Danmark og mere præcist Helle Thorning Schmidt overtog den 1. januar EU-formandskabet. Regeringen står allerede i en presset situation indenrigs, og med overtagelsen af EU-formandskabet vil den nye regering for alvor blive sat på prøve. Regeringens sidder nu i en åbenlys kattepine. I Danmark falder regeringens opbakning, alt imens statsministeren, med den faldende popularitet i tankerne, nu skal være formand for det europæiske samarbejde, hvis fundamentet ryster og truer med at styrte sammen, og hvor splittelserne er mere udtalte end nogensinde før.
I de første 48 timer af uge to udspillede regeringens trængsler sig for åben skærm. Mandag morgen den 10. januar tonede Helle Thorning frem på skærmen til et pressemøde, som skulle markere regerings første 100 dage ved magten. Regeringens ambition om, at ændre Danmark radikalt de første 100 dage af regeringsperioden blev erklæret opfyldt. Statsministeren udtalte: ”Vi har vendt udviklingen i Danmark”. Denne udtalelse blev fuldt op af en række eksempler på radikale ændringer. Opgøret med VK-regeringens symbolpolitik, mere specifikt afskaffelsen af knivloven og hævning af den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år, blev fremhævet, men også at regeringen har arbejdet for at give Danmark et nyt friskt internationalt image, og har i den forbindelse nedlagt VK-regeringens toldkontrol ved grænsen. Marxisterne støtter disse tiltag, men karakteristikken af tiltagende er vi uenige i. Regering har på mange område videreført den borgerlige regerings politik, for eksempel har de opretholdt tilbagetrækningsreformen, halveringen af dagpengeperioden og angrebene på efterlønnen. Det er netop manglen på radikalt anderledes tiltag, manglen på et alternativ til den tidligere borgerlige regerings politik, som har gjort, at regeringen har mistet deres opbakning.
Imens regeringens første 100 dage ved magten blev debatteret, forberedte regeringen sig på den næste opgave. Præcist 32 timer efter det før omtalte pressemødet, modtog statsministeren i Bella Center de fine herrer fra EU, her i blandt formanden for EU-Kommissionen José Manuel Barroso og formanden for Det Europæiske Råd Herman Van Rompuy. Den polske premiere minister Donald Tusk, som havde formandskabet i andet halvår af 2011, indledte ceremonien, og så mere end lettet ud ved overdragelsen af formandskabet til Helle Thorning. Statsministeren står nu officielt i spidsen for det europæiske samarbejde. Mens det officielt fejres, med europæiske flag på busserne og royal banket, at EU-cirkusset er kommet til byen, så bliver formandskabet en benhård test af regeringen. For under overfladen er alt ikke liv og glade dage i det 50 år gamle samarbejde. Helle Thorning skal optræde som cirkussets linedanser de næste seks måneder, og skal forsøge at skabe balance i et samarbejde, hvor splittelserne har ligget latent under overfladen siden fødslen.
EU samarbejdets historie
I Rom 1957 skabte de seks oprindelige medlemslande Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som stødte til de allerede eksisterende samarbejder nemlig Det Europæiske kuld- og Stålfællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab.
Efter Anden Verdenskrig var alle de europæiske lande kraftigt svækkede. Både Italien og Tyskland havde fået smadret deres industri, og stod tilbage svækkede og afkræftede. De øvrige europæiske lande som Frankrig, Holland og Belgien havde mistet deres kolonier og samtidigt fået et ordentligt hak i selvtilliden. Mens Europa lå ødelagt og blødende efter krigen, gik USA ud af krigen som verdens absolut største magt, og igennem Marshallplanen øgede USA sin magt i Europa. Hjælpen var en bitter pille at sluge for de europæiske herskende klasser, som var urolige over den øgede amerikanske kontrol over Europa. På verdensmarkedet var der ingen af de europæiske magter, som kunne hamle op med USA eller Japan. Alene var de europæiske industrier for svage. På baggrund af den økonomiske situation blev de herskende klasser i Europa presset i en akavet alliance. Det europæiske samarbejde blev oprettet som en handelsblok til beskyttelse mod USA, Japan, USSR og de europæiske imperialisters gamle kolonier. De borgerlige medier fremstiller for det meste EU-samarbejdet som en helgen på jord, men virkeligheden er en helt anden. Al hyklerisk snak om global frihandel og solidaritet mellem de europæiske folkeslag bliver udstillet, når man tager et kig på Rom-traktaten fra 1957 virkelige indhold.
Traktaten sikrer varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskræftens frie bevægelighed. Samtidigt indførte traktaten også landbrugsstøtten, hvilket betyder, at der tilbydes en speciel favorabel pris til alle europæiske landmænd, en pris som ligger over de gennemsnitlige på verdensmarkedet, som skal finansieres af medlemslandene. For at beskytte Europa mod resten af verden, og støtte det hjemlige marked, oprettede traktaten også den europæiske toldunion, hvad den fornærmede herskende klasse i USA, som havde investeret i at få Europa på benene igen gennem Marshallplanen, betegnede som Fort Europa.
Rom-traktaten gav de europæiske kapitalister frie tøjler til at udbytte den europæiske arbejderklasse. Traktaten levner Ikke den mindste sikring mod kapitalen til den europæiske arbejderklasse, som siden har måttet kæmpe imod det fuldstændige arbejdsgiver-dominerede europæiske samarbejde.
Katten, musen og et specielt forhold
Den franske herskende klasse har altid været den mest højlydte tilhænger af det europæiske samarbejde, med så meget integrering som muligt. Med Anden Verdenskrig havde den franske herskende klasse indenfor en periode på kun 74 år lidt tre hjerteskærende nederlag til Tyskland (1870-71, 1914-18 og 1939-45), og var derfor besat af idéen om at undgå en ny krig med Tyskland, ved at knytte naboen tæt til dem. Økonomisk Tyskland underlegen overbeviste den herskende klasse i Frankrig sig selv om, at de kunne blive den politiske ledelse i et fremtidigt europæisk samarbejde, og havde i virkeligheden også en ambition om også en dag at blive Europas førende økonomiske magt. Udviklingen gik dog ikke som planlagt, og som så mange gange før, har den herskende klasse i Frankrig måtte se deres ambitiøse plan gå i vasken.
Tyskland har haft stor gavn af det europæiske samarbejde, og i mange øjne spiller de nu rollen som den utaknemmelige fødselar, som vil have mere efter at alle pakker er åbnede. Frihandlen i Europa gav den tyske industri muligheden for at vise sit fulde potentiale, og siden er Tyskland vokset til Europas altoverskyggende gigant. Som en invaderende art uden naturlige fjender, har den tyske industri opslugt det europæiske marked, og fordrevet alle svagere kapitalister. Genforeningen af Øst- og Vesttyskland udbyggede Tysklands i forvejen suveræne position i Europa, og blev med rette frygtet i Paris og London. Mens borgerlige over hele Europa lykønskede den tyske befolkning med genforeningen, lå de søvnløse og svedende om natten. Genforeningen åbnede en, hvad der syntes som en uudtømmelig kilde af billig arbejdskræft for den stærke Vesttyske industri. Over en periode på få årtier lykkedes det for Tyskland at opnå med økonomiske midler, hvad det ikke lykkedes at opnå i to verdenskrige – at forene Europa under den tyske imperialismes herredømme. Ydermere har Tyskland haft stor fordel af at binde de sydeuropæiske lande til en monetaristisk union. Lande som Italien og Frankrig har ikke længere muligheden for at devaluere, og dermed gøre deres varer billigere. Men selv for
Tyskland er det europæiske samarbejde bittert sødt. Som Europas største økonomi, er det Tyskland, som i sidste ende skal stå til ansvar, når krisen bliver for dyb for de mindre stærke økonomier.
Storbritannien holdte sig i starten ude af det europæiske marked. Isoleret sad de på den anden side af kanalen med illusionerne om, at Storbritannien stadig var en stormagt og for mægtigt et land til at samarbejde med den tilbagestående befolkning på fastlandet. Hvad den over 100-årige stagnation på verdensmarkedet, som Trotskij beskrev meget præcist i pjecen Where is Britain Going, ikke formåede, magtede den Egyptiske general Gamal Abdel Nasser. Da han smed dem ud af Suez i 1956, pressede han den herskende klasse i Storbritannien til at se virkeligheden i øjnene. Med ét så det selvindbildte britiske borgerskab klart; på de 11 år der var gået siden Anden Verdenskrig, havde de mistet næsten alle deres kolonier, og var nu efterladt som en dværg med storhedsvanvid. Men da de engelske diplomater kom kravlende over kanalen, og bankede på døren i Bruxelles for at søge om medlemskab, ville de franske repræsentanter ikke åbne. Den franske herskende klasse har som ordsproget siger, tyv tror hver mand stjæler, altid haft mistro til det engelske borgerskabs velmenende hensigter. Det franske borgerskab frygtede, at med Storbritanniens deltagelse i EU-samarbejdet, ville USA få indflydelse på samarbejdet, som netop var sat i verden i opposition til den amerikanske dominans.
Velbevandret i at spille med skjulte kort så det franske borgerskab lige igennem al snakken om USA og Storbritanniens ”specielle forhold”. Med velbegrundet mistro så det franske borgerskab forholdet i dets rette lys – nemlig som intet andet en et figenblad for, at England er bundet på hænder og føder af den amerikanske imperialisme. I den lange periode med Engelsk stagnation på den internationale scene, har forholdet mellem koloni og moderland – eller storebror og lillebror – skiftet plads. Amerikansk imperialisme har et fast greb om England, som med tiden og med afviklingen af den britiske industri er blevet mere og mere afhængige af storebror på den anden side af Atlanten. Det virkelige forhold mellem USA og Storbritannien, hvor USA tager hvad de vil, og England er efterladt med resterne, har ingen britisk statsmand haft modet til at beskrive, udover den fiktive premiereminister i filmen Love Actually. Storbritannien blev således holdt ude til 1973, hvor de blev optaget sammen med Danmark og Irland.
Europas Forenede Stater – En reaktionær utopi
Allerede i 1848 forklarede Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest, at kapitalismen uundgåeligt ville skabe et verdensmarked. I dag er verdensmarkedet skabt og altoverskyggende. Alle lande, selv de mest isolerede og underudviklede, er blevet hvirvlet ind på verdensmarkedets arena. At verdensmarkedet økonomisk er almægtigt, blev helt åbenlyst ved den globale krises udbrud. Inden for få måneder havde krisen spredt sig til alle verdens lande. En sådan krise har selvfølgelig et individuelt udtryk i hvert land, men ikke desto mindre har overproduktionskrisen stadig vedvarende konsekvenser for hele verden. Verdensmarkedet opstod, fordi kapitalismen ikke længere kan udvikles inden for nationalstatens snævre rammer. Mens nationalstaten i kapitalismens ungdom hjalp til at udvikle produktionen, er den for længst blevet en klods om benet på udvikling. Det hjemlige marked er for de store virksomheder og monopoler ikke længere tilstrækkeligt. For at få afsat deres produkter, skal de sælge til mange flere end bare deres landsmænd, derfor er de nødt til at ustandseligt at udvide markedet. Marx og Engels’ forudsigelse om verdensmarkedets opståen er nu en realitet, som effektivt beviser nationalstatens utilstrækkelighed. Selve produktionen gør oprør mod nationalstaten, som er forældet og hæmmende. Produktionen er gjort samfundsmæssig, men den stadige udvikling af produktionsmidlerne – og dermed samfundet – er forkrøblet af de indsnævrende kapitalistiske ejendomsforhold.
Det Europæiske Fællesmarked blev oprettet som de europæiske kapitalisters forsøg på at overvinde nationalstatens snævre begrænsninger med dets begrænsede marked. Men dette fællesmarked kan ikke samle de modsatrettede nationale interesser. Konkurrencen udefra pressede de store europæiske økonomier som Tyskland, Frankrig og England sammen i en akavet alliance, og samarbejdet tyngde tiltrak de mindre europæiske lande. Men samtidig forblev de nationale interesser modstridende. Selve integrationen og især samarbejdet om den fælles mønt er gået længere end marxisterne oprindeligt havde forudset. I en historisk opsvingsperiode har det været muligt at forene sig. De fælles interesser vejede i en periode stærkest, men de uløselige modsætninger under overfladen er gang på gang blevet åbenbaret. Det blev de eksempelvis da de østeuropæiske lande skulle optages. De franske og engelske politikere var tøvende, da de østeuropæiske lande historisk har været tysk indflydelsessfære. Under det økonomiske opsving i efterkrigstiden, og de langt mindre opsving senere hen er de europæiske lande gået forholdsvis langt, med integrationen af økonomierne. Men i en tid med krise, som den nuværende, kommer alle de modstridende interesser op til overfladen. Integrationen fandt sin naturlige stopklods ved udenrigspolitikken, hvor de store landes modsatrettede interesser aldrig har kunnet forenes. Men uden det økonomiske opsving er det tydeligt, at de økonomiske interesser heller ikke kan forenes.
Lenin forklarede i sin tid, at en fuldstændig sammenslutning af Europa, eller Europas Forenede Stater, var en reaktionær utopi. En utopi fordi de vidt forskellige økonomier ikke kan samles i en union. En sådan union vil ikke betyde ligeret mellem nationerne, men den stærkestes undertrykkelse af alle andre. Men mest af alt reaktionær, fordi en union af Europas kapitalistiske lande kun kan være et våben i hånden på borgerskabet, direkte rettet mod arbejderklassen, ungdommen og alle undertrykte lag. EU er sat i verden for at forsvare og udbygge udbytningen af den europæiske og den internationale arbejderklasse. Så længe Europa forbliver kapitalistisk, så vil EU-samarbejdet forblive de store virksomheders magtredskab. I den nuværende situation er EU i mange lande en undskyldning, for at skære i almindelige menneskers levestandard, mens de store virksomheder udbygger deres profitter.
