Fra Atlanterhavet til den Persiske Golf er der ikke ét eneste stabilt regime. I Marokko vokser protesterne imod monarkiet. I Syrien er der nu splittelser i hæren og regimets fremtid er – på trods af en uhørt repression – uvis. Selv i Saudi Arabien er der strejker og demonstrationer. Revolutionen ruller fortsat stærkt over den arabiske verden. Folket, der har rejst sig, respekterer ikke nogle barrierer for revolutionen, heller ikke den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
Fabriksbesættelse
I Egypten er den vigtigste udvikling uden tvivl, at arbejderklassen nu forsøger at føre revolutionen fremad til sejr. Det gamle regimes topfolk og generaler forsøgte at kvæle revolutionen ved at udstede et forbud mod strejker og demonstrationer. Men det virkede stik mod hensigten. De studerende på universiteterne har lavet den ene besættelse efter den anden, og – endnu vigtigere – på landets fabrikker er der massevis af strejker, og arbejderne er i gang med at lave fagforeninger.
I Menoufiya, der ligger i Nildeltaet nord for Kairo, er tekstilfabrikken Shebin el-Kom den største arbejdsgiver med hundredvis af ansatte. Men fabrikken ligger stille nu. Arbejderne er i strejke og har besat fabrikken, der genererer et overskud på 20 milliarder kroner om året. Baggrunden er, at de multinationale ejere, Indorama Group (der producerer for virksomheder som Nike og Adidas) i årevis har angrebet arbejdsforholdene hårdt med fyringer og angreb på sikkerhed og arbejdstid.
”Revolution indtil sejr!”
Arbejderne råber slagord som ”thawra, thawra hatta nasr!” – ”revolution, revolution indtil sejr!”. De kræver, at fabrikken bliver overtaget af staten, så produktionen kan ske på forsvarlig vis. Fabrikken er én af mange, der blev privatiseret under det gamle regime. Diktatoren Mubarak – og Sadat før ham – stod i spidsen for en veritabel tsunami af privatiseringer. Verdensbanken og de borgerlige økonomer roste ham til skyerne for det. De egyptiske arbejderfamilier hadede ham for det.
”På alle niveauer er der mere organisering, end jeg har set nogensinde tidligere,” siger aktivisten Hossam el-Hamalawy til NPR. Arbejderne fra Mahalla – ”Egyptens Petrograd” har sendt en delegation til Menoufiya for at støtte arbejderne i deres kamp for nationalisering.
Nyt arbejderparti
Overalt i Egypten kæmper arbejderne nu for, at alle virksomheder, der er blevet privatiseret siden Nasser-tiden i 1970’erne, igen bliver statens ejendom. Transportarbejdernes nye fagforening har stiftet et parti, som på kort tid er blevet et fokuspunkt for diskussionerne på de vigtige industriarbejdspladser. Det Demokratiske Arbejderparti, som partiet hedder, blev stiftet i marts under parolen ”arbejderne må være forenet”.
Partiet fremfører også kravet om, at alle ressourcer, der blev privatiseret under Sadat og Mubarak, igen skal blive nationaliseret. Alle de borgerlige iagttagere er dybt bekymrede over, at arbejderne nu træder tydeligere ind på revolutionens scene. Wall Street Journal citerer arbejdsgivere, der er forfærdede over, at militæret ikke griber håndfast ind imod arbejdernes ”socialistiske krav”. Problemet for generalerne, der hellere end gerne ville drukne revolutionen i blod, er blot, at de ikke kan få soldaterne til at angribe arbejderne. Hele situationen viser, at når først arbejderklassen træder organiseret ind på scenen, er der ingen kraft i verden – heller ikke Egyptens enorme hær – der kan standse den.
Det er endnu for tidligt at sige, hvilken rolle, det Demokratiske Arbejderparti vil spille og hvilken linje, det vil fremføre. Men én ting er sikkert: Egyptens 25 millioner industriarbejdere er i færd med at rejse sig op for at tage magten over deres egen tilværelse – og ingen magt i verden kan på nuværende tidspunkt standse denne revolutionære proces.
