På det seneste har Spanien været centrum for krisen i den europæiske økonomi. Vi kan se frem til en udfoldelse af den dybe krise som spansk kapitalisme befinder sig i, med store sociale og politiske konsekvenser – også for resten af Europas og verdens økonomi.
Vanvittige bevægelser i markedet sendte renten på spanske statsobligationer (den rente Spanien skal betale for at rejse penge på finansmarkederne) over seks procent, den højeste rente i de tre måneder hvor den nye højrefløjs-regering, ledt af Rajoy, har siddet på magten (den faldt et par dage senere tilbage til 5,9 procent). Risokopræmien på spansk gæld (beregnet som spændet til tyske obligationer) nåede 433 basispoint (4,3 procent). Det er niveauer, der svare ti,l hvad der ledte til redningspakkerne til Irland, Grækenland og Portugal. Aktiemarkedet faldt til sit laveste niveau siden marts 2009.
Den underliggende årsag til dette, ud over det rent spekulative element i de finansielle markeders bevægelser, er den skrøbelige forfatning, som spansk økonomi befinder sig i, idet den endnu ikke har betalt den fulde pris for udskejelserne i det foregående opsving, som for store deles vedkommende var baseret på en boligboble.
Statsunderskud
Spansk kapitalismes dybe krise har to primære brudlinjer; statsfinanserne og banksystemet. På den ene side står det klart, at regeringen ikke vil være i stand til at nå de mål for reduktion af budgetunderskuddet, der blev gennemtrumfet af den Europæiske Union (fra 8,5 procent i 2011 ned til tre procent i 2013). Rent faktisk var udgangspunktet 8,5 procent allerede langt over det tidligere vedtagne mål om en reduktion af underskuddet til seks procent.
Rajoys konservative PP-regering gjorde et forsøg på at bluffe de europæiske institutioner ved på egen hånd at fastsætte et mål om at reducere underskuddet til 5,8 procent i 2012, mod det tidligere aftalte 4,4 procent. Efter megen prusten og banken på brystet, blev regeringen endelig enig med EU om et mål på 5,4 procent, men det umulige mål om at reducere underskuddet til tre procent i 2013 står stadig. Alt hvad det betyder, er, at enhver nedskæring der ikke implementeres i år, skal implementeres næste år.
På grundlag af dette mål har den spanske regering vedtaget en ny finanslov, dagen efter den massive generalstrejke den 29. marts, som indeholder massive nedskæringer og skattestigninger, der beløber sig til 27 milliarder euro. Det største angreb på arbejderklassen i tre årtier. Denne finanslov indebærer nedskæringer som 17 procent i gennemsnit for hvert ministerium. Men ikke desto mindre er det ikke nok. Der forlanges af Spanien, at man gennemfører nedskæringer i størrelsesordenen af 5,5 procent af BNP over to år. Bare for sammenligningens skyld var den seneste ganske drakoniske nedskæringspakke, der blev pålagt den græske arbejderklasse, på 4,7 procent over to år.
Forsøg på at berolige markederne
I den sammenhæng er nedskæringer på 27 milliarder euro helt tydeligt ikke nok. Professor Luis Garicane fra LSE har beregnet, at det er nødvendigt at gennemføre nedskæringer for 55 milliarder euro for at nå målet for reduktion af underskuddet i 2012.
Blot en uge efter, at finansloven for 2012 blev vedtaget, offentliggjorde Rajoy på egen hånd nedskæringer for yderligere 10 milliarder euro på sundheds- og uddannelsesområdet, hvilket skabte kaos i hans parti og blandt hans ministre.
I et forsøg på at berolige markederne har regeringen også vedtaget en ”lov for finansiel stabilitet”, som sigter mod fuldstændig at eliminere og forbyde ethvert budgetunderskud efter 2020. Rajoy sagde, at alle disse tiltag kun er begyndelsen på et langt og smertefuldt nedskæringsprogram, der mindst vil vare de næste otte år.
Et af de svageste punkter i statens finanser er underskuddene i de regionale selvstyrende regeringer. Valencia, hvor højrefløjs-regeringen allerede har implementeret brutale nedskæringer, der har ledt til massiv opposition og store protester, er stort set bankerot, og har allerede været nødsaget til i januar at modtage hjælp af den nationale regering. Cataloniens obligationer er kun et enkelt hak over junk-status, på trods af den nationalistiske højrefløjs-regering, der også har implementeret det mest brutale nedskæringsprogram. En hel række af lokale myndigheder er allerede i realiteten bankerot, og er ude af stand til at betale lønninger eller holde basale serviceydelser kørende. Nu risikerer mindst tre eller fire regionale selvstyrende regeringer at skulle reddes og acceptere intervention fra centralregeringen, hvis de ikke er i stand til at implementer de kraftige nedskæringer i deres budgetter.
Skrøbelige banker
Den anden side af krisen ligger i bankerne og cajas [ejendomssparekasser], som stadig ikke har fundet fodfæstet efter kollapset i boligboblen. Det spanske banksystem endte ud med en enorm mængde ejendomme (nybyggede, under konstruktion og også under tvangsauktion) i sine bøger. Eftersom kollapset i huspriserne endnu ikke har nået bunden, er mange af disse ”aktiver” værdisat godt over deres nuværende markedspris, og de vil formentlig blive det i højere grad.
Foruden denne ukendte faktor (størrelsen på de giftige aktiver som det spanske banksystem sidder inde med) må vi medregne, at spanske banker sidder inde med en stor mængde spanske statsobligationer, men også er kraftigt eksponeret mod portugisisk gæld. Denne kombination af faktorer gør det spanske banksystem særligt skrøbeligt.
I løbet af de sidste tre måneder har krisen i Spanien været maskeret af en massiv indsprøjtning af likviditet fra den Europæiske Centralbanks side. Spanske finansielle institutter har, da de ikke er i stand til at skaffe penge selv, lånt et rekordbeløb på 316,3 milliarder euro fra ECB i marts, næsten det dobbelte af det allerede høje beløb på 169,8 milliarder, de lånte i februar. Havde det ikke været for disse billige penge fra ECB, ville det spanske banksystem allerede være gået i stå. De spanske banker optog næsten 63 procent af de totale nettoudlån fra ECB i marts.
Disse er de underliggende årsager til markedets manglende tillid til den spanske økonomi. Spaniens økonomiske krises alvorlige karakter (grundet karakteren af det foregående 18 år lange opsving) har ført til en hidtil uset social og politisk krise.
Strejker
Selv før den nye PP-regerings massive nedskæringer blev offentliggjort, var vi allerede vidne til gentagne bølger af strejker og regionale og sektorielle mobiliseringer: uddannelsessektoren i Madrid, offentligt ansatte i Catalonien og Valencia, de studerendes bevægelse i Valencia, den landsdækkende bevægelse inden for uddannelsessektoren og så videre. Indignados-bevægelsen, med massedemonstrationer i maj, juni og oktober 2011 var også en refleksion af en opbygget vrede med til at ændre stemningen i arbejderklassen. Så kom regeringens lancering af et angreb af hidtil uset omfang på retten til kollektive overenskomster gennem den såkaldte ”arbejdsmarkedsreform”, som tvang lederne af CCOO og UGT til at indkalde til generalstrejke den 29. marts. Det var de samme ledere, som kun uger tidligere havde underskrevet en aftale med arbejdsgiverforeningen om national løntilbageholdenhed, og som også indeholdt forringelser af retten til kollektive overenskomster. Men den opbyggede vrede og voldsomheden af angrebet, der satte spørgsmålstegn ved selve fagforeningernes rolle, at de var nødsaget til at indkalde til strejken.
Kampviljen var tydelig i strejken, med store demonstrationer over hele landet. Arbejderne smagte en flig af deres egen styrke. Men det rykkede dog ikke det mindste ved regeringens position. I denne særlige kontekst, som vi har set det i Grækenland over de sidste to år, kan selv den mest militante 24-timers generalstrejke i sig selv risikere ikke at kunne gennemtvinge indrømmelser fra kapitalistklassen, som bliver begrænset at krisens dybde. Dette vil, med al sandsynlighed, føre til en ny omgang massemobiliseringer fra arbejderklassens side, startende med 1. maj-demonstrationerne.
Socialistpartiet i krise
På den politiske front er PP, som fik en absolut majoritet ved valget i november 2011, allerede blevet alvorligt forslået gennem en kraftig tilbagegang i stemmer ved de regionale valg i Andalusien og Asturien den 25. marts. Valg de havde forventet at vinde. Faktisk havde PP-regeringen udsat offentliggørelsen af nedskæringerne, der lå i finansloven, indtil efter disse valg. Men det hjalp lige lidt. I de landsdækkende meningsmålinger er PP faldet fra 44,6 procent af stemmerne, som de fik ved valget i november 2011 til 38,1 procent i dag. Regeringen er gået fra at 51 procent havde en positiv opfattelse af den, til at der i dag er 64 procent, der har en negativ. Efter valget troede visse dele af den herskende klasse, at de havde en stærk regering (med absolut flertal i parlamentet), som ville være i stand til at implementere de nødvendige angreb på arbejderklassen med relativ lethed. Vi forklarede, at valget først og fremmest ikke var et mandat til PP, men snarere resultatet af, at arbejderklassestemmerne forlod Socialistpartiet.
Det er interessant, at Socialistpartiet (PSOE) ikke har vundet på dette. På trods af dets beskedne opposition til nogle af Rajoys tiltag, har de spanske vælgere ikke glemt, at det var Zapateros PSOE-regering, der rent faktisk startede implementeringen af nedskæringerne. Socialistpartiets stemmeandel er faldet fra 28,7 procent ved valget til 23 procent nu.
Fremgang til venstrefløjen
Samtidig har det både i Asturien såvel som i Andalusien været Izquierda Unida (Forenet venstre) koalitionen – der ligger til venstre for PSOE – organiseret omkring kommunistpartiet, som har forøget sin tilslutning markant. I Andalusien fordoblede den antallet af regionale parlamentsmedlemmer fra seks til 12 ved at gå fra seks til 11,3 procent af stemmerne. Denne trend fælges også i de nationale meningsmålinger hvor IU er steget fra 6,9 procent ved valget i november til 11,6 procent nu.
For et helt lag af arbejdere og unge aktivister repræsenterer IU et klart alternativ til PP-regeringen, men også til den socialdemokratiske ledelse af PSOE (som gennemførte nedskæringer, da de var ved magten). Det andalusiske valg har skabt en meget interessant situation, hvor IU er tungen på vægtskålen. Dele af koalitionen har givet efter for forståelige sekteriske strømninger imod PSOE, og argumenteret for, at IU skulle stemme blankt i valget til den regionale regering, hvilket ville betyde, at PP styrede regionen. Marxisterne i Lucha de Clases [Socialistisk Standpunkts søsteravis i Spanien] har argumenteret for, og vundet opbakning i nogle forsamlinger i IU, at IU bør tilbyde PSOE en aftale baseret på en række klare venstrefløjspolitikker, og når PSOE\’s ledelse afslår dem (som sandsynligheden taler for), skulle de stemme for PSOE-regeringen for at forhindre PP i at komme til magten, men ikke indgå nogen permanente aftaler med den og øjeblikkeligt gå i opposition (både i det regionale parlament og i gaderne).
Perspektivet i Spanien bliver afgjort af sammenstødet mellem, hvad der er nødvendigt for den herskende klasse – fra et økonomisk synspunkt – og hvad arbejderklassen og ungdommen kan acceptere, og som i Spanien har visse revolutionære traditioner for opstand.
Kapitalens strateger advarer om opstand
Allerede nu advarer alle økonomiske eksperter om, at Spanien på baggrund af et tilbagefald til recession dette år (med et fald på mindst 1,7 procent), ikke vil være i stand til at nå målene om reduktion af underskuddet. Dette er dog ikke bare et rent økonomisk spørgsmål. Det er også et ubesvaret spørgsmål om de forskellige tiltag kan blive gennemtrumfet.
The Financial Times mener ikke, det kan lade sig gøre uden at fremprovokere en revolutionær eksplosion. I en artikel underskrevet Wolfgang Münchau med overskriften ”Spanien er accepteret Mission Impossible” sættes det skarpt op: ”Spaniens anstrengelser med at reducere underskuddet er ikke blot dårligt for økonomien, det er fysisk umuligt, så det må gå ud over noget andet. Enten vil Spanien ikke nå målet, eller også vil den spanske regering være nødt til at fyre så mange sygeplejersker og lærere, at det vil resultere i en politisk opstand.” (vores fremhævning, FT 15. april)
IMF er enige, og regner med, at det spanske budgetunderskud vil lande på seks procent i slutningen af dette år (imod regeringens mål om 5,3 procent), 5,7 procent næste år (imod tre procent) og stadig vil være 4,1 procent i 2017 som følge af et kraftigt fald i økonomien.
Der er ikke noget nyt i dette. Erfaringerne fra Grækenland er ganske klare: voldsomme nedskæringer fører til yderligere uddybning af den økonomiske recession, som igen gør målene for reducering af underskuddene umulige, øger den offentlige gæld og budgetunderskud, som er umulige at finansiere i markederne, hvilket resulterer i yderligere nedskæringer. En uendelig ond cirkel.
I Grækenlands tilfælde er dette også det direkte resultat af at være en del af den fælles mønt, som forhindrer lande, der står i en dyb økonomisk krise, i at devaluere deres valuta og forsøge at eksportere deres vej ud af krisen. Den eneste løsning der står tilbage, er hvad der nu kaldes ”intern devaluering”, som betyder en skarp nedgang (med mindst 20 procent) i arbejdernes lønninger og levestandard for at genvinde konkurrenceevne og genoprette profitraten
Krisens effekt på de spanske arbejdere har allerede akkumuleret en bunke eksplosivt materiale. Arbejdsløsheden er steget fra 1,8 millioner i 2007 (8,3 procent af den arbejdsdygtige befolkning) til 5,3 millioner i dag (over 24 procent) samtidig med, at ungdomsarbejdsløsheden er nået op på næsten 50 procent. Hele 83 procent af befolkningen siger nu, at én eller flere i deres familie er arbejdsløse, og 40 procent af de arbejdsløse modtager ikke længere understøttelse. Hundredetusinder af familier har fået sat deres hus på tvangsauktion, mens hundredetusinder af færdige nybyggede boliger ligger tomme i bankernes bøger, da de ikke kan afsættes på markedet.
Det kapitalistiske system er ekstremt miskrediteret – ikke blot fra et økonomiske – men også fra et politisk synspunkt. Den seneste skandale med kongens elefantjagts-safari i Botswana (som kostede 6.000 euro per nat) kommer blot oveni den generelle miskreditering af alle det borgerlige demokratis institutioner.
Alle disse faktorer til sammen skaber en ekstremt eksplosiv situation, økonomisk, socialt og politisk, i de kommende uger og måneder i Spanien. Idéen om, at det eneste alternativ er at afskaffe kapitalismen, har potentielt set et massepublikum. Idéen om, at det kapitalistiske system kan blive reguleret eller forbedret, er blevet bevist at være fuldstændig utopisk. IU bør vedtage et klart anti-kapitalistisk program, som kan forbinde sig med denne stemning.
Opgaven for marxisterne i Spanien ligger i at deltage aktivt i alle de kampe som vil finde sted i den næste periode, og samtidig tålmodigt argumentere og forklare, at den eneste vej frem er en socialistisk omdannelse af samfundet.
