Utrolige scener i Tel Aviv. Lørdag d. 7. august, gik over 300.000 på gaden i en by med en befolkning på under en halv million. Andre demonstrationer fandt også sted i lørdags, med 30.000 forsamlet i Jerusalem, og tusinder forsamlet i andre byer på tværs af landet. Det samlede antal demonstranter er svært at beregne, men det kunne være hvad som helst mellem 400.000 og en halv million, i et land med 7.7. millioner indbyggere. Imellem de velkendte krav for ”social retfærdighed”, kunne en række bannere ses som bar slogans: ”Træd tilbage, Egypten er her”. Meget sigende var ordene ”træde tilbage” skrevet på arabisk.
Forfærdelige forhold
Meningsmålinger viser, at op mod 90 procent af israelerne støtter bevægelsen. Det kan virke som en forbløffende statistik i et så etnisk og socialt opdelt land som Israel. Dog har den israelske kapitalismes svære krise skabt forfærdelig forhold over hele linjen.
”Det er svært at leve i dette land, vi skal i hæren, arbejde og betale høje skatter ig alligevel tjener vi ikke nok til at få det til at hænge økonomisk sammen sidst på måneden,” siger Ehud Rotem, studerende og arbejder på en bar. Bedstemoder Betty Eppel er enig: ”Det er rigtigt at vi ikke har en høj arbejdsløshed, men lønningerne er så lave at vi arbejderne virkelig hårdt og alligevel ikke kan få enderne til at mødes sidst på måneden.”
Som virksomhedshjemmesiden Forbes pointerer:
”Den gennemsnitlige israelske løn er på 2.500 $ [cirka 13.000 kr., red.] om måneden, mens lærere og socialarbejdere typisk tjener mindre end 2.000 $ [cirka 10.500 kr., red] om måneden. Huslejen på en treværelses lejlighed i det centrale Jerusalem kan koste op til 500 $ [cirka 2600 kr., red.] om måneden, og mere i Tel Aviv.”
”En standard 100 kvadratmeters lejlighed kan nemt toppe 600.000 $ [cirka 3.000.000 kr., red.] i beskedne middelklasse nabolag i hovedstadsområder som Tel Aviv og Jerusalem, og 200.000-300.000 $ [cirka 1.000.000-1.500.000 kr., red.] i andenrangs områder.”
Med 20 procent af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen, pensionister der er reduceret til af lede i skraldespandscontainere efter mad, så er ”drømmen” om et jødisk hjemland blevet et mareridt for de fattige og for den jødiske arbejderklasse.
Voksende radikalisering
Som med de revolutionære bevægelser i Egypten, Grækenland og andre steder, er de ”moderate” individer blevet skubbet i forgrunden for at prøve at holde tingene indenfor de ”sikre” kanaler. ”Vi kræver ikke en ændring af den herskende koalition” sagde formanden for den Nationale Studenter Organisation Itzik Shmuli til demonstranterne. ”Vi kræver menneskelig økonomisk politik, som ikke ødelægger mennesker, som kan se menneskers nød og som ikke blot fokuserer på tallene.”
Men masserne er meget mere radikale. Overfloden af taktfast råben inkluderede: ”Mennesker før profit”, ”Social retfærdighed for folket”, ”Arbejderklasse helte” og ”Kuren mod privatisering er revolution”. Man kunne også se en kæmpe kopi af en berømt rekrutteringsplakat fra den sovjetiske Røde Hær, hvor der stod: ”Arbejderklasse”. I Jerusalem, angiveligt en bastion for reaktion og religiøs ekstremisme, kunne man se demonstranter med det røde flag. På trods af de israelske mediers tilbøjelighed til at snakke om ”protesten fra middelklasse”, er der en klar voksende klassebevidsthed blandt arbejderklassen.
Bevægelsens program
Ligesom med de nylige revolutionære omvæltninger i Europa og den arabiske verden, er et fællestræk den tilsyneladende enhed mellem alle klasser imod et regime, som ikke længere er i stand til at tilfredsstille nogen dele af samfundet. Lige som i de andre opstande er meget af den indledende organisering gjort via facebook og mund-til-mund. På trods af den løse organisering, har bevægelsen smeltet sig sammen omkring et sæt af krav:
• Et program for almenbolig bebyggelse
• En lov for at kontrollere huslejen
• En reduktion af indirekte skatter, såsom VAT [moms, red.]
• Standsning af privatiseringer indtil de kan blive ”gennemgået”
• En forhøjelse af minimumslønnen til 50 procent af gennemsnitslønnen
• Udvidelse af den frie uddannelse til også at omfatte børnepasning
• Forbedringer af sundhedssektoren, som inkluderer flere læger, sygeplejersker, senge og medicinsk udstyr
Disse krav er blevet udarbejdet af de studerendes organisation, som er blevet skubbet frem som bevægelsens ledelse. Hvad der dog mangler er en forklaring på, hvordan kravene skal blive opnået. Israelsk kapitalisme, som beriger en lille håndfuld i toppen, mens den store majoritet af israelere lever fra hånd til mund og som forlænger besættelsen af palæstinenserne, tilbyder ingen vej ud. Denne bevægelse er en direkte udfordring til statens autoritet og kapitalismen selv.
Disse konkrete krav bør derfor forbindes med spørgsmålet om det kapitalistiske system, ved at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvordan skal de finansieres? Det eneste svar er gennem nationaliseringen af bankerne og de store monopoler under demokratisk arbejderkontrol, så landets rigdom kan bruges til at løse flertallets problemer.
Vejen frem
Mange af de mennesker, der protesterer på gaderne, har allerede draget den konklusion, at Netanyahus regering må gå af. Vi er enige. Men protester alene, lige meget hvor store de er, er ikke nok til at vælte en regering. Som det er blevet vist med erfaringen fra den arabiske revolution, så er det der er brug for en afgørende intervention fra den organiserede arbejderklasse. De kommunale arbejderes strejke i mandags i sidste uge var det første skridt. Nu må Histadrut [svarende til det danske LO, red.] indkalde til generalstrejke.
På samme tid må bevægelsen organiseres, hvis den skal opretholdes og fortsætte. Aktionskomiteer bør oprettes i alle nabolag og arbejdspladser, og de må kædes sammen gennem valgte repræsentanter på et lokalt og national niveau.
Bevægelsen har fokuseret på kravet om Netanyahus afgang som vejen fremad, men hvis Netanyahu regeringen falder, hvad vil så erstatte den? ”Centristiske” Kadima har opportunistisk lagt sig op af protesterne for at angribe den herskende Likud koalition, men på trods af deres kritik af ”neoliberalisme”, så tilbyder de intet alternativ. Arbejderpartiet har været i nedgang siden den økonomiske krise i 1970’erne smadrede det hyggelige forhold mellem arbejderbevægelsen og staten (se afsnittet Labour Zionism i artiklen Israeli workers and youth join the revolutionary wave). Da ikke den israelske stat længere garanterede et pseudo monopol for jobs for organiserede jødiske arbejdere, havde Arbejderpartiet intet alternativ end at videreføre en højreorienteret frit markeds politik. Over det sidste årti har den støttet en række højreorienterede regeringer.
Det israelske Kommunist Parti har været den eneste politiske kraft, som konsekvent er gået imod angrebene på de israelske arbejdere og fattige, og mod besættelsen af Palæstina. Selvom de stadig er små, vokser de og deres stærke fremtræden ved kommunalvalget i Tel Aviv i 2006, viser at de har en base af støtte, især blandt ungdommen. Dog er det en ting at kritisere højrefløjen, en anden er at vise et alternativ; Kommunist Partiet har ikke et klart program til at ændre samfundet.
Kommunistpartiet burde stå på et klart socialistisk program:
• Stop for alle privatiseringer! Nationaliser de store banker og monopoler under arbejderkontrol for de arbejdere der arbejder i dem, og brug profitten til at finansiere boliger, uddannelse og sundhed!
• Stop for al racistitks diskrimination mod israelske arabere! Lige adgang til boliger, uddannelse og arbejde!
• Stop for besættelsen af Palæstina! For enhed mellem jødiske, palæstinensiske og arabiske arbejere mod et kapitalistisk system, som forarmer os alle!
• For en Socialistisk Føderation af Mellemøsten med fuld respekt for alle nationale gruppers rettigheder!
Sådan et program ville vinde masseopbakning, og ville gå et langt stykke af vejen for at afhjælpe folkets problemer i regionen. Bevægelsen i Israel må nå ud til de underkuede masser i Palæstina. Israelske arabere deltager i bevægelsen, men en opstand i Gaza og på Vestbredden, støttet af de israelske arbejdere og fattige, ville et give et hårdt slag til kapitalismen i regionen.
Nogle af dem, der støtter den palæstinensiske sag, har kritiseret bevægelsen, og beskrevet den som ”de privilegeredes kyniske opstand”, som mens de undertrykker det palæstinensiske ”forsøger at fremstille sig selv som undertrykt”, og de argumenterer for, at bevægelsen ikke bør få støtte fra den arabiske revolution som helhed. Dette synspunkt har intet at gøre med revolutionær marxisme og det hjælper ikke den palæstinensiske sag et skridt fremad.
Israel er et klasseopdelt samfund, men den zionistiske herskende klasse har i høj grad formået at forene de israelske jøder på baggrund af ”vi er alle sammen mod den terroristiske trussel”. Det er fundamentalt set det, der gør den israelske herskende klasse stærk. Denne bevægelse har svækket den zionistiske herskende klasse ved at dele det israelske folk op på klasselinjer. Det kan kun være positivt for de palæstinensiske massers kamp mod undertrykkelse.
Som bevægelsen udvikler sig, vil dem der deltager i den uden tvivl begynde at indse forbindelsen mellem deres kamp og den nationale undertrykkelse af palæstinenserne. Dette er allerede begyndt at ske. Nogen spørger hvorfor den samme regering der hvert år bruger millioner på bosættelserne ikke har penge til almennyttige boliger. Da politiet begyndte at arrestere aktivister, der stadig blokerede gaderne efter de massive demonstrationer de sidste uger, begyndte folk at råbe ”politistat, politistat”. Mange vil nu vågne op til det faktum, at denne stat som det siges skal garantere dem ”sikkerhed” imod ”den terroristiske trussel” fra ”araberne”, i virkeligheden beskytter den herskende klasse imod flertallet.
Den taktfaste råben af: ”Mubarak, Assad, Bibi Netanyahu” afspejler det faktum, at den israelske bevægelse for social retfærdighed identificerer sig med de arabiske masser, som har væltet deres egne diktatorer. Bannere på arabisk i Tel Aviv erklærede: ”Egypten er her”, et andet ”Walk like an Egyptian”, noget som havde været utænkeligt for mindre end en måned siden. Hovedsloganet er allerede blevet ”folket vil have social retfærdighed”, som taktfast bliver råbt som ”ash-shaab yureed tzedek khevrati”, først halvdel på arabisk, som har kopieret det mest berømte slogan fra den arabiske revolution ”folket vil vælte regimet”.
Denne bevægelse, som intet fortilfælde har i den israelske stats 60-årige historie, er allerede gået meget langt. Dens forsættelse kan kun skubbe den i en mere antikapitalistisk og revolutionær retning. Der er brug for at bygge en ledelse, som kan leve op til de opgaver, der stilles af de objektive forhold og bevægelsens krav. Selv en lille gruppe af marxister, under disse forhold, som arbejder dygtigt og forbinder sig med massebevægelsen dybtfølte forhåbninger, kan gøre et stort indtryk.
