Så blev den nye regering endelig dannet. Det er helt tydeligt, at de Radikales deltagelse i regeringen udgør en katastrofe for arbejderklassen. Regeringsprogrammet er en fortsættelse af de borgerliges angreb på efterløn, dagpenge osv. og al snak om at der skulle være en ”fair løsning” på Danmarks økonomiske problemer og princippet om, at de ”bredeste skuldre” også skulle bære nogen af byrderne, er forsvundet.
Så længe de Radikale deltager i regeringen, betyder det en fortsættelse af den borgerlige politik – arbejderpartierne må bryde med de Radikale og i stedet fremføre en socialistisk politik.
Borgerlig politik fortsætter #1: De arbejdsløse
Regeringsgrundlaget indeholder meget få af de løfter, som S og SF kom med i valgkampen.
Det eneste virkeligt positive element i regeringsgrundlaget er, at starthjælpen afskaffes, kontanthjælpsloftet fjernes og begrænsningen på sygedagpengeperioden fjernes. Desværre må man sige, at det forslår som en skrædder i helvede.
De massive angreb på de arbejdsløses rettigheder, som er blevet gennemført de sidste mange år rulles på ingen måde tilbage, tværtimod snakker den nye regering om at skabe et ”større arbejdsudbud”. Det er angreb, der rammer hele arbejderklassen: jo ringere forhold man har som arbejdsløs, jo større er desperationen og jo lavere løn og dårligere arbejdsforhold vil man blive tvunget til at acceptere.
Helt essentielt er det, at de borgerliges halvering af dagpengeperioden til 2 år fastholdes. At den nye regering udskyder halveringen et halvt år, må siges, at være en meget ringe trøst for de tusinder, der står til at miste dagpengene til sommer. Når dagpengene, der i forvejen er blevet massivt udhulet i forhold til lønningerne ryger, ryger arbejderfamiliernes eksistensgrundlag. Er man ”heldig”, kan man få en kontanthjælp, der er elendigt lav, men mange er end ikke berettigede til kontanthjælp, og står derfor uden indkomst overhovedet og risikerer at måtte gå fra hus og hjem.
De Radikales snak om, at dårligere forhold for arbejdsløse får flere i arbejde, er ren borgerlig propaganda uden hold i virkeligheden.
I august steg arbejdsløsheden for fjerde måned i træk ifølge AE-rådet. På de sidste 4 måneder er arbejdsløsheden vokset med ca. 6.700 fuldtidspersoner. Og det ser ud til blot at være begyndelsen. Mindst hver tredje kommune varsler fyringer og også i det private betyder den økonomiske uro, at fyringsvarslerne vokser.
“Mit gæt er, at ledigheden vil være steget med mellem 5000 og 10.000 personer ved årsskiftet,” siger cheføkonom, Steen Bocian, til Børsen TV.
At der skal gennemføres en vækstpakke med fremrykning af offentlige investeringer på 10 milliarder kroner, forslår langt fra til at bekæmpe arbejdsløsheden, ifølge optimistiske udregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd giver det 8300 arbejdspladser.
Borgerlig politik fortsætter #2: Efterløn og pensioner
Samtidig fastholder den nye regering de borgerliges angreb på efterlønnen og pensionsalderen. Det betyder at en ny regering med deltagelse af arbejderpartierne, S og SF, støtten af Enhedslisten indfører de måske mest omfattende forringelser af pensionsalderen nogensinde i dette land. Disse forringelser betyder, at en nyfødt skal arbejde, til han bliver 73 år!
Fagforeningerne kørte med rette en kampagne mod dette vanvittige forslag, da det blev fremlagt. En kampagne der rejste spørgsmålet: hvordan skal en murer eller pædagog kunne klare at arbejde, til de bliver 73 år? Som om det ikke var galt nok i sig selv, bliver det absolut ikke bedre i lyset af den voksende arbejdsløshed, især blandt unge.
Næsten hver anden unge mellem 18 og 29 år – helt præcist 44 procent – mener ifølge en undersøgelse fra ugebrevet A4, at hvis krisen fortsætter vil de enten blive arbejdsløse eller blive ramt af fortsat arbejdsløshed, hvis de allerede er ledige. Arbejdsløsheden blandt de 25-29-årige ligger i dag på knap ni procent. Ifølge MetroXpress er 4 ud af 10 DJØFere arbejdsløse et år efter deres eksamen.
Med andre ord; arbejderklassen kommer til at betale regningen. Den mere ”fair” del af S og SFs valgløfter, der gav en del af regningen til de rigeste (selvom beløbet mest af alt kunne betegnes som symbolsk), millionærskatten og bankskatten er strøget fra regeringsgrundlaget.
Den økonomiske politik har intet tilfælles med arbejderpolitik. De Radikale fik altså deres vilje på det økonomiske område.
Men det som S og SF har fået ”til gengæld” er absolut ikke arbejderpolitik. Der indføres en række usolidariske skatter og afgifter, der rammer arbejderklassen og de fattigste hårdest, og som igen går imod princippet om, at ”de bredeste skuldrer bærer de stærkeste byrder”: der indføres en betalingsring om København, der indføres afgifter på fedt og cigaretter på 5 milliarder kroner.
Og som om det ikke er nok, er der lagt op til, at der skal gennemføres en skattereform, bl.a. med topskattelettelser, og bl.a. accepteres de topskattelettelser i 2014, som den borgerlige regering besluttede.
“Denne regering stiller sig i spidsen for at gennemføre en meget ambitiøs skattereform, som både sænker skatten markant på arbejde og sikrer en rimelig social balance og som er fuldt finansieret,” siger Thor Möger Pedersen, ny skatteminister fra SF til Børsen.
Vi går ind for lavere skat på arbejderklassen, men det er tydeligt, at når millionærskatten og bankskatten er pist forsvundet, når der ligges op til topskattelettelser og der ikke er snak om højere erhvervsskat, så betyder ovenstående udtalelse fra Thor Möger og hvad de ellers har lagt op til, at arbejderklassen skal betale en relativt større del af regningen i forhold til de rigeste, samtidig med at velfærden skæres – hvordan skal de ellers sikre, at skattelettelserne er ”fuldt finansierede”?
Og dette er kun begyndelsen. Selvom de 12 minutters mere arbejde om dagen fra Fair Løsning er skrottet, så er der stadig lagt op til trepartsforhandlinger, der skal sikre en ”forbedring af konkurrenceevnen”, hvilket vil betyde, at arbejderne skal arbejde mere til færre penge.
Enhedslisten genfinder sig selv
Regeringsgrundlaget er nærmest så slemt, som det kunne blive. De borgerliges politik fortsætter og de ting, som antageligt er de ”røde” indslag, er heller ikke arbejderpolitik, men områder hvor arbejderpartiernes top er rykket langt til højre.
Valgresultatet viser, at arbejderne ikke er tilfredse med den højrekurs, som den nuværende top i arbejderpartierne har lagt: Socialdemokraterne fik det dårligste valg siden 1903 og SF gik markant tilbage. Det vil fortsætte, når de går i regering på dette regeringsgrundlag.
Enhedslisten gik frem, fordi de fremstod som et alternativ til venstre, men også de vil få massive problemer. Når Johanne Schmidt-Nielsen smilende forklarer at Enhedslisten kan ”genfinde sig selv i mange dele af regeringsgrundlaget”, viser det at Enhedslisten muligvis ikke har ministerposter, men har reduceret sig selv til loyal opposition. Hun forklarer at partiet vil forsøge at gennemtrumfe de valgløfter, som S og SF er løbet fra i forhandlingerne. Men hvorfor det skulle lykkes Enhedslisten at få det igennem, når ikke det er lykkedes S og SF nu, står hen i det uvisse. Og det må siges at være et meget ydmygt og uambitiøst program, og at denne position som loyal opposition, vil betyde en katastrofe for partiet på længere sigt. Enhedslisten vil lige såvel som S og SF blive holdt ansvarlige for den politik, som regeringen fører, hvis de uanset hvad holder hånden under Helle Thorning.
Bryd med de Radikale – det er tid til rød politik
Regeringsgrundlaget er bare begyndelsen. Så længe de Radikale er med i regering, vil den borgerlige politik fortsætte. Miskrediteringen af arbejderpartierne vil vokse og det vil bane vejen for en endnu hårdere borgerlig regering i fremtiden.
Regeringsgrundlaget stemmer på ingen måde overens med de forventninger som arbejderne havde til den nye regering. Allerede før regeringsgrundlaget er præsenteret, begynder utilfredsheden at komme frem.
”Vi gik til valg på, at alle grupper i samfundet skulle være med til at samle
kriseregningen op, Hvis man dropper millionærskatten, står det helt klart, at
regningen sendes alene til de lavest lønnede og lavest uddannede, der har haft
allermindst med krisen at gøre”, sagde DSU’s formand, Peter Hummelgaard, til Politiken 29.09.11.
Og Socialdemokraten Bjarne Laustsen siger ifølge nordjyske.dk, at der stadig er basis for klassekamp med henvisning til, at millionærskatten er taget ud af regeringsgrundlaget, mens efterlønsforringelserne og dagpenge-forringelserne består.
SFs politik glimrer mest ved sit fravær i regeringsgrundlaget. De ”røde” indslag er især politik, hvor SF i enhedens navn ”slugte kameler” op til valget, som 24 års reglen. Nogle af de få konkrete gode valgløfter SF fremlagde, som to-lærerordning og loft over klassekvotienterne er forsvundet. Man kan med rette spørge: hvorfor skal SF indgå i en regering på et grundlag, der ikke er SFs politik?
Et spørgsmål som flere og flere SFere stiller sig selv.
Selv SF’ere, der ikke lige frem udgør venstrefløjen i partiet, kan se problemerne: Kamal Qureshi siger til Politiken 3 oktober, “Lige nu er der mange på SF’s venstrefløj, der føler sig hjemløse i partiet. Der er mange, der er frustrerede, og der ligger en stor opgave foran SF’s ledelse for at samle partiet”. En endnu mere fremtrædende SF’er, Pernille Frahm går endnu længere og siger direkte, at SF ikke skulle være gået med i regering.
Det er tydeligt, at den kurs, som SF toppen har styret partiet ind på, er en katastrofe, for de danske arbejdere og for SF som parti, man behøver blot at se på valgresultatet. Den erkendelse er dele af partiet ved at nå. Det er nødvendigt at drage konsekvensen af valgresultatet og begynde at organisere venstrefløjen i SF omkring et socialistisk program. Men i alle arbejderpartier er der en voksende grupper, der er parate til at kæmpe for et brud med de radikale og en rød politik. Der må bygges en alliance mellem alle dem i arbejderbevægelsen, der vil kæmpe for, at arbejderpartierne går sammen om at bryde med de Radikale og fremlægge et socialistisk svar på krisen.
Den verdensomspændende krise fortsætter og forværres og det stiller arbejderpartierne overfor valget mellem at bryde med kapitalismen eller ikke bare fortsætte den borgerlige regerings nedskæringspolitik men at udbygge den. Hvad vi ser nu, er kun begyndelsen.
Så længe arbejderpartierne fortsætter i regering med de Radikale, fortsætter den borgerlige politik, og så er regeringsgrundlaget blot begyndelsen på angrebene på arbejderklassen.
Kapitalisterne skubber ledelserne af arbejderpartierne foran sig i offensiven mod arbejderklassen. Som i andre europæiske lande får de arbejderpartiernes ledere til at udføre det beskidte arbejde. Arbejderpartierne må ikke lade sig udnytte af arbejdsgiverne. Tværtimod må de Radikale, som er arbejdsgivernes agenter i regeringen, smides på porten. Arbejderpartierne må gå sammen og kæmpe for en arbejderregering på et socialistisk program.
