Over 100.000 mennesker gik på gaden til mega-demonstrationen den 12. marts i Madison, en by med kun 230.000 indbyggere. Stemningen var utrolig. Det var meget bevægende at se de før så passive dele af befolkningen ude på gaden, deriblandt alle sektorer (sygeplejersker, lærere, brandmænd etc.), mange for første gang i deres liv var ved, med frisk mod, at finde deres stemme.
På grundlag af deres egne erfaringer, ændrer arbejdernes bevidsthed sig dramatisk. Selv tidligere republikanske vælgere var til stede for at støtte bevægelsen. Det viser, hvor hurtigt denne ændring, kan komme.
Dagen begyndte med landmændene, der kom med deres traktorer. Det var virkelig utroligt at se dette traditionelt konservative lag plastre deres traktorer til med slogans som: “Revolutionen kan begynde med landbruget” og “Walker vækkede en sovende kæmpe: Walkers lovforslag = krig mod arbejderne“.
Modsætningerne i bevægelsen i Madison, og dens mangler – navnlig manglen på en kæmpende ledelse – var meget tydeligt under demonstrationen. De første protester foran Capitol mod den foreslåede lovgivning blev ikke indkaldt af de officielle fagforeningsledere, og de har siden prøvet at indhente bevægelsen.
Bevægelsens oprindelige spontanitet efterlod et politisk tomrum, der som altid med tiden må blive fyldt. Protestbevægelsens radikale karakter skubbede fagforeningsledelsen temmelig langt til venstre. Det fik South Central Federation of Labour til at vedtage resolutionen, der støtter idéen om en generalstrejke gennem hele staten og andre lignende erklæringer. Men på trods af den elektrificerede stemning markerede demonstrationen den 12. marts højdepunktet af bevægelsens første fase. Idet Demokraterne og fagforeningsledelsen lykkedes i at genvinde kontrollen over bevægelsen, i det mindste for nu.
Spørgsmålet om ”tilbagekaldelse” [af republikanske medlemmer af delstatsregeringen vha. underskriftindsamling] kontra en generalstrejke blev stillet direkte til bevægelsen i Wisconsin, og delte bevægelsen skarpt op. Selvfølgelig er ”tilbagekaldelse” og en generalstrejke i princippet ikke modstillet hinanden. Der er ingen grund til, at man ikke også kan indkalde og forberede en generalstrejke, som et middel til at lægge yderligere pres på staten til at ophæve loven, fordi man er engageret i en ”tilbagekaldelses kampagne”. Men for Demokraterne er en generalstrejke ikke en mulighed. Generalstrejken er ikke blot et politisk redskab for ophævelse af reaktionær lovgivning; det rejser konkret spørgsmålet; “hvem styrer samfundet?“. Et spørgsmål som det Demokratiske parti, kapitalisternes “good cop,” ikke ønsker at stille.
I stedet ville de foretrække at kanalisere massernes vrede ind i de “sikre” og “lovlige” tilbagekaldelseskampagner, som vil tage mindst ni måneder og videre ind i 2012-valgkampagnerne, hvor alle loyale medarbejdere selvfølgeligt forventes at holde mund og stemme for det “mindste af to onder” for at slippe af med de store stygge Republikanere. Pyt med, at ingen af Demokraterne hidtil har udtalt, at de vil ophæve Walkers lovgivning, hvis de vinder! Og hvad skal Wisconsin offentligt ansatte gøre indtil da? En dommers påbud har holdt gennemførelsen af loven hen på nuværende tidspunkt, men det er ingen varig løsning.
I sidste ende er den eneste måde at afværge lovforslaget permanent, at fagforeningerne organiserer en egentlig generalstrejke af alle offentlige og private ansatte i hele staten. Spørgsmålet om generalstrejken drøftes bogstaveligt talt af alle i Madison, uanset om de er enige eller uenige med den. Dette viser i sig selv et kvalitativt skift i bevidstheden hos arbejderne i byen og staten. Men en generalstrejke skal være godt planlagt, forberedt og koordineret. Det skal være et produkt af en åben og demokratisk diskussion blandt arbejderne selv, der når ud til det bredere samfund, og bør have så fuldstændig deltagelse som muligt.
En velforberedt generalstrejke ville ikke være strengt bundet af spørgsmål om legalitet. Loven er trods alt kun et stykke papir, der afspejler magtbalancen i samfundet på et givent tidspunkt. I sidste ende kommer reel forandring i samfundet, som følge af masseaktioner i fabrikker, arbejdspladser, skoler, boligområder, kaserner, og gader. Mange arbejdere forstår dette instinktivt. Men at en stemning eksisterer, og at denne stemning manifesterer sig til noget konkret er ikke det samme. I øjeblikket findes der et smertefuldt vakuum for dristig og aktiv fagforeningsledelse i byen.
Historien viser, at når de tidligere politisk inaktive arbejdere første gang vågner op til det politiske liv, vender de sig ikke til en lille radikal gruppe, der går ud med bombastiske løbesedler, eller dem der skriger deres slogans på højeste volumen.
De vender sig til deres traditionelle masseorganisationer. I USA’s tilfælde, hvor vi endnu ikke har et masse-arbejderparti, betyder det de faglige organisationer.
Talerne ved den afsluttende demonstration var folk, som almindelige arbejdere og unge ser op til: de faglige ledere og i mindre grad Demokraterne, der i mangel på et reelt alternativ er i stand til at optræde som “arbejder-venlige“, selv om deres politik er alt andet end dette. Demokraterne forsøger at snyde arbejderne. Men folk er ikke dumme. På grundlag af deres erfaringer fra “Demokraternes skole” vil disse nye rekrutter til klassekampens rækker i sidste ende drage den nødvendige lære af disse forræderier.
Manglen på en levedygtig venstreopposition i fagforeningerne er også en faktor, således er de nuværende “business unionism“-ledere en stærkt begrænsende faktor for diskussion og handling – indtil videre. CMPL (Campaign for a Mass Party of Labor) har en vigtig rolle at spille i at iværksætte og udvikle diskussionen om, hvilken form for politisk og fagforeningsledelse amerikanske arbejdere har brug for og fortjener.
Bestræbelserne på at afspore bevægelsens energi ind i valg-kanaler skal bekæmpes med fortsat pres fra neden for at SCFL følger op på sin beslutning om at forberede en generalstrejke. En dato skal sættes og forberedelser begyndes med det samme! Kampen er endnu ikke ovre! Dette skal kombineres med at sprede kampen nationalt, under ledelse af AFL-CIO, Change to Win [en fagforeningskampagne], og NEA i spidsen for en bevægelse for at kræve at den føderale regering frigiver 500 milliarder dollar i støtte for at understøtte delstaternes og lokale myndigheders budgetter.
Da der allerede nu er et voldsomt stigende pres for endnu engang at stemme på Demokraterne som “mindste onde“, bliver behovet for et masse-arbejderparti stadigt mere presserende. Selvom det i første omgang betyder at kæmpe mod strømmen, da mange arbejdstagere ønsker at slippe af republikanerne for enhver pris. Når det er sagt, på trods af overvældende begejstring for “Fab 14” [de 14 Demokratiske repræsentanter i Wisconsin] blev CMPL kampagnen meget vel modtaget, men bliver stadig opfattet som noget abstrakt. Hvis fagforeningsledelsen gav en klar ledelse på dette spørgsmål, kunne et sådant parti hurtigt få massestøtte og dramatisk omdanne amerikansk politik for evigt.
