Morten Østergaard (R) er blevet uddannelsesminister. Hans – og hans partis – politik er en forlængelse af den nedskæringspolitik, som den tidligere regering førte.

De Radikale er en sjov størrelse, og der har formentlig været mange unge, der har set til dem. Nogle vil sågar mene, at der ikke er grundlæggende forskel på dem og arbejderpartierne, og de bliver også tit medregnet i ”rød blok”. Men man skal ikke tage fejl. Bag deres borgerlige ”humanisme” gemmer der sig et bund borgerligt arbejdsgiver parti, uden nogen som helst rødder i arbejderklassen, og hvis fornemmeste historiske opgave har været, at få trukket Socialdemokraterne imod midten.

Universiteterne og erhvervslivet: en kærlighedshistorie
Vores nye uddannelsesminister bruger de samme floskler, som man har hørt tidligere om, at der skal være bedre undervisning og at flere skal gennemføre uddannelsen. Men Morten Østergaard mangler ikke visioner, og vil gerne føre erhvervslivet endnu længere ind på universiteterne. Der skal simpelthen være et større afhængighedsforhold mellem universiteterne og de private virksomheder. Dette er en klar forsættelse af den tidligere borgerlige regerings politik, som blandt andet indførte eksterne flertal i bestyrelserne for universiteterne. Morten Østergaard forklarer:

”Vi er nødt til at nedbryde de mentale barrierer på begge sider af hegnet, og der skal vi sende et signal til de forskere, der er under uddannelse, at det at engagere sig i en privat virksomhed ved at gennemføre store projekter — eller ligefrem tage sine idéer og bygge en virksomhed op — det er ikke at sætte sin forskerkarriere på pause, men derimod en del af vejen frem”
Og forsætter:

”Med de ranglister, vi har nu, der bonner det meget ud, hvis man er citeret i Nature eller British Medical Journal, men har man på baggrund af sin ph.d. opbygget en virksomhed, der er blevet opkøbt, så har man altså også præsteret noget, der bør være meriterende.” (Information.dk 07.10.11)

Ministeren mener altså, med andre ord, at det er vigtigere, at vi forsker i, hvad virksomhederne befaler frem for, hvad der vil være mest samfundsudbytte af. Problemet med denne logik er, at unge ikke starter på universitetet for at maksimere profitten hos en virksomhed. De starter, fordi de brænder for deres fag, og de fleste forsker videre i det på deres kandidat og måske ph.d., fordi man gerne vil have det kommer samfundet som helhed til gode. Det står i skarp kontrast til ministerens vision om, at udbyttet af forskningen skal tilgå til en lille gruppe mennesker i toppen af firmaerne, og at forskning kun skal bruge til at hæve
profitterne.

For studerende og forskere er det vigtigt, hvilken kritik og feedback ens forskning får fra kollegaerne, nationalt og internationalt, og de aktører man berør med ens forskning samt hvordan det kan være til gavn for samfundet. Fuldstændig ligegyldigt er det, hvor meget man har forhøjet et firmas værdi på grund af sit arbejde.
Et ordsprog lyder: ”den der betaler musikken, bestemmer hvad der skal spilles”. Hvis man forsker for virksomhederne, kunne man nemt forstille sig, at det så var dem, der bestemte, hvad man skulle forske i. Endnu værre; så ville de også have en stor indflydelse på ens forskningsresultater. Der har været flere eksempler på censurerede forskningsresultater. Derfor må vi som studerende kategorisk afvise et større afhængighedsforhold med virksomhederne. Vi kan kun støtte en forskning, der er kritisk, fri og samfundsnyttig.

Resultatkontrakter
En anden vision Morten Østergaard præsenterer, er en kontraktpolitik med universiteterne (det lyder som noget Anders Fogh Rasmussen kunne have fundet på):

”Det nye, bærende princip bliver, at vi vil tilbyde meget mere selvregulering og mindre kontrol, men til gengæld for en meget håndfast forpligtelse på at levere resultater.” (samme sted)

Forudsætningen for at få gode resultater er netop forskningsfrihed, og ikke forudbestilte resultater. Desværre ligger tanken om resultatkontrakter helt i tråd med ministerens anden vision om øget afhængighed af de private firmaer.
Dette vil også hurtigt skabe et unaturligt skel mellem de forskellige fag og universiteterne. Det vil nemlig skabe skel mellem dem der vil kunne levere de resultater, som regeringen og/eller firmaerne kræver, også mellem dem, der forsker i emner og områder, som ikke umiddelbart kan udmunde I konkrete resultater, der kan omsættes i omsætning og profit for firmaer. De første vil få masser af frihed og penge til at forske, mens de sidste får færre og færre penge, mens de kommer under konstant pres fra gennem kontrolmekanismer og krav om synlige resultater.

En ny minister og en ny politik!
Som universitetsstuderende kan man kun være rystet over den nye ministers udmeldinger. Efter 10 års borgerlige nedskæringer og forringelser på universiteterne, troede de fleste, at der ville komme – i hvert fald nogle – forbedringer. Men nej. Det her er nøjagtigt samme politik, som den tidligere borgerlige regering førte over for universiteterne. Den nye radikale minister ønsker åbenbart de private virksomheder endnu længere ind på universiteterne, og give dem endnu mere indflydelse end før.

Som marxister er vi ikke principielt imod større sammenhæng mellem produktion, arbejde og forskning. Faktisk mener vi, at det kan være yderst konstruktivt for forskningen, med et tæt samarbejde med dets forskningsfelt. Det er det samme med undervisning, hvor man lærer mere, hvis der er en vekselvirkning mellem selve undervisningen og noget mere konkret arbejde med det, der bliver undervist i. Det er klart, at så længe vi lever I en markedsøkonomi, vil forskning, undervisning og samfundet styres af konstant fokus på profitmaksimering. Kun ved demokratisk kontrol med økonomien, kan man virkelig realisere en sammenhæng mellem forskningen, produktionen og det omgivende samfund, der styres af demokratiske beslutninger og flertallet behov og ønsker. Man vil dog kun få det fulde udbytte ud af sådan et samarbejde under en demokratisk planøkonomi, da firmaer under markedsøkonomi udelukkende er interesseret i. Den kapitalistiske produktionsmåde begrænser ikke kun det udbytte, man får ud af produktionen. Den begrænser også alle andre områder i samfundet – som her på universitetet. Udgangspunktet for en større sammenhæng må altså være en overordnet samlet plan.

Morten Østergaard har ikke lagt op til at forbedre forholdene for ansatte og studerende det mindste, men kun for erhvervslivet. Ministeren kan ikke engang love, at nedskæringerne stopper:

»Vi er tre partier i en regering, der har stået skulder ved skulder og kritiseret VK for deres nedskæringskurs på både uddannelses- og forskningsområdet, så deri ligger en forpligtelse, men jeg giver ingen garantier, når det gælder den første finanslov,«
siger ministeren.

”Ingen garantier” kan ikke i den nuværende økonomiske krise komme til at betyde meget andet end, at de massive nedskæringer, vi har set de seneste 10 år, vil forsætte under vores nye minister. Det kan vi som studerende ikke leve med. Vores uddannelse er allerede blevet udsultet alt for længe, brugerbetalingerne er kommet snigende ind ad bagdøren, og de private firmaer har deres fingre alt for langt nede i vores beslutninger.

Opbyggelsen af et uddannelsessystem, der ikke kun var forbeholdt eliten, har altid været arbejderbevægelsens krav, og er opstået som følge af arbejderklassens kamp for, at deres børn også kunne få en uddannelse. Arbejderbevægelsen satte sit præg både på, hvad uddannelserne skulle bruges til, uddanne os i, og på kravene om gratis uddannelse, en SU til at leve af, ungdomsboliger og så videre. Uddannelsespolitik kan ikke adskilles fra den generelle politiske kamp. Vi må kræve, at den borgerlige Radikale minister bliver smidt på porten, og at vi får en ny minister fra et arbejderparti, der fører en politik, der tilgodeser de studerende, underviserne og den danske arbejderklasse – ikke erhvervslivet.