Den græske krise har nu et niveau hvor det kan betegnes som en før-revolutionær situation. I søndags var der de største demonstrationer i Grækenlands historie. Hundredetusinder af mennesker samledes for at protestere mod den reaktionære aftale, udenfor Athens parlament. Her så vi det græske folks virkelige ansigt: arbejdere og studerende, pensionister of småhandlende, unge og gamle, gik på gaden for at udtrykke deres raseri.
Frustrationerne er store over den pris som landet bliver tvunget til at betale for sin anden ”redningspakke”, et lån på 130 milliarder euro fra EU og den Internationale Valutafond, som håbes at kunne forhindre bankerot og udtrædelse fra Euroen. Imidlertid indeholder den såkaldte lån- og nedskæringspakke yderligere nedskæringer på 3,3 mia. euro i lønninger, pension og fyringer i dette år alene, som yderligere forværrer smerten fra fire års recession, lavere lønninger og høj arbejdsløshed.
Det ubønhørlige pres fra EU har allerede skåret levestandarden ind til benet og kastet landet ud i en dyb nedtur. Arbejdsløsheden er steget kraftigt til over en million. Det officielle arbejdsløshedstal på 21 procent underdriver problemets omfang. Det inkluderer ikke det store antal græske arbejdere som teoretisk er i arbejde, men som ikke har fået løn i uge eller endda månedsvis.
Pensionsnedskæringer for 300 mia. euro, en 22 procent reduction i mindstelønnen (32 procent for unge under 25) og fjernelse af 150.000 offentlige stillinger inden 2015, vil ramme så godt som alle græske husholdninger. Hospitaler er ved at løbe tør for medicin. Lønninger og pension er blevet slagtet. Stemningen i befolkningen er ved at blive desperat.
Naturligvis påvirker nedskæringerne ikke de rige. De har ”offshore” [udenlandske] bankkonti og har sendt deres penge ud af landet. Hele byrden af skattestigningerne falder på de fattiges, pensionisternes, arbejdernes og de småhandlendes skuldre. Det græske folk står stadig overfor endnu voldsommere besparelser på pensioner, lønninger og endnu større fald i levestandard fremover og deres tålmodighed er ved at løbe ud.
De ofre som indgår som betingelser i den seneste nedskæringspakke har gjort fagforeninger og arbejdere rasende, samtidig med tyske krav om endnu voldsommere tiltag som betingelse for fortsat græsk medlemskab af eurozonen har skabt offentlig vrede. Den brændende indignation kogte endeligt over i søndags, da de seneste og mest voldsomme nedskæringer blev forelagt det græske parlament til godkendelse. Det blev godkendt med 199 for og 74 imod, under de mest alvorlige uroligheder der er set på Athens gader. Titusinder belejrede det græske parlament i kraftfulde demonstrationer.
Repression fra staten
Demonstrationerne startede i Athen, men spredte sig øjeblikkeligt til andre græske byer, heriblandt Salonika, Patras, Rohdos, Corfu og Kreta. På Kreta marcherede ti tusind mennesker til centrum af Iraklion, hvor de under kampråb besatte fjernsynsstudierne.
Regeringen og dens styrker reagerede med hidtil uset vold, og angreb demonstranterne med stave, stun-grenades og kvælende tåregas. Demonstranterne kæmpede tappert tilbage, smed tåregasgranaterne tilbage mod politiet og kastede med sten og improviserede molotov-cocktails. Disse folk var ikke, som medierne portrætterede dem, alle anarkister. Mange var almindelige unge, rasende over politiets provokationer, som for eksempel at køre motorcykler ind i folkemængderne.
Stemningen var rasende. Der blev afholdt demonstrationer og protester i mange forskellige byer, fulgt af besættelser af rådhuse og regionale regeringsbygninger. På gaden var situationen som under en opstand. Mandag aften, dagen efter de store demonstrationer, angreb folket en af PASOK’s viceministres kontor i Patras og LAOS (højrefløjspartiet) kontor i Agrinio.
Søndag angreb 4000 urobetjente demonstranterne i Athen. ved dagens slutning var bymidten som en krigszone. Gaderne lå strøede med glas og sten. Omkring 45 blev såret og bygninger i det centrale Athen, herunder cafeer og biografer, blev antændt med brændbomber, der blev slynget af sted af maskerede demonstranter. Dette er blevet udnyttet af regeringen, som forsøger at retfærdiggøre sin støtte til nedskæringsplanen, ved at påstå at alternativet er ”kaos”.
Lucas Papademos, den ikke-valgte premiereminister, sagde til parlamentet: “Vandalisme og hærværk har ingen plads i et demokrati og vil ikke blive tolereret. Jeg opfordrer offentligheden om at udvise ro. I disse så vigtige tider har vi ikke råd til luksus som den slags protester. Jeg tror, alle er klar over, hvor alvorlig situationen er.”
Disse deklarationer driver af hykleri. Det er indlysende at volden på gaden med forsæt er blevet fremprovokeret af statens repressive styrker, præcis for at kunne skabe en stemning af frygt og ustabilitet. Regeringen selv er ansvarlig for dette.
Finansminister Evangelos Venizelos udstedte en desperate støtteappel før afstemningen ved midnat: ”Vi må vise at grækerne, når de kræves at vælge mellem værre og værst, vælger det mindste onde for at undgå det værste.”
Men ingen af borgerskabets såkaldte løsninger kan standse nedgangen. Grækenland kan ikke betale sin gæld. Det betaler nu 33 procent rente på sine udenlandske lån. Det betyder at landet er gået ind i en ond spiral, en ustoppelig proces, i hvilken årsag bliver til virkning, og virkning bliver til årsag: flere besparelser vil betyde dybere krise, større arbejdsløshed og lavere levestandard.
Dette vil på sin side betyde færre skatteindtægter og større offentligt underskud, som kun kan fyldes ved nye redninger, som vil lede til krav om nye nedskæringer og så videre. Det er som at falde i et sort hul, fra hvilket intet undslipper – ikke engang lysets stråler.
Politisk krise
I en TV-tale til nationen sent lørdag udpenslede Premiereminister Papademos omkostningerne ved at afslå ”pakken”. Han sagde at det ville ”lede landet ud på et katastrofalt eventyr” og ”skabe en situation med ukontrolleret økonomisk kaos og social eksplosion.”
Han tilføjede: “Landet vil blive suget ind i en malstrøm af recession, ustabilitet, arbejdsløshed og udstrakt elendighed og dette ville før eller siden lede til at landet forlader euroen”
Al dette er formentlig sandt, men det gjorde intet til at overtale grækerne til at overskære deres egen hals for at forhindre andre i at foretage denne smertefulde operation.
Der er massiv modstand mod nedskæringsplanen. Ifølge meningsmålinger er 90 procent imod den. På trods af dette, godkendte det græske kabinet pakken fredag, men først efter at seks medlemmer havde trukket sig.
LAOS, det lille nationalistiske højrefløjsparti, ledt af Giorgios Karatzaferis, trak sin støtte, men med den fortsatte støtte til de drakoniske tiltag fra de to primære partier, forventede Premiereminister Lucas Papademos at vinde parlamentets opbakning.
Imidlertid er der kommet splittelser og krise i alle koalitionspartierne. 22 parlamentsmedlemmer blev ekskluderet fra PASOK for at stemme imod planen og yderligere ni der undlod at stemme har fået reprimander. 21 parlamentsmedlemmer er blevet ekskluderet fra det konservative ND parti. Den andenstørste gruppe i parlamentet udgøres nu af de ”uafhængige” ekskluderes 64 parlamentsmedlemmer.
Hvad betyder alt dette? Det viser at de miskrediterede parlament ikke repræsentere folket. Meningsmålingerne viser kraftige fald i opbakningen til både PASOK og ND. Støtten til PASOK selv før søndagens afstemning var nede omkring 8-9 procent. Nu er den formentlig faldet yderligere.
Intet er blevet løst ved denne afstemning. Regeringen skal stadig indfri de barske betingelser som er bundet til lånet og skal overholde en deadline der ligger fredag inden hvilke at de skal have lavet en aftale med obligationsejerne og betale et udestående på 14,4 mia euro inden den 20. marts.
Enhver seriøs kommentator går nu ud fra at Grækenland i sidste end vil blive tvunget til at forlade eurozonen – og formentlig EU. Nødplaner der skal forberede et retur til Drachma er allerede blevet udformet i Athen, Berlin og Brussel. Det er kun et spørgsmål om tid.
De reviderede tal for 2011 viser at økonomien skrumpede med 6,8 procent, mere end oprindelig forventet og 7 procent på årsbasis i det sidste kvartal af 2011.
Selv hvis alle tiltag i den seneste nedskæringspakke bliver implementeret vil det ikke løse gældsproblemet. Det oprindelige estimat var at disse tiltag vil reducere gælden fra 160 procent af BNP (det nuværende niveau) til (et stadig meget højt) 120 procent. Men de seneste estimater indikerer, at selv hvis denne plan bliver udført (hvilket er usandsynligt) vil gælden stadig være på 136 procent i 2020.
På trods af dette er pengemændene, ledt af Angela Merkel, urokkelig. Selv de kraftige besparelser som regeringen i Athen er gået med til, stiller dem ikke tilfredse. Den tyske finansminister Wolfgang Schaeuble erklærede i et interview med avisen Die Welt am Sonntag: ”Løfterne fra Grækenland er ikke længere nok for os.”
Han tilføjede: “Grækenland må lave sit hjemmearbejde og blive konkurrencedygtige, hvad enten det sker i sammenhæng med et nyt redningsprogram eller ad en anden vej som vi faktisk ikke har lyst til at tage.”
De tyske ledere stoler ikke på de seneste tiltag. De vil have en underskrevet aftale fra regeringspartierne om at disse tiltag vil blive implementeret uanset resultatet af valget der ligger i april. De kræver også at ”redningspengene” lægges i en særlig fond uden for Grækenlands kontrol, således at kreditorerne bliver tilbagebetalt først og kun hvis der er flere penge tilbage kan de bruges på statens primære udgifter.
De forlanger også, at grækerne skal finde besparelser for yderligere 325 mio euro. Berlin forlanger desuden yderligere klarlæggelse af hvordan Grækenland vil skære lønomkostningerne med 15 procent. Med andre ord: det vil vride blod fra en sten.
Disse venlige tyske indvendinger hjalp ikke ligefrem Hr Papademos, hvis regering nu er som et skib strandet på et undersøisk rev i uvejr. Den berygtede Troika ville have at hans regering varede indtil slutningen af dette år. I stedet er den allerede nu ved at sprække i sømmene.
Ligesom alle EU-ledernes andre planer, smuldrer den ”nationale samlingsregering” hurtigt. Borgerskabet kan ikke længere kontrollere begivenhederne. Tværtimod er det begivenhederne der kontrollerer dem.
Der udskrives valg til afholdelse i april. Vi ved endnu ikke hvem der vil vinde, men vi kan slå fast hvem der vil tabe. Der er en stemning af vrede rettet mod alle partierne i den nuværende koalition. Alle partierne er i krise. Valget vil i bedste fald resultere i endnu en svag pro-nedskærings-koalitionsregering, formentlig ledt af det konservative ND. Dette vil intet løse og vil føre til yderligere ustabilitet. Ustabile, vil koalition efter koalition falde.
En før-revolutionær situation
Lenin pointerede for længe siden at der er fire forudsætninger for en revolutionærs situation: 1) den herskende klasse er splittet og i krise, 2) middelklassen vakler mellem borgerskabet og arbejderklassen, 3) masserne er parate til at kæmpe og yde de største ofre for at tage magten og 4) et revolutionært pari og ledelse der er parat til at lede arbejderklassen til erobringen af magten.
I Grækenland er alle disse faktorer til stede på nuværende tidspunkt, på nær den sidste. Den græske herskende klasse er i krise. Der er ingen løsning på den nuværende blindgyde. Dens ledende figurer er billedet på magtesløshed og ubeslutsomhed. De bliver kværnet mellem de to gigantiske møllehjul: på den ene side det nådesløse pres fra den internationale kapital, på den anden side den kraftfulde modstand fra masserne.
Krisen i den herskende klasse reflekteres i kriserne og splittelserne i hver eneste af regeringspartierne. Allerede nu er fyrre parlamentsmedlemmer blevet ekskluderet for ikke at stemme for nedskæringsplanen. Men disciplinære tiltag vil intet løse. Det er som at tapetsere over revner i en væg, der er forårsaget at store seismiske bevægelser i de tektoniske plader. Den nuværende regering har ingen legitimitet i massernes øjne. Det er en bankernes regering der aldrig er blevet valgt.
Hadet mod bankerne og de rige generelt er universelt. Den generelle stemning af revolte har spredt sig til middelklassen som har oplevet sin levestandard falde kraftigt: De småhandlende der er blevet drevet til fallit; de offentlige embedsfolk der har mistet deres arbejde; taxichaufførerne som står overfor ruin. Det er ikke sandt at middelklassen vakler mellem borgerskabet og proletariatet. Den græske middelklasse er af grusomme omstændigheder blevet tvunget til at gå ad revolutionens vej.
Hvad med arbejderklassen? I de sidste to år hard et græske proletariat udvist enorm kampvilje og beslutsomhed. Der har været 17 generalstrejker og utallige demonstrationer og masseprotester af alle mulige slags. Man må spørge sig selv: hvad mere kan vi forlange af arbejderklassen? hvad mere kan man forvente?
Det er sandt at den 48 timers generalstrejke der blev indkaldt af fagforeningslederne i sidste uge ikke var en stor succes. Er det en indikation på at stemningen i arbejderklassen er ved at kølnes? betyder det at masserne har affundet sig med det uundgåelige og at borgerskabet har lykkedes i at reetablere den nødvendige stabilitet? Tværtimod. Den gamle sociale og politiske stabilitet er blevet fuldstændigt ødelagt i Grækenland. Den vil hverken hurtigt eller let blive genetableret.
Hvordan forklarer man den mindre respons til indkaldelsen til en 48 timers generalstrejke? Svaret er meget simpelt: de græske arbejdere har forstået at én- eller to-dags strejker intet løser. Der er situationer hvor massestrejker og demonstrationer kan tvinge en regering til at ændre sin politik. Men dette er ikke en af dem.
Krisen er for dyb til at tillade borgerskabet noget som helst manøvrerum. De vil ikke forlade den kurs der, ligegyldigt hvad, er dikteret dem fra Berlin og Brussel.
Fagforeningslederne i Grækenland – lige som deres kolleger i andre lande – forstår ikke alvoren i situationen. Selvom de opfatter sig selv som de største realister, er de realiteten de mest blinde af de blind. De lever i en fortid der allerede er forsvundet langt tilbage i historiens tåger.
Fagforeningslederne forestillede sig, at ved at vise lidt modstand, ville de kunne overtale borgerskabet til at lave nogle kompromisser med dem. ”På trods af alt er vi moderate, ikke revolutionære.” Men i steder for kompromisser, er alt hvad de har modtaget en knytnæve i ansigtet.
Sandheden er, at fagforeningslederne brugte taktikken med én-dags generelstrejker som en belejlig måde for at lade masserne komme af med frustrationer. En én-dags generalstrejke er i realiteten kun en demonstration. Den kan være anvendelig i at mobilisere klassen, ved at trække selv de mest tilbagestående og passive lag med. På gaden kan arbejderne føle deres kollektive magt og deres selvtillid vokser.
Det er den positive side ved en én-dags generalstrejke. Men hvis den samme ting gentages gang efter gang uden at vise nogen konkrete resultater, bliver arbejderne trætte af det. De kan se at alle disse strejker har betydet at de har mistet mange penge, men har ikke lykkedes i deres mål. De konkluderer at stærkere midler skal i brug. Men hvilke midler er dette?
Her antager spørgsmålet om ledelse en særlig brændende karakter. Rene fagforeningsmæssige metoder kan ikke løse problemet, fordi problemets natur ikke er af fagforeningsmæssig, men af politisk karakter. Det er et spørgsmål om klasse mod klasse, om arbejdere mod chefer, rige mod fattige: i sidste ende er det et spørgsmål om statsmagten.
Taktikken med én- eller to-dags generalstrejker har fuldstændig udspillet sig selv. Den eneste mulighed nu er at en tidsubegrænset generalstrejke vælter regeringen. Men en tidsubegrænset generalstrejke er ikke længere en demonstration. Det stiller spørgsmålet helt åbent: hvem er herre i dette hus? Hvem hersker: jer eller os? Med andre ord: den stiller spørgsmålet om magten.
Dette er et spørgsmål som ingen af de nuværende ledere af venstrefløjen er parat til at stille. De er bange for at forklare til de græske folk, kvad de behøver at vide: At der ingen løsning er på Grækenlands problemer, så længe magten er i hænderne på en håndfuld parasitter: bankfolkene, kapitalisterne, godsejerne og shipping magnaterne.
Det er umuligt at kurere kræft med en hovedpinetablet. Hvad der kræves er en virkelig venstrefløjsregering – en arbejderregering der er parat til at ekspropriere bankerne og de store kapitalister – både de græske og udenlandske – og indføre en nationaliseret planlagt økonomi, under arbejderklassens demokratiske kontrol og administration.
For at frigøre den græske økonomi fra udenlandsk kapitals kvælertag, må al gæld afvises og der må etableres statsmonopol på udenrigshandlen. Drastiske revolutionære tiltag må indføres overfor spekulanter og folk der sender deres rigdom til udlandet.
Uden disse grundlæggende betingelser er en løsning umulig. Imidlertid vil selv ikke disse skridt være nok. Under moderne forhold, kan intet land redde sig selv på rent nationale linjer. Socialisme i ét land er en reaktionær utopi, som erfaringerne med Sovjetunionen og Kina tydeligt demonstrere. Et socialistisk Grækenland måtte appellere til arbejderne i Europa om at følge sit eksempel: smid kapitalens åg og foren jer i en europæisk socialistisk føderation, bygget på et solidt fundament af lighed og solidaritet.
Det eneste der står imellem arbejderklassen og magten er manglen på ledelse. Meningsmålingerne indikerer at venstrefløjspartierne (Synaspismos, KKE og Demokratisk Venstre) har over 40 procent af stemmerne. Det viser at arbejderklassen ser til venstrefløjen for at løse sine problemer. Men sekteriske taktikker forhindrer dem i at forene sig i handling. KKE nægter at engagere sig med andre venstrefløjspartier. De indkaldte endda til en separat demonstration i søndags.
Det er en fatal fejltagelse. Arbejderklassen kræver forenet handling imod kapitalistklassen og en virkelig socialistisk politik! Hvad der kræves er anvendelsen af den leninistiske politik med Enhedsfront. En sådan politik og program ville være tilstrækkeligt til at feje borgerskabets partier ned i historiens skraldespand hvor de hører hjemme.
Lad vores banner være socialismens og den proletariske internationalismes banner. Det er den eneste vej frem for arbejderne i Grækenland, Europa og hele verden.
London, 14. februar 2012
