Det er over et år siden, den USA-støttede diktator Hosni Mubarak blev væltet af en opstand. Det gamle regime forsøger – med hjælp fra det Muslimske Broderskab – at kvæle revolutionen og redde kapitalismen. Men arbejderne og de unge har rejst sig, og de vil ikke lægge sig på knæ uden kamp.
Der er perioder i historien, hvor 50 års ”normal” historie bliver presset sammen i en koncentreret og eksplosiv form i løbet af blot et enkelt år. Man behøver blot at se på Egypten og andre arabiske lande for at få bekræftet denne idé. I løbet af det seneste år har de egyptiske masser væltet en af verdens mest brutale og forhadte diktatorer. De har organiseret masseprotester, strejker og forsvaret sig imod massakrer og kontrarevolutionære anslag, der bliver orkestreret af det gamle regimes generaler, de ”troende” islamistiske ledere fra det Muslimske Broderskab, CIA, EU, Saudi Arabien og det såkaldte ”internationale samfund”.
Alle revolutionens fjender, der stædigt holdt fast i Mubarak til det sidste, prøver nu at få masserne til at falde til ro. Alle – lige fra de vestlige NGO’er til de borgerlige parlamentarikere i Broderskabet – prædiker nu ”tålmodighed” og siger, at folk skal gå hjem. Demonstrationernes tid er forbi, siger de. Strejker ødelægger økonomien, påstår de. Politisk organisering i hæren splitter landet, hævder de.
Men for det store flertal af Egyptens 80 millioner indbyggere, der lever i fattigdom og afsavn, er revolutionen langt fra slut. For de studerende, der døjer med korrupte og udsultede universiteter, og hvis eneste fremtidsudsigt er arbejdsløshed, er revolutionen knap nok begyndt. Hvert år får omkring 700.000 egyptere en universitetsuddannelse, men der er kun arbejde til 200.000 af dem.
For arbejderne, der kæmper mod arbejdsgivernes kyniske frasalg af velfungerende maskiner for at få hurtige penge og lønninger, der er umulige at leve af, har revolutionen endnu ikke betydet mærkbare forbedringer. Arbejdsløsheden er nu officielt den højeste i 10 år. Det er derfor ikke svært at forstå, at alle formaningerne om ”ro og orden” ikke vækker genklang hos arbejderklassen, de fattige og de revolutionære unge, der kæmper for retten til en fremtid.
Regimet nægter at dø
Da Mubarak blev tvunget fra magten, jublede det store flertal af Egypterne. Vi jublede med, ligesom de fleste unge og arbejdere i resten af verden. Samtidig understregede vi, at regimet endnu ikke var blevet knust. Mubaraks statsmaskineri var et uhyrligt og brutalt værktøj – men det tjente et formål: at sikre de mest stabile forhold for en lille elites udplyndring af Egyptens folk og landets ressourcer, og samtidig være USA’s trofaste støtte i regionen. De egyptiske kapitalister og generaler og deres bagmænd i den internationale højfinans og Washingtons korridorer er svækkede, men de nægter hårdnakket at opgive deres magt og privilegier.
Inden revolutionen kunne de udenlandske imperialister og den egyptiske elite regere ved hjælp af de gamle, kendte metoder: rå magt, tortur og brutalitet. Den borgerlige propaganda i Vesten fortalte os, at Mubaraks regime var nødvendigt, fordi arabere angiveligt var et primitivt, uvidende og tilbagestående folkefærd, der helst vil regeres af grusomme diktatorer, gerne med et religiøst tilsnit. Nu er al denne propaganda blevet afsløret som aldeles grundløs. Masserne i Egypten og resten af den arabiske verden har rejst sig og kæmper for arbejde, ordentlig levestandard, et liv i respekt, sociale forbedringer og en fremtid, der er sit navn værdigt.
Demokrati – for hvem?
Den russiske revolutionære leder Leon Trotskij sagde, at masserne træder ind på den revolutionære vej uden en færdig idé om, hvor de vil hen. Det eneste, de er sikre på, er at de ikke længere kan tolerere det gamle regime. Det må væk, og noget nyt må træde i dets sted. Men hvad? Det er det store spørgsmål.
For de rige forretningsmænd og mange akademikere i behagelige positioner, handler revolutionen om at bringe ”demokrati” til Egypten. Et valgt parlament, der er i stand til at sikre, at de kan fortsætte i deres privilegerede stillinger. Men for masserne er demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og stemmeret et middel til at udtrykke sig, organisere sig og opnå konkrete forbedringer. Det så vi i september sidste år, hvor vi havde det største antal strejker i Egyptens historie. I skrivende stund ser vi, at de studerende er i gang med kæmpemæssige protester med krav om, at hele Mubaraks gamle statsapparat bliver fjernet og destrueret. På Universitetet i industribyen Helwan marcherer de studerende under paroler som ”Vi, de studerende, forener os sammen med arbejderne imod den kapitalistiske bande”.
Her ser vi den virkelige årsag til, at kapitalisterne i Egypten er hundeangste. De frygter, at revolutionen vil gøre det af med deres magt og rigdom. De frygter, at arbejderne vil gøre det af med ”de små Mubarak’er” på fabrikkerne og selv overtage styringen af økonomien. Deres frygt er ikke ubegrundet.
Massakren på fodboldbanen
I begyndelsen af året blev verden forfærdet over en grusom massakre i byen Port Said. Under en fodboldkamp blev 73 tilskuere dræbt af bevæbnede mordere, mens politiet stille så til og intet foretog sig.
I de fleste medier i Vesten blev massakren udlagt som et ekstremt tilfælde af hooliganisme og fodboldvold. Men sagen er, at fagruppen Ahlawy Ultras, der organiserer sig omkring Cairo-klubben Al-Ahly, i årevis har været nogle af de mest højlydte modstandere af Mubaraks regime. Under Mubaraks repressive styre kunne man på tribunerne til fodboldkampene råbe politiske slagord imod regimet, som det var umuligt at gøre uden for stadion. Mange fodboldkampe udviklede sig ligefrem til politiske demonstrationer i snarere end sportsbegivenheder. Det var det samme fænomen, man så med Barcelonas tilhængere under det fascistiske Franco-styre i Spanien.
Al-Ahlys tilhængere var en uvurderlig støtte til revolutionen under opstanden i 2011, fordi de var trænede i at slås mod politiet, og de var med til at lave et velorganiseret forsvar for de revolutionære på Tahrir-pladsen imod angreb fra regimets voldsmænd. De har reddet mange revolutionære kvinder fra at blive voldtaget af politiet, og de har organiseret folkelige komiteer til forsvar for revolutionen.
Enhed mellem ærkerivaler
Regimets topfolk har stadig ikke tilgivet Ahlawy Ultras, og de ønskede fysisk at likvidere nogle af de mest heltemodige revolutionære. Derfor iværksatte de massakren på stadion i Port Said. Egyptiske journalister har dokumenteret, at regimets lejemordere fik udleveret våben uden at politiet, der var massivt til stede på stadion, foretog sig noget som helst.
Efter massakren marcherede titusindvis af tilhængere fra Al-Ahly sammen med tilhængere fra deres lokale ærkerival-klub Zamalek. De gik til indenrigsministeriet med ønske om hævn. Det lykkedes dem delvist at storme indenrigsministeriet og sætte ild på en del af bygningen. Flere politistationer blev samtidig angrebet og sat i brand af vrede egyptere. Hele affæren omkring massakren viser, at regimet nærer et ønske om at drukne revolutionen i blod, men samtidig, at styrkeforholdet stadig er massivt i revolutionens favør. Ethvert forsøg på massakrer og repression bliver mødt af et massivt modsvar, og regimets top er for svagt til at genoprette den gamle ”orden”.
Det kapitalistiske broderskab
Ved parlamentsvalget fik det Muslimske Broderskab mange stemmer, især i de områder, hvor revolutionen er svagest. Mange almindelige mennesker tænker, at det Muslimske broderskab er ”ærlige muslimer” og derfor ikke er korrupte eller vil gå imod folket. Denne opfattelse vil ændre sig i fremtiden i takt med, at egypterne går gennem ”broderskabets skole”.
Det Muslimske Broderskab er – på trods af al det religiøse røgslør, der kun har til hensigt at forvirre masserne – et ganske almindeligt borgerligt parti. Deres ledere er rige kapitalister, og deres program går ud på at integrere Egypten i verdensmarkedet, sælge ud af statens ejendom og sikre ”ro og orden” for at kapitalisterne kan tjene profit, mens arbejdernes forhold forringes. Det er ingen tilfældighed, at imperialisterne i Washington åbent støtter sig op af det Muslimske Broderskab som en støttepille imod revolutionen.
Det Muslimske Broderskab har mange gange fungeret som regimets forlængede arm. Under de omfattende strejker i september organiserede de skruebrækkere til at bryde lærernes strejke. Den samme rolle har de spillet mange gange på fabrikkerne, hvor de er forhadt af arbejderne. Men en stor del af befolkningen har endnu ikke gjort sig deres egne erfaringer med broderskabets kontrarevolutionære politik.
Revolutionen kan sejre med socialisme
Samtidig har venstrefløjens kritik af det Muslimske Broderskab været elendig og forfejlet. De har brugt al deres energi på at hyle op om ”sekularisme” i stedet for at tage fat på revolutionens virkelige problemer og krav: behovet for gen-nationalisering af alle privatiserede virksomheder, konfiskation af regimets ejendom og arbejderdemokrati på fabrikkerne. Det er revolutionens virkelige opgave: en fuldstændig smadring af det gamle regime og opbyggelsen af en ny stat på grundlag af de folkelige komitéer og råd, der er opstået mange gange under revolutionen. Revolutionen i Egypten vil enten sejre som en socialistisk revolution, eller også vil den slet ikke sejre.
