I gamle dage var det almindeligt med grusomme historier om primitive folkeslag på fjerne øer, der ofrede mennesker til guderne. Nogle gange blev en jomfru smidt i en vulkan. Andre gange var det stammens gamle, der blev kastet ud over en stejl klippe. På trods af, at disse fortællinger er fri fantasi, ligner det en parallel til regeringens nye 2020-plan. Som et offer til ”finansmarkederne”, ”konkurrenceevnen” og ”tilliden”, har Vestager, Thorning og Søvndal udvalgt de handikappede, de syge og de arbejdsløse. Men de har også erklæret, at der er plads til flere i vulkanen, hvis markeds-guderne ikke er tilfredse: de studerende skal presses og der skal skæres dybt i den offentlige sektor. Og – nå ja – så ser det ud til, at Vestager og co. kaster et par fridage med ned i vulkanen sammen med de handikappede.
Den nye 2020-plan hamrer en pæl igennem de forhåbninger, som mange har næret til SRSF-regeringen. Mange havde håbet – eller måske ligefrem overbevist sig selv om – at ”det kunne i det mindste ikke blive værre end under den borgerlige regering”. Men lederne af Socialdemokratiet og SF leverede dødsstødet til dette håb, da de sammen med nyliberalisten Margrethe Vestager præsenterede deres plan for de kommende år. Hovedbudskabet var, at de offentlige udgifter kun må vokse med 0,8 procent årligt frem mod 2020. Det er væsentligt mindre end under VK-tiden i årene 2002-2010, hvor de voksede med 1,75 procent om året.
Arbejd mere, lev for mindre
Mange af de nærmere detaljer i planen bliver først fremlagt senere i forbindelse med såkaldte ”reformer” og de såkaldte trepartsforhandlinger, hvor regeringen sammen med arbejdsgiverne vil forsøge at tvinge endnu flere indrømmelser ud af arbejdernes forhandlere fra LO. Oven i massakren på efterlønnen, beskæringen af dagpengene med 75 procent (halv periode og dobbelt genoptjening) samt en sulte-overenskomst med faldende realløn, bliver arbejderne altså nu bedt om at arbejde mere for at de høje herrer kan tjene mere profit og gøre sig i konkurrence med andre kapitalister.
De dele af regeringens 2020-plan, som indtil videre er blevet fremlagt på konkret måde, er en politik, der skærer i arbejdernes levestandard og tilgodeser de allerrigeste. Regeringen siger, at den vil øge det såkaldte ”arbejdsudbud” med 60.000. Oversat til dansk betyder det, at den vil øge arbejdsløsheden. Det skal ske ved at de syge, de handikappede og andre, der ikke har fuld arbejdsevne, skal presses til at ”stå til rådighed”, som det hedder.
Regeringen stiller samtidig ingen krav til kapitalisterne om, at de skal stille arbejdspladser til rådighed. Regeringen stiller ingen krav til bankerne om, at de skal stille billige lån til rådighed for arbejderfamilier og de små virksomheder. Regeringen stiller heller ingen krav til, at virksomhedernes store overskud skal stå til rådighed for samfundet. Alle krav rettes til arbejderklassen, og beskeden er klar: I må forvente et dårligere liv for at kapitalisterne fortsat kan leve et liv i arbejdsfrihed og overdådig luksus.
Arbejdsløshedens pest
I begyndelsen af 2012 var der 9.000 færre arbejdere, der var i beskæftigelse, end på samme tid i 2011. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Den store arbejdsløshed er en pest, som er fulgt med krisen i den kapitalistiske økonomi. Og selv om de fleste økonomer regner med en svag bedring i økonomien, er der ingen, der tror på, at de arbejdsløse vil komme i arbejde. Et svagt opsving i økonomien vil med andre ord stadig betyde krise for arbejderklassen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skriver den 7. maj:
”Siden krisens udbrud i efteråret 2008 er bruttoledigheden mere end fordoblet, mens den samlede beskæftigelse er faldet med ca. 180.000 personer. Kun 9.000 af de tabte arbejdspladser forventes at blive genskabt i løbet af de kommende tre år. Dermed er der tale om en historisk stilstand i jobkøen, som vi skal helt tilbage til 1970’erne for at finde tilsvarende.”
Kapitalisterne investerer ikke
Der er åbenlyst brug for at ændre på denne katastrofale situation. Det kræver, at der bliver investeret i nye arbejdspladser, og at de lukkede arbejdspladser (som for eksempel Lindø, Vestas og adskillige af Danish Crowns slagterier – alle sammen overskudsgivende virksomheder) bliver genåbnet. Men kapitalisterne ønsker ikke at gøre dette. Den private ejendomsret til samfundets produktionsmidler er en hindring for, at produktionen kan køre effektivt.
Den danske økonomi lider hårdt under, at kapitalisterne ikke investerer. Ved udgangen af 2011 lå investeringerne korrigeret for prisudvikling omkring 60 mia. kroner lavere end toppen før krisen. Det oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der samtidig har regnet ud, at hvis investeringerne skulle have fulgt udviklingen indtil 2008, ville der være investeret 75 mia. kroner ekstra.
Hvis vi ser på, hvor meget der bliver investeret i maskiner, inventar, software, bygninger og andet kapitalapparat i forhold til produktionen – den såkaldte investeringskvote – så er vi nu på et niveau, som ikke er set lavere siden starten af 1980’erne. Det oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Særligt slemt står det til med investeringerne i bygninger og anlæg, som ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ”ikke er set lavere i nyere tid”.
Regeringen angriber de syge
SRSF-regeringens svar på den alvorlige situation er, at de gerne vil skaffe 180.000 flere arbejdspladser i perioden frem til 2020. Det lyder positivt, men i deres plan er der ingen nye arbejdspladser. Der er tværtimod snak om øget arbejdstid, ”reform” af førtidspension, kontanthjælp og fleksjobordning, samt tidligere færdiggørelse af uddannelse og ”reform” af SU’en.
I gamle dage betød det forbedringer, når en socialdemokrat talte om reformer. Men når såkaldt ”moderne” socialdemokrater som Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen taler om reformer, er der tale om forringelser for de fleste og forbedringer for de rige. Deres ”reform” af fleksjobordningen går for eksempel ud på, at syge mennesker skal have barberet omkring en tredjedel af deres indkomst. De vil da ende på niveau med kontanthjælpen, der er en særligt lav ydelse, fordi det er meningen, at det kun skal være en midlertidig ydelse. Men nu vil Vestagers nedskæringskabinet altså banke ydelsen for de 17.000 arbejdsløse fleksjobbere ned på fattigdomsniveau, så de ikke længere har råd til patientforeninger, praktiske hjælpemidler, medicin og anden ”overflødig luksus”. Det er en skandale, at såkaldte ”røde” politikere stiller sig i spidsen for dette handikap-fjendske angreb.
Regeringen angriber folkeskolen
Et andet element i det lange katalog af angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder, er udsultningen af kommunerne. SRSF-regeringens økonomiske jerngreb om kommunernes økonomi kommer faktisk til at være værre end under Anders Fogh Rasmussen. Dengang blev Villy Søvndal populær blandt offentligt ansatte, fordi han og SF forsvarede de offentligt ansattes vilkår og arbejdsliv. I stedet for at rette op på de angreb, den offentlige sektor oplevede under de borgerlige, stiller Villy Søvndal og resten af regeringen sig altså nu i spidsen for yderligere angreb.
Angrebene har allerede affødt protester fra offentligt ansatte og folk i kommunerne. For eksempel har Herlevs socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen protesteret imod planen, der vil betyde yderligere nedskæringer i folkeskolen. Det er det glade vanvid, at en såkaldt ”rød” regering skærer ned på folkeskolen på trods af løfter om det modsatte.
Hvor skal vi hen, Helle?
Alle regeringens angreb, som vi desværre ikke har tid til at nævne i nærmere detaljer, har én ting til fælles: de sigter på at drive flere mennesker ud i desperation og fattigdom. Det er det stof, som løndumping er gjort af, og det er det, erhversbosserne snakker om, når de taler om at ”tilpasse produktionsomkostningerne” til lande som Tyskland, hvor lønnen er raslet ned med 5,4 procent de sidste ti år, og hvor den forhadte Hatz IV-lov har gjort, at 4,1 millioner arbejdere arbejder for en løn på under 52 kroner i timen.
Al regeringens snak om ”konkurrenceevne”, ”tillid” og ”balance” er hyklerisk arbejdsgiver-snak. Kapitalisterne forlanger af regeringen, at den baner vejen for en smadring af arbejderklassens levestandard, så deres kortsynede profit-hunger kan blive tilfredsstillet, og regeringen har vist, at den adlyder. Alle de ”store planer” – lige fra EU’s finanspagt, der dikterer borgerlig nedskæringspolitik, til regeringens 2020-plan – er designet til at tjene kapitalisternes kamp for profit, aldeles uden hensyn til arbejdspladser, velfærd og rettigheder for arbejderklassen.
Men arbejderklassen har ikke stemt på S og SF for, at de skal gå til angreb på de arbejdsløse, de syge, folkeskolen og de studerende. Den tidligere regering blev stemt ud, fordi der var et ønske om en ny politisk kurs med ansvarlighed over for arbejderklassen i stedet for kapitalistklassen. Regeringen har fejlet på den mest ynkelige facon, og dens arbejdsgiver-plan må mødes af modstand.
Kæmp for et socialistisk alternativ
Regeringen forsvarer sin plan med, at man skal sikre balance i de offentlige budgetter. SF’s Jesper Pedersen sagde sågar i radioen, at et balanceret budget var ”en venstreorienteret dyd”. Men hvis man ønskede balance, kunne man passende overtage bankerne og olien i Nordsøen. Det ville generere milliarder til statskassen. Det ville samtidig gøre det muligt at have demokratisk kontrol over finanssektoren, hvis spekulative fiduser har medvirket til at forværre krisen.
Kapitalisterne hævder, at de ikke har råd til arbejdspladser i den nuværende situation. De har med andre ord erklæret, at økonomien under deres ledelse og kontrol er hamrende ineffektiv. De hævder, at at syge og handikappede mennesker som en nødvendighed skal skubbes ud i fattigdom. De har med andre ord erklæret, at deres system er ude af stand til at sikre civiliserede forhold. De hævder, at det er nødvendigt, at arbejdere knokler hårdere og i flere år til en lavere løn. De har dermed erklæret, at deres system stræber efter fortiden, ikke efter fremtiden. De har selv afsagt dødsdommen over deres system, men arbejderbevægelsens ledere nuværende nægter at eksekvere den retfærdige dom.
Den eneste logiske konklusion på den dybe krise i kapitalismen, er at ejerskabet over økonomiens vigtigste dele – eksempelvis de 200 største virksomheder – må blive offentlig ejendom og underkastet demokratisk kontrol fra neden. Hvis man derimod nægter at bryde med kapitalismens rammer, og i stedet lænker sig fast til en alliance med borgerskabet og dets partier (herunder de arbejderfjendske nyliberalister hos de Radikale), bliver man tvunget til at adlyde systemets love. Systemet byder, at kapitalisternes profitter skal hæves yderligere på bekostning af arbejderklassen. Regeringen har valgt den sidste vej. Denne vej må blokeres af en aktiv mobilisering fra neden.
Bekæmp regeringens arbejdsgiver-politik
Formanden for FOA, Dennis Kristensen, der organiserer mange offentligt ansatte, har allerede udtrykt sin manglende tillid til regeringens plan. Han har sagt, at den er ensbetydende med offentlige nedskæringer. Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, har udtrykt samme bekymring. Det, der er brug for, er en bred kampagne for at få standset regeringens plan. Det er disse lederes opgave at stille sig i spidsen for en kampagne, der appellerer til medlemmerne i resten af fagbevægelsen og de unge på uddannelserne. En bred mobilisering med massemøder, demonstrationer og strejker kan udfordre regeringen og tvinge den til at trække planen tilbage.
Nogle folk i arbejderbevægelsen vil tøve med at iværksætte en mobilisering imod regeringen, fordi det er ”vores egen” regering. Men lederne af S og SF lader til at have glemt, hvem de skal tjene. Der er brug for at huske dem på det gennem handling.
I Enhedslisten er der debat om, hvorvidt man skal stemme imod regeringen på baggrund af denne plan. Som om, der kunne være nogen tvivl. Med denne plan har regeringen frasagt sig al støtte fra venstrefløjen. Hvis regeringen ender med at vælte, skyldes det den katastrofale højrekurs, som toppen i S og SF fører- især deres principløse samarbejde med de Radikale, som bør stoppes omgående.
Dette er ikke tiden til parlamentariske overvejelser og taktiske manøvrer. Det gælder den umiddelbare kamp om retten til en fremtid for folkeskolen, for de handikappede, for de studerende og de arbejdsløse. Det gælder om, hvorvidt arbejderklassen i Danmark fortsat skal have de semi-civiliserede forhold, som blev tilkæmpet i 1960’erne, eller om vi skal lade Vestager og følge kaste hele molevitten i den kapitalistiske vulkan. Der er hårdt brug for en kæmpende fagbevægelse, og der er brug for en ægte socialistisk linje i arbejderbevægelsen.
