Søndag den 5. juni blev endnu en milepæl i den sociale og politiske situation i Grækenland og Europa. Imponerende mobiliseringer rullede over landet: en halv million i Athen og demonstrationer med tusinder af mennesker i Thessaloniki, Patras, Larissa, Volos, Heraklion og andre byer. Det placerer Grækenland på tærsklen til en revolutionær situation. Det betyder, at for første gang i årtier har de europæiske udviklede kapitalistiske lande udsigt til en revolution med kontinentale dimensioner.

En halv million demonstranter i Athen – opstand over hele landet
Søndagens demonstration i Athen havde, udover sin imponerende størrelse, mange nye elementer. Den kejtede facon og det blinde raseri. der karakteriserede bevægelsens første dage, er blevet erstattet af entusiasme. Masserne har opnået en følelse af tillid gennem en kollektiv fremvisning af styrke. Mens de første dage var fokuseret på ideen om et tavst vredt folk, havde stemningen ændret sig i går. Folk råbte opfindsomme slagord imod regeringen og ”trojkaen”, og overalt blev der spontant dannet grupper af folk, hvor alle ville udtrykke deres holdninger om bevægelsen og de næste skridt, der måtte tages.

På samme tid var interessen for at finde en politisk løsning til ”næste dag” tydelig blandt de mest fremskredne demonstranter, især i ungdommen. Det forklarer den enorme interesse i deltagelsen i folkeforsamlingen på Syntagma-pladsen, hvor 10.000 deltog, der tålmodigt ventede på at deltage, selvom meget få kunne få taletid.

Fra klokken 9.30 og frem gjorde tætheden af demonstranterne det umuligt overhovedet at nærme sig forsamlingsstedet. De fremherskende elementer i mødet var de spontane holdninger, der blev fremsat af almindelige arbejdere, arbejdsløse og unge, der udtrykte behovet for at fortsætte kampen.

Der fremkom mange forslag: ”at bestorme parlamentet den dag, der skal stemmes om nedskæringerne”; ”at kæmpe for opsættelsen af folkemøder i hvert lokalkvarter”; ”at føre folkeforsamlingens beslutning om at tidsubegrænset generalstrejke ud i praksis”; ”at bekæmpe mediepropagandaen med en organiseret kampagne i lokalkvartererne og på pladserne”. På ét punkt var alle enige:” næste søndag vil der være en million mennesker på gaderne i Athen!”

Situationen bliver revolutionær
Masserne er bryder frem på scenen på dramatisk vis og er konstant i forreste linje. Stemningen i lokalkvartererne denne uge understreger potentialet for massemøder. Entusiasmen fra demonstranterne bliver taget ud på hver arbejdsplads og lægger dermed et enormt pres på ledelsen af fagforeningerne om at skride til handling. Allerede nu er ledelsen for fagforbundet GSEE blevet tvunget til at indkalde til en 24 timers generalstrejke torsdag den 9. juni i alle de firmaer, der snart skal privatiseres. For første gang vil disse arbejdere være involveret i en koordineret aktion, mens en anden 24 timers generalstrejke blev sat til den 15. juni.

Det er sikkert, at denne generalstrejke vil være forskellig fra dem, vi så sidste år. Som en del af den generelle eskalering af massebevægelsen, der har udviklet sig på pladserne, vil den få en meget større deltagelse end tidligere i den private sektor. Og den vil blive kombineret med de mest udbredte folkelige protester i årtier. Denne strejke vil ikke mobilisere blot en del af arbejderklassen, men vil bevæge sig i retning af at omfavne det overvældende flertal af arbejderklassen og fagforeningerne. Det vil sætte arbejderklassen i spidsen for en kamp, der ikke er en kamp for økonomiske krav alene, men en politisk kamp fra masserne i gaderne. Strejkens indre logik vil derfor – uagtet bureaukratiets hensigt – gå i retning af en vedvarende generalstrejke.

Hvad er en revolutionær situation?
I Lenin og Trotskijs tekster kan vi finde definitionen på en revolutionær situation. I sin bog ”Anden Internationales kollaps” (1916) forklarer Lenin:

”Hvad er generelt set symptomerne på en revolutionær situation? Vi tager i hvert fald ikke fejl hvis vi opstiller følgende tre hovedsymptomer: (1) Når det er umuligt for den herskende klasse at opretholde deres styre uden nogen ændring; når der er en krise i den ene eller anden form blandt de ’øverste klasser’, en krise i den herskende klasses politik, der fører til revner, hvorigennem de undertrykte klassers utilfredshed og indignation kan bryde frem. For at en revolution kan finde sted, er det som regel utilstrækkeligt, at de ’lavere klasser ikke ønsker’ at leve på den gamle måde; det er også nødvendigt, at ’de øverste klasser må være ude af stand til’ at leve på den gamle måde; (2) når de undertrykte klassers lidelse og mangel har vokset sig mere akut end normalt; (3) når der, som en konsekvens af de ovenstående årsager, er en bemærkelsesværdig stigning i massernes aktivitet, der uden at klage lader sig berøve i ”fredstid”, men som i turbulente tider af sig selv drages ind i selvstændig historisk aktion både af alle krisens omstændigheder og af ’de øverste klasser’.

…Totaliteten af alle disse objektive forandringer kaldes en revolutionær situation. Sådan en situation eksisterede i Rusland i 1905 og i alle revolutionære perioder i Vesten;…”

Trotskij forklarer i 1940 i Nødmanifestet de nødvendige forhold for proletariatets sejr:

”De basale betingelser for den proletariske revolutions sejr er blevet fastslået af den historiske erfaring og klarlagt teoretisk: (1) den borgerlige blindgyde og den deraf følgende forvirring i den herskende klasse; (2) den skarpe utilfredshed og en stræben mod afgørende forandringer fra middelklassens rækker, uden hvis støtte storborgerskabet ikke kan opretholde sig selv; (3) bevidstheden om den ubærlige situation og paratheden for revolutionær handling fra proletariatets rækker; (4) et klart program og en fast ledelse af den proletariske avantgarde – dette er de fire forudsætninger for den proletariske revolutions sejr.”
(Fjerde Internationales manifest om imperialistisk krig).

Alle disse elementer har udviklet sig i Grækenland i dag. Den herskende klasse begynder at forstå, at de ikke kan regere som før; at lyve og bedrage masserne dvs. gennem de gamle milde ”demokratiske” midler. Massernes lidelse og indignation er vokset over en lang periode. Masserne er allerede begyndt at bevæge sig uafhængigt af den herskende klasse.

Den herskende klasse befinder sig i en tilstand af forvirring uden fortilfælde på grund af blindgyden. De er absolut ude af stand til at nå til enighed om en samlet strategi. Nogen siger: ”vi må fuldstændig kapitulere til udenlandske långivere, og se, hvor vi kan gå derfra”. Andre foreslår, at Grækenland skulle ”genforhandle med Trojkaen”, mens andre igen siger, at vi må ”komme ud af euroen nu for at styrke landets konkurrenceevne”. Nogen siger: ”lad os danne en national regering”, mens andre tilskynder Papandreou til at fortsætte med at gøre det beskidte arbejde, indtil han får sparket. Nogen undersøger endda i hemmelighed muligheden for et kup i et forsøg på at bremse massernes bevægelse. Dette scenario blev skitseret i en lækket rapport fra CIA i den borgerlige presse i sidste uge.

16 af socialdemokratiet PASOK’s parlamentsmedlemmer er deserteret fra regeringen over spørgsmålet om nye nedskæringer og skatter. Det viser, at bevægelsens pres har destabiliseret regeringens parlamentsgruppe for bestandig. Højrefløjspartierne Nyt Demokrati og LAOS, der frygter, at de vil gå ned sammen med Panpandreous synkende skib, lægger nu afstand til regeringen og forsøger at spekulere i resultaterne af et fremtidigt valg.

Borgerskabets traditionelle faste støttepille, middelklassen, er blevet radikaliseret og er nu på gaden. Proletariatet viser igen og igen sin parathed til at handle. Alle de basale elementer til en revolutionær situation er modnet. Den eneste ting, der mangler, er et klart program og en fast ledelse for den proletariske avantgarde. Det er alt, der behøves for en hurtig omdannelse af den revolutionære situation til en sejrrig revolution, der vil ekspropriere udbytterne og afskaffe kapitalismen og sætte gang i en bevægelse, der kan føre til socialismens sejr i Grækenland, Middelhavsregionen og over hele Europa.

Ledelsen for venstrefløjen handler skandaløst
Siden massebevægelsens begyndelse på gaderne har venstrefløjens ledere indtaget en uacceptabel indstilling. Ledelsen for Kommunistpartiet sender ultimatummer til folket, der befinder sig på pladserne og tilskynder dem til ”endelig at fremkomme med de rigtige politiske forslag!” (Se artikel i Kommunistpartiets avis Rizospastis 3. juni). Opgaven for Kommunistpartiets ledelse er ikke at bede bevægelsen om at ”fremkomme med de rigtige politiske forslag”, men at deltage aktivt i bevægelsen, at forsøge at hæve bevidstheden og hjælpe masserne med at formulere de korrekte krav.

Sidste fredag gjorde den stalinistiske ledelse for Kommunistpartiet sig selv totalt til grin foran de tusinder, der var samlet på Syntagma-pladsen. Kommunistpartiets fagforeningsfraktions, PAME, demonstration endte om eftermiddagen på pladsen. De holdt en 15 minutter lang tale, hvori Kommunistpartiet opfordrede folket, der var samlet på pladserne og andre steder til ”ikke at stole på nogen andre end PAME”.

For at undgå at blande demonstranterne på pladsen med de kommunistiske arbejdere, gav PAME-demonstrationens arrangører da talen var slut ordre til, at medlemmer af Kommunistpartiets ungdom skulle danne kæder. Og med det samme forlod ”kommunisterne” pladsen. På den måde viste Kommunistpartiet meget sigende deres organisk manglende evne til at forbinde sig med den virkelige massebevægelse. De har vist, at de blot anser det som et middel til at styrke partiets position i parlamentsvalgene.

På den anden side nægter ledelsen for SYRIZA at gå åbent og dristigt ind i bevægelsen. Det er en meget alvorlig fejl kun at kræve valg uden at komme med nogen forslag til, hvordan bevægelsen kan udvikle sig videre, når folk er på gaden, organiserer til selv, er parate til komme af med regeringen og ”trojkaen” helt og aldeles. Det er også en forkert attitude fra Synaspismos’ ledelse (beslutning den 29. maj) at bede partimedlemmerne om at deltage i bevægelsen, mens de lader som om, de ikke hører til et parti; ”… I denne bevægelse deltager vi som borgere, og prøver at lytte og lære, vi tager del i at forene vores stemme med tusinder af vrede mennesker på hver en plads i landet…”

Kammerat Alexis Tsipras’ (Formand for Synaspismos) og kammerat Aleka Papariga’s (Sekretær for Kommunistpartiet) holdninger må ikke begrænses til partikontorer og TV-studier. Venstrefløjsledernes plads er i disse øjeblikke på Syntagma pladsen og de andre pladser. Hvis venstrefløjen ikke formår at deltage åbent og dristigt i bevægelsen med passende ideer og forslag, der vil hjælpe med at føre til sejren og den endelige omstyrtelse af kapitalismens slaveri, vil bevægelsens kerne blive indtaget af alle slag småborgerlige og professionelle ”patrioter” der forsøger at stikke af med bevægelsens sociale indhold og erstatte klassekampen med nationalistisk forvirring.

Arbejderklassen må lede kampen!

Da denne massebevægelse på pladserne bør ud, var arbejderbevægelsen i en træt og frustreret tilstand, primært på grund af den ødelæggende rolle, som fagforeningsbureaukratiet har spillet. De har indtil nu forestillet sig, at de kunne uskadeliggøre den radikale stemning blandt de hundredetusinder arbejdere med lejlighedsvise 24 timers generalstrejker. Så naturligvis er initiativet i kampen mod regeringen og ”trojkaen” gået fra fagforeningerne til et bredere lag af folk, der ikke har været involveret i mobiliseringer de seneste par år.

Arbejdsløse universitetsuddannede, faglærte og ufaglærte arbejdsløse, unge uden arbejdserfaring, folk fra middelklassen hærget af skatter, bankernes tyveri og markedets kollaps, arbejdere uden medlemskab af hverken fagforening eller parti, studerende der først begynder at blive politiserede nu, pensionister og husmødre: folk fra alle lag i samfundet udgør denne massebevægelsens hovedbasis på pladserne.

Disse lag er friske og kamplystne. De har ikke bureaukratiske ledere over sig, der sætter en bremse på mobiliseringerne, og indtil nu har de skabt en bevægelse, der har vist sig at være udholdende og vedvarende. På den anden side er det helt naturligt, at disse lag sammen med en eksplosiv vrede og radikalisme udviser uerfarenhed med masseprotester og desperat søger passende politiske paroler, passende kampmetoder og specifikke politiske krav.

Under disse omstændigheder er behovet for en klar og udtrykkelig deltagelse fra arbejderklassen og arbejderbevægelsen derfor afgørende. Beslutningerne fra Folkeforsamlingen på Syntagma-pladsen, der opfordrer til en generalstrejke, anerkender klart dette behov. Uden en lammelse af systemets økonomiske centre kan der ikke komme nogen grundlæggende ændring i samfundet. Men indtil nu er meget lidt blevet gjort for at realisere kravet om en politisk strejke.

De fleste af de ledende lag i folkeforsamlingen på Syntagma-pladsen lider af den falske opfattelse, at generelstrejken blot er en militant form for støtte til demonstranterne på pladsen. I virkeligheden repræsenterer den en afgørende eskalering af kampen og afspejler et nyt og højere stadie i kampen. Vi må forstå, at generalstrejken ikke kan organiseres ved at råbe paroler udenfor fagforeningskontorerne og arbejdspladserne, men må flyde fra arbejdernes egne krav gennem fagforeningerne og arbejdspladserne.

I arbejderkvarterer og arbejdspladser må vi skabe aktionskomiteer og vælge strejkekomiteer for at forberede strejken. Det er den eneste vej til at garantere dens succes. Endelig er det helt vitalt at gøre det klart, at en politisk generalstrejke vil føre til regeringens fald. Den må ikke bringe en regering med borgerlige karrieremagere til magten, men snarere en regering bestående af repræsentanter for folket fra bevægelsen selv.

Derfor er den demokratiske organisering af bevægelsen et afgørende spørgsmål, ikke bare for væksten, men også for løsningen af spørgsmålet om magten for at tjene det indignerede arbejdende folks interesser og stræben. De synspunkter som forskellige grupper af intellektuelle indenfor bevægelsen har fremsat om ”direkte procedurer” og ”demokrati gennem sms og e-mails”, der fremstilles som ”direkte demokrati” har intet at gøre med hverken de umiddelbare spørgsmål eller demokrati.

Hvad vi behøver nu
Det, vi behøver nu, er:

• Folkeforsamlinger i alle lokalkvarterer med stormøder på arbejdspladserne for at vælge aktionskomiteer, der kan kaldes tilbage, overalt.
• Folkeforsamlinger på alle centrale pladser i alle større byer, der består af valgte repræsentanter, der kan trækkes tilbage, fra møder i lokalkvarterer, på arbejdspladser osv.
• Dannelsen af en ledelse for hele Grækenland valgt af repræsentanter, der kan trækkes tilbage, fra folkeforsamlingerne fra forskellige byer.

Endelig bør følgende to krav stå i centrum for kampen:

• En fuldstændig afskrivning af gælden, som de græske og udenlandske udbyttere og tyve har skabt!
• For at afskaffe gælds-, fattigdoms- og arbejdsløshedsmareridtet for evigt må vi placere kontrollen med de finansielle centre og landets koncentrerede rigdom (bankerne, forsikringsselskaberne, infrastrukturerne, transporten og de store firmaer indenfor alle industrier) under socialt ejerskab, gennem arbejderklassens demokratiske kontrol, som et skridt fremad mod revolutionens sejr over hele Europa og verden!