Dystre udsigter kræver dystert sprog
Det kunne virke som om de europæiske ledere er ramt af vinterdepression. I sin nytårstale udtalte Angela Merkel:” 2011 var uden tvivl et år med grundlæggende ændringer” og forudså videre, at 2012 ville blive sværere for eurozonen end 2011 var. I de samme dystre toner talte Sarkozy og beskrev 2012 som året for al risiko og forsatte videre:” Jeg ved at livet for mange af jer, allerede testet af to svære år, er blevet sat på prøve endnu en gang. I ender jeres år mere urolige for jer og jeres børn”. En udtalelse møntet på de almindelige franske familier, men som lige så godt kunne være møntet på alle de 500 mio. europæere. Vores egen statsminister havde måske ladet sig inspirere af de store ledere. I hendes nytårstale brugte hun samme alvorlige sprog og snakkede om magre år og nedskæringer.
De dystre sprog er dog ikke helt upassende. Den globale økonomi er ikke forbedret i særlig grad siden starten på krisen i 2007-08. Således forudsiger magasinet The Economist kun en svag vækst på kun 3 % i den samlede globale produktion i 2012, hvilket i forhold til væksten 2010 er et fald på 2 procentpoint, og et procentpoints tilbagegang i forhold til den estimerede vækst i 2011(Economist 2012 januar 7.-13.) Den europæiske økonomi følger den globale økonomi, i euroområdet forudser The Economist en tilbagegang på 2 %.
Det dystre billede bliver bekræftet af et kig på de internationalt bærende økonomier. Mange eksperter snakker om en nedkøling, i 2012, af væksten i de såkaldte BRIK lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, anført af Kina, hvor væksten kan blive den svageste siden kriseåret 2008. I USA, verdens største økonomi, er billede det samme. Eksperterne fra Blue Chip forudser en svag vækst i den reelle BNP på 2 procent, hvilket i forhold til den underliggende nødvendige udvikling betyder stagnation, og i hvert fald øget arbejdsløshed. Samtidigt skærpes handelskrigen mellem Kina og USA, og spændingerne har nået hidtil usete højder. I Tyskland var væksten på omkring 3 procent i 2011, men flere kommentatorer mener at væksten faldt i 4 kvartal i 2011, og at denne nedgang vil forsætte i 2012.
Når samarbejde bliver ufrivilligt
Inden for de seneste år, hvor situationen i EU flere gange har nået kogepunktet, er samarbejdets essens kommet til syne. Da den græske gældskrise nåede et akut stadie hen over sommeren, overtog EU-bureaukratiet og IMF effektivt magten over landet. Dramaet, hvis akter synes at forsætte i det uendelige med optrappende styrke, nåede sit hidtidige højdepunkt ved et krisemøde i oktober. På mødet besluttede den forhadte trojka, bestående af EU kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF, at lade Grækenland gå halvt bankerot. Trojkaen kæmpede desperat for at redde de store bankers penge og ville ikke acceptere en bankerot. De græske arbejdere og unge kommer til at betale lånene med en drastisk faldende levestandard. De store tyske og franske banker, som i forvejen har tjent milliarder i Grækenland under opsvinget, suger nu de sidste blodsdråber ud af deres offer. Lederne af EU besluttede også at nedsatte en pulje på 30 mia., som er betalt af de europæiske skatteydere. Puljen skal uddeles til de banker som har måttet afskrive lån. Samtidig lagde trojkaen et tungt pres på den græske regeringsleder Papandreou for yderligere nedskæringer i Grækenland. Splittet, som hovedpersonen skal være i et klassisk græsk drama, mellem frygten for massernes bevægelse hvis styrke tager til, og med ønsket om at føre ”ansvarlig” økonomisk politik, endte Papandreou med at gå af. Indsat i stedet blev teknokraten, en af trojkaens tro håndlangere, den tidligere vicepræsident for Den Europæiske Central Bank, Lucas Papademos.
Pagt og Postyr
I de hjemlige omgivelser i Bruxelles indledte det polske formandskab, i samarbejde med EU-præsidenten Herman Van Rompuy, et vigtigt krisemøde torsdag den 8. december med en uformel middag. Dagen efter forduftede julehyggen, og krisemødet udviklede sig i stedet til en spektakulær cirkusforestilling. På mødet ventede der en lettere akrobatisk opgave, de europæiske ledere skulle nå til enighed, om hvad de skulle stille op med de massive summer af gæld de fleste europæiske lande har ophobet siden krisens begyndelse. Mødet, som alle gode forestillinger, tog dog en uventet og interessant drejning.
Mødets ellers åbenlyse alvorlighed, og de vedvarende krav, fra utallige borgerlige kommentatorer fra hele Europa, om ansvarlighed og statsmandsskab, blev fra start af plettet af den barnagtige mudderkastning af repræsentanterne fra den franske og britiske regering. Den franske finansminister, Francis Baroin, fortalte åbenmundet, at han mente Storbritanniens økonomiske situation var meget bekymrende, og at Frankrigs økonomi så bedre ud. Udtalelsen udbyggede det allerede tidligere hint fra lederen af den franske nationalbank i følgeskab med premierministeren Francois Fillon, om at Storbritannien burde være en kandidat til nedgradering af kreditbureauerne. Hele bataljen blev udløst af George Osbornes, den britiske finansminister, sammenligning af den franske økonomi med den græske.
En anden af krisemødets hovedpersoner blev den franske jurist Hubert Legal. En af EU bureaukratiets dygtigste artister, hvis akrobatiske numre, i rollen som ministerrådets rådgiver, udviser den nødvendige og især tysk påskønnede fleksibilitet, en evne han gav smagsprøver på ved topmødet. Her slog han en overbevisende kolbøtte, efter ellers at havde luftet til de britiske repræsentanter, at en aftale uden om EU var umulig, og opfandt til lejligheden en juridisk løsning, på trods af det britiske veto mod den tyskfransk støttede Europagt. Da Cameron, den britiske præmiereminister, brugte sit Veto i håb om at redde Londons børspekulanters ubegrænsede råderum, opfandt Hubert Legal en noget speciel juridiskkonstruktion, som lod de 17 eurolande indgå Europagten og åbne for, at de 9 resterende lande, udover Storbritannien, i EU samarbejdet kunne tilslutte sig.
Langt ude på natten, mellem d. 9. og 10. december, havde cirkussets direktør Angela Merkel endeligt fået orden på sagerne. Den tyske delegation havde i fællesskab med de halerendende franske repræsentanter, gennemtrumfet deres krav om en pagt, som fastslog hårde sanktioner mod alle lande med underskud. Pagten havde krævet store ofre. Storbritanniens blev kantet ud, selvom Merkel før har forsvaret deres indflydelse i EU. Da forhandlingerne sluttede kl. 5 om morgenen, befandt den pressede britiske præmiereminister sig, efter et overilet forsvar for Londons position som Europas altoverskyggende finansielle hovedstad, trængt op i et hjørne fuldstændigt isoleret. Flere andre ledere havde følt den tyske leders kærlighed, og i krogene blev der snakket om at Tyskland igen tog uden at give. På mødet lovede europæiske ledere også at indbetale over 200 mia. euro til IMF, et eksempel de håbede andre også ville følge. Ideen er så, at lade IMF samarbejde med EU’s egen hjælpe fond EFSF, hvis noget land kommer i økonomiske problemer, og sikre hele foretagenet igennem IMF’s respekterede navn. Merkel har været ivrig for at involvere andre, fordi hun er bange for at sidde alene, repræsenterende Europas stærkeste økonomi, med regning hvis hele korthuset braser sammen. Således skriver The Economist i artiklen En plan som ikke vil redde Europa:” Den sørgelige sandhed er, at ved at opfordre IMF til at blive involveret, bekræfter de europæiske lande hvor lidt tiltro de har til hinanden”.
Detaljerne i Europagten blev gennemforhandlet under det danske formandskab, og med opbakning fra i alt 25 ud af de 27 medlemslande blev pagten vedtaget d. 30. januar. Pagten er vedtaget som en aftale mellem regeringerne og dermed uden for det officielle EU samarbejde. Europagten diktere en række love, som alle skal indskrives i den nationale lovgivning. Pagten kriminaliserer alle strukturelle underskud på over 0,5 % af BNP. Den danske regering vil dermed blive sanktioneret, hvis der vedtages en finanslov med et underskud på over 0,5 % af vores BNP. Tilsluttede lande, skal også indskrive i loven, at det er ulovligt at have et generelt underskud på over 3 % af BNP. Europagten ligger grundlaget for massive offentlige nedskæringer i hele Europa. I Danmark f.eks. skylder staten skylder staten langt over de tilladte 3 % af BNP, det samme gør samtlige underskrivere af Europagten, og det anslås at underskuddet på finansloven i 2010 var på over 1,5 % af BNP. Dermed skal staten ud og finde en ordentlig sum penge, hvis vi skal undgå at blive sanktioneret af EU.
Den danske statsminister var tilfreds med europagten, og var en af de første ledere, fra de 10 EU medlemslande uden for euroen, som gav sin opbakning til europagten. Ved samme lejlighed erklærede hun også, at Danmark vil opfylde det mål europagten har sat, om at Danmark skal bidrage med 5,4 mia. euro til IMF. Da hun blev spurgt om hun var enig i kritikken af europagten om, at den ligger for meget vægt på besparelsen end den gær på vækst udtalte hun:” Pagten handler om euroen, om at genskabe tillid til euroen og skabe et sikkerhedsnet for euroen. Hvis vi skal skabe vækst og beskæftigelse, skal vi have styr på euroen. Det starter først og fremmest der.”
Splittelse i den herskende klasse
Den ustabile økonomiske situation har tydeliggjort de nationale modstridende interesser. Det europæiske borgerskab er dybt splittet, især over hvilken vej de skal vælge for at komme ud af krisen. Uenighederne, som er opsteget til overfladen, bliver afspejlet af splittelserne i European Peoples Party, det europæiske borgerskabs fortrukne parti. European Peoples Party, EPP, er den europæiske alliance for alle de konservative partiers repræsenteret i Europaparlamentet. Alliancen rummer medlemmer fra både Merkels, Sarkozys, Camerons og Victor Orbans partier.
Efter et hårdt år i vælten ligger alliancen nu blødende og splittet i de bonede korridorer i Bruxelles. Da David Camerons brugte sit veto mod Europagten, og da han efterfølgende fornærmet krævede, at den blev forhandlet uden for EU’s lokaler, indgød den konservative brite alliancen et åbent sår. Senere strøede Ungans leder Victor Orban salt i såret, da han og hans ungarske konservative fik vedtaget en noget tvivlsom og ikke særlig demokratisk grundlov i Ungarn. Victor Orban og hans parti kom under hård kritik i EU og fik et par sandheder med fra de europæiske konservative ledere.
Marxisterne er imod en hver demokratisk begrænsning, men de konservative lederes hykleri er svær at overse. I både Grækenland og Italien har de støttet indsættelsen af teknokrat-regeringer, valgt af ingen undtagen de øverste ledere i EU. Selvom Ungarns nye grundlov er reaktionær og skal bekæmpes, så er Victor Orban dog valgt af den ungarske befolkning. Det er mere, end hvad man kan sige om lederne i Grækenland og Italien, helholdsvis Lucas Papademos og Mario Monti. De er aldrig blevet valgt, men får alligevel fuld støtte af lederne i EU.
Nationale delinger
Kapitalisternes nationalt betingede modstridende interesser har, i den seneste opsvings periode, været overskygget af de forenende interesser, men i en økonomisk krisesituation bryder de ud fuldt flor. Spørgsmålet om, hvordan de europæiske økonomier kommer ud af krisen og kommer af med deres gæld, har åbenbaret de nationale skælvlinjer. Marxisterne har altid forklaret, at det er umuligt at forene de forskellige økonomiers interesser. De europæiske økonomier udvikler sig ikke bare i forskelligt tempo, men er på grundlæggende forskellige udviklingstrin. Tysklands produktivitet er for eksempel 30 procent højere end Grækenlands.
De nationale kapitalist-lederes indbyrdes modstridende interesser er til tider kommet til syne igennem de voksende uenigheder om udenrigspolitikken, hvor de imperialistiske interesser er umulige at forene, men har fundet sit fulde udtryk med gældskrisen.
Sarkozys franske konservative, støttet af det franske borgerskab, har talt for en sammenlægning af al den europæiske gæld i en mægtigt pulje, og rejse billige penge ved at låne de bedre akkrediterede landes – i praksis Tysklands – gode kreditværdighed og AAA+ akkreditering. Den lidt naivt fremsatte plan fandt ikke meget støtte i Tyskland. Det tyske borgerskab har ingen sympati for de ”svage lande”, som har optaget ubetalelig gæld (ikke mindst ved at købe tyske varer). Ikke desto mindre har de tyske banker udlånt enorme summer til Grækenland, og indtil for nylig har de tjent gode penge på det.
Styrmand søges
Den økonomiske krise skød et ordentligt hul i kapitalisternes selvtillid. I de 20 forgående år havde de borgerlige økonomer prædiket, at kapitalismen som system havde sejret, og at systemet var krisefrit. Nu står borgerskabet konfronteret med den største krise siden 1930’erne. Febrilsk forsøger de borgerlige økonomer at opfiske alt det teori, som de kastede overbord, da de erklærede, at det ikke kunne gå galt. Borgerskabet vakler teoretisk mellem monetarisme og keynesianisme. I tidligere artikler om EU har vi forklaret hvorfor begge disse fremgangsmåder leder til ruin.
Flere respekterede borgerlige kommentatorer har fremført ideen om ”kvantitative lettelser”. Den ellers umiddelbart akademiske titel, dækker over en simpel og gammel ide. Deres ide er at lade seddelpressen køre på højtryk, og dermed trykke penge til at dække lånene. Det tyske borgerskab har tidligere erfaret, hvilken farlig løsning, det kan være. Da de forsøgte sig med foretagenet i 20’erne endte situationen ude af kontrol, og almindelige mennesker brugte de værdiløse sedler som brændsel. Tyskerne tydeliggjorde deres opposition, da Jürgen Stark, det tyske medlem af Den Europæiske Centralbanks ledelse, trådte tilbage og efterfølgende sagde til Der Spiegel, at det netop var udvikling i denne retning han var uenig i, og var grundlaget for hans tilbagetrædelse.
Bankerot i Grækenland
Siden krisens start er det blevet en tradition, og efterhånden en kliche, at snakke om et snarligt økonomisk forår ved hvert årsskift. Flere økonomer mener, at den seneste udvikling på aktiemarkederne, giver grund til optimisme. Der skal dog mere end et par grønne skud til for at hjælpe de europæiske stater ud af deres gæld. Banken Barclays Capital regner med, at de europæiske stater i alt skal låne 218 milliarder euro, bare i det første kvartal af 2012, igennem udstedelse af statsobligationer. Da flere stater af akkrediterings bureauerne er blevet nedgraderet, vil lånene blive dyrere, fordi at tilliden til tilbagebetalingen er faldet.
Den økonomiske krise har ramt de svageste økonomier først. Grækenland har nu i flere år balanceret på randen af bankerot. Trojkaen kæmper en desperat kamp, for at finde en løsning på Grækenlands gældsproblem, i håbet om at Grækenland vil blive i stand til, at betale deres lån tilbage til de tyske og franske banker. Som middelalderlige læger er trojkaens eneste medicin, at lade den græske arbejderklasse og unge bløde krisen ud. Men angrebene på velfærden og på lønningerne vil ikke hjælpe Grækenland.
Nedskæringerne skærer yderligere i det begrænsede marked. Således mener IMF at den græske økonomi gik tilbage med 6,8 procent i 2011, og forudser yderligere fald i 2012. Den græske stat står i en desperat situation og kan ikke undgå bankerot. Den græske befolkning sidder imidlertid ikke på hænderne, mens deres levestandard bliver bombet tilbage til antikken, og Grækenland står nu i en før-revolutionær situation.
Samtidig i Italien…
Langt fra at opdæmme krisen i Grækenland, som var EU ledernes oprindelige ambition, så har krisen spredt sig og hele Sydeuropa er nu smittet. Mens den græske økonomi er lille, og en statslig bankerot til at acceptere, så er krisen i Spanien og Italien langt mere alvorlig. Det estimeres, at landene tilsammen skal ud og låne en trillion euro de næste tre-fire år, for bare at kunne betale gamle lån og afdrag tilbage. I Italien fik de sidste år en ”teknokratisk” regering under ledelse af Mario Monti. Alle de borgerlige italienske partier i parlamentet har støttet op om den ikke-valgte regering. De virker ganske tilfredse med, at de ikke selv har ansvaret for at gennemføre EU-ledernes benhårde diktater. Den nye regering står overfor en umulig opgave. Staten skylder over 1,9 trillioner euro, hvilket svarer til 119 procent af landets BNP. Italien har dermed den tredjestørste offentlige gæld i verden. Gennem tre årtier har den italienske stat kørt med underskud, og den står nu i en håbløs situation. I alt skal Italien ud og låne 235 milliarder euro i 2012. Til sammenligning råder IMF, før det seneste europæiske indskud, over 291 milliarder.
Både den spanske og den italienske stater er for store til at redde, men og også for store til at lade gå bankerot. Det tyske borgerskab vil ikke betale for de kriseramte lande, og derfor presser Merkel på for besparelse og nedskæringer i alle de europæiske lande. Samtidigt er der også tendenser den anden vej. Mens Tyskland ikke vil lade den Europæiske Centralbank låne flere penge til de kriseramte stater, så har man ladet banken give tre årige udlån til de europæiske banker, som sidenhen har investeret dem i risikable statsobligationer. Merkel holder stadig fast i, at den europæiske krisefond, som træder i kræft til sommer, ikke skal råde over mere end 500 milliarder euro. Et fuldstændigt utilstrækkeligt beløb, hvis krisen i Italien og Spanien udvikler sig. Det er uundgåeligt at den næste acceleration i krisen vil bringe EU samarbejdet i alvorlig krise.
Revolutionære implikationer
De borgerlige økonomer fulgt af de europæiske ledere bruger deres luft, på endeløse diskussioner af udstedelser af obligationer. De bekymrer sig meget om kreditbureauernes nedgradering af europæiske lande. Sandheden er, at alle disse problemer kun er af sekundær betydning. Det virkelige problem er overproduktionskrisen, som kapitalismen har stået fast i siden 2008. Gældskrisen og bankvæsenets problemer er kun udtryk for kapitalismens grundlæggende problem, og kan heller ikke skilles derfra. Ikke desto mindre spiller staternes forgældelse en stor og vigtig rolle. Lignende situationer har flere gange i historien har haft revolutionære implikationer.
Formand Helle
Som et jordskælv har krisen rystet alle dele af samfundet. Alt hvad der før syntes stabilt og urokkeligt er forvandlet til kaos og ustabilitet. Således er den før så stærke euro nu under et enormt pres. EU’s kerne, den tætte alliance mellem Frankrig og Tyskland, er i opbrud. Da Frankrig blev nedgraderet af kreditbureauet Standard and Poors, forsvandt de sidste illusioner om et ligeværdigt forhold mellem de to europæiske giganter. Alliancen, og det ”specielle forhold”, mellem Tyskland og Frankrig har altid været dække, over at Tyskland reelt har magten i EU, og at Frankrig for længst har mistet sin plads imellem stormagterne. Dette dække tjente til deres begges bedste, men er nu fuldstændigt sønderknust. Hele Europa splittet i blokke, som langsomt er ved at komme til syne.
Helle Thorning balancerer nu, som formand, over et fuldstændigt splittet EU. Hendes første opgave, som cirkussets linedanser, blev at forhandle detaljerne Europagten. Pagten, som blev underskrevet den 30. januar af 25 ud af 27 medlemslande, blev en hårdt formuleret opskrift på nedskæringer. EU’s finanspagt forpligter landene til: 1) At holde arbejdsgivernes omkostninger nede, og således angribe arbejdernes lønninger. 2) At decentralisere lønforhandlinger og dermed svække fagforeningernes styrke. 3) At sikre at ”det kan betale sig at arbejde”, og derfor angribe arbejdsløse og syges rettigheder. 4) Og sørge for at pensionsalderen bliver sat op.
Pagten pålægger alle lande at forbyde såkaldt strukturelle underskud (underskud på statsfinanserne renset for konjunktur-bestemte udgifter) på mere end 0,5 procent af BNP. I Danmark bliver det dermed ulovligt for alle fremtidige regeringer at vedtage en finanslov med over 0,5 procent af BNP i underskud. Det fjerner muligheden for at bruge investeringer eller såkaldt ”kickstart” til at sætte gang i økonomien
Yderligere kriminaliserer pagten alle statslige underskud på over tre procent af BNP, hvilket skal sanktioneres hvis nogle lande overtræder. Europagten ligger grundlaget for massive offentlige nedskæringer i hele Europa. I Danmark skylder staten langt over de tilladte tre procent af BNP, det samme gør samtlige underskrivere af Europagten. Det anslås at det strukturelle underskud på finansloven i 2010 var på over 1,5 procent af BNP. Dermed skal staten skære endnu mere ned, hvis man skal undgå at blive dømt af EU.
Allerede ved de indledende forhandlinger i december gav Helle Thorning sin fulde støtte til Europagten og udtalte: ”Pagten handler om euroen, om at genskabe tillid til euroen og skabe et sikkerhedsnet for euroen. Hvis vi skal skabe vækst og beskæftigelse, skal vi have styr på euroen. Det starter først og fremmest der”. Flere medlemmer fra Socialdemokratiet var dog imod, og den mest udtalte modstander, partiets retsordfører Ole Hækkerup, kaldte pagten for usocialdemokratisk. Mens LO i Danmark har støttet op om den danske regering og Europagten, har også den Faglige Europæiske Sammenslutning været kritiseret pagten hårdt.
I den europæiske fagbevægelse EFS (forkortes ETUC på engelsk) betegnes den som nedskæringstraktaten: ”De politiske ledere viser os en vej, som fører ind i en blindgyde. Denne traktat kan måske berolige Kansler Merkel’s politiske venner, men ikke de millioner af arbejdsløse, de fattige eller dem i usikre jobs i Europa, som venter på beslutsom hjælp fra EU’s institutioner. Det er derfor vi er modstandere af finanstraktaten. Planer for balance på de offentlige budgetter må angribe spørgsmålet om bæredygtig vækst. Nedskæringer dræber vækst og jobs”, siger generalsekretæren for EFS Bernadette Ségol.
Inden for det seneste år er EU-samarbejdet blevet kraftigt intensiveret, og efter et år hvor samarbejdet flere gange har været på kogepunktet, er essensen af EU nu tydeligt. EU drevet frem af slavedriveren Angela Merkel, er gået til angreb på hele den europæiske arbejderklasse. I marts sidste år sluttede den daværende borgerlige regering sig, med støtte fra S og SF, til Konkurrenceevnepagten sammen med 22 andre EU lande.
Angrebene er et forsøg på at ligge krisens udgifter på skuldrene af arbejderklassen, og det hører ingen steder henne, at arbejderpartierne SF og Socialdemokratiet støtter angrebene. Det danske formmandsskab ligger sig desværre fuldstændigt på maven for den blodtørstige konservative ledelse af EU nemlig Merkel, Sarkozy, Cameron, Barroso og Van Rompuy. I Helle Thornings program kan man læse: ”Den altoverskyggende opgave for Europa bliver at komme sikkert ud af den dybe krise, som EU befinder sig i, og at sikre økonomisk stabilitet og skabe grundlaget for fremtidens vækst og beskæftigelse”. Hele programmet for det danske EU-formandskab er gennemsyret af denne tanke om, at vi må skære ned og lade arbejderne og de unge betale, for at kapitalisterne kan opnå økonomisk stabilitet og fremgang. Programmet, og siden tilslutningen til Europagten, er indrømmelser givet til de Radikale Venstre, og indrømmelse til fordel for borgerskabet på arbejderklassens bekostning. De Radikale Venstre pressede yderligere regering til, at stemme imod en fælles europæisk skat på finansielle transaktioner, og dermed lagde regeringen sig mere til højre end f.eks. Merkel og Sarkozy som stemte for skatten.
Marxisterne og EU
Marxisterne støtter fuldt ud Enhedslistens krav, om at gennemføre en folkeafstemning om Europagten. Det må være op til den danske befolkning at bestemme, om der skal afgives suverænitet og om EU skal have så stor indflydelse på alle fremtidige danske regeringer, hvilket 60 procent af befolkningen også kræver ifølge Altinget.dk. En sådan folkeafstemning burde også omfatte Konkurrenceevnepagten som er lige så bund-borgerlig som Europagten.
Men en afstemning løser ingen problemer i sig selv. Selvom vi står uden for både Europagt og Konkurrenceevnepagt er det nedskæringer som står på dagsordenen. Under en krise er der ingen alternativer til nedskæringer inden for kapitalismen. Der er nogle på venstrefløjen som argumenterer for, agt det hele ville være bedre hvis vi meldte os ud af EU. Men en udmeldelse af EU hjælper ikke på den økonomiske situation, og stiller måske den danske økonomi i en endnu mere presset situation. Om det er lederne af EU eller den danske regering som gennemfører nedskæringerne, spiller ikke nogen rolle for arbejderklassen og ungdommen som skal lide under angrebene.
Det eneste alternativ til EU er socialisme. Kapitalismen er løbet ind i en blindgyde, og bringer kun fattigdom, arbejdsløshed og desperation for den store del af befolkningen i Europa. EU er ikke roden til problemet, men i virkeligheden kun det europæiske borgerskabs accept af, at nationalstatens rammer er blevet for snævre. Det eneste virkelige alternativ til EU er Europas Socialistiske Forenede Stater.
Marxisternes holdning til EU og udmeldelse er lig den holdning Marx havde i datidens diskussion om frihandel kontra protektionisme. Marx forklarede at arbejderklassen hverken kunne støtte protektionisme eller frihandel, men i stedet selvstændigt måtte kæmpe for international socialisme. At vælge mellem EU eller udmeldelse, på et kapitalistisk grundlag, er det samme som, at vælge mellem pest og kolera. Det er en fælde at tage stilling i diskussionen, som i virkeligheden afspejler forskellige sektioner af borgerskabets interesser. I stedet for at kæmpe sammen med borgerlige for udmeldelse, som de f.eks. gør i Folkebevægelsen Mod EU, må alle socialister kæmpe inde i arbejderpartierne for en selvstændig holdning til EU.
