I dag er der lokalvalg i Nicaragua. Det socialistiske sandinistparti FSLN står til en overvældende sejr med meningsmålinger der giver dem op mod 70% af stemmerne, mens den liberalistiske opposition samlet set står til under 10%. Dermed står FSLN til endnu en overvælgende sejr i Nicaragua, en sejr der vil give dem mulighed for at uddybe og radikalisere revolutionen yderligere.
Samtidig ser vi dog også spændinger indenfor den sandinistiske bevægelse mellem den mere moderate ledelse og lokale aktivister der ønskere mere fart på revolutionen. Dette så vi f.eks. da ledelsen af FSLN gik ind og udskiftede lokal valgte kandidater med deres egne. Noget der blev mødt med protester fra medlemmerne.
Dele af denne artikel har tidligere været bragt på hjemmesiden, men en teknisk fejl gjorde at halvdelen manglede.
Ledelsen af det socialistiske sandinistparti FSLN har valgt at udskifte lokalvalgte kandidater med kandidater valgt fra oven frem til kommunalvalget den 4. november 2012. Lokale sandinister i El Realejo, Posoltega og El Jicaral protesterede imod udnævnelserne og krævede at deres lokale kandidater skulle genindsættes. En af de lokale sandinister, Gabriel Olivas, udtalte ”Vi vil havde en anden borgmesterkandidat, en som er født i Posoltega”. Imodsætning til kandidaterne udpeget fra toppen så var de lokale kandidater valgt med folkelig deltagelse.
Bag denne konflikt om hvilke kandidater der skal repræsentere FSLN til kommunalvalget ligger en konflikt om hvilken vej revolutionen Nicaragua skal gå. I 2006 blev sandinisterne genvalgt til magten med Daniel Ortega som præsident med 38% af stemmerne. Siden er opbakningen i befolkningen vokset massivt og ved valget i 2011 vandt sandinisterne igen med over 60% af stemmerne og 63 pladser ud af 92 i parlamentet. Den folkelige opbakning har også vist sig i en intensivering af klassekampen i Nicaragua. Bl.a. har vi set en lang række demonstrationer og gadekampe med højrefløjen. Kampe FSLN støtter har vundet gang på gang.
Den folkelige mobilisering har været essentiel for venstredrejningen og har flere gange sikret at udviklingen kan fortsætte. F.eks. da folkeligt pres sikrede at Daniel Ortega kunne genopstille til præsidentvalget i 2011 og i sikringen af at en sandinistisk højesteretsdommer kunne fortsætte som dommer. Noget der var afgørende da borgerskabet forsøgte at bruge domstolene til at knægte demokratiet ved at forhindre Daniel Ortega i at genopstille til et demokratisk valg. Dette på trods af at han var støttet af det massive flertal af befolkningen.
Løgnen om det nicaraguanske diktatur
Den store folkelige mobilisering de seneste par år er helt essentiel for at forstå udviklingen. Den viser den revolutionære karakter begivenhederne i Nicaragua har og det revolutionære potentiale der ligger i situationen. Højrefløjen i Nicaragua har sammen med borgerlige og imperialistiske kræfter på verdensplan forsøgt at fremstille de ovenfor nævnte kampe, som eksempler på at Nicaragua skulle være på vej mod et diktatur. Anklager om valgsvindel er udbredt på højrefløjen og bliver videregivet af internationale medier. I Danmark videregiver medierne udelukkende højrefløjens fremstilling af begivenhederne og selv på venstrefløjen, f.eks. i Mellemamerika Komiteen, er disse påstande udbredte. Den borgerlige regering fratog Nicaragua sin vigtige ulandshjælp efter sandinisterne blev valgt, en beslutning S-SF-R regeringen delvist har opretholdt og som blev begrundet i anklagerne om udemokratiske tendenser.
Det på trods af at der ikke eksisterer noget anseeligt bevisgrundlag for påstandene og at internationale valgobservatører har anerkendt FSLN som vindere af valgene. De demokratiske problemer der fortsat eksisterer i Nicaragua fandtes også under de borgerlige regeringer. Det samme gjorde bureaukratiet og korruptionen. Det største borgerlige parti PLI, et liberalistisk parti med rødder tilbage til Somoza-diktaturet, har ligeledes udskiftet lokalt valgte kandidater med kandidater fra oven frem til kommunalvalget. Højrefløjen i Nicaragua, mange af de såkaldte nicaraguanske ”menneskerettighedsgrupper” og de internationale imperialister har tilknytning til det tidligere Somoza-diktatur og kontraerne der under borgerkrigen i 80’erne bekæmpede demokrati og menneskerettigheder i Nicaragua. Deres klageråb er fulde af hykleri og blot et forsøg på at skjule at befolkningen demokratisk har fravalgt dem.
“Stem 1 for PLC” Valgpropaganda på Ometepe øen for det borgerlige liberalistiske Konstitutionsparti.
I fortællingen om det såkaldte sandinist-diktatur glemmer man bekvemt at nævne at det var FSLN der væltede Somoza diktaturet i 1979 og indførte demokrati. Demokratiet er ikke blevet forværret, men forbedret og styrket under sandinisterne. F.eks. er antallet af byrådsmedlemmer tredoblet hvilket tillader en større folkelig repræsentation. Det samme gælder i forhold til bureaukrati og korruption. Nicaragua er intet diktatur, tværtimod er der for første gang i mange år en regering der i det mindste har folkelig opbakning. Og det er netop det der er pointen. Angrebene på sandinisterne sker ikke af frygt for et diktatur, men af frygt for et reelt folkeligt demokrati i Nicaragua. Et demokrati der vil fratage de rige og imperialisterne deres magt i landet.
Store forbedringer, men også højredrejning
Sandinisternes enorme opbakning i den fattige befolkning er et resultat af de vigtige sociale forbedringer der er sket under FSLN og især det historiske minde om den heroiske revolution i 1979 og den lange periode med progressive reformer i 1980\’erne. Forbedringer der bl.a. inkluderer omfattende undervisningsprogrammer med det formål at udrydde analfabetisme i befolkningen samt omfattende investeringer i de fattige områder. Samtidig har befolkningen et håb om at den revolutionære udvikling der skete under den forringe FSLN regering kan genoptages, særligt i lyset af udviklingen i lande som Venezuela, Ecuador og Bolivia.
Men FSLN’s genkomst til magten har dog ikke været uproblematisk. FSLN har været inde i en stærk højredrejning og afradikalisering igennem 90’erne og bureaukrati og opportunisme har spredt sig i dele af bevægelsen. Det klareste eksempel er FSLN’s tætte alliance med ledelsen af den katolske kirke i Nicaragua. En kirkeledelse FSLN hårdnakket bekæmpede forrige gang de var ved magten. Ledelsen af den katolske kirke er stadig højreorienteret og kan ikke ligefrem beskrives som en del af Latinamerikas befrielsesteologi. Denne alliance har bl.a. resulteret i et totalforbud imod abort hvilket har resulteret i en vækst i mødredødelighed, ikke mindst fordi mange har følt sig tvunget til at gå til kvaksalvere.
Højredrejningen i dele af FSLN har også resulteret i en række politiske alliancer med diverse borgerlige partier. Ligeledes har man ikke set radikale tiltag mod socialisme, f.eks. ekspropriationer, i samme omfang som under den sandinistiske revolution 1979-1990. Det skal dog pointeres at efterhånden som sandinisterne har vundet større og større opbakning i befolkningen har de afbrudt en væsentlig del af deres valgalliancer med borgerlige partier hvilket har bragt håb om en radikalisering af revolutionen.
Men hovedproblemet er, at selve læren af den sandinistiske revolution fra 1979-1990 endnu er en lukket bog for Daniel Ortega og ledelsen af FSLN. Forsøget på at opbygge en blandingsøkonomi, med markeds- og planøkonomi side om side, slog katastrofalt fejl. Masserne gjorde heroiske ofre under den lange borgerkrig imod kontra\’erne, som CIA trænede og finansierede. Men da krigen fortsatte og fortsatte, uden at ledelsen af Sandinist-regeringen tog nogle tiltag til at afskaffe kapitalismen definitivt, kunne arbejderne, bønderne og fattigfolket ikke se nogen udvej og de blev udmattede og apatiske. Det var således ikke manglende mådehold og moderation, men derimod en manglende radikalisering af revolutionen, som ledte til nederlag. En afgørende erfaring, som ledelsen af FSLN ikke vil indse.
Medlemmer ønsker radikalisering
Når lokale sandinister protesterer imod udnævnelser fra toppen så er det utvivlsomt ikke blot af principielle demokratiske årsager, men fordi de ønsker en radikalisering af revolutionen og en stærkere indsats for at mindske ulighed og fattigdom. Det er derfor de ønsker kandidater der kommer fra deres egne lokalområder. Kandidater der kender forholdene og som de stoler på og ikke kandidater fra toppen som de frygte kan være præget af bureaukrati og korruption. I denne konflikt må vi klart støtte op om kravet om at kandidater må vælges demokratisk fra neden.
Det ville være en enorm styrkelse af de revolutionære kræfter hvis alle dele af FSLN kom i de almindelige medlemmers fulde demokratiske kontrol. Dette ville være den bedste måde at sikre sig imod bureaukrati, opportunisme, korruption og udemokratiske forhold og det ville bane vejen for at hele samfundet kom under befolkningens direkte demokratiske kontrol, altså for socialisme og dermed for udryddelse af fattigdom, analfabetisme, sult og underudvikling.
Øverste foto: Sandinistisk regeringsplakat på Ometepe øen med liste over forbedringer sikret af regeringen.
Alle fotos tilhøre: Niklas Zenius Jespersen
