Efter parlamentsvalget den 26. september 2010 har flere begivenheder præget Venezuela. I Socialistpartiet PSUV og i den bolivariske bevægelse generelt var valgresultatet – som gav en fremgang til højrefløjen i det totale stemmeantal – et advarselssignal, som understregede nødvendigheden af en kritisk intern diskussion og evaluering.

Mange aktivister mente, at årsagen til at de borgerlige kræfter kunne vinde frem, var fordi at mange folk der traditionelt havde stemt på Chávez, undlod af stemme i desperation over det tiltagende bureaukrati og den langsomme udvikling i revolutionen. Efter næsten 12 år med uafbrudt revolution og kamp imellem klasserne er resultatet endnu ikke afgjort og på trods af vigtige fremskridt med de sociale projekter, lever kapitalismen stadig i ”bedste” velgående i Venezuela.

Naturkatastrofe udfordrer regeringen
I november 2010 blev Venezuela offer for voldsomme regnskyl, som forårsagede oversvømmelse og ødelæggelse af tusindvis af huse. Årtiers parasitisk kapitalisme har betydet, at millioner af venezuelanere lever i slumkvarterer med improviserede boliger af beton og bølgepap bygget op af bjergskrænterne. Over 120.000 mennesker mistede deres hjem i løbet af et par uger.

Omfanget af katastrofen betød, at regeringens politik endnu engang blev testet. Chávez handlede hurtigt og oprettede nød-lejre for de fordrevne bl.a. i ministerier og sportsanlæg. Han åbnede endda præsidentpaladset Miraflores for at huse et par hundreder ofre for oversvømmelsen.

Chávez turnerede rundt i de forskellige lejre og indså, efter egne udsagn, at der måtte tages radikale midler i brug, for at tackle krisen og give boliger til alle. Det var med den begrundelse, at han fremsatte en ny bemyndigelseslov i december 2010, for at kunne udvide sine beføjelser i de næste 18 måneder, på trods af at højrefløjen i det nye parlament – som blev sammenkaldt i januar 2011 – havde en tredjedel af stemmerne og således ville kunne blokere for større lovændringer.

Siden da har Chávez igangsat en nyt socialt projekt – Boligmissionen – hvis erklærede formål er at bygge 2,5 millioner nye boliger inden 2018. Problemet er, at de største banker og byggeselskaber er i hænderne på kapitalejere, som er i lommen på oppositionen og som har stærke bånd til USA. Således måtte Chávez den 28. januar 2011, på direkte TV, ringe til Pedro Rodríguez, direktør for den spanskejede multinationale bank Banco Provincial, og true ham med nationalisering, hvis ikke han ville samarbejde med regeringen, i at give billige lån til at opføre de nye byggerier.

I samme snuptag har Chávez forsøgt at gøre forholdene for Venezuelas boliglejere bedre,ved at gennemføre en række love, som bl.a. sætter loft på husleje-stigninger og forbyder uretmæssige udsmidninger.

Boligmissionen indebar, at der i april og maj måned har været en stor indskrivning, hvor millioner har registreret sig i håbet om at få en ny bolig. Men både finans- og byggeri-kapitalisterne agter at sabotere Chávez’ planer. På den ene side lurer de på at miskreditere ham som uduelig og inkompetent, på den anden side er de ikke interesserede i at give billige boliger til den fattige del af befolkningen, da de ikke har sikkerhed for tilbagebetaling af lån og ingen interesse i at miste indtægter fra lejekontrakter. Fremtiden er derfor stadig yderst usikker på det punkt.

Delvise nationaliseringer, inflation og økonomisk sabotage
Den samme modsætning der gør sig gældende i boligsituationen er synlig i økonomien som helhed. Venezuelas økonomi er stadig kapitalistisk. Omkring 70 procent af landets bruttonationalprodukt skabes af den private sektor. Til gengæld har Chávez forsøgt at begrænse kapitalisternes magt, bl.a. ved at indføre valutakontrol, regulering af prisstigninger og delvise nationaliseringer.

En lang række fabrikker er siden 2005 blevet nationaliseret. Desværre har der oftest været tale om virksomheder, som arbejdsgiverne havde forladt, fordi de ikke længere gav profit. I andre tilfælde har regeringen opkøbt mellemstore selskaber, for at forsøge at bringe ”strategiske” områder, såsom fødevareproduktion, under statskontrol.

Nationaliseringerne er generelt set blevet mødt med entusiasme hos arbejderne, men problemet er, at de har en meget delvis og ufuldstændig karakter. De rokker ikke ved kapitalisternes generelle magt over produktionsmidlerne, i og med at de er begrænset til enkelte, isolerede fabrikker.

Omvendt har nationaliseringerne betydet, at kapitalisterne om noget saboterer produktionen endnu mere og nægter at investere. Arbejdsgiverorganisationen Venamcham udgav for nyligt en undersøgelse, der viste, at blot 25 procent af Venezuelas arbejdsgivere agter at investere i ny produktion i 2011.

Mangel på enkelte fødevarer, bl.a. madolie, er fortsat hverdagskost i Venezuela. Det har givet endnu et nyk til inflationen, som sidste år sluttede på 27,2 procent, imens flere eksperter spår en inflation på omkring 32 procent i 2011. På trods af at Chávez har hævet mindstelønnen, er det et faktum, at de venezuelanske arbejderes købekraft er blevet svækket i de seneste par år. Ifølge nogle udregninger udgjorde faldet 5,3 procent sidste år.

Kamp for arbejderkontrol
Den 21. og 22. maj mødtes omkring 900 fabriksrepræsentanter for at diskutere kampen for arbejderkontrol på stålværket SIDOR i Ciudad Guayana. En af hovedkonklusionerne for dette træf var, at det er statsbureaukrater, borgmestre og amtsborgmestre som er hovedforhindringen for at få indført arbejderkontrol på de statsejede virksomheder.

Mange af de fabrikker der er blevet nationaliseret, står nemlig ubenyttede hen, eftersom at embedsmænd har saboteret produktion og handel. Dette er ikke mindst tilfældet i Guayana-regionen, hvor Chávez for et år siden indsatte et hold arbejdere som direktører for regionens aluminiums- og stålfabrikker, med det erklærede formål at indføre arbejderkontrol.

Siden da har amtsborgmesteren, som officielt er medlem af PSUV, bevidst saboteret og endda opildnet til en ulovlig blokade af fabriksportene for at stoppe produktionen. De over 900 forsamlede arbejderrepræsentanter på SIDOR konkluderede, at arbejderklassen må tage sagen i egne hænder og planlægge økonomien fra neden for at sætte en kæp i hjulet på al kontra-revolutionær sabotage.

De venezuelanske marxister, organiseret omkring avisen Lucha de Clases (Klassekamp), deltog på træffet og argumenterer nu for, at bevægelsen må fortsætte og organisere en aktionsdag med nye fabriksbesættelser og en massedemonstration for at kræve et opgør med bureaukratiets sabotage af bevægelsen for arbejderkontrol.

Præsidentvalg i 2012 og den venezuelanske revolutions fremtid
Både Chávez og oppositionen er allerede nu begyndt at kigge imod det forestående præsidentvalg, som skal holdes til december 2012. USA har også enorme interesser i det valg, og flere talsmænd fra Det Hvide Hus har opfordret til, at ”der må optegnes en bevidst strategi for at ændre regimet i Venezuela”. Imperialismen ser fortsat den bolivariske revolution, på trods af at den endnu ikke er blevet ført fuldt ud, som en trussel for dets fortsatte herredømme i Latinamerika.
Det seneste initiativ for at chikanere den venezuelanske revolution var en række sanktioner, som USA vedtog i slutningen af maj, imod PDVSA (Venezuelas statsejede olieselskab).

Omvendt har de reformistiske kræfter inde i den venezuelanske regering lagt pres på Chávez for at føre en mere ”moderat” politik. Dette har indebåret en tilnærmelse til Colombia og dens nye præsident Manuel Santos, som ellers fra dag ét har været tæt allieret med USA. For at holde venskab med Colombia har Chávez måtte udlevere flere politiske flygtninge, bl.a. den svensk-colombianske journalist Joaquín Pérez Becerra og senere sangeren Julian Conrado, begge beskyldt for at være ledere af den colombianske guerilla-gruppe FARC. Samtidig har Chávez forhandlet en ydmygende ”løsning” på konflikten i Honduras, som de-facto legitimerer kuppet i juni 2009.

Problemet er, at det ikke er muligt at ”tæmme” de reaktionære kræfter i Washington eller det venezuelanske oligarki i Caracas. For hvert skridt som revolutionen tager tilbage, vil de kræve ti yderligere. Deres hovedanklage imod Venezuelas revolution er, at den har givet millioner af arbejdere, fattige og unge blod på tanden og mod til at kræve grundlæggende forandringer.

Venezuelas revolution er gået langt, men er på ingen måde færdiggjort. Den logiske konklusion på de sidste tolv års kampe ville være, at det venezuelanske oligarkis økonomiske magt ødelægges fuldstændigt ved at ekspropriere de største banker, forsikringsselskaber, byggebrancher, industrier og landbruget. På den måde vil det være muligt at bygge boliger til alle og indføre en socialistisk plan for at industrialisere Venezuela og dermed frigøre landet fra imperialismens dominans.