Trotskismen er tilbage. Ikke fordi den har været forsvundet, men fordi den i årtier har været trængt i baggrunden og de revolutionære marxister reduceret til et lille antal. Kapitalismens historiske krise der holder verdensøkonomien og særligt den europæisk i et jerngreb og ikke mindst stalinismens kollaps i begyndelsen af halvfemserne, går trotskisme mere relevant end nogensinde før. Og når en cubansk(!) forfatter udgiver en bog som ”Manden der elskede hunde” (se artikel andet steds), der for en stor del handler om stalinismens forbrydelser mod den internationale revolutionære bevægelse og Trotskijs kamp imod dette, så er der grund til at stoppe op og reflektere en enkelt gang eller to.
I årtier er trotskismen blevet tilsværtet fra to fronter: På den ene side fra borgerskabet, på den anden side fra det stalinistiske regime i Sovjetunionen og dets proselytter i de såkaldte kommunistpartier i resten af verden. De to fronter har angrebet fra forskellige vinkler og med forskellige anklager, men målet for dem begge har været det samme: at slukke den revolutionens flamme der blev tændt ved arbejderklassens overtagelse af magten i Rusland i oktober 1917.
Borgerskabet har anklaget Trotskij (i kraft af hans rolle som én af de to primære ledere af oktoberrevolutionen, sammen med Lenin) og hans tilhængere for at være fanatiske revolutionære, at stalinisme og trotskisme er to sider af samme sag og forsøgt at skræmme arbejderklassen i den vestlige verden med eksemplet fra det brutale degenererede diktatur i Øst.
På den anden side gjorde det stalinistiske bureaukrati store krumspring for at komme frem med de mest absurde anklager om trotskisternes påståede kontrarevolutionære aktiviteter. Den ene dag var Trotskij i alliance med med den britiske efterretningstjeneste i MI6, den næste indrulleret i Franco’s hær eller i Hitler’s tjeneste som en del af ”trotsko-fascismens” plan om at omstyrte ”arbejdernes realisrede paradis” i Sovjet.
Men hvorfor al dette postyr om en eksileret mand, og en yderst marginaliseret bevægelse? Hvorfor var det nødvendigt for Stalin at udrense ikke bare tilhængerne af den Venstreopposition som Trotskij stod i spidsen for i kampen mod degenereringen af Sovjetunionen og arbejderstaten, men også deres familier i flere generationer? Hvorfor var det nødvendigt at skrive Trotskij ud af historiebøgerne, at slette ham fra fotografier og brænde hans bøger?
”Trotskismen” (en term Trotskijs modstandere opfandt) var dødsens farlig, ikke på grund af materielle ressourcer og magt, som var endog yderst begrænsede, men fordi selve den revolutionære marxismes idé, hvilket er essensen af Trotskisme, er den systematiserede erindring om arbejderklassens evne til at tage sin skæbne i egne hænder, at rejse sig fra undertykkelse og selv tage magten. Derfor indgav den så stor frygt hos både kapitalister og bureaukrater og derfor blev den bekæmpet mere indædt end nogen anden politisk tendens.
Født imod strømmen
Kampen mellem Trotskij og Stalin var ikke en kamp mellem personligheder, men en kamp mellem sociale kræfter. Baggrunden for denne kamp var revolutionens isolation i et yderst tilbagestående landbrugsland.
Den internationale trotskistiske bevægelse blev født, kæmpende imod alle odds. Degenereringen af Sovjet og bureaukratiets konsolidering begyndte for alvor omkring 1926-27. Det var en tid hvor den internationale revolutionære bølge, der fulgte første verdenskrig og den russiske revolution, havde ebbet ud efter især nederlagene i Tyskland 1918 og 1923 og efterfølgende slagtningen af den kinesiske revolution i 1927. Altså en tid hvor arbejderklassen på international skala blev trængt tilbage, omend under hårde sværslag, i form af bl.a. den spanske revolution i midten af 30’erne. Men det var fægtninger der udgjorde et ”last stand”, en sidste mulighed for arbejderklassens sejr, inden reaktionens overtag, der ledte til fascismens sejrsgang i flere europæiske lande og efterfølgende Anden Verdenskrig.
Det var i denne objektive situation at den trotskistiske bevægelse blev født. Bevægelsen startede med Venstreoppositionen i Rusland. Det var en oppositionel strømning i Kommunistpartiet, der politisk blev startet af Trotskij og Lenin i hans sidste dag, da det begyndte at stå dem klart at fremmede klassers indflydelse krøb ind gennem sprækker og fuger, ikke bare i statsapparatet i Rusland, men også i selve partiet.
Isolation og tilbageståenhed
Lenins, Trotskijs og i det hele taget Bolsjevikpartiets perspektiv for den russiske revolution havde fra start været internationalt. Netop her fremstod problemet i sin brutale åbenhed. Det stod før revolutionen og før Stalins overtagelse klart for enhver bolsjevik, at Rusland, med sin tilbagestående økonomi, kultur, produktion og ikke mindst middelalderlige landbrug, aldrig ville kunne opbygge et socialistisk samfund alene, i konkurrence med de avancerede kapitalistiske lande. Arbejderklassens magtovertagelse i Rusland måtte ses som et springbræt for den internationale revolution, en gnist der kunne sprede sig og antænde den europæiske og særligt den tyske revolution, som en nødvendighed for ikke bare opbyggelsen af et socialistisk samfund, men for selve arbejderstatens overlevelse.
Da revolutionen led nederlag på nederlag i de udviklede lande, sank arbejderstaten dybere og dybere ned i isolation og fortvivlelse. Den russiske arbejderklasses svækkelse og bureaukratiets styrkelse stod i omvendt forhold. Stalins såkaldte ”teori” om socialisme i ét land, undfanget af sovjetbureaukratiets behov for fred og ro til at konsolidere sig og opbygge sin priviligerede postion, var et teoretisk misfoster der stod i skærende kontrast til både Bolsjevikpartiets traditioner og den marxistiske ABC. Bare tanken om en sådan ide havde været utænkelig under Lenin, der desværre var blevet dødelig syg i 1923 efter et attentatforsøg og flere hjerteanfald. I hvor høj grad der var tale om et principielt brud i politisk doktrin, med Stalins ”teori om socialisme i ét land” vises af følgende citat fra Lenin i november 1918:
”Historiens kendsgerninger har bevist overfor de russiske patrioter, som ikke vil andet end deres lands umiddelbare interesser, at omdannelsen af vor russiske revolution til en socialistisk revolution ikke var et eventyr, men en nødvendighed, eftersom der ikke var noget andet valg, anglo-fransk og amerikansk imperialisme vil uundgåeligt kvæle Ruslands frihed og uafhængighed, medmindre den verdensomspændende socialistiske revolution, den verdensomspændende bolsjevisme, sejrer.”
Da denne sejr ikke materialiserede sig, primært på grund af de europæiske socialdemokratiske lederes forræderi, var degenereringen uundgåelig og de revolutionære kræfter i Rusland, med Trotskij i spidsen, stod foran en enorm opgave.
Ukuelig optimisme
Fra start stod Venstreoppositionen overfor en enorm overmagt. Gradvist rettede Stalin hele statsapparatet imod oppositionen for at knuse den. Alligevel bukkede de ikke under eller overgav sig, omend tusinder af revolutionens bedste veteraner blev henrettet, forsvandt eller begik selvmod.
Først blev Trotskij ekskluderet fra partiet, siden sendt til Sibirien og derefter udvist og alle, ikke bare trotskisterne, men alle der havde spillet en rolle under oktoberrevolutionen og kunne huske Bolsjevikpartiets traditioner, blev efterhånden uskadeliggjort eller fysisk udryddet. Under Stalin blev alle der sad i Centralkomiteen under oktoberrevolutionen, på nær to, udryddet.
Den trotskistiske bevægelse startede som opposition inde i partiet og selv efter de blev ekskluderet og landsforvist, og de der blev tilbage i Rusland gik til grunde i Stalins udryddelseslejre, insisterede ”trotskisterne” på at de var en del af det russiske kommunistparti og den Kommunistiske Internationale. På samme måde betragtede Trotskijs støtter over hele verden sig som en ekskluderet fraktion af III Internationale, på trods af den globale heksejagt fra alle lokale stalinistiske ledere. Kampen stod for at reformere arbejderstaten og Internationalen, at vinde den tilbage på ret kurs.
I trediverne gik Stalin over til den adventuriske politik med at splitte den internationale arbejderbevægelse mellem ”kommunisterne” og de socialdemokratiske arbejdere, de såkaldte ”social-fascisterne”. Det var den såkaldte 3. periode. Denne splittelse hjalp bl.a. Hitler til magten i Tyskland da det tyske ”Kommunistparti” udråbte ”Social-fascisterne” til hovedfjenden og nægtede at indgå i enhedsfront med socialdemokrater for at slå fascisterne, borgerskabets rendyrkede reaktion, tilbage. Dette skete på trods af at kommunistpartiet og socialdemokratiet til sammen havde mange tusind flere mand under våben end nazisterne. Da det lykkedes Hitler at komme til magten og ”Kommunistisk” Internationale, ikke evaluerede sin fejltagelser, men tværtimod ophøjede det tyske kommunistpartis politik, uden en eneste protest fra den internationale ”kommunistiske” bevægelse, indså Trotskij at Kommunistisk Internationale, III Internationale, var død som redskab for verdensrevolutionen og at det var nødvendigt at bygge en ny.
At bygge fra bunden
Det var ifølge Trotskij den vigtigste kamp i sit liv. Det siger ikke så lidt, når man betænker, at han sammen med Lenin havde ledt Oktoberrevolutionen, været arkitekten bag den Røde Hær og sejren i borgerkrigen. Men han var klar over, at den kamp han nu stod overfor – at bygge en ny revolutionær marxistisk internationale – var vigtigere end noget andet. Udsigterne var på ingen måde gode.
Trotskij var næsten fuldstændig isoleret. I alle verdens lande var der kun små grupper af trotskister, meget unge og meget uerfarne og forfulgt at det russiske GPU. Oven i dette skal lægges, at visse af de elementer der gik med i Fjerde Internationale, gjorde det af modstand mod de gode sider af Bolsjevikpartiet og arbejderstaten i Rusland. Mange unge intellektuelle i den vestlige verden gik med Trotskij i begyndelsen, ikke på grund af modstand mod stalinismens bureaukratiske centralisme, men som modstandere af centralisme og organisation i det hele taget. Det gjorde det ikke så lidt svært at bekæmpe en yderst disciplineret fjende som det stalinistiske bureaukrati og det hemmelige politi GPU.
Derfor var det så meget desto vigtigere for Trotskij at slå det fundamentale fast. Den marxistiske teori måtte først og fremmest graves frem fra den bunke stinkende lig som Stalin havde begravet den i. Netop Trotskijs værker fra denne periode er nogen af de mest værdifulde teoretiske perler for revolutionære. Både med hensyn til analysen af det stalinistiske bureaukrati (fx i Revolutionen Forrådt), Den Russiske Revolutions Historie, og ikke mindst hans omfattende korrespondance med lederne af den unge Internationale.
Offer for Stalins hånd
20. august 1940 lykkedes det for Stalins agenter fra GPU at slå Trotskij ihjel i sit eksil i Mexico. Da isøksen borede sig ind i kraniet på ”den gamle mand” var det ikke bare en stor personlighed der gik tabt, men et ødelæggende slag mod den internationale revolutionære bevægelse. Fjerde Internationale var stadig enorm heterogen og i sin tidlige ungdom. Ingen andre af de såkaldte ledere i Internationalen havde tilnærmelsesvis samme format og teoretiske niveau som ”den gamle mand”. Derfor gik der kun kort tid før at Fjerde Internationale røg ud i store problemer. Internationalens ledere var ude af stand til at ændre deres perspektiv efter den ændrede situation efter krigen og organisationen desintegrerede hurtigt. Kun få revolutionære var i stand til at stå fast på de marxistiske ideer og kæmpe imod strømmen i hele efterkrigsopsvinget. Fjerde Internationale er i dag så godt som forsvundet som en selvstændig tendens. Men IMT, der har rødder tilbage i fjerde Internationale, har taget på sine skuldre at videreføre Trotskijs arv og den revolutionære marxisme.
Begivenhederne bærer beviset
Trotskismen som politisk tendens, som ideen, bestod tidens test. Alle andre tendenser viste sig enten afarter af reformismen i Socialdemokratierne eller fra stalinisterne, kun trotskismen stod fast imod strømmen. Trotskij udviste gennem hele sit liv og arbejde en optimisme der kan synes ubegribelig, når vi ser tilbage på den i dag. Frarøvet alt, i landflygtighed, og med en stadig menneskejagt på alle sine sympatisører, fjernede Trotskij aldrig øjnene fra målet: Verdensrevolutionen. Kilden til denne styrke og optimisme skal ikke findes i mandens karakter eller personlighed, men i det solide teoretiske fundament som Trotskij besad. Han vidste at kapitalismen var i en blindgyde, at samfundets produktivkræfter havde vokset ud over den private ejendomsret og nationalstatens grænser, at den socialistiske revolution, før eller siden, var uundgåelig. Han havde én gang set arbejderklassen tage sin skæbne i egne hænder og kaste undertrykkerne på porten og vidste at det før eller siden ville ske igen.
Men, netop på baggrund af dette teoretiske fundament, marxismen, var han også klar over at omend den socialistiske verdensrevolution var en historisk nødvendighed, så skabes historien også af mennesket selv. Arbejderklassens befrielse er ikke noget der sker af sig selv, men er en bevidst handling, og kræver derfor først og fremmest en bevidst ledelse. Det var den opgave han påtog sig, at opbygge en revolutionær ledelse for den internationale arbejderbevægelse.
”Trotskisme” var en betegnelse opfundet af Trotskijs fjender for at isolere ham. Men siden er betegnelsen blevet den højeste udmærkelse en revolutionær kan bære. Stalinisternes Potemkin-kulisser og luftkasteller er faldet i grus. Den ”virkeliggjorte socialisme” viste i 1991 sit sande ansigt – det imploderede. Ledelserne for de såkaldte ”kommunistpartier” over hele jorden var ude af stand til at analysere og forklare hvad der var gået galt.
Trotskijs analyse af sovjet, forudsagde en politisk revolution, hvor arbejderklassen generobrede den politiske magt og underlagde planøkonomien arbejderklassens demokratiske kontrol eller arbejderstatens endeligt. Desværre blev det sidste tilfældet, men uden arbejderdemokrati og spredning af revolutionen til de udviklede lande, forklarede han, var det uundgåeligt.
Det siger noget om den periode vi lever i at Trotskijs ideer igen finder et ekko på et sted som Cuba, som står på et politisk vadested og hvor diskussionerne går imellem den ”kinesiske model”, altså at genetablere kapitalistiske ejendomsformer eller indføre arbejderdemokrati.
Efter årtier imod strømmen er trotskismens, den revolutionære marxismes tid kommet. Kapitalismen er dødeligt syg og tusinder af unge og arbejdere leder efter en vej ud af krise, nedskæringer, arbejdsløshed, sult og krig. De leder efter svar, efter et program. Trotskijs enorme politiske arv, den revolutionære marxisme, tilbyder dette og arven vil bliver båret videre af nye unge skuldre, indtil den dag kapitalismen befinder sig hvor det hører hjemme: på museet for fortidslevn.
