig vækst på 0,1 procent, hvilket er det strammeste siden 1980’erne.
Det er i denne virkelighed af massefyringer og frygt for sikkerhed i ansættelsen, at forhandlingerne om nye overenskomster for de offentlig ansatte finder sted.
De dramatiske dagpenge-forringelser har gjort truslen om arbejdsløshed endnu værre end tidligere. Konsekvenserne ved arbejdsløshed er ganske enkelt mere brutale, end de har været i årtier. Derfor er det et naturligt, at et stop for nedlæggelse af stillinger bliver en del af overenskomsten. Samtidig burde det være naturligt, at de mange arbejdsløse lærere, pædagoger, HK’ere og andre dygtige folk bliver ansat for at lette arbejdspresset og genoprette det, der engang gik under betegnelsen ”velfærd”.
DA i offensiv
De fleste arbejderfamilier oplever i disse år, at deres privatøkonomi er under stærkt pres. Mange er endda truet på deres bolig. Lønnen stagnerer mens priserne stiger. Levestandarden falder. Det er en uholdbar situation, der skriger på at blive vendt.
De offentlige lønninger er traditionelt blevet reguleret, så de ikke må stige mere end lønningerne i det private. Og da lønningerne i den private sektor er stagneret – i mange tilfalde endda faldet – kræver arbejdsgiverne nu, at de offentlig ansatte skal til lommerne.
Dansk Arbejdsgiverforening lavede allerede i foråret 2012 en liste med krav til de nye offentlige overenskomster. Kravene var godt nok forklædt som en ”arbejdsmarkedsrapport”, men indholdet var tydeligt nok: længere arbejdstid, lavere løn og større forskel på lønningerne i den offentlige og private sektor. Kommunernes Landsforening har desuden krævet, at det skal være lettere at fyre tillidsfolk, og at efteruddannelse fremover skal foregå i fritiden.
Prisen på arbejde skal ned
For øjeblikket står det øverst på kapitalisternes dagsorden, at skatten skal ned. Vi hører, at den offentlige sektor skal ”slankes”, som det hedder. ”Udsultes” havde været mere dækkende. Formålet med at skære ned og sænke skatten (endda også den skat, arbejderne betaler), er at prisen på arbejdskraft skal sænkes. Hvis skatten bliver sat ned, mærker en arbejder ikke direkte, at lønnen også er blevet sat ned, og at profitten er sat op. Til gengæld er velfærden blevet beskåret. Samlet set er den del af samfundets økonomi, der tilfalder arbejderklassen (i form af løn og ”social løn” – velfærdsgoder) sat ned, og den del, der tilfalder kapitalisterne i form af profit er sat i vejret. Det handler altså om klassekamp: hvem skal betale krisen?
Når det offentlige fyrer folk og i stedet sender dem på dagpenge, er der ikke nogen nævneværdig besparelse ved det. Men sammen med regeringens klapjagt på de arbejdsløse bliver resultatet, at flere desperate arbejdsløse, der prøver at undgå fallit og ruin, kan bruges til at trykke lønnen i det private ned.
Bankerne fik pengene – vi fik regningen
I stedet for det evindelige lønpres, er der brug for at hæve lønnen. Der er brug for at forsvare lønnen og bekæmpe det pres, som krisen lægger på familiernes privatøkonomi. Ud over at give tryghed til de offentligt ansatte, vil det hjælpe arbejderne i den private sektor til at stå bedre imod arbejdsgivernes offensiv i ly af krisen. Det er altså ikke kun de offentligt ansatte, der har interesse i, at lønnen stiger. Det er i hele arbejderklassens interesse.
Regeringen siger, at der ikke er penge nok, og at det derfor er nødvendigt med lønnedgang, fyringer og dårligere forhold. Men når det drejer sig om bankerne, har de samme politikere udstedt den ene milliad-check efter den anden. Tænketanken Cevea har regnet ud, at staten har givet bankerne 4.462 milliarder i støtte og garantier. Det svarer til 150 øresundsbroer. For samme beløb kunne man indfri SF’s løfte om to lærere i de små klasser 1.100 gange. Det er altså ikke en naturlov, at disse svimlende beløb skal reserveres til bankerne. Fra et menneskeligt og rationelt synspunkt ville det give meget mere mening at investere i ordentlige skoler, børnehaver, sygehuse, behandlingstilbud, renovering og nybyggeri. Det ville give meget mere mening at ansætte de arbejdsløse. Men kapitalismen handler ikke om at være rtationel eller være menneskelig. Den handler om at skabe profit til den lille gruppe superrige mennesker, der ejer bankerne og de store virksomheder. For at forsvare de offentligt ansattes forhold er der derfor også behov for, at fagforeningerne kæmper en politisk kamp og fører en kampagne for, at arbejderpartierne fører en politik, der ikke lader kapitalinteresser stå i vejen for forsvaret af velfærden.
Elendigt resultat forude
I 2008 var der storstrejke i den offentlige sektor. Arbejderne strejkede for at hæve lønnen og få ansat mere personale. Men strejken endte uden, at kravene blev vundet. Hele vejen igennem havde lederne splittet arbejderne i de forskellige faggrupper, og der blev aldrig lavet seriøse initiativer for at få inddraget arbejderne i den private sektor. Ved at køre konflikten ad de sædvanlige, rutinemæssige kanaler uden maksimalt pres på arbejdsgiverne gennem fælles aktion og enhed med de private, førte forbundslederne strejken til nederlag. Det har uden tvivl sat sine spor. Mange arbejdere vil nu være tilbageholdende med at vælge en konflikt frem for et elendigt forhandlingsresultat. Ansvaret for denne svækkelse af fagforeningerne hviler tungt på ledernes skuldre. Situationen kan opsummeres som følger: der er en stor utilfredshed med dårlige forhold og politikernes hånlige indstilling til de offentligt ansattes arbejde, men det er ikke sandsynligt, at der kommer en konflikt. Det skyldes, at medlemmerne ikke har tillid til, at deres ledere er i stand til at lede kampen til sejr.
Det er sandynligt, at mange i denne omgang vil dukke nakken og acceptere et elendigt resultat. Men tilbageholdenhed vil ikke løse noget. Det vil kun invitere til flere angreb. De offentligt ansatte vil – ligesom resten af arbejderne – lære på den hårde måde, at levestandarden kun kan forsvares gennem kamp, og de vil før eller siden blive tvunget i kamp.
