Endnu en gang rasler israelsk og amerikansk imperialisme med sablen i Mellemøsten. Denne gang er målet Iran. I løbet af de sidste ti år er der blevet placeret sanktion efter sanktion på landet, for at presse regimet til at opgive dets atomprogram.
I løbet af de sidste par år, har Israels og Amerikans imperialisme øget indsatsen i konflikten om Irans atomprogram. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu har kaldt Iran for ”en eksistentiel trussel” mod Israel, og har sagt, at det Israelske regime vil gøre alt, hvad det kan, for at stoppe landets atomprogram.
Siden sidste år er fire iranske atom-forskere blevet snigmyrdet, sandsynligvis gennem hemmelige Mossad- eller CIA-operationer. På samme tid er sanktionerne mod Iran blevet strammet, hvilket yderligere har forværret krisen i landets økonomi.
De seneste større træk fra vestens side har været at introducere sanktioner på Irans bank- og oliesektor. Når sanktionerne på olien begynder – de bliver begynder efter planen at blive implementeret i starten af februar – vil resultaterne været katastrofale for Irans økonomi. Olien er Irans hovedindkomstkilde. Industri, service og landbrug er fuldstændig afhængigt af denne sektor. Et kollaps i olieindtægterne, kan være til stor skade på landet, og især dets folk.
Regimet i Israel skjuler ikke, at det overvejer et angreb mod Iran. Dette vil ikke betyde en besættelse af Iran, i stil med Irak eller Afghanistan. Irans hær er ikke den samme som Iraks hær i 2003. Den er meget større, bedre udstyret og har bedre trænede soldater. En landkrig med Iran fra Israels side ville betyde, at den invaderende hær skulle passere igennem mindst to lande, med store logistiske problemer til følge. Vigtigst af alt, så ville de iranske masse kæmpe indædt imod en amerikansk invasion af landet
Dog må det siges at, selvom en krig på landjorden er udelukket, er et luftangreb ikke. Israelerne har tidligere brugt denne metode. I 1981 gennemførte de et overraskelsesangreb fra luften, der ødelagde en irakisk atomreaktor under opbygning i Osirak. I 2007 udførte Israel et luftangreb på en, efter sigende, hemmelig underjordisk atomreaktor i Syrien. I den seneste periode har Saudi Arabien og Jordan begge gjort det klart, at de vil tillade Israel at bruge deres luftrum ved et sådant angreb. Dette svarer til en åben invitation for israelsk aggression mod Iran.
Mellemøsten er essentiel for USA og verdenskapitalismen, især på grund af områdets olie. De ser det som deres ret at tryne enhver nation til at acceptere deres dominans. Marxister fordømmer alle imperialistiske aggressioner. Det står klart for enhver, at det ikke vil være det iranske regime, der betaler den højeste pris, men de iranske masser der allerede lider hårdt under et despotisk og reaktionært regime.
I en sådan situation er det nødvendigt at skære igennem propagandaens tykke tåge og påvise de egentlige årsager til denne konflikt, og de interesser der ligger bag dem.
Atom-spørgsmålet
Imperialisterne beskylder det iranske regime for at udvikle atomvåben. Iranerne på den anden side påstår, at formålet med deres atomprogram er fredeligt, dvs.til energi-mæssige formål. I et land hvor det flyder med olie, virker dette temmelig usandsynligt. Men det er ikke svært at se, hvorfor det iranske regime ønsker at udvikle atomvåben. De så hvad der skete med Irak, der ikke var i besiddelse af nogen masseødelæggelsesvåben og der blev invaderet og besat. På den anden side har Nordkorea atomvåben og derfor forsøger USA at formilde regimet og forhandle med det. Konklusionen er svær at overse: for at modstå imperialistisk tyrannisering er det nyttigt at besidde atomvåben.
Beklagelserne fra den amerikanske og israelske imperialisme over dette spørgsmål oser af hykleri. Israel er det eneste land i Mellemøsten med et arsenal af atomvåben og USA har uden sammenligning det største arsenal af atomvåben i verden. USA er det eneste land, der nogensinde har brugt atomvåben i krig, hvilket de gjorde i Japan ved slutningen af anden verdenskrig, hvor de dræbte og sårede hundredetusinder af civile. Hvilken ret har de til at bestemme, hvem der kan og ikke kan udvikle atomvåben?
I årtier har USA og især Israel vænnet sig til at gøre, som de ville, i Mellemøsten. De har ført den ene krig efter den anden og tyranniseret det ene land efter det andet efter deres eget forgodtbefindende. Men hvis Iran skulle opnå besiddelse af atomvåben, ville det blive en virkelig trussel mod Israels dominerende position, den amerikanske imperialismes strategiske interesser og også imod de amerikansk støttede arabiske regimer i Mellemøsten. Det er den virkelige årsag til ramaskriget over Irans atomprogram. Det har intet at gøre med at omstyrte en ”slyngelstat” eller at ”forsvare demokratiet”.
Da masseprotestbevægelsen kæmpede for demokrati i Bahrain, foretog imperialisterne sig intet for at forsvare masserne i gaderne. Tværtimod vendte de belejligt det blinde øje til, da regimet undertrykte bevægelsen med hjælp fra de saudiske styrker. Det saudiarabiske regime selv er ikke kendt for sin respekt for menneskerettighederne, men hvor er kravet om at svække dette regimes magt? Der er ingen krav, fordi det er i både Israel og USA\’s økonomiske, politiske og militære interesse ikke at røre disse regimer.
Forandringer
Situationens rødder kan spores tilbage til de amerikanske krige mod Irak i 1992 og i 2003-2011. Før 1992 havde Iran og Israel samarbejdet i årtier – selvfølgelig altid bag scenen langt væk fra offentligheden – med det hovedmål at danne en modvægt til Irak. Men den irakiske hærs kollaps efter den amerikanernes invasion i 2003 ændrede hele magtbalancen i Mellemøsten til Irans fordel. Den arabiske revolution har yderligere svækket amerikanernes position i Mellemøsten og frarøvet dem dets nøglestøttepunkter, såsom Mubarak. Det samme gælder for Israel, der havde en sikker allieret i Mubarak.
Den herskende klike i Saudi Arabien, der pressede på for at USA skulle bakke op om Mubarak til den bitre ende, var dybt skuffede over Obamas vaklende position. De så USA’s opgivelse af Mubarak som et forræderi og endnu vigtigere, de ser det som noget, der kunne ske for dem. Golfstaterne og Saudi Arabien har draget deres egne konklusioner og har forfulgt deres egne interesser i regionen, især under den arabiske revolution. Qatar forsøgte gennem Al Jazeera at intervenere aktivt i andre arabiske lande for at styrke deres egen position i regionen.
Hvis vi hertil tilføjer det faktum, at den amerikanske indflydelse i Tyrkiet også er blevet svækket, følger det, at amerikanerne, efter deres eventyr i Irak, og især efter den arabiske revolution, er blevet efterladt med meget få solide støttepunkter i Mellemøsten. Israel forbliver deres eneste sikre allierede, og det forklarer, hvorfor Israel nu har langt mere indflydelse i Washington end før. Ingen amerikansk regering har råd til at gå imod Israel, som føler de kan handle ustraffet. Visse ting følger heraf.
Efter den irakiske hærs kollaps åbnede der sig et vakuum og det var iranerne, der udfyldte det, ikke blot i Irak, men i hele regionen. Irans voksende indflydelse i Mellemøsten ses selvfølgelig som en mulighed af det iranske regime, men den hastighed som udviklingen har fundet sted med, er ikke nødvendigvis til deres fordel. Det ville have foretrukket mere tid til at konsolidere sin position. Men hvorfor er det, at det iranske regime sætter alt på spil ved konstant at provokere amerikanerne og israelerne til et punkt, hvor disse lande – især Israel – åbent overvejer et angreb?
Denne opførsel afspejler delvis modsætningerne indenfor Iran. Regimet er dybt splittet og i krise. Der er en voksende utilfredshed blandt masserne. Den iranske valuta rialen er raslet ned og inflationen truer stige kraftigt. Det skal lægges oveni i en alvorlig økonomisk krise, som i de sidste to år har svækket den iranske industri betydeligt; tusinder af virksomheder har måttet dreje nøglen om og hundredetusinder arbejdere har mistet deres jobs og kastet ud i fattigdom.
For at aflede massernes opmærksomhed væk fra deres sociale og økonomiske problemer, oppisker regimet nationalchauvinistiske følelser og en atmosfære af før-krigs mobilisering for at samle store lag af befolkningen bag sig imod den ”fremmede trussel”. Ahmadinejads konstante provokationer imod israelere og amerikanerne er baseret på præcis denne beregning. Men processen har sin egen logik.
Efter at være kommet med disse trusler ville modsætningerne bryde ud på langt større skala, hvis de først begyndte at trække i land og komme med indrømmelser. Det er sandsynligt at regimet, især Ahmadinejads fraktion, godt kunne tænke sig i sidste ende at nå en eller anden aftale med USA og Israel og nå en fælles forståelse i Mellemøsten, men omstændighederne tvinger dem til at optrappe provokationerne og angrebene.
Israel
At Netanyahu har beskrevet Irans atomprogram som en “eksistentiel trussel mod Israel” betyder, at den israelske herskende klike, og især de væbnede styrker, ikke bare kan læne sig tilbage og acceptere, hvad de ser som en provokation fra Iran, uden at handle. De rejser derfor spørgsmålet, som om det var et spørgsmål om selvforsvar. Men hvad er fakta?
Indtil nu har den israelske herskende klasse været i stand til at gøre, hvad de ville, når de ville, uantastet i regionen. Siden 1967, hvor det formodes, at de først erhvervede sig atomvåben, har Israel angrebet Egypten, Syrien, Jordan, Libanon, Irak og selvfølgelig Palæstina. Og de fleste af disse lande er blevet angrebet mere end en gang. Fremkomsten af endnu en atommagt i den umiddelbare nærhed ville rejse alvorlige forhindringer i fortsættelsen af denne rolle i regionen og de israelske generaler vil gå langt for at forsvare denne position. Det er også, hvad Netanyahu mener, når han taler om en ”eksistentiel trussel” mod Israel.
Men det er ikke den vigtigste faktor i ligningen. Langt mere afgørende er den sociale situation indenfor Israels grænser. Den arabiske revolution havde et vigtigt ekko i Israel. Den viste de israelske masser, at i modsætning til regimets propaganda, er de arabiske masser ikke en fjendtlig og udemokratisk kraft, der belejrer Israel. I virkeligheden blev det israelske regime grundigt udstillet i sin klare modstand mod de arabiske massers krav om demokrati og en ende på diktatur. Det er et kendt faktum, at det israelske regime ville have foretrukket, at Mubarak var blevet ved magten!
Den israelske herskende klasse har altid forsøgt at fremstille Israel som “offer” for arabisk terrorisme, men den arabiske revolution ændrede dette billede. Den havde en enorm indflydelse på klassekampen i Israel. Modsat den udbredte opfattelse på venstrefløjen er Israel ikke immun overfor klassekampen: klasseopsplitningen er meget skarp i Israel.
Ifølge OECD er fattigdommen i Israel mere udbredt end i noget andet OECD land. Næsten hver femte i Israel lever i fattigdom – dvs. i en husholdning med en indkomst på mindre end halvdelen af det nationale gennemsnit. Omkring 40 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder har ikke noget arbejde. 23 procent af alle gamle lever under fattigdomsgrænsen og ifølge Haaretz blev 48 procent af jødiske og 74 procent af ikke-jødiske børn i slutningen af 2008 betegnet som fattige. Problemer med jobs, boliger og lønninger bliver uoverkommelige for de israelske masser.
Sidste sommer gik hundredetusinder af israelere på gaden i protest mod deres forhold. Ved bevægelsens højdepunkt var 500.000 på gaden i et land med 7 millioner indbyggere. Paroler som ”Fight like an Egyptian” og ”Tahrir er her” viste tydeligt, at bevægelsen var, i hvert fald delvist,, inspireret af den arabiske revolution. Disse begivenheder rystede den zionistiske stat i sin grundvold.
Det er hovedfaktoren, der skubber de israelske herskere i retning af et militært eventyr med det formål at aflede massernes opmærksomhed væk fra de hjemlige problemer.
Saudi Arabien
Saudiaraberne er særligt nervøse og bange. Før Irak-krigen fungerede Saddams Irak som en buffer mellem Iran og Saudi Arabien, der sikrede, at iranerne ikke kunne stille alt for mange krav til saudierne. Men med det irakiske regimes forsvinden, og et Iran der vinder bredere indflydelse indenfor Irak, føler Saudierne og Golf-statene sig truet af Iran, og endnu mere af de shia-muslimske arbejdere, der er en meget stor og meget undertrykt del af samfundet. Det forklarer den saudiarabiske hærs meget hurtige og brutale intervention i Bahrain.
Det iranske regime har handlet meget pro-aktivt i den persiske golf, især overfor patruljerende amerikanske skibe. Som en embedsmand i den arabiske golf fortalte INEGMA Research privat. ”Hvis Iran opfører sig så dristigt nu og det endnu ikke er en atommagt, forestil dig så, hvordan de vil opføre sig, når de rent faktisk besidder atomvåben.” Det forklarer, hvorfor saudiaraberne har presset på for, at Obama skulle angribe Iran. Det blev afsløret i de diplomatiske telegrammer, der blev frigivet fra Wiki-leaks sidste år:
“Kongen, udenrigsministeren, Prins Muqrin og prins Nayif er alle enige om, at kongedømmet er nødt til at samarbejde med USA om at modstå og rulle den iranske indflydelse og undergravende virksomhed i Irak tilbage. Kongen var særlig urokkelig på dette punkt og det blev også gentaget af den øverste prins. Al-Jubeir genkaldte sig kongens hyppige tilskyndelse til USA om at angribe Iran og dermed få sat en stopper for dets atomvåbenprogram. ’Han sagde, du skulle fjerne slangens hoved’, genkaldte han sig til the Chargé og tilføjede, at arbejdet med USA om at rulle den iranske indflydelse i Irak tilbage er en strategisk prioritet for kongen og hans regering.”
Men Saudiaraberne stoler ikke fuldstændig på amerikanerne. Sidste år havde de en øvelse, hvor de lukkede dele af deres luftforsvarssystem ned for at simulere overflyvningen af israelske fly for at nå iransk luftrum. Samtidig køber de og Golfstaterne våben som aldrig før. Sidste år indgik saudiaraberne våbenhandler med amerikanerne, der alene var 60 mia. dollars værd – den største våbenhandel nogensinde mellem USA og et fremmed land.
USAs begrænsninger udstillet
Den politiske atmosfære i USA har ændret sig betydeligt siden de dage, hvor George W Bush erklærede ”krig mod terror”. Amerikanerne brændte fingrene i Irak og er blevet tvunget til at trække sig ud. Situationen i Afghanistan er endnu værre. Det anslås, at USA vil have brugt mere end 2.700 mia. dollars på krigene i Irak og Afghanistan, når de trækker sig ud af den sidste. Det amerikanske budgetunderskud skyldes i høj grad disse krige og redningen af det amerikanske finansielle system og er nået svimlende 14.200 mia. dollars. Tusinder af amerikanske soldater er blevet dræbt i disse to ”eventyr”.
Modstanden mod krig er større i dag end nogensinde. En af hovedgrundene til Obamas valgsejr var hans løfte om at bringe en ende på krigene. Under sådanne omstændigheder vil det være svært for USA at kaste sig udi en åben krig med Iran og endnu sværere at vinde opbakning fra de vestlige lande for en sådan aktion. De 10 millioner store anti-krigs demonstrationer mod Irak-krigen ville se ud som en barneleg ved siden af den politiske furore, der vil følge. Det er derfor, at Obama administrationen gør alt, hvad de kan, for at undgå et militært sammenstød med Iran. Amerikanerne deltog kun modvilligt i bombningen af Libyen. De måtte presses af franskmændene og briterne til deltagelse i bombekampagnen. Men det kom aldrig på tale at intervenere i Libyen med landtropper.
Obama administrationen ønsker rent faktisk at nå en aftale med iranerne. Der verserer et rygte om, at Obama har tilbudt iranerne direkte forhandlinger. Hvorfor så al denne snak om krig? Problemet er, at Washington ikke kontrollerer, hvad den israelske herskende klike og dets generaler gør. De har deres egne interesser, der ikke nødvendigvis falder sammen med amerikanernes. Som den eneste pålidelige amerikanske allierede i hele regionen føler de, at de kan forfølge deres egen politik helt ustraffet. Derudover anser Netanyahu, Obama for at være en svag præsident og behandler ham med åben foragt.
Det sidste år er amerikanske embedsmænd blevet sendt til Israel adskillige gange for at opnå garantier fra Netanyahu om, at israelerne ikke vil angribe Iran uden at informere amerikanerne på forhånd. Men Israelerne har nægtet at give sådanne forsikringer. Årsagen er åbenlys: de ønsker ikke at være bundet af den amerikanske imperialismes interesser på dette spørgsmål.
Hvis Israel angriber Iran – hvilket ser sandsynligt ud – vil USA ikke have andet valg end at bakke dem op. Iranerne har advaret om, at i tilfælde af et israelsk angreb vil de lukke Hormuzstrædet – hvorigennem 31 procent af verdens råolie, der transporteres via havet, passerer på sin vej til verdensmarkedet. Som svar har amerikanerne gjort det klart, at de ikke vil tøve med at forsvare deres interesser i den Persiske Golf. I et hemmeligt brev til Khamenei gjorde Obama det klart, at Hormuzstrædet er ”den streg i sandet”, der ikke må overskrides.
Det betyder ikke, at USA vil angribe Iran med landtropper eller forsøge at besætte landet. De har ikke råd til at blive trukket ind i en ny krig, der ikke kan vindes. Men det betyder ikke, at de ikke kan bombe Irans flåde og forsvarsmæssige infrastruktur. Men et sådan angreb vil have alvorlige konsekvenser.
Konsekvenser af et sammenstød
Modsætningerne i regionen presser i retning af en form for væbnet sammenstød mellem Israel og Iran. Israelerne må tage et standpunkt i forhold til Iran og det er højst sandsynligt, at de vil vælge at føre en luftkampagne hovedsageligt rettet mod faciliteterne for Irans atomprogram, dets forsvarsmæssige infrastruktur. Et sådan angreb vil måske slå Irans atomprogram et par år tilbage, men det vil ikke kunne stoppe det fuldstændig. Det iranske regime ville få en blodtud, men ville ikke være besejret. Dets militære kapacitet ville hurtigt være oppe og køre igen.
Et sådan væbnet sammenstød ville ikke føre til en omfattende regional krig. Intet arabisk regime kan stå op imod Israelerne, som vi har set mange gange før. Herskerne i den arabiske verden ville enten holde sig udenfor eller på den ene eller anden måde rette ind efter den amerikanske og israelske imperialismes behov. Men sagen forholder sig anderledes, når det kommer til de arabiske gader. Masserne i regionen ville korrekt se det som endnu en imperialistisk kampagne for at tyrannisere et Mellemøstligt land til underkastelse.
Masserne ville endnu engang komme ud i gaderne og på pladserne og gå imod ikke bare de israelske og amerikanske aggressorer, men også deres egne regeringer. Der ville ikke stå én amerikansk ambassade tilbage i Mellemøsten. Det ville skærpe klassemodsætningerne over hele Mellemøsten og ville føre til yderligere destabilisering af hele regionen. Den arabiske revolution ville blive tilført nyt liv og gå ind i et nyt stadie.
Krig og klassekamp
I 2009 så vi de iranske masser i en imponerende seks måneder lang revolutionær kamp imod den islamiske republiks totalitære regime. Bevægelsen, der manglede ledelse, organisering og afgørende intervention fra arbejderklassen, blev i sidste ende besejret, men de iranske masser har endnu ikke sagt deres sidste ord. Ingen af modsætningerne er blevet løst og regimet er blevet kastet ud i en alvorlig krise. Det er usandsynligt, at det vil være i stand til at håndtere endnu et stød på samme vis.
Den økonomiske krise, der hærger landet, har trukket levestandarden ned på nye dybder. Arbejdsløsheden vokser enormt. I oktober 2011 nåede den officielle inflationsrate 19,1 procent. Det virkelige tal er naturligvis langt højere. Effekterne af de nuværende sanktioner og det efterfølgende kollaps i rial’en vil kun forværre situationen yderligere. I januar var den uofficielle sortbørs rate i Teheran 18.200 rial’er pr. dollar, sammenlignet med mellem 11 og 12.000 måneden før. Disse forhold bliver mere og mere ubærlige for masserne og de vil før eller senere resultere i en genoplivning af den revolutionære bevægelse.
Indførslen af sanktioner og truslen om et angreb fra Israel er hovedværktøjerne for regimet lige nu for at holde masserne fra livet. Regimet giver skylden for massernes armod på de imperialistiske sanktioner. På den måde læner det iranske og israelske regime sig op af hinanden for at aflede deres egne massers opmærksomhed væk fra de brændende sociale spørgsmål. Bag scenen leder de sandsynligvis efter at opnå en eller anden form for aftale. Men ved at komme med krigeriske taler og trusler, leger de med ilden, især hvad angår Israel.
Hvilken effekt vil et væbnet sammenstød have på klassekampen i Iran? Til at starte med ville det komme på tværs af klassekampen. I første stadie har krig altid denne effekt. I 1914 gik Tsarens regime ind i første verdenskrig for at afspore den sociale revolution, der var under udvikling i Rusland. Selvom regimet var forhadt og Bolsjevikpartiet på det tidspunkt havde støtte fra to-tredjedele af de organiserede arbejdere, blev den revolutionære fortrop i starten isoleret i bølgen af patriotisme. De arbejdere, der var længst fremme, blev oversvømmet af mobiliseringen af de mere tilbagestående og inaktive masser. Ikke desto mindre slog masserne tre år senere ind på den revolutionære vej og væltede Tsarens regime.
Vi ville se noget lignende I Iran. I et stykke tid ville det lette presset på regimet. Det vil måske blive indvendt, at det er umuligt, fordi masserne hader regimet. Det er sandt. Men hvor meget de iranske masser end hader regimet, hader de, de amerikanske og israelske aggressorer endnu mere. Ansigt til ansigt med en imperialistisk aggression ville de samle sig for at forsvare sig selv og deres land. Vi må være forberedte på dette. Men senere vil det blive til sin modsætning.
Krig begynder altid med en patriotisk følelse, men ender med revolutionære udviklinger. Efter en indledende periode ville alle modsætningerne indenfor det iranske samfund komme op til overfladen igen på et endnu højere niveau end før. Hvis Iran oplever militære nederlag vil processen accelereres. Folket vil drage den konklusion, at alle deres lidelser skyldes mullaherne og handle i overensstemmelse hermed. Før eller senere vil der komme en ny og kraftfuld opstand.
De borgerlige reformatister tilbyder ingen løsning
Irans liberale “reformister” kritiserer de konservative for at ville fremprovokere en krig med imperialisterne. De beklager sig over, at Ahmadinejads klike skaber Iran unødvendige fjender. I virkeligheden er det, de vil, at underlægge Iran imperialismens krav. Det udstiller de borgerlige reformisters fuldstændige bankerot.
Hvis mullahernes regime blev erstattet af et liberalt (borgerligt) demokrati i morgen, ville det så løse problemerne for almindelige arbejdende mennesker? De borgerlige reformatorer ønsker at åbne Iran op for ”verdensmarkedet” (dvs. at underlægge sig den amerikanske og israelske imperialisme). Derfor ville det iranske folk blot udskifte én dårlig herre for en ny. Det ville ikke løse nogen af de brændende problemer.
Marxisterne er altid parate til at kæmpe skulder ved skulder med masserne i kampen for demokrati, men vi har ingen illusioner om, at det i sig selv vil kunne løse hovedmodsætningerne. Det ”demokrati”, som reformisterne kæmper for, ville placere Iran direkte inder den amerikanske imperialismes dominans. Udnyttelsen af de arbejdende masser ville fortsætte med uformindsket styrke og når først landets masser rejste sig mod disse forhold, ville de blive mødt med præcis den samme brutale kraft fra imperialismens håndlangere.
Hverken regimet eller de borgerlige reformister kan tilbyde nogen løsning på folkets basale problemer. De kan ikke skaffe jobs, boliger og brød, fordi de alle accepterer det uretfærdige kapitalistiske system: de riges styre over de fattige, udbytternes over de udbyttede. Over hele verden ser vi, at verdens kapitalistiske system ikke længere er i stand til at give selv de mest basale indrømmelser til masserne. Tværtimod er det tvunget til at angribe levestandarden igen og igen.
Vores kritik af regimet er ikke, at det står op imod imperialismen. Vores kritik er, at det er ude af stand til at føre en virkelig kamp imod imperialismen. Vi siger ikke til de iranske arbejdere og bønder: ”Vi må ikke gøre amerikanerne og israelerne til vores fjender”. Vi siger: ”Vi må bekæmpe imperialisterne. Men stoler I virkelig på, at Ahmadinejads klike kan forsvare jeres interesser? Vi advarer jer om ikke at betro jeres liv og skæbner i hænderne på dette reaktionære og korrupte regime, der vil forråde jer i det afgørende øjeblik.
Arbejdende folk i Iran! Stol kun på jer selv! Tag magten i jeres egne hænder. Opsæt arbejderkomiteer for at køre krigsindustrien og udryd de korrupte embedsmænd og managere! Lad det arbejdende folk, de arbejdsløse og husmødrene kontrollere prisen på brød og andre basale livsfornødenheder, og arrestér spekulanterne og svindlerne! Så kan der føres en virkelig krig mod imperialisterne: En revolutionær krig der vil vække arbejderne og bønderne overalt til at følge jeres eksempel og sætte sig selv i spidsen for samfundet.”
Masserne bliver nødt til, og vil, kæmpe imod imperialistisk aggression. Men de bliver også nødt til at kæmpe mod det iranske regime og iransk kapitalisme. Hvis magten var i hænderne på arbejderne og de blev truet med et imperialistisk angreb, kunne de appellere til arbejderne og ungdommen i Israel om at gå imod krigen og kæmpe imod den indenfor Israels grænser. Et socialistisk regime kunne dermed omdanne en imperialistisk krig til en revolutionær krig for et socialistisk Mellemøsten.
Revolution – den eneste vej ud
Vi er på vej ind i en ny og turbulent periode i Mellemøsten. Hele regionen omdannes af kapitalismens krise og den arabiske revolution. De revolutionære må være forberedte på de stormfulde begivenheder der venter forude.
I Tunesien, Egypten og Libyen er de gamle diktaturer blevet omstyrtet af masserne, men det betyder ikke, at revolutionen er ovre. I Syrien er revolutionen stadig i gang og ingen kan sige, hvordan den vil ende. Bevægelsen i Israel er døet ned, men vil live op igen. Selv Saudi Arabien er ikke immun overfor revolutionære udviklinger. Der er ikke et eneste stabilt regime i Mellemøsten og Nordafrika – inklusiv Iran.
For at opnå en vedvarende fred må arbejderne og ungdommen hive det system, der er skyld i krige, fattigdom og lidelse og som dele samfundet ind i undertrykkere og undertrykte, op ved roden. Først når imperialismen er blevet smidt ud af regionen og dets lokale borgerlige agenter er blevet omstyrtet, vil regionens arbejdere endelig have opnået et retfærdigt samfund.
Den eneste grund til at arbejderne endnu ikke har formået at tage magten, er manglen på en revolutionær ledelse. Den revolutionære bevægelsens nederlag i 2009 i Iran var resultatet af manglen på en ledelse. Uden et klart revolutionært perspektiv og et korrekt program var bevægelsen ude af stand til at drage arbejderklassen ind som en selvstændig kraft og derfor formåede regimet at ride stormen af.
Ved at samle de bedste elementer fra ungdommen og arbejderne; og uddanne dem i marxismens ideer, at udvikle et program for revolutionen og vende dem til arbejderne, kan grunden blive lagt for revolutionens fremtidige sejr. En alternativ ledelse for revolutionen kan og må skabes. Det er opgaven nu!
