For præcis et år siden, skrev jeg i en artikel med titlen: 2011: – optimisme eller pessimisme? (2011: – Optimism or pessimism?) “Krisens første virkning var chok, ikke kun for de borgerlige, men også for arbejderne. Der var en tendens til at klynge sig til jobs og acceptere nedskæringer på kort sigt, især eftersom fagforeningslederne ikke tilbyder noget alternativ. Men dette vil blive erstattet med en generel vrede og bitterhed, som før eller senere vil begynde at påvirke arbejderklassens masseorganisationer.“

Disse forudsigelser blev til virkelighed, langt hurtigere end jeg havde nogen ret til at forvente. Verden foran os er under hastig forandring. I løbet af de seneste 12 måneder har begivenhederne udfoldet sig med rasende fart.

Det er svært at forestille sig, at Ben Ali, Mubarak og Gaddafi for et år siden øjensynligt sad stærkt på magten. Berlusconi, Papandreou og Zapatero var stadig ledere af deres respektive lande. Ingen havde hørt om indignados eller Occupy Wall Street bevægelsen. Ingen talte om euroens forestående undergang.
Hvor har tingene ændret sig! Ved starten af det nye år er den herskende klasse grebet af en voksende pessimisme, grænsende til panik. Alle forsøg på at puste nyt liv i en hensygnende verdensøkonomi har slået fejl. Indsprøjtning af billioner af dollars i bankerne har kun tjent til at omdanne et sort hul i hjertet af verdens finansielle system til et sort hul i de offentlige finanser i Europa og USA.

Ingen udvej

Kapitalisterne kan ikke se nogen vej ud af den nuværende krise. Deres eneste politik er at skære ned, skære ned og skære ned igen, mens de forsøger at ødelægge alle erobringer, som arbejderklassen har tilkæmpet sig gennem de sidste 50 år. Hvis det lykkes, vil det betyde, at samfundet skubbes tilbage til den slags forhold, arbejderne kendte i Marx og Charles Dickens dage – den slags forhold de kinesiske arbejdere lider under på nuværende tidspunkt.
En sådan politik vil ikke løse krisen, men vil tværtimod kun gøre den dybere. Ved at skære i løn og pension, reducerer de efterspørgslen yderligere, og forværrer derved overproduktionskrisen, der viser sig som overskydende kapacitet på globalt plan.

På en forvirret måde bliver dette forstået af keynesianisterne, der går ind for foranstaltninger til at reaktivere økonomien ved at øge efterspørgslen. Den samme sang bliver sunget af reformister i alle nuancer, lige fra Socialdemokrater til ex-stalinister, der har opgivet at foregive troskab mod kommunismen og søger løsninger inden for kapitalismens rammer. Disse folk kan ikke lide den nuværende kapitalisme. De ønsker at erstatte den, ikke med socialismen (de nævner ingen gang ordet længere), men en anden kapitalisme, en pænere kapitalisme, en blidere, mere human kapitalisme – kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Det er, hvad de kalder “realisme”. Det ligner et desperat forsøg på at finde cirklens kvadratur eller lære en menneskeædende tiger at spise salat.

De mener, at det blot er et spørgsmål om at stimulere efterspørgslen. Men hvordan er det muligt at sætte skub i efterspørgslen? Måske ved at sænke renten? Men renten er allerede tæt på nul. Eller ved at øge statens udgifter? Men det største problem for Europa og USA er netop, hvordan man kan fjerne den enorme gældspukkel i det offentlige, der er tilovers fra bankkrisen i 2008. Hvordan kan regeringer, der er konkurs, øge statens udgifter? Trods alle deres bedste bestræbelser, lykkedes det aldrig alkymisterne at forvandle uædle metaller til guld. Og som antikkens folk plejede at sige, “ex nihilo, nihil fi” – af intet opstår der intet.

Den eneste mulige løsning på denne gåde er, hvad de kalder “kvantitative lempelser”, det vil sige, at staten skal trykke store mængder penge til at lukke det gabende hul i de offentlige finanser. Dette er en desperat foranstaltning, der uundgåeligt ville føre til en eksplosion i inflationen og et nyt og endnu dybere kollaps senere. Sammenlignet med keynesianisternes økonomiske voodoo var de gamle alkymisters hokuspokus en genial øvelse i logik.

Billedet kunne næppe være mere trøstesløst. Financial Times, den britiske kapitalistklasses mest prestigefyldte organ, samlede den 31. december modet til at offentliggøre en leder med den opmuntrende titel: Finding reasons to be cheerful (At finde grunde til at være munter) – når alt kommer til alt, hvem ønsker at være ulykkelig nytårsaften? Det vigtige er, at der i første omgang skal ledes efter grunden til at være munter. Under alle omstændigheder vil læserne af FT have fundet meget lidt at juble over i en artikel, der begynder med følgende ord:

“Vil nogen begræde enden på 2011? Dette har været et år med non-stop krise og uddybning af det økonomiske mørke. Fra den tsunami, der udløste den nukleare katastrofe i Fukushima, til de europæiske lederes lammelse, da investorernes tillid til euroen begyndte at kollapse, er der ikke meget grund til beklage at ringe året ud.

Næste år ser ikke stort bedre ud, med udsigten til recession hængende over store dele af Europa, mens selv de økonomiske kraftcentre i Asien er begyndt at føle presset. Frem for at byde 2012 velkommen vil mange af os være tilbageholdende med at fejre et nyt år, der lover endnu flere nedskæringer og usikkerhed.”

Uanset hvilken lille trøst FT kunne fremsætte i sin leder, blev de straks modsagt af overskriften på forsiden af samme udgave, der oplyser os om, at 6,3 milliarder dollars forsvandt fra markederne i 2011. Bratte fald på verdens børser viser, at kapitalisterne, der ikke havde nogen grund til at fejre år 2011, vil have endnu mindre at fejre ved indgangen til 2012.

Cheferne jamrer over deres faldende overskud og aktier. Men midt i krisen forbliver de super-rige stadig super rige. De samme bankfolk, der ledte verdens finansielle system til ruin, giver sig selv hundreder af millioner i bonus. Ingen er stillet til regnskab. Ingen sendt i fængsel. Pengene strømmer ind. Champagnen flyder stadig.

For de fattige og arbejdsløse betyder kapitalismens krise derimod et mareridt af fattigdom og ydmygelse, hjemløshed og fortvivlelse. For millioner af familier i USA er der ingen grund til nytårsfest.

Masserne går i aktion
Men enhver aktion har en lige så stor og modsat rettet reaktion. Overalt er masserne begyndt at handle. Den ændrede situations mest markante manifestation er fremkomsten af en verdensomspændende protestbevægelse, der afviser kapitalismen. Et stigende antal mennesker reagerer mod den eksisterende orden: den arbejdsløshed, der dømmer millioner til tvunget inaktivitet, den endeløse krig, racisme og uretfærdighed: og frem for alt, den store ulighed, som koncentrerer uanstændig rigdom i hænderne på den 1%, som regerer samfundet, mens de dømmer det store flertal af verdens befolkning til et liv med stigende fattigdom, elendighed og fornedrelse.

Det mest markante træk ved denne verdensomspændende bevægelse er lighederne både i årsager og mål. Dette er blevet forstået af borgerskabets mest indsigtsfulde repræsentanter. Således skriver Gideon Rachman:

“På trods af de åbenlyse forskelle i velstand og frihed mellem Europa og den arabiske verden, var det svært ikke at se en vis parallel mellem Europa og den arabiske verden, var det svært ikke at se en vis parallel mellem de skarer af vrede, unge arbejdsløse mennesker i Nordafrika og Sydeuropa los indignados -. der besatte det centrale Madrid i maj for at protestere mod Spaniens ungdomsarbejdsløshed på 40 procent – gjorde forbindelsen eksplicit ved temmeligt pralende at hævde en forbindelse til Tahrir Square.

Efter urolighederne i London og folkelige protester mod ulighed og korruption i lande så forskellige som Chile, Kina, Israel og Indien, skrev jeg en klumme i slutningen af august, under titlen ‘2011, the year of global indignation (‘2011, Året for den globale harme’) På det tidspunkt, spekulerede jeg på, om USA kunne vise sig at være immun over for den bølge af sociale protester, der bredte sig rundt om i verden. Men den idé blev hurtigt gjort til skamme. Fra september var Wall Street bevægelse kommet i gang.”(FT, 30/12/11)

De bevægelser, der udfolder sig, har mange af kendetegnene for en revolutionær eller før-revolutionær situation. Det gælder ikke kun i Egypten og Grækenland, men også USA. “I lyset af den folkelige vrede, politiske skældsord og protestbevægelser på deres dørtrin, kæmper de rige tilbage i nye omgang amerikansk klassekrig“, informerer Financial Times os. (22/12/11).

Selvfølgelig taler vi her kun om de meget tidlige stadier af revolutionen – det stadium, hvor de store masser, der hidtil har haft lille eller ingen interesse i politik, nu befinder sig på gaderne protesterende og demonstrerende mod en social og politisk orden, der er blevet utålelige.

Det er nemt at påpege manglerne ved bevægelsen: dens uorganiserede, spontane og kaotiske karakter, manglen på klare mål og programmer. Men sådanne mangler er karakteristiske træk ved de tidlige stadier af enhver revolution i historien.

Revolutionens skole
Masserne overalt og til alle tider lærer ikke fra bøger, men kun fra deres direkte erfaring. Store begivenheder er nødvendige for at ryste masser ud af deres sædvanlige apati og politisk ligegyldighed. Revolutionen er deres skole, hvor de lærer nogle meget smertefulde erfaringer. Men i en revolutionær situation, lærer de mere på en enkelt dag med aktion end på tyve år med en “normal\” tilværelse. Hvem kan tvivle på, at arbejdere og unge i Egypten ikke lærte mere i et par ugers kamp end i alle de foregående årtier af deres liv?

Man kan selvfølgelig indvende, at ingen af den egyptiske revolutions grundlæggende mål endnu er opnået. Kynikere vil sige: “Der ser du! Den gamle orden har bare skiftet sin styreform, mens alle de gamle korrupte elementer forbliver ved magten. Militæret har magten og knuser revolutionen.” Sådan er ”visdommen” som farisæerne, der kan ikke se ud over deres egen næsetip og skeptikere, der kun kan se bagsiden af historien, aldrig dets ansigt, påberåber sig.

Alle revolutioner går gennem bestemte stadier, der reproducerer sig selv under de mest forskellige omstændigheder med den mest forbløffende regelmæssighed. Marxismen gør os i stand til at se udover de individuelle begivenheder og se processen som et hele – med alle dets uundgåelige modsætninger, modstrømninger og uophørlige ebbe og flod.

Det første stadie er altid det samme: en fase af eufori, hvor massebevægelsen ser ud til at feje alt til side. For dem, der gennemlever det, er det en berusende oplevelse. Det er som om, alt pludselig er muligt. Sejren ser uundgåelig ud, nederlag er utænkeligt. Det er stadiet med demokratiske illusioner.
I 1917 i Rusland var denne fase repræsenteret af februarrevolutionen, da arbejderne og soldaterne væltede Tsaren og opsatte sovjetterne. Men trods massernes eufori løste februarrevolutionen intet fundamentalt. Efter Romanovernes, godsejerne og kapitalisternes fald, omgrupperede bankfolkene og generalerne sig bag den provisoriske regerings beskyttende facade. De herskede med ”demokratiske” midler, mens de samtidig forberedte kontrarevolutionen.

Bolsjevikpartiet under Lenin og Trotskij forblev et mindretal i sovjetterne, der var domineret af de reformistiske ledere fra de Socialrevolutionære og Mensjevikkerne, der støttede den Provisoriske regering. Bolsjevikkerne krævede, at magten overgik til sovjetterne, men reformisterne klyngede sig til borgerskabet.

Resultatet var, at pendulet svingede skarpt til højre. Lenin måtte flygte til Finland. Pravdas trykkerier blev smadret af reaktionære bander. Trotskij og andre bolsjevikiske ledere blev fængslet. Resultatet var General Kornilovs kupforsøg, der blev besejret af massernes aktion.

Det forberedte et nyt sving til venstre, hvor bolsjevikkerne vandt det afgørende flertal i sovjetterne og forberedte magtens overføring til sovjetterne i oktober (d. 7. november efter den moderne kalender). Vi ser et lignende mønster i den spanske revolution 1931-37 og også i den franske revolution 1789-93.

Omvæltningen af Mubarak var et kæmpe skridt fremad. Det viste massernes enorme magt. Men ligesom februarrevolutionen i Rusland løste det ingen af massernes fundamentale problemer. Og det er ikke muligt at løse problemer som arbejdsløshed, hjemløshed og fattigdom så længe jorden, bankerne og de store industrier forbliver i et lille privilegeret mindretals hænder.

Selv løftet om demokrati vil forblive en tom frase under kapitalismen. De ejendomsbesiddende klasser omgrupperer sig bag officererne, der selv ejer en stor del af den egyptiske økonomi og har kapitalinteresser i at modstå forandring. Masserne har forstået dette og handler i overensstemmelse hermed. Ungdommen er naturligt i frontlinjen af den revolutionære kamp. Borzou Daraghi skriver:

“Spurgt igen og igen om, hvad de ville gøre hvis nogen forsøgte at kidnappe deres revolution, har de unge egyptere, tunesere og libyere givet det samme svar: lave en ny revolution. Få har foreslået at danne og gå med i et politisk parti, for at få deres interesser repræsenteret.“

“Det er os, der lavede revolutionen,’siger Siraj Moasser, en 26-årig libyer. ’Hvis revolutionen går skævt, vil vi lave en ny. Vi har intet at miste’.”

Og videre:

“’Vi håber på frihed og retfærdighed, og på at shabab [arbejderklasse unge] endelig finder arbejde,’ siger Mohammad Medhad, arbejdsløs 21-årig fra Kairo, der var blandt demonstranterne på Tahrir-pladsen i januar og igen i sidste måned. ’De unge er dem, der bør have kommandoen, fordi det var dem, der lavede revolutionen’.” (Financial Times 30/12/11)

Det er den autentiske stemme fra de revolutionære masser og unge.

Det svageste led
Sidste januar skrev jeg:

“De skeptikere, der klager over det såkaldt ’lave bevidsthedsniveau’ blandt masserne, viser blot, at deres kendskab til marxismen kun består af ufordøjede stumper. Deres pedantiske tilgang til klassekampen er en giftig blanding af uvidenhed og intellektuelt snobberi. Alle skeptikernes afmægtige klagesange vil blive gjort til skamme af de gigantiske begivenheder, der er under forberedelse. I modsætning til eunukkerne kan masserne kun lære gennem kamp. Der vil naturligvis komme mange nederlag, fejl og tilbageslag, men gennem alle disse erfaringer, vil bevægelsen lære og vokse. Der er ingen anden vej.

Skridt for skridt forbereder kapitalismens disintegration vejen for revolutionære udviklinger. Vejen til store sociale forandringer forberedes af en hel række af delvise kampe. Det er det nødvendige forberedende stadie, vi befinder os i.”

Her tolv måneder senere har jeg intet behov for at ændre et eneste komma i, hvad jeg dengang skrev. Det forberedende stadie til verdensomspændende revolutionære kamp for socialisme vil uundgåeligt blive langstrakt på grund af svagheden i den subjektive faktor: det revolutionære parti og ledelse. Den må bygges under begivenhedernes gang.

Den arabiske revolutions virkelige betydning er: at kapitalismen er begyndt at bryde sammen i sit svageste led. Krisen i den arabiske verden er langt dybere og mere eksplosiv end krisen i Europa eller USA. Men grundlæggende set er det den samme krise. Det anerkendes af i det mindste nogen af kapitalens strateger, som Andreas Whittam Smith, en finansiel journalist og stifter af The Independent.

20. oktober 2011 skrev Whittam Smith en artikel med titlen: Vestlige nationer er nu modne til revolution. I denne artikel pointerer han, at ved begyndelsen af år 1848 var der ingen, der troede, at revolution var nært forestående. Selvfølgelig! Borgerskabets såkaldte eksperter er hypnotiseret af overfladiske fænomener, blinde for de processer der foregår i samfundets dyb. Frem for alt er de organisk ude af stand til at forstå den virkelige vrede og frustration, der udvikler sig blandt masserne. Derfor overraskes de altid af revolutioner.

Borgerskabets manglende evne til at forstå revolution blev klart udstillet af den arabiske revolution. Så sent som 6. januar skrev The Economist: ”Det er usandsynligt, at Tunesiens problemer vil vælte den 74-årgie præsident eller overhovedet ryste hans styremodel.” Få uger senere var Ben Ali blevet væltet og hans regime lå i ruiner.

25. januar 2011 udtalte Hilary Clinton: “Vores vurdering er, at den egyptiske regering er stabil og leder efter veje til at møde det egyptiske folks legitime behov og interesser.” Det var da masserne allerede var på gaden i Kairo.

Samme mangel på opmærksomhed blev udvist af andre borgerlige kommentatorer, såsom BBC korrespondenterne i Kairo, der 17. januar skrev, at der ikke kunne finde nogen opstand sted i Egypten, fordi folk der er apatiske: ”Modsat Tunesien, har befolkningen her et meget lavere uddannelsesniveau. Analfabetismen er høj, og internetudbredelsen lav.”

Artiklen, underskrevet af Jon Leyne i Kairo havde titlen: “Ingen tegn på at Egypten vil tage den tunesiske vej.” Og endnu værre blev disse linjer også inkluderet i en rapport over begivenhederne 25. januar, som var den massedemonstration, der markerede revolutionens start. Det var det fulde omfang af de borgerlige eksperters visdom, der for mindre end tolv måneder siden benægtede selve muligheden af den arabiske revolution.

Det er selvfølgelig tydeligt, at revolutionen endnu ikke er slut og stadig må gennemløbe en hel række stadier, hvis præcise kurs er umulig at forudsige. Der er for mange variable både nationalt og internationalt for at kunne gennemføre en sådan opgave. Det, vi kan forudsige, er udviklingens generelle linje og indikere de forskellige muligheder, der er iboende i situationen. Men hovedsagen er at forstå, at revolutionen er begyndt og vil fortsætte med at udfolde sig gennem en helt række af stadier, før den når sin endelige løsning.

Kampen for en ny verden
De begivenheder, der ryster den arabiske verden i sin grundvold, er blot en manifestation af verdenskapitalismens generelle krise. Ikke et af folkets problemer kan løses indenfor det kapitalistiske systems snævre grænser. Det er hovedårsagen til de revolutionære eksplosioner i Nordafrika og Mellemøsten. Det er derfor den arabiske revolution ikke kan stoppe, før den har tacklet hovedgrunden, som er det private ejerskab til produktionsmidlerne og nationalstaten, der er for snæver til at kunne rumme produktivkræfterne kolossale potentiale.

De nye bevægelser er et udtryk for det kapitalistiske systems dybe krise. På den anden side har disse bevægelser selv ikke forstået situationens alvor. På trods af al energien og vitaliteten i disse bevægelser har de begrænsninger, der hurtigt vil blive eksponeret. Besættelsen af pladser og parker fører, selvom det kan være et stærkt opråb, i sidste ende ingen steder. Mere radikale midler er nødvendige for at skabe en grundlæggende forandring af samfundet.

Med mindre bevægelsen tages til et højere niveau på et vist stadie, vil den dø ned og efterlade folk skuffede og demoraliserede. Når de reflekterer over deres oplevelser, vil et stigende antal aktivister indse behovet for et sammenhængende revolutionært program. Det er denne forfatters påstand, at dette kun Marxismen kan give dette.

Vejen, som vi er slået ind på, vil ikke blive nem. Der vil komme mange op- og nedture. Der vil komme nederlag såvel som sejre. Men en ting er klar. Det kapitalistiske system er gået ind i en fase af endeligt og uomstødeligt forfald. Det har intet at tilbyde menneskeheden udover en fremtid med rystelser, kaos, kriser og krige. Dets fortsættelse truer selve civilisationen og kulturens fundament, og i det lange løb stiller det endda spørgsmålstegn ved jordens fremtidige liv.

Det er nemt at blive modløs af de grusomheder, der omringer os til alle sider: millioners sult, massearbejdsløshed, konstante krige og opstande, de uundgåelige nederlag og tilbageslag. Sentimentale moralister og tårevædede pacifister må ryste på hovedet af dette uhyrlige skue. De ser kun udtrykket på overfladen, men er blinde for de dybere årsager. Men hvad, der er brug for, er ikke klagende jamren og suk over ”menneskets umenneskelighed overfor mennesket” men en videnskabelig diagnose og forslag til en kur.

Historien er ikke blot et meningsløst katalog over katastrofer og forbrydelser. Omhyggelig observation vil afsløre bestemte mønstre, der konstant gentager sig selv. Den periode, vi nu gennemlever, har mange ligheder med perioden for det Romerske imperiums fald, der afspejlede den blindgyde, som et forældet produktionssystem – slaveriet – befandt sig i. Det lange forfald blev trukket ud i flere århundreder. Der var perioder med tilsyneladende genoplivning, der blot udgjorde forspillet til nye og endnu dybere fald.

Produktivkræfternes stagnation førte til en general tillidskrise, startende i den herskende klasse selv. I nedgangsperioden var der en generel følelse af pessimisme i det romerske samfund, afspejlet i irrationelle tendenser i filosofien og religion. Næsten ingen troede på de gamle guder. I stedet var der en epidemi af mystiske sekter fra orienten. Den samme altgennemtrængende lugt af forfald – økonomisk, social, moralsk og intellektuel, klæber overalt til det kapitalistiske samfund i dag.

De reaktionære bebrejder ungdommen deres mangel på tro. Men hvad er der for unge mennesker at tro på? Der var en tid, hvor de socialistiske og kommunistiske partier fremsatte et perspektiv for grundlæggende forandring i samfundet. Det er en af periodens centrale modsætninger, at lederne for partierne og organisationerne, som arbejderklassen har stiftet for at ændre samfundet, er blevet monstrøse forhindringer på vejen til forandring.

Ikke desto mindre er arbejderklassen tusinde gange mere magtfulde end det mest magtfulde bureaukratiske apparat. Begivenhederne de sidste tolv måneder er et sønderlemmende svar til alle kynikerne og skeptikerne. De giver et uigendriveligt bevis på, at intet kan ødelægge massernes vilje til at forandre samfundet.

Samfundets herskere – som eliten i det romerske imperium – kæmper for at kvæle denne nye verden ved fødslen. De er ikke villige til at give afkald på magten, eller afstå et eneste atom af deres rigdom og privilegier. De vil ikke give op uden en grusom kamp. De må væltes af arbejderklassens bevidste bevægelse – disse moderne slaver, der producerer al samfundets rigdom og som er de eneste, der er i stand til at genopbygge en ny social orden fra ruinerne af det gamle. Det, der er tydeligt fra de inspirerende begivenheder i Tunesien og Egypten, er, at når først masserne er mobiliserede for at ændre samfundet, kan ingen kraft på jorden stoppe dem.

Den verdensomspændende revolutionære bevægelse er begyndt. Den vil opleve mange omskiftelser, nederlag og tilbageslag. Men gennem alle disse erfaringer vil de fremstående arbejdere og unge lære og drage konklusioner. Marxisterne har fuld tillid til arbejderne og ungdommen i Egypten, Tunesien, Grækenland, Spanien, USA… Vores rolle er ikke at prædike fra sidelinjen men at gå ind i kampen. Vores plads er ved deres side, deltagende i hver eneste kamp, mens vi forklarer, at den eneste virkelige løsning er kapitalismens omvæltning og dets erstatning med et samfund passende for mennesker at leve i – socialisme.

Vi forstår, at de grusomheder vi ser omkring. er de smertefylde fødselsveer fra den nye verden, der kæmper for at blive født. Midlertidige nederlag vil ikke afskrække os fra vores kurs. Det kapitalistiske samfund er pilråddent. Det er dødssygt. Det kan ikke reddes og alle forsøg på at forlænge dets eksistens forlænger blot dets dødskamp og skaber nye grusomheder for menneskeheden: udbrud af vold, krige, terrorisme og døden for millioner af mennesker. Det kapitalistiske samfund må dø, for at menneskeheden kan leve.

Nogen sagde til Durruti – den modige spanske anarkist, der gennem sin egen erfaring kom tæt på bolsjevismen – “selv hvis du vinder, vil du sidde på en bunke ruiner.” Til dette kom Durruti med et karakteristisk revolutionært svar: ”Vi har altid levet i slum og huller i muren. Vi vil vide, hvordan vi skal tilpasse os et stykke tid. For du må ikke glemme, at vi også ved, hvordan man bygger. Det er os, arbejderne, der byggede disse paladser og byer, her i Spanien og USA, og overalt.

Vi arbejdere kan bygge nye, der kan tage deres plads og bedre! Vi er ikke det mindste bange for ruiner. Vi vil arve kloden; der er ikke den mindste tvivl herom. Borgerskabet vil måske sprænge og ruinere sin egen verden, før det forlader historiens scene. Vi bringer en nye verden med os, her i vores hjerter. Den verden vokser i dette øjeblik.”