Bragt i Socialistisk Standpunkt nr. 73, der udkom 1. marts. Udviklingen har gjort dele af artiklen letter forældet, men den politiske linje fastholder stadig fuld værdi.
Da det græske parlament i februar skulle stemme om den store nedskæringspakke, som var dikteret af ”trojkaen” – den Internationale Valutafond (IMF), EU-kommissionen og den Europæiske Centralbank (ECB), var der 190, der stemte for pakken. Regeringen havde forinden erklæret, at det ville være en fiasko, hvis ikke den vandt mindst 200 stemmer for. Hos det socialdemokratiske Pasok var der 21, der brød partilinjen og stemte imod. Hos det konservative Nyt Demokrati var der 21, der stemte imod. Efterfølgende blev de ulydige parlamentarikere ekskluderet fra deres partier. Nu er ”de uafhængige” den næststørste blok i det græske parlament.
Splittelserne i parlamentet afspejler den brede befolknings vrede – sågar had – mod politikerne. Den ikke-valgte premierminister Lucas Papademos sagde, at valget stod mellem ”ukontrolleret bankerot eller fattigdom”. Han sagde, at alternativet til nedskæringerne var et land uden pensioner og lønninger, uden brændstof, medicin og maskiner, med mangel på mange basale varer.
Det ironiske er, at Papademos blot sagde sandheden om kapitalismen. De keynesianistiske politikere på venstrefløjen, der forestiller sig, at ”en ny aftale” kan løse Grækenlands problemer uden på nogen måde at underminere det kapitalistiske system, er taler i virkeligheden mindre sandt end Papademos, der prøver at afpresse grækerne med skræmme-taktik.
Hvad venstrefløjen burde have sagt…
Venstrefløjens ledere burde have svaret, at de har en løsning, der ikke involverer at sulte den græske befolkning, og at det kun kan ske ved at nationalisere bankerne, de store virksomheder, udlandshandelen, de store godser, og at det hele skal ejes af staten og planlægges demokratisk af arbejderne.
Som svar på forsøget på at terrorisere befolkningen med udsigten til mangel på medicin, brændstof og alt andet, burde de have udtrykt tillid til støtte fra den europæiske og internationale arbejderklasse. Hvis de græske arbejdere selv tog kontrol med landets økonomi, udsendte en klar og internationalistisk appel, ville det – på grund af, at de står over for lignende problemer som deres græske kolleger – lægge et enormt pres på de europæiske regeringer, og arbejderne dér ville følge eksemplet fra et revolutionært Grækenland.
… Og hvad de sagde
Men lederne af venstrefløjspartierne forklarede ikke, at et socialistisk program er det eneste alternativ. På grund af det manglende svar var der mange – selv blandt de hundredtusindvis af demonstranter foran parlamentet – der ikke kunne sige, om det ville være bedst, om parlamentet stemte for eller imod nedskæringspakken.
Lederne for Dimar (det demokratiske venstrefløjsparti) udtrykte blot deres ”uenighed” med nedskæringerne og gentog deres opbakning til euroen. De gentog deres tiltro til, at bankerne og storkapitalen har evne til at skabe økonomisk vækst.
Lederne af Syriza (en valgalliance omkring partiet Synaspismos) bekræftede deres nylige sving til højre. Deres tidligere retorik om, at størstedelen af gælden skal afskrives, er nu erstattet af idéen om et treårigt stop for afbetaling på gælden. I stedet for enhed blandt arbejderne imod regeringens angreb, taler de om ”patriotisk” enhed imod udenlandsk besættelse i et forsøg på at vinde den herskende klasses opbakning til at gå imod trojkaens planer. I stedet for at gå imod kapitalistklassen, foretrækker de at give råd til den herdekende klasse om, hvordan de kan forhandle med trojkaen. Desværre for Syriza-lederne lytter det græske borgerskab ikke, men forstå, at deres interesser er baseret på de internationale kreditorers interesser.
Kommunistpartiet (KKE) taler i parlamentet om, at økonomien skal planlægges, og at samfundet radikalt skal omdannes med ”folkemagt”. Men de undgår helt og aldeles at fortælle, hvordan man skal opnå det.
KKE burde foreslå en alliance med Syriza – det eneste andet store venstrefløjsparti, der har erklæret, at de ikke vil indgå i en borgerlig regering – omkring et program for socialistisk omdannelse af samfundet. I det (sandsynlige) tilfælde, at de andre ledere af venstrefløjen vil afslå et sådant tilbud, burde lederne af KKE åbent søge støtte blandt arbejderne og de fattige til selv at gennemføre dette program.
Valg i april
På nuværende tidspunkt ser det ud til, at der skal være valg i april. Men situationen kan udvikle sig anderledes, end borgerskabet forestiller sig.
Grækenlands økonomi er i dramatisk nedgang for femte år i træk. Samtidig fortsætter krisen på verdensplan. Hvis Grækenland går bankerot og træder ud af euroen, kan man tænke sig, at den herskende klasse med Nyt Demokrati i spidsen, under dække af en ”nødsituation”, vil foretrække, at udskyde valget og lave en ny teknokrat-regering med parlamentets støtte samtidig med, at de tager ”ekstraordinære” autoritære skridt imod arbejderbevægelsen. Voldelige optøjer på gaderne, brændende bygninger og banker, kan være en undskyldning for en sådan udskydelse af valget indtil situationen er ”normaliseret”.
Før-revolutionær situation
Grækenlands arbejdere har været gennem to års massiv klassekamp. Der har været 18 dage med generalstrejke og hundredvis af lokale strejker, hvoraf nogle har udviklet sig til fabriksbesættelser.
Med de massive demonstrationer i februar er det blevet tydeligt, at vi står i en før-revolutionær situation. Masserne har nået et afgørende stadie og viser deres vilje til at kæmpe. Samtidig er der store splittelser i samfundets top, og småborgerskabet har fuldstændig mistet tiltroen til den herskende klasse. Det, der behøves, for en revolutionær forandring af samfundet, er en revolutionær ledelse for arbejderklassen.
Venstrefløjens opgaver
Det er en historisk lov, at når de brede masser sætter sig i bevægelse, gør de det gennem de traditionelle masseorganisationer. Partierne på den ”traditionelle venstrefløj”, der har deres rødder i den kommunistiske bevægelse – KKE, Syriza og Dimar – har oplevet en dramatisk øget tilslutning i meningsmålingerne. Arbejderne og de fattige sætter nu i stor grad deres lid til disse partier. Enhed på venstrefløjen omkring et socialistisk program ville give den syge græske kapitalisme dødsstødet og bringe masserne ud af den nuværende pinefulde situation.
Dimar er et parti uden rødder i arbejderbevægelsen og ungdommen. Det blev dannet af højre-socialdemokrater i Synaspismos som en reaktion på partiets venstresving og som et forsøg på at svække Syriza. Formålet var at lave et parti, der kunne være den ”venstreorienterede” regeringspartner i en fremtidig borgerlig national samlingsregering.
Dimar ser ud til at have megen støtte – omkring 18 procent i meningsmålingerne. Det er et resultat af partiets beslutning om ikke at deltage i en borgerlig regering, førend de har en stor gruppe i parlamentet. Derfor står de uden for Papademos’ regering. Derfor fremstår partiet i manges øjne som et ”moralsk” parti, der står til venstre for det socialdemokratiske Pasok. Mange tror, at en stemme på Dimar er den hurtigste vej til at tilbageerobre det, der er blevet tabt i de forskellige nedskæringspakker. Men partiledelsens politiske indstilling og taktik viser, at de bevæger sig i en helt anderledes retning end masserne. De er klar til at støtte op om fremtidige regeringer af Papademos-typen, når det er i ”nationens interesse” og for at holde Grækenland inden for EU. Dette vil blive mere tydeligt for masserne i fremtiden, og det kan mindske Dimars succes.
På grund af Dimars erklærede ønske om at indgå i en regering med borgerskabet og ikke med resten af venstrefløjen (de nægter at samarbejde med KKE og Syriza), falder opgaven med at forene venstrefløjen på et grundlag, der afspejler massernes interesser, på KKE og Syrizas skuldre.
Kapitalismens nuværende krise betyder hele tiden mere smerte og flere tårer hos arbejderklassen og de fattige. Lederne for KKE og Syriza bør derfor omgående lave en politisk alliance, der vil kæmpe for magten.
