Hele første semester i 2012 har været i høj grad været præget af nedskæringer, nedskæringer og flere nedskæringer. De besparelser der har haglet ned over uddannelsessystemet i alle de år hvor VKO sad ved magten, er desværre ikke blevet stoppet af den nye regering, som mange af os ellers havde håbet på. Nu er mange af nedskæringer blevet konkretiseret og kan mærkes blandt de studerende.

Her er en kort oversigt der viser dem der har slået igennem i dette semester:
• Lukning af naturvidenskab – De store besparelser på NSM (Institut for Natur, Systemer og Modeller) betyder de facto, at det rent fagligt ikke kan forsvares, at køre naturvidenskab videre på RUC på sigt.

• Pladsproblemer i basishusene – Det store optag af nye studerende er desværre ikke fulgt af tilsvarende nye bebyggelser på RUC, der kunne rumme alle disse nye studerende. Det har betydet, at brandmyndighederne kun har tilladt, at alle studerende kan være i plenum (fællesrummet) i deres huse, hvis alle borde og stole bliver båret ud af plenum. Derfor har mange studerende været tvunget til at sidde på gulvet, fordi husene simpelthen ikke er store nok til det antal studerende, er blevet optaget.

• Lukning af Eksternt Fag-ordningen – Det er nu ikke længere muligt for studerende, at tage et eksternt fag et semester på et andet universitet. Det er en beslutning, der er taget hen over hovedet på de studerende, og også for dem der startede i sommeren 2011, som havde planlagt at bruge denne mulighed.

Alle disse ting kan ikke ses som andet end en massiv forringelse af vores uddannelser. Samtidig må det ses i sammenhæng med de generelle nedskæringer, som fx lukning af Fransk sidste år, og de rygter der nu går om, at man ville lave en fællesadministration for alle hussekretærer.

Vi må sige fra overfor alle de her forringelser! Mandag d. 12. marts blev der holdt protestmøde for fagudvalgsmedlemmerne, hvor der blev diskuteret, hvad der kunne gøres lukningen af Eksternt Fag-ordningen. Her blev der aftalt et nyt møde mandag d. 19. marts for alle berørte studerende i basis husene, hvor man kan planlægge en aktion mandagen efter (d. 26.).

Marxistiske Studerende støtter dette tiltag. Denne aktion kan ikke i sig selv stoppe nedskæringer, til det er den økonomiske situation alt for alvorlig. Aktionen må bruges som en katalysator for videre protester. Den eneste chance vi har for at få stoppet nedskæringerne, er gennem masseaktioner, hvor man mobilisere så mange som overhoved muligt. Alle studerende, startende med de studerende på RUC, må involveres.

Marxistiske Studerende mener, at de næste konkrete skridt i kampen er disse:
– Mobiliser så mange til aktionen mandag d. 26. marts som muligt. Dette må gøres igennem husmøder, forelæsninger, løbeseddelsuddelinger osv. Der må lægges en plan for at sende repræsentanter ud til som minimum basishusene, og så mange som muligt derudover.

– Der må indkaldes til stormøde umiddelbart i forlængelse af aktionen, hvor alle studerende og ansatte kan diskutere, og demokratisk beslutte, hvad man kan gøre videre for at bekæmpe nedskæringerne.

– Kampen må samles så studerende og ansatte ikke bliver spillet ud mod hinanden, men kommer til at kæmpe samlet mod alle nedskæringer.

– Studenterrådet må, som vores valgte repræsentanter, stille sig i spidsen og samle alle disse protester.

Den eneste måde vi kan vinde kampen mod nedskæringer på er igennem masseprotester, fx i form af blokader på universitetet og demonstrationer. Dette kan planlægge gennem demokratiske stormøder, som burde indkaldes af Studenterrådet. Studenterrådet er de studerendes traditionelle kamporganisationer, og må gennem deres netværk bruge deres ressourcer til, at komme ud i alle afkroge af RUC for, dvs. sende repræsentanter ud i alle huse og hold, for at mobilisere så mange studerende og ansatte som muligt.

Man må videre kæde kampen sammen nationalt gennem Dansk Studerendes Fællesråd (DSF), da nedskæringerne ikke kun rammer RUC, men alle universiteter og i alle andre dele af uddannelsessystemet. Derfor må det være en koordineret kamp mellem alle elev- og studenterorganisationerne og den unge fagbevægelse.

Vi må kræve, at regeringen tilfører nok økonomiske midler til vores uddannelser. Vi må også erkende at vi som studerende har en begrænset magt, at sætte bag vores ord, og derfor er en alliance med arbejderklassen gennem fagforeningerne, et nødvendigt skridt, da arbejderne er den eneste gruppe i samfundet, der har en reel magt at sætte bag deres krav, nemlig strejken.