De borgerlige medier i Grækenland og internationalt orkestrerede en enorm skræmmekampagne og spåede kaos, hvis Syriza vandt valget. Det hjalp det konservative Nea Demokratia (ND) til knebent at blive det største parti. Imidlertid peger Syrizas fremgang på en fortsat venstredrejning i Grækenland. Her bringer vi en analyse, skrevet af de græske marxister.
ND forsøger nu at danne en koalitionsregering med Pasok. Det vil være en regering med yderligere nedskæringer. Intet er blevet løst – problemerne er blot blevet udskudt. Alle forudsætningerne for en Syriza-sejr i den nære fremtid modnes nu.
Valgets resultat var en skrøbelig sejr for den græske herskende klasse. Samtidig ser vi en massiv forskydning i retning af Syriza blandt arbejderne, de meget unge og de produktive. Blandt disse lag var der en veritabel lavine af tilslutning til Syriza.
Det konservative ND vandt førstepladsen med 29,7 procent og omkring 1.825.000 stemmer. De vandt næsten 635.000 flere stemmer end ved valget den 6. maj – en stigning på næsten 11 procentpoint. Ud ag Grækenlands 52 valgkredse blev ND størst i 36, herunder A-kredsen i Athen, A og B-kredsene i Thessaloniki og A-kredsen i Piraeus. Ifølge TV-stationernes exit polls findes den største gruppe af ND-vælgere blandt folk over 55 år. I denne gruppe fik ND 39 procent af stemmerne. Men blandt unge mellem 18 og 34 fik ND blot 20 procent, og blandt de 35-54-årige fik ND 24 procent af stemmerne.
Lav valgdeltagelse gavnede højrefløjen
ND’s vælgermæssige tilbagekomst skyldes i høj grad den massive skræmmekampagne, som alle dele af borgerskabet har ført. I denne kampagne har de fået fuld støtte fra den kommunistiske bevægelses forrædere, lederne af Demokratisk Venstre (Dimar). Deres parole har været: ”en stemme på Syriza betyder en tilbagevenden til drachmer og økonomisk katastrofe”. Den beskidte kampagne fik et ekko blandt de traditionelt konservative lag af den græske befolkning, hvis position i samfundet disponerer dem for at frygte det ”eventyr” og den ”usikkerhed”, som udgøres af den usædvanlige udsigt til en regering med et parti fra den kommunistiske bevægelse.
Ud over kapitalisterne og de folk, der har høje indkomster og formuer, udgøres disse lag af de, der endnu nyder en ”middelklasse-indkomst” og stadig har betragtelig opsparing fra tidligere, ejere af små profitable virksomheder. Dertil kommer de folk, hvis liv direkte afhænger af staten, såsom pensionister og tjenestemænd. Valgresultatet viser, at Syrizas ledelse ikke overbeviste de sidstnævnte om, at en annullering af memorandummet og resten af partiets program direkte kunne sikre deres nuværende indkomst.
En faktor, der især gavnede ND var det uventet store antal sofavælgere – 37,5 procent, eller 2,5 procentpoint flere end den 6. maj. De hårde økonomiske forhold har før været en hindring for, at vælgere, der bor langt fra valgstederne, kan stemme. Men et så stort antal af vælgere, der ikke vil stemme, kan kun afspejle en – om end det drejer sig om et mindretal – virkelig tendens i retning af apati, især blandt de unge i landområderne. Det afspejler til gengæld en mangel på tillid til det alternative regeringsprogram, som Syrizas ledelse har fremsat.
Syrizas fremgang
Objektivt set er Syriza valgets vinder. Partiet fik en andenplads med 26,9 procent af stemmerne – omkring 1.655.000 stemmer. På blot en måned vandt partiet yderligere 10 procentpoint og omkring 600.000 stemmer, hvilket afspejler venstrefløjens voksende styrke. Vi taler her om den hurtigste fremgang hos venstrefløjen, ikke blot i Grækenlands moderne historie, men muligvis i hele den kapitalistiske verdens moderne politiske historie. Den afgørende pointe er imidlertid, at denne forandring finder sted hos de mest aktive og progressive lag af den græske befolkning: arbejderklassen, flertallet af de arbejdsløse, ungdommen og generelt størstedelen af vælgerne i de store byer samt de aldersgrupper, der er produktivt aktive.
Ifølge meningsmålinger i græsk TV vandt Syriza 33 procent af stemmerne blandt de 18-34-årige. Blandt de 35-54-årige vandt Syriza 34 procent. Syrizas styrke i de store byer taler for sig selv. I hele Attika (Athen og Piraeus) blev Syriza det største parti med 600.000 stemmer. I maj fik de 406.000. Valgkortet i disse områder, der er landets økonomiske og politiske hjerte, er blevet malet rødt.
 |
I landets største valgkreds, Athens andet distrikt, blev Syriza det største parti og gik frem fra 21,8 procent til 31,4 procent af stemmerne – fra omkring 223.000 til omkring 314.000 stemmer. I kommunen Nea Ionia gik partiet fra 24,6 procent til 36,7 procent. I Peristeri Kommune gik partiet fra 24,9 procent til 37,7 procent. I Piraeus’ andet distrikt blev partiet nummer et med 36,3 procent, hvor det tidligere fik 23,9 procent – 63.000 stemmer, hvor det i maj fik 43.000. I Perama Kommune gik partiet fra 22,3 procent til 35,8 procent. I kommunen Keratsini-Drapetsona gik Syriza fra 24,4 procent til 37,2 procent.
I Thessaloniki (region A og B) fik Syriza en imponerende fremgang. I det første distrikt gik partiet fra 17,5 til 30 procent. I det andet distrikt gik partiet fra 14,4 procent til 24,4 procent. I den store kommune Patras gik Syriza fra 25,4 procent til 35,9 procent. Alle disse resultater bekræfter den vurdering, vi lavede efter valget den 6. maj; nemlig at Syriza er blevet den vigtigste politiske stemme for de brede masser i arbejderklassen. Syriza er nu Grækenlands nye masse-arbejderparti.
Denne dynamik kan ikke standses, med mindre ledelsen begår alvorlige fejltagelser. Denne ledelse har indtil videre utvivlsomt – og vi marxister er de sidste til at benægte det – bidraget positivt til udviklingen af Syrizas indflydelse i samfundet.
Hvorfor vandt Syriza ikke?
Imidlertid har vi brug for at spørge, hvorfor Syriza ikke blev valgets nummer et. Hvorfor blev håbene hos millioner af arbejdere og unge ikke indfriet? Årsagerne skal findes i en kombination af objektive og subjektive faktorer.
Objektivt set var de politiske kræfter imod Syriza. ND og de øvrige højrefløjspartier, lederne af det socialdemokratiske Pasok og Demokratisk Venstre, alle de små næringsdrivende, der støtter trojkaen – sammen med de internationale medier lavede de en skræmmekampagne mod Syriza for at ramme de småborgerlige og mere tilbagestående dele af befolkningen.
Kommunistpartiets ledelse – der også er blevet straffet hårdt af arbejderklassen – spillede en ødelæggende rolle. De angreb Syriza på en sekterisk og snæversynet måde gennem hele valgkampen. De afviste enhver form for koalition med Syriza, svækkede dermed udsigten til en venstrefløjsregering og gjorde det dermed til en mindre realistisk mulighed i småborgerskabets øjne. Hvis Kommunistpartiet havde samarbejdet med Syriza på grundlag af et fælles valgprogram, ville vi nu ikke være vidne til indsættelsen af en Samara-regering, der er tilhænger af trojkaens diktater, men en venstreorienteret, kommunistisk regering! Arbejderne vil aldrig tilgive Kommunistpartiets ledelse denne politiske forbrydelse.
Dertil kommer de folk, der frygtede udsigten til en Syriza-regering – beboere på landet og de ældre, der opfattede en konflikt med trojkaen som ”destabiliserende”. Og desuden eksistensen af politisk apati hos nogle lag, især blandt unge vælgere. Men ledelsen for Syriza kunne og skulle have fundet en passende politisk løsning på dette.
Den beskidte kampagne, der kom fra de borgerlige politikere, medierne og trojkaen, burde være mødt med et omgående svar og et seriøst forsøg på at mobilisere Syrizas medlemmer på arbejdspladserne, i boligområderne og i landsbyerne for at organisere tusindvis af nye klassekæmpere i dette slag.
I stedet for at bruge energi på denne vitale opgave blev valgkampen begrænset til dårligt organiserede lokale sammenkomster – diskussioner, der i strid med virkeligheden blev betegnet som ”folkeforsamlinger”. I stedet for at udvikle en stærkere valgkamp, fasholdt de en rutinemæssig tilgang med trætte, gamle medlemmer og tilhængere med skilte. Alle de ”prominente ledere” brugte deres tid på et deltage i paneldebatter i fjernsynet i stedet for at gå ud sammen med medlemmerne og organisere storstilede kampagner i boligkvartererne. Dermed så Syriza fra et organisatorisk synspunkt ud til at have en meget svag valgmaskine, fordi de ikke kunne mobilisere de tusindvis af aktive, partiet havde tiltrukket i de seneste uger. Syrizas apparat opfattede dem blot som vælgere og forsøgte ikke rigtig at organisere dem for at styrke partiet på medlemsniveau.
Syriza-ledelsens svaghed
Det program, ledelsen fremførte uden nogen seriøs diskussion med medlemmerne, gav arbejderne et vist håb, men det var ikke tilstrækkeligt til at give dem entusiasme og vished om, at det kan løsederes problemer. Programmet var ikke tilstrækkelig effektivt til at modsvare den frygt og skepsis, som tusindvis af småborgere, pensionister og arbejdsløse unge nærede.
Syrizas ledelse overbeviste ikke befolkningens flertal om, at partiets program og annulleringen af nedskærings-memorandummet kunne gennemføres ”roligt og fredeligt” samtidig med, at man bliver i euroen. Samtidig kunne partiledelsen ikke overbevise en stor del af befolkningen om, at EU’s trussel om at smide Grækenland ud af euroen var et ”bluffnummer”. Over for truslen om en generel økonomisk krigserklæring fra lokal og international kapital imod en fremtidig venstrefløjsregering, svarede ledelsen ikke med en sammenhængende plan. I stedet forsøgte ledelsen at berolige og forsikre folk om, at ”de ikke ville turde” at gøre sådan. Værre endnu talte ledelsen (på et pressemøde med Tsipras den 12. juni) om planer, der ”ikke er klar til offentliggørelse”. En fjendtlig, borgerlig kampagne, der er baseret på frygt, kan aldrig tilbagevises med vage og abstrakte udtryk, der efterlader yderligere plads til, at frygten kan vokse.
Ledelsen burde i stedet tålmodigt og insisterende have forklaret, at der er brug for et sammenhængende program for, at økonomiens vigtigste dele bliver nationaliseret under arbejderkontrol og kædet sammen i en central plan. Den nøgne sandhed er, at uden en socialiseret, demokratisk planlagt økonomi, er udbetalingen af lønninger og pensionisternes overlevelse – uanset hvad lederne måtte sige – aldeles ikke garanteret under kapitalismen.
Hundredtusindvis af arbejdsløse unge følte sig ikke sikre på, at det program, Syrizas ledelse har fremført, var tilstrækkeligt til at bekæmpe arbejdsløsheden. I stedet for at foreslå, at arbejdsløshedsunderstøttelsen hæves til 100 euro, og at den kan modtages et år tidligere, burde Syrizas ledelse have rejst det traditionelle krav fra arbejderbevægelsen om en nedsættelse af arbejdstiden uden lønnedgang, så de arbejdsløse med rimelighed kunne forvente, at en venstrefløjsregering omgående ville skaffe dem arbejde. I sit forsvar for et sådant krav ville Syriza have været i stand til over for de arbejdsløse at vise, hvor bagstræberisk det anarkiske kapitalistiske system er. Det er et system, der dømmer dem til kronisk fattigdom. Dette ville have hjulpet dem til at forstå, at den eneste realistiske mulighed for at leve i værdighed er en socialiseret, demokratisk planlagt økonomi.
Vi vil i de kommende dage bringe yderligere analyser af situationen i Grækenland.
Fotos af Asteris Masouras og Nea Demokratia
