Annette Vilhelmsen var før hun stillede op til formandsposten, for offentligheden fuldstændig ukendt og det faktum at hun vandt så overvældende, viser den enorme utilfredshed med højredrejningen, der eksisterer blandt SFs medlemmer. Og SFs opbakning i meningsmålingerne, der på dagen for afsløringen af resultatet af formandsvalget tog endnu et dyk i retning af spærregrænsen, viser den enorme utilfredshed med højredrejningen, der også eksisterer blandt SFs tidligere vælgere og potentielle vælgere, arbejdere og unge i Danmark.
Efter Villy Søvndal blev valgt til formand i 2005 oplevede SF en enorm fremgang både medlemsmæssigt og i meningsmålingerne, hvor de fik op mod 20 procent, da de lå højest. Det var en fremgang bygget på de store bevægelser blandt unge og arbejdere, der fandt sted efter årtusindeskiftet: studerende der protesterede over nedskæringer på uddannelserne, strejker i kommunerne blandt sosu-assistenter og pædagoger, anti-krigsdemonstrationer, demonstrationer mod de borgerliges angreb på dagpenge, den ni uger lange strejke i forbindelse med de offentliges overenskomstforhandlinger i 2008, for blot at nævne nogle af de utallige kampe mod de borgerlige. SF fremstod i den periode som det parti, der fremførte et alternativ til de borgerliges nedskæringskurs. Unge og arbejdere satte deres forhåbninger til en ny regering, og ikke mindst at SF’s deltagelse ville sikre bedre velfærd.
Men det gik modsat. Villy Søvndals afgang var et symptom på den dybe krise, som partiet befinder sig i. Selvom han, da han blev valgt til formand i 2005 var venstrefløjens kandidat, samarbejdede han med partiets højrefløj om det klare mål at få SF i regering for første gang. Et mål det må siges han lykkedes med. SFs højrefløj med Tor Möger, Astrid Kragh og Villy Søvndal i spidsen, kastede alle SFs principper over bord og indgik regeringssamarbejde med det borgerlige parti Det Radikale Venstre, der er arbejdsgivernes garant for at deres interesser tilgodeses i regeringen. Det er denne kapitalution af SFs principper som SFs medlemmer klart har sagt nej til, med den kæmpe opbakning til Annette Vilhelmsen.
Vilhelmsens sejr er et enormt slag mod højrefløjen ikke bare i SF, men i hele arbejderbevægelsen.
Som vi skrev i artiklen Formandsvalget i SF – krisen tager til; ”Vinder Annette Vilhelmsen valget, vil der være tale om et jordskred i dansk politik. For det vil give en saltvandsindsprøjtning til alle medlemmer af arbejderpartierne, der er lede og kede af den borgerlige politik som de nuværende ledelser for S og SF fører, og som toppen af Enhedslisten så småt lægger op til at bakke op ved finanslovsafstemningen.”
Den nye regerings første år har været præget af meget få bevægelser, nærmest en vis demoralisering blandt de lag, der de sidste mange år har kæmpet mod den borgerlige regering: nu fik vi endelig, det vi kæmpede for; en ny regering, men den gamle politik er fortsat. I SF så de ud til at ”Möger-måden” at føre politik på med manøvrerer bag kulisserne, og en afskaffelse af partidemokratiet var almægtig. En metode, der ikke blot blev indført i SF, men forplantede sig ind i bl.a. SFU og elevbevægelsen
. Valget af Vilhelmsen kan være den kile, der åbner slusen for alle de, der det seneste år er blevet demoraliserede og ikke mindst alle de der er utilfredse med at den borgerlige nedskæringspolitik er fortsat, både i og udenfor SF.
Efter de mange bevægelser i årene efter årtusindeskiftet rettedes fokus mod en politisk løsning, og på overfladen så det ud til at der var ro. Men under overfladen på gymnasier, universiteter, tekniske skoler, arbejdspladser og jobcentre ulmer utilfredsheden. Der er under overfladen sket en radikalisering, der bl.a. giver sig udtryk i de store sving i meningsmålingerne og opbakningen til Enhedslisten, men også i en øget politikerlede blandt helt unge, der er træt af flotte ord og tomme løfter. En utilfredshed der også fik et vigtigt udtryk da fagbevægelsens top af sine medlemmer, blev presset til at trække sig fra trepartsforhandlingerne.
Hvad der bliver gnisten der antænder en ny bølge af protester i Danmark kan vi ikke forudse, men at vreden ulmer, og vil få et udtryk i den næste periode er der ingen tvivl om. Og nye bevægelser vil øge presset på SF og alle arbejderpartierne.
Vilhelmsen står overfor enorme udfordringer. Hun forsikrede i sin tale umiddelbart efter offentliggørelsen af hendes sejr, at SF fortsat er et regeringsparti. Men sagen er, at hun ikke både kan forblive i regering og samtidig tilfredsstille alle de mange, der har stemt på hende.
Der vil være massivt pres fra bunden i SF, men, som vi skrev i artiklen Formandsvalget i SF – krisen tager til, ”Samtidig vil presset fra Socialdemokratiets top og ikke mindst fra Det Radikale Venstre mangedobles. Allerede nu tolerer Radikale Venstre ikke engang at SF fremfører en selvstændig politik i ord. De kræver, at regeringens politik ikke bare skal fremføres som ’nødvendige kompromisser’, men åbent skal fremføres som SF\’s egen politik – hvilket da også er sket indtil nu – og som Astrid Krag er selve personificeringen af. Det Radikale Venstre tåler ingen slinger i valsen! Årsagen er den simple, at enhver antydning af at der findes det mindste alternativ til den borgerlige nedskæringspolitik, kan ødelægge arbejderklassens såkaldte ’krisebevidsthed’, og antænde en massebevægelse blandt arbejdere og unge.
Altså vil Annette Vilhelmsen som eventuel formand for SF, sidde som en lus mellem to negle. Resultatet vil være endnu større krise for regeringen og indvarsle SF\’s exit, enten af egen vilje eller fordi de Radikale vil smide dem ud.”
Indtil nu har venstrefløjen i SF primært glimret ved deres fuldstændige fravær af et politisk alternativ til højrefløjen. De har ikke på noget tidspunkt fremlagt et klart politisk program. Det er nu muligheden skal gribes. Vilhelmsen må sige uden omsvøb: enten forlader De Radikale regeringen eller også gør SF det. SF må fremlægge klare krav til en arbejderpolitik og stille det, som ultimatum for at blive i regeringen; såsom tilbagerulning af dagpengeforringelserne og stop for nedskæringer. På den måde vil SF kunne forbinde sig med Enhedslistens vælgere og medlemmer og den utilfredshed, der eksisterer langt ind i Socialdemokratiets rækker, som vi så ved sidste kongres. Men det kan ikke stoppe her. SF er kommet til magten på et tidspunkt med den dybeste økonomiske krise siden depressionen i 1930’erne. Det efterlader intet andet valg end at administrere kapitalismens nedskæringer eller føre en klar socialistisk politik. Derfor må SF ikke bare fremlægge klare krav til fortsat regeringsdeltagelse, men også forklare, at det kun kan gennemføres ved et socialistisk program, hvor de vigtigste dele af økonomien (de 200 største virksomheder og banker) nationaliseres under arbejdskontrol, så der demokratisk kan lægges en plan for produktionen, at arbejdsløsheden kan afskaffes og velfærden udbygges.
Det er dog ikke det, som Annette Vilhelmsen har lagt op til – tværtimod forsikrer hun gang på gang, at SF fortsætter i regeringen. Men hun vil blive tvunget til at vælge. Det vi konkluderede før valgresultatet er stadig fuldt ud gældende:
”Hvad der er nødvendigt for at løse SF\’s krise er ikke bare et formandsopgør, men et opgør med det politiske program. Kun en afbrydelse af klassesamarbejdet med det borgerlige parti Radikale Venstre og en konsekvent socialistisk politik kan vise en reel vej frem for SF og for arbejderklassen
.”
