Det er efterhånden tydeligt for mange på venstrefløjen, at det langt fra var nok at vælte den borgerlige regering ved valget 15. september. Valget var blot første skridt hen imod en regering, der fører en politik til gavn for arbejderklassen.
Første alvorlige lektion er, at arbejderpolitik ikke er mulig, så længe vi har en regering baseret på klassesamarbejde. Det Radikale Venstre er et borgerligt parti, der i hele sin levetid har presset Socialdemokraterne til at føre en ”ansvarlig” – det vil sige en arbejderfjendtlig politik – præcis som de gør det nu med S og SF.
Flere og flere i arbejderpartierne og ude på landets arbejdspladser og skoler er begyndt at indse, at det var en eklatant fejl, at toppen i både S og SF konstant insisterede på, at de Radikale skulle med i en ny regering efter valget. Vi må have lært lektien til næste gang; men allerede nu tage konsekvensen.
Regeringspartierne, især S og SF, har både før og efter valget tabt opbakning. Socialdemokratiet fik sit dårligste valg i 103 år, og får nu de værste meningsmålinger nogensinde. Hver gang et valgløfte opgives, henviser toppen i S og SF til, at der desværre ikke er flertal til henholdsvis bankskat, bevarelse af efterløn, tilbagerulning af dagpengeforringelser eller to-lærer ordning. Som de siger: ”man skal kunne tælle til 90 mandater”. Problemet er, at for hver valgløfter der opgives, for hver indrømmelse der gives til de Radikale, jo mere miskrediteres arbejderpartierne og jo længere væk bevæger vi os fra, at arbejderpartierne kan opnå at få 90 mandater – og altså danne en arbejderregering.
Der er brug for et brud med de Radikale øjeblikkeligt. Arbejderpartierne må fremlægge en klar arbejderpolitik, der som minimum opfylder valgløfterne. De Radikale må så vælge om, de vil støtte denne politik eller ej. Det er mest sandsynligt, at partiet vil afslå at støtte en arbejderpolitik – det ville gå imod alt, hvad de står for – men derigennem ville partiets rolle som borgerskabets agenter i den røde lejr, blive afsløret. Det er den eneste måde at sikre, at arbejderpartierne fastholder deres troværdighed og opbakning ved, at de rent faktisk gennemfører arbejderpolitik.
Skal det ske, må der skabes en alliance af venstrefløjen i partierne, fagforeningerne og så videre. En alliance imod arbejderpartiernes samarbejde med de Radikale.
I alle arbejderpartierne, i fagforeningerne, på landets arbejdspladser, på skoler, universiteter, gymnasier, tekniske skoler og så videre, sidder der flere og flere, som indser nødvendigheden af et brud med de Radikale. Et brud med klassesamarbejdet. Det er denne utilfredshed, der må bygges på.
En sådan alliance kan for eksempel opstartes ved, at venstreorienterede partiafdelinger eller fagforeningsafdelinger tager initiativ til lokale møder på tværs af parti- og faglige skel. Den 4. oktober samledes knap 200 aarhusianske tillidsfolk fra BUPL, FOA, 3F, Dansk Sygeplejeråd og Dansk Socialrådgiverforening for at diskutere nedskæringerne i velfærden i Aarhus kommune. Initiativer som disse kunne danne startpunktet for opstarten af en venstrefløjsalliance imod de Radikale.
Mange af dem, der er utilfredse med S – og især SF’s løftebrud – er gået til Enhedslisten. Men også Enhedslisten vil stå over for det samme valg som S og SF; enten accepterer de kapitalismen, og det kan i den nuværende situation med dyb, dyb krise ikke betyde andet end nedskæringer, eller også fremfører de en socialistisk politik for et brud med klassesamarbejdet med de Radikale.
I alle tre arbejderpartier, S, SF og Ø, vil der i den kommende periode komme diskussioner om, hvilken politik der skal føres. Der er behov for, at alle, der som minimum er imod samarbejdet med de Radikale, går sammen i en alliance.
Som marxister vil vi indgå i en sådan alliance, og fremføre vores idéer: at den eneste vej til at sikre arbejderpolitik er gennem en socialistisk politik. Det vil sige en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol i Danmark og internationalt.
Køb abonnement på Socialistisk Standpunkt her.
