De seneste år har borgerlige politikere, ”eksperter”, erhvervslivet og det meste af pressen ofte talt om nødvendigheden af at skære i de såkaldte ”café-penge” til de studerende. For dem er det en uholdbar luksus at betale unge mennesker 5.500 kroner før skat om måneden for at studere. Men små 4.000 kroner udbetalt har intet med luksus at gøre. For de fleste studerende er det under et absolut eksistensminimum.
Angreb på angreb på…I forbindelse med forhandlingerne om regeringens 2020-plan var forringelser af SU’en igen på bordet. Gennem de seneste år har der flere gange været forslag om at skære i SU. I 2006 og 2009 kom, henholdsvis Velfærdskommissionen og Skattekommissionen, med anbefalinger om at skære i antallet af år, hvor studerende var berettiget til SU. For få år siden var studerende berettiget til syv års SU på en lang videregående uddannelse. Det er blevet sat ned til seks år. Men regeringens kommissioner har flere gange foreslået at sætte det helt ned til fire år. Det vil sige et år mindre end studierne normalt er normeret til. Desuden ville de gerne indføre brugerbetaling på op til 170.000 kroner på de to sidste år (kandidatuddannelsen). Dengang blev forslagene mødt med protester fra blandt andet universitetsstuderende på Københavns Universitet og RUC.
Regeringen og DF turde dengang ikke gennemføre planerne, selv om de hjertens gerne ville. Udover at forsøge at angribe længden af den SU-berettigede periode har de også skåret direkte på SU beløbet. Med regerings genopretningspakke i 2010 blev alle satser for overførselsindkomster (herunder SU’en) fastfrosset til 2010-niverauet frem til og med 2012. Det betyder reelt en nedgang i SU’en, da inflationen har gjort et godt indhug i den reelle værdi af de månedlige udbetalinger. Med den nuværende inflation på 3,1 procent vil det betyde en realnedgang i SU’en på mere end seks procent over de to år. Men stiger inflationen mere, vil det ramme så meget desto hårdere.
Gennemfør på normeret tid!
Det nyeste angreb er kommet i forbindelse med forhandlingerne om 2020-planen. Her vil regeringen med hjælp fra DF og de Radikale skære et år af den periode, man er berettiget til SU. Resten skal de studerende selv dække med studielån.
Deres argument er, at da de fleste længerevarende uddannelser er normeret til fem år, så må det være ”rimeligt”, at der ikke er SU til mere. Men faktum er, at det er de færreste studerende, der gennemfører et universitetsstudie på fem år. Ifølge dr.dk (10.05.2011) er det fire ud af ti, der gennemfører til normeret tid, – og seks ud af ti gennemfører til normeret tid plus et år. Grunden, til at der ikke er flere, der gennemfører til normeret tid, er ikke, at de studerende er dovne eller dumme.
Tværtimod. Men mange unge må blandt andet arbejde ved siden af studiet for at få budgettet til at hænge sammen, og mange steder er kursusudbuddene på universiteterne skåret så meget (pga. nedskæringer), at det er umuligt at sammensætte et kandidatstudie til normeret tid.
Uddannet til arbejdsløshed
Men når regeringen gerne vil have, at de studerende skal komme hurtigt igennem systemet og ud på arbejdsmarkedet, handler det både om at skære i udgifterne til uddannelse, som så kan bruges på skattelettelser til de rigeste, men i lige så høj grad handler det om at øge arbejdsudbuddet, for at de danske kapitalister nemmere kan presse lønnen. I en periode med høj ungdomsarbejdsløshed runger det en lille smule hult, når man hører diverse politikere sige, at vi har brug for mere arbejdskraft. Der er masser af arbejdskraft! Ifølge Dansk Magisterforening (dm.dk) var demittendledigheden for blandt andet unge magistre den 15. november 2011 på 15 procent, for unge DJØF’ere 22 procent og for unge ingeniører 24 procent. Det er et enormt spild af menneskeligt potentiale.
Uddannelse for alle – arbejde til alle
De seneste års angreb på hele uddannelsessektoren har været et direkte angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Gennem de seneste 50 år har arbejderbevægelsen kæmpet for, at også arbejderklassens børn kunne få en ordentlig uddannelse. Vi står overfor en periode, hvor sådanne forhold ikke længere vil være en selvfølge, hvis det er op til de borgerlige og erhvervslivet at afgøre den sag. De vil gerne indføre brugerbetaling og fjerne SU. Sådan tør de ikke formulere det, men det er deres hensigt. De ved godt, at de vil blive mødt af massiv modstand, hvis de går for hårdt frem. Derfor er de nuværende forslag om forringelse af SU’en også kun et første skridt. Med dette skridt leger de borgerlige imidlertid med ilden.
Hvis man kigger ud over landets grænser, kan man måske få en fornemmelse af, hvad der er i vente. I Storbritannien udløste angrebene fra Cameron-regeringen den største studenterbevægelse i årtier. Det samme har været tilfældet Spanien, hvor en enorm ungdomsarbejdsløshed har bragt regeringen på gyngende grund. Studenterbevægelsen må i alliance med arbejderbevægelsen gå imod angrebene, som de borgerlige vil gennemføre efter et valg. Der er brug for en ny regering, der fører en politik, der sikrer lige mulighed for uddannelse til alle, en SU til at leve af, (det vil sige en væsentlig stigning) og flere penge til alle uddannelser. Altså et socialistisk program. Det er sådan et program Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten må stille op på.
