Masseprotester i Israel vinder en første sejr


Niklas Zenius Jespersen



16 minutter

[Artiklen er skrevet den 9. august]

Benyamin Netanyahu, Israels premierminister, har besluttet at opgive nogle af de skattestigninger, der ville ramme den almindelige israelske befolkning hårdest. Beslutningen kom i mandags efter flere måneders protester imod nedskæringer og den udbredte fattigdom i Israel, senest i lørdags, hvor 5000 demonstrerede i Tel Aviv.

Protesterne startede sidste år med inspiration fra det arabiske forår. De døde hen over vinteren, men livede op i foråret og blev for nylig eskaleret yderligere af, at en israelsk mand satte ild til sig selv i protest imod fattigdom og hjemløshed, en handling der siden er blevet efterfulgt af 12 andre.

Blot i sidste uge annoncerede den israelske regering nye økonomiske angreb. Angrebene omfattede blandt andet stigninger i indkomstskatten og afgifter, som primært ville ramme den almindelige befolkning. Yderligere nedskæringer blev også annonceret indenfor bolig-, indenrigs- og forsvarsministeriet. Dette er særligt et problem indenfor boligområdet, hvor Israel i forvejen plages af en høj og stigende hjemløshed. Men nu har Netanyahu måttet trække en del af nedskæringspakken tilbage, startende med nedskæringerne indenfor forsvar (det eneste område hvor nedskæringer kunne retfærdiggøres), blot tre dage efter, at han havde fremlagt dem. Desuden måtte han i mandags opgive stigningerne i indkomstskatten for folk med indkomster under 21.000 kroner om måneden (median månedsindkomsten i Israel er 8.500 kroner).

Regeringen i krise
Dette sker efter at selvafbrændingerne og de fortsatte masseprotester har fået Netanyahus meningsmålinger til at styrtdykke til et historisk lavpunkt. Ifølge den israelske avis Haaretz er over 60 procent af israelerne nu utilfredse med hans regeringsførelse. Netanyahu havde ellers blot et par måneder forinden, den 8. maj, sikret sig et stabilt flertal ved at danne en samlingsregering mellem hans parti Likud og det største oppositionsparti, Kadima. En samling, der dengang også blev mødt med moddemonstrationer. Men dette forsøg på at sikre sig en bred opbakning brød sammen den 17. juli, da Kadima igen brød med regeringen over spørgsmålet om hvorvidt heradiske, eller ultraortodokse, jøder skulle være værnepligtige.

Der har lydt kritik af valget af områder at spare på, da Israel samtidig bruger store summer på at bygge en apartheidmur rundt om de besatte palæstinensiske områder (og delvist inden på palæstinensisk territorium), der yderligere forringer forholdene for palæstinenserne samt bruger store summer til støtte til ulovligt opførte bosættelser på palæstinensisk område og til de ultraortodokse religiøse jødiske grupper, der nyder en lang række særrettigheder i Israel. Samtidig har Netanyahus regering været kendt for inden krisen at sænke skatterne for private virksomheder og de rigeste israelere. Men nu, under krisen, er det som så mange andre steder de fattigste og den almindelige arbejder, pensionist og studerende, der skal betale.

De store protester har endda forårsaget en vis splittelse i regeringen. På sidste uges offentlige ministerielle finanskommissionsmøde kritiserede undervisnings- og miljøministeren, begge fra Likud, nedskæringsplanerne, og at regeringen på én og samme tid sagde at den israelske økonomi var stærk og samtidig skar ned. Miljøministeren, Gilad Erdan, udtalte endda, henvendt til Netanyahu og finansministeren: ”I stedet for at hobe problemer op på middelklassen og de svage i samfundet, skulle I lede efter pengene i de riges lommer”. Man skal dog ikke tage denne retorik alvorligt. Begge politikere kommer fra det stærkt højreorienterede og ekstreme Likud-parti, de og er ikke ligefrem kendt for venstreorienterede synspunkter. Også hos mange europæiske regeringer og hos Obama har man set en vis ”anti de rige-retorik” samtidig med, at de har gennemført lignende nedskæringer. Men det viser, at dele af Israels herskende klasse ønsker at give visse indrømmelser og overfladiske ændringer i et forsøg på at mindske utilfredsheden i befolkningen, og at dele af regeringen ønsker at trække til venstre i et forsøg på at forhindre, at de mister magten til Arbejderpartiet eller Kadima.

Radikalisering af bevægelsen
Denne sejr, hvor relativ lille den end er, er vigtig. Ikke så meget fordi den begrænser omfanget af de nuværende angreb på arbejderklassens forhold. Resten af forringelserne blev vedtaget i Knesset (det israelske parlament) i tirsdags, men fordi den viser, at det nytter at kæmpe. De israelske protester er blevet voldsomt radikaliseret over det sidste års tid. Revolutionære slogans, krav og paroler lyder i gaderne i Tel-Aviv og andre byer. Ved demonstrationen i lørdags råbte demonstranterne blandt andet: ”Revolutionen starter fra neden!”

Denne radikalisering er en kombination af to forhold. På den ene side nedbrydningen af den israelske velfærdsstat, der i lang tid sikrede jødiske indvandre og deres efterkommere en relativ høj levestandard. Det er dog værd at huske, at denne velfærdsstat aldrig omfattede den oprindelige befolkning – hverken den palæstinensiske eller den oprindelige jødiske befolkning, der begge enten blev fordrevet eller brugt som billig, ofte slavelignende, arbejdskraft. Nedbrydningen af velfærdsstaten har slået hul i løgnen om, at det jødiske folk er én samlet enhed, der står sammen på tværs af klasselinjer.

Det står nu klart for flertallet af israelerne, at Israel, ligesom resten af verden, er delt mellem klasser med uforenelige interesser. De rige bliver rigere, mens den økonomiske middelklasse opløses, og de fattige (der ifølge CIA’s World Factbook nu udgør 23,6 procent af befolkningen) forvises til et liv med hjemløshed og sult. 19 procent af befolkningen har ifølge Haaretz en usikker adgang til mad mens 10 procent decideret sulter.  Mange israelere har set, at klassekamp er den eneste måde at sikre anstændige leveforhold for flertallet af befolkningen.

Den anden vigtige faktor er de arabiske revolutioner. De har i høj grad nedbrudt den racistiske, nationalistiske og religiøse skillelinje, som den israelske overklasse gennem den zionistiske ideologi havde skabt, og som til en vis grad pacificerede sociale spændinger indenfor det israelske samfund. Samtidig har det arabiske forår vist den israelske befolkning, at revolutioner ikke bare er mulige, men er den mest effektive måde at ændre samfundet på.

Problemer for bevægelsen
Ikke desto mindre står bevægelsen over for et alvorligt problem. Selvom protesterne henover sommeren er vokset i styrke, flere skal tælles i titusinder, så har ingen af demonstrationerne endnu nået op på niveau med sidste år. Her trak den største demonstration i Israels historie over en halv million mennesker på gaden. Adskillige andre demonstrationer nåede op over 100.000. Hvorfor har bevægelsen ikke igen nået dette niveau?

På én og samme tid er bevægelsen gået frem kvalitativt, men gået tilbage kvantitativt. Kvalitativt er demonstrationerne blevet mere radikale. Den sociale sammensætning er blevet bredere, og lavere dele af arbejderklassen spiller en større rolle, hvorimod middelklassen spillede den ledende rolle sidste år. Og ikke mindst har metoderne radikaliseret sig med enkelte voldelige sammenstød, sultestrejker og demonstranter der sætter ild på sig selv.

Selvom langt fra alle disse metoder er konstruktive, så viser de at kamplysten eksisterer og blandt mange israelere er blevet endnu mere radikal og ikke mindst desperat. Alligevel er det kvantitative niveau faldet. Der er stadig mange og jævnlige demonstrationer, men deltagerantallet er langt lavere. Hvorfor dette? Der kan selvfølgelig være adskillige grunde. Mange demonstranter nævner selv den langt voldsommere politiundertrykkelse end sidste år, samt de nye forbud mod igen at opsætte protest-teltlejre. Men dette kan kun være en del af forklaringen, ikke den afgørende. En stærk og radikal bevægelse som den sidste år, ville ikke kunne knækkes med disse metoder, tværtimod ville de sandsynligvis blot føre til en radikalisering.

Mangel på ledelse
Den vigtigste faktor er, som så ofte, ledelsen eller mangel på samme. Den israelske befolkning og arbejderklasse har vist sin kampiver mange gange i over et år nu. Deres palæstinensiske brødre og søstre, herunder det palæstinensiske mindretal i Israel, står dem ikke efter, men er kendt for sin historie med radikal og revolutionær massekamp, og også Palæstina har været præget af revolutionære bevægelser det sidste år. Problemet ligger i, at ledelsen ikke har været i stand til at vise en vej frem. I alt for høj grad er ledelsen blevet ved blot at fremføre nødvendigheden af protester og har i flere tilfælde politisk svævet mellem officiel afstandtagen til politik og til illusioner til de ultrazionistiske partier Kadima og Arbejderpartiet og deres ledelser, der intet alternativ til dagens Israel kan præstere.

Ledelsen af protesterne består i mange tilfælde af relativ tilfældige personer, der mest har udmærket sig ved at være initiativtager til de første protester. Dette, og deres fortsatte kampiver, skal de have al mulig ros og respekt for. Men hvis en revolutionær bevægelse skal vinde, især mod en så stærk og repressiv stat som Israel, så kræver det en mindst lige så stærk organisering og et klart perspektiv, såvel politisk som handlingsmæssigt. Kampiver er desværre ikke nok. Spørgsmålet, der må besvares af ledelsen, er simpelt: Hvordan vinder vi? Hvordan opfyldes bevægelsens krav, og i sidste ende, hvordan gennemføres der en revolution i Israel? Den almindelige arbejder og studerende har ikke tid til konstant at demonstrere eller bo i protestlejre. Hvis ikke der vises et klart perspektiv for kampen, risikerer man at bevægelsen kører træt og folk bliver desillusionerede.

Hvilken vej frem?
Det første skridt på vejen må være at gøre den politiske linje klar. Ved lørdagens protester var demonstranterne delt i to demonstrationer. Den største, der ønskede at samle kampen mod nedskæringer med kampagnen for værnepligt til alle (ultraortodokse jøder og araber er undtaget), og én der koblede kampen imod nedskæringer sammen med modstand imod en krig mod Iran og den israelske efterretningstjenestes mord på iranske forskere. Denne splittelse og uhellige alliance var en af de vigtigste årsager til, at kun 5000 mødte op ved den største af demonstrationerne. Ved uklarhed i bevægelsens mål, der også eksisterede sidste år, er det lykkedes for en væsentlig del af højrefløjen, særligt Kadima, at overbevise store dele af befolkningen om at de kan opfylde bevægelsens sociale krav. Dette er illusioner, bevægelsens ledere ikke har formået at bryde.

Bevægelsens ledelse må gøre det klart at kun gennem at befolkningen selv tager magten kan dens krav, både de sociale og demokratiske, opfyldes. Ligeledes må man afvise alle krigstrusler imod Iran og Sinai-ørkenen og diskussioner om, hvem værnepligten bør omfatte, som forsøg på at distrahere de sociale og revolutionære kampe. I stedet må man insistere på at bevægelsen i Israel må slutte en solidarisk alliance med andre revolutionære bevægelser i Mellemøsten og Nordafrika, særligt i Palæstina. Både for at modgå en splittelse af protesterne langs nationale og religiøse linjer og fordi at kun en sådan politik kan sikre en retfærdig og varig fred for alle parter. Kort sagt, må bevægelsen bryde med alle afskygninger af zionisme og stå på et klart socialistisk og internationalistisk perspektiv.

Problemet ved at koble de sociale krav sammen med kampen for en lige værnepligt er blandt andet, at det kan fremmedgøre den palæstinensiske befolkning (der ikke ønsker at skulle udstationeres til at slås med deres brødre og søstre) og de ultraortodokse jøder. Netop disse to grupper er de fattigste i Israel og dem der har mest at vinde ved de sociale protester.

Bevægelsen sidste år formåede i praksis at bryde splittelsen mellem israelere og arabere, men ledelsen af protesterne har valgt at gå i den modsatte retning. I et forsøg på ikke at frastøde den israelske højrefløj har ledelsen valgt helt at ignorere, ikke bare spørgsmålet om besættelsen af Palæstina, men det palæstinensiske mindretal i Israel fuldstændigt. Forsøget på at sammenkoble de sociale protester med kravet om lige værnepligt (der de facto ville øge besættelsesstyrken) ignorerede fuldstændigt palæstinenserne og deres problemer, og det frastødte dem totalt.

For enhed mellem israelere og palæstinensere
Dette er ikke første eksempel. Ved en demonstration den 2. juni forhindrede demonstrationsledelsen en indbudt palæstinensisk taler fra Ma’an, landarbejdernes fagforening i at komme op på scenen. Organisatoren der forhindrede hende i at tale, forklarede senere på en konference den 5. juni, 45-års dagen for seksdageskrigen og besættelsen af Vestbredden og Gaza, hvorfor ledelsen ikke ønskede at forbinde kampen med kampen for palæstinensernes rettigheder. Han svarede ved at sige, at flertallet af israelerne ikke solidariserede sig med palæstinenserne, at kun få kom til demonstrationerne imod bombninger af Gaza, og at man ville frastøde disse folk fra protesterne, hvis man forbandt den sociale kamp i Israel med kamp mod besættelsen. Dette ignorerer blot, at den palæstinensiske fagforeningsaktivist ikke ønskede at tale om besættelsen, men om palæstinensiske arbejdere i Israel. Dette har for mange palæstinensere vist, at ikke bare ignorerer man deres lands besættelse, men de er som mennesker ikke ønsket ved protesterne, og at det folk ledelsen ønsker social retfærdighed for, kun er det jødiske folk.

Problemet er, at i et forsøg på ikke at provokere højrefløjen, der aldrig har spillet en betydningsfuld rolle i bevægelsen, har ledelsen skubbet andre grupper væk. Ved ikke at ville virke ”kontroversielle” har man ikke bare frastødt palæstinenserne, men også de heradiske/ultraortodokse jøder og andre jødiske mindretal fra Rusland, Etiopien samt afrikanske emigrantarbejdere og flygtninge, særligt fra Syd-Sudan (der bliver deporteret i titusindvis for tiden for at holde Israel en ren jødisk stat), og ikke mindst de store dele af protestbevægelsen, der kom fra venstrefløjen og sympatiserede med såvel palæstinenserne som med de andre revolutioner i Mellemøsten og Nordafrika. Revolutioner som dele af ledelsen også har lagt distance til i et forsøg på at overbevise medierne om at dette er en ren israelsk bevægelse, igen i et forsøg på ikke at provokere højrefløjen.

Svækkelsen af bevægelsen
Frastødningen af venstrefløjen er et meget konkret problem da de igennem deres ofte stærke organiseringsgrad og erfaringer spillede en vigtig organisatorisk rolle i at samle bevægelsen. Det israelske kommunistparti og Hadash deltog eksempelvis ikke i den officielle, men i den mindre demonstration i lørdags. Men frastødningen af palæstinenserne og de jødiske mindretal er i realiteten et endnu mere alvorligt problem. Netop disse grupper er dem, der er plaget hårdest af fattigdom og sult og netop disse grupper er traditionelt blevet brugt som underbetalt arbejdskraft til at splitte arbejderklassen. Manglen på inklusion af de afrikanske emigranter og flygtninge er også alvorlig. Også disse grupper er præget af fattigdom, og de har i høj grad overtaget rollen som underbetalt arbejdskraft. Samtidig bliver de udsat for racistiske overfald, ofte motiveret af Likud, samt massedeportationer, som der også har været demonstrationer imod.

Disse grupper har en ligeså stor, ofte støre, interesse i at opnå social retfærdighed og ville kunne bidrage massivt til protesterne, hvilket mange af dem også gjorde sidste år. Men i stedet for at alliere sig med disse grupper så vælger ledelsen af protesterne at vende tilbage til den zionistiske splittelse af befolkningen på trods af at lørdagens lille demonstration tydeligvis viste, at dette ikke virker til at mobilisere masserne. Som en af de palæstinensiske arbejdere fra Ma’an fagforeningen sagde efter de var blevet forhindret i at tale: ”Uden os vinder i ikke”.

Påstanden om, at israelerne ikke vil solidarisere sig med arabere og palæstinensere passer ikke. Ved demonstrationerne sidste år tog demonstranterne mange kampråb til sig fra de arabiske revolutioner og råbte dem med en blanding af hebraiske og arabiske ord for at vise enheden i kampen. Der er også andre eksempler på, at den almindelige israeler er klar til at solidarisere sig med palæstinenserne. Ved dette års demonstration den 9. juni imod besættelsen af Vestbredden og Gaza i seksdageskrigen, koblede man kampene sammen med sloganet ”Der er ingen socialretfærdighed uden en afslutning af besættelsen”. En kommentator fra ”The Real News” pointerede her, at der var tre gange så mange som sidste år til demonstrationen og at mange af dem kom direkte fra den sociale protestbevægelse. Et konkret bevis på at de almindelige aktivister er klar til at forbinde kampene, hvilket også sås med kampråbet: ”Israel, Palæstina, den samme revolution. Folket kræver ikke at være besættere!”.

Kommunisternes rolle

Vi må særligt kræve at det israelske kommunistparti (Maki) og dets valgalliancer, Hadash og Ir Le’Kulanu (”by for alle” i Tel Aviv), må spille en større rolle. I alt for høj grad har de overladt bevægelsen til dens modige, men mere uorganiserede og politisk uklare, ledelse. Det israelske kommunistparti og dets valgalliance Hadash er organisationer med stærke rødder i Israel. Ved kommunalvalget i Tel Aviv i 2008 opnåede Ir Le’Kulanu med kommunistpartiets formand i spidsen, 35 procent af stemmerne. Dette var længe før den nuværende bevægelse var brudt ud. Dette viser om noget det potentiale, der er for revolutionær socialistisk kamp, og for at Israels kommunistiske parti kan lede bevægelsen.

Det israelske kommunistparti og dets organisationer har store traditioner for at bryde skillelinjerne mellem israelske og palæstinensiske arbejdere og for at knytte kampen for sociale rettigheder sammen med kampen imod besættelsen. Deres valgsejr i Tel Aviv var netop baseret på en kampagne for billige boliger til alle, det krav der startede protesterne sidste år. I kampagnen gjorde de klart opmærksom på, at boligpriserne i Tel Aviv bliver holdt kunstigt oppe for at tvinge de fattige til at rejse ud til grænseområderne, hvor de kan bruges som menneskeligt skjold overfor palæstinenserne og nabolandene. På denne måde sikrer Israels herskende klasse sig, at den zionistiske splittelse mellem israelere og palæstinensere holdes i live.

Ligeledes må den palæstinensiske kommunistiske bevægelse søge en alliance med de israelske arbejdere. Allerede under protesterne sidste år sendte en række af partierne og organisationerne på venstrefløjen i Palæstina en solidaritetsmeddelelse til de israelske protester. Dette var et vigtigt skridt som også resten af den palæstinensiske venstrefløj, især PFLP (FolkeFronten til Palæstinas Befrielse), må følge. Bevægelsen rummer et vigtigt revolutionært potentiale. Gennem den sociale kamp kan arbejderklassen i de to lande forenes. Kun ved at forhindre underbetalt arbejdskraft kan de israelske arbejdere sikres ordentlige arbejdsforhold og løn. Kun ved at forhindre racistisk, nationalistisk og religiøs splittelse kan arbejderklassen samles til en kraft, der kan besejre den israelske overklasse. Kun ved at modgå den konstante zionistiske krigspropaganda, nu imod Iran og Sinai, kan fokus holdes på kampen for social retfærdighed, og kun igennem enhed med de israelske arbejdere kan palæstinenserne sikres fred, anstændige leveforhold, demokrati og retten til et land. Kort sagt, kun ved at forbinde den sociale og nationale befrielseskamp, kan sejren vindes, både for israelere og palæstinensere. For at samle disse kampe er et socialistisk, revolutionært og internationalistisk program og ledelse nødvendigt. Det er det, israelske og palæstinensiske kommunister må kæmpe for.

• For en samlet kamp mellem hele den israelske og palæstinensiske arbejderklasse imod deres fælles undertrykkere!
• For solidaritet med de arabiske revolutioner!
• For en ledelse der kan føre bevægelsen frem mod sejr!
• For et socialistisk perspektiv – Kun en demokratisk planlægning af økonomien i én samlet socialistisk føderation kan bringe social retfærdighed!