For læserne af denne avis er det fuldstændigt klart, at vi nu er gået ind i en periode med øget klassekamp. Netop nu spreder den arabiske revolution sig som en steppebrand, og virker som inspiration for alle revolutionære i hele verden. For alle, som kæmper for en bedre verden, er det en pligt at lære af tidligere tiders erfaringer.
Den spanske revolution udgør en af arbejderklassens mest heroiske kampe og blodigste nederlag. Under en revolution bliver alle politiske tendenser testet. Det gælder i bogstaveligste forstand den spanske revolution fra 1931 til 1939, hvor næsten alle politiske tendenser mellem himmel og jord blev sat på prøve. Specielt anarkismen, som havde en massebasis i Spanien, spillede en hovedrolle under revolutionen.
Den permanente revolution
Trotskij forklarede, at en revolution i de tilbagestående lande, for at lykkedes, uundgåeligt måtte blive en revolution ledet af arbejderklassen. I de tilbagestående lande, har borgerskabet udviklet sig for langsomt, og er dermed for svagt til at gennemføre en revolution imod det gamle feudale regime. Det betyder også, at arbejderklassen må løse de demokratiske opgaver, som traditionelt set er borgerskabets opgaver. Da borgerskabet, presset af imperialismen og af de gamle feudalherrer, ikke kan løse de demokratiske opgaver, må arbejderklassen lede revolutionen. I et land, hvor der ingen kapitalisme er at indføre, må arbejderklassen, støttet af alle de undertrykte lag i samfundet, udføre den socialistiske revolution. Således kan revolutionen ikke stoppe ved det borgerlige demokrati, men bliver permanent, og blive til en socialistisk revolution. Teorien om den permanente revolution, som blev udarbejdet af Trotskij omkring den russiske revolution i 1905, blev efterprøvet under den spanske revolution, og den viste sig at være den eneste korrekte – i modsætning til de andre strategier for revolutionen.
Det Spanske imperium
Mens Spanien hang fast som et af de mest tilbagestående europæiske lande i starten af 1900-tallet, havde landet kendt til tider med opsving og fremgang. I 14- og 1500-tallet havde Spanien kolonier over hele Amerika, og var en af de stærkeste imperialistiske magter i verden. Men modsætningen mellem den øgede handel i byerne og de tilbagestående feudale forhold i landsbyerne, skabte en deformitet i Spaniens økonomiske og sociale udvikling. De store rigdomme, som kolonierne bragte Spanien, blev ikke investeret og brugt til at udvikle landet, men i stedet på et dekadent liv for aristokratiet. Samtidig med, at den engelske produktion stormede frem i 1600-tallet, var det spanske imperiums degenerering åbenlys for alle. Det spanske borgerskab var for svagt til at omvælte feudalismen, og gik derfor i alliance med det feudale aristokrati. Mens industrien udviklede sig i sneglefart, stod de feudale forhold på landet fuldstændigt stille. Ved indgangen til 1900-tallet boblede samfundets modsætninger.
Republikken udråbes
Op igennem 1800-tallet var det spanske samfund præget af kup og revolutioner. Kongefamilien i alliance med borgerskabet, forsøgte febrilsk at skabe stabilitet i samfundet. På landet, hvor 70 procent af befolkningen levede, blev afstanden mellem rig og fattig stadig større. Samtidig blev arbejderbevægelsen især i Catalonien stadig mere militant. Da den internationale krise i 1929 ramte landet, indså borgerskabet at monarkiet ikke kunne modstå presset fra masserne. Fra borgerskabets synspunkt var en republik en nødvendighed, for at opretholde dem som herskende klasse. I april 1931, efter republikanske kræfters sejr ved et kommunalvalg, blev den spanske republik udråbt.
 |
Republikkens udråbelse bliver startskuddet til en revolutionær proces. Den republikanske bevægelse var fra start delt op mellem flere forskellige politiske grupper og klasser. Borgerskabet, som fra start stod i spidsen af bevægelsen, havde ikke i sinde at give mere end de mest nødvendige indrømmelser til masserne. For borgerskabet, der blev støttet af ledelsen af Socialdemokratiet, var republikken kun en måde til at opretholde den private ejendomsret, retten til udnyttelse af arbejdskraft og sin plads som herskende klasse. Masserne så republikken som en måde, hvorpå de kunne forbedre deres forhold. Masserne krævede igen og igen, at de feudale forhold blev omvæltet, men borgerskabet var ude af stand til at gennemføre de demokratiske krav. Derfor opstår en kamp inden for den republikanske bevægelse, mellem arbejdere og bønder på den ene side, og borgerskabet på den anden side. Kampen nåede sit højeste under borgerkrigen fra 1936-39.
Inden for arbejderorganisationerne var der vidt forskellige forståelser af, hvilke opgaver revolutionen havde. Socialdemokratiet, som på dette tidspunkt, som resten af de socialdemokratiske partier, havde forrådt den socialistiske bevægelse, mente kun revolutionen skulle indføre demokrati og separere kirke og stat. Dermed blev de socialdemokratiske ledere kun halehæng for borgerskabet. Kommunisterne i det spanske PCE kom til at spille en yderst kontrarevolutionær rolle. Under indflydelse af stalinisterne i Moskva gjorde de alt for at underlægge bevægelsen borgerskabet, og i praksis banede de vejen for den fascistiske kontrarevolution. Samtidig, som det eneste land i verden, havde anarkisterne en massebasis, især i Katalonien – den mest industrialiserede del af landet.
FAI og CNT
I Spanien eksisterede der to store fagforeninger. Den store socialdemokratiske UGT, og den mindre fagforening CNT, kontrolleret af det anarkistiske parti FAI. Under monarkiet havde CNT været nødt til at udføre undergrundsarbejde, og havde været en afgørende kraft i at få væltet det socialdemokratisk støttede militærdiktatur, som førte til republikken. Kampen for republikken havde styrket CNT i arbejderbevægelsen. Selv om CNT udgjorde en enorm revolutionær kraft, led organisationen under anarkismen teoretiske begrænsninger
Anarkisme og Marxisme
Både anarkister og marxister kæmper i sidste ende for et samfund uden stat. Staten er nemlig en klasses organ til undertrykkelse af en anden klasse. Den herskende klasse ophøjer undertrykkelsen til lov gennem staten, og forsøger at dæmpe klassemodsætningerne. Kampen for et samfund uden undertrykkelse – uden en stat – kan kun lykkes igennem et samfund uden klasser. Men kampen for dette, stiller anarkisterne fuldstændigt på hovedet.
 |
Anarkister er imod al undertrykkelse og magtudøvelse, derfor også imod revolutionens undertrykkelse af kontrarevolutionen. Problemet med anarkisterne er, at fordi de ikke kan lide politik, nægter de at føre en politisk kamp for et statsløst samfund. De forstår ikke, at under de nuværende forhold vil kapitalisterne aldrig nogensinde acceptere, at produktionen planlægges demokratisk af masserne. Hvis revolutionen ikke tager magten, lader den kun magten blive hos dem, som havde den i forvejen – nemlig kapitalisterne. Som Trotskij sagde om anarkismen: Man kan ikke kæmpe en krig, men være imod sejr.
Marxisterne mener, at masserne selv må oprette sin egen stat, efter at havde sønderslået den borgerlige. En stat som kan forsvare revolutionen mod kontrarevolution. En stat som bygger på arbejderdemokrati igennem lokale arbejderråd. Under de fleste revolutioner er der voldelige sammenstød, men det er altid borgerskabet, i sin kamp mod masserne aktion, der gør vold nødvendigt.
To sorte år
Den republikanske regering, som både indeholdte borgerlige republikaner og socialister, var ikke i stand til at holde nogle af deres politiske løfter. Især på det vigtige spørgsmål om uddelingen af aristokratiets jord, viste regeringen sig inkompetent. Da der igen var valg i 1933, tabte de republikanske partier mange stemmer, og da anarkisterne i CNT opfordrede til boykot af valget, endte det med, at de borgerlige kræfter i regeringen vandt flertal. Det ledte til, hvad der bliver kaldt de ”to sorte år” i den spanske revolution.
Arbejdernes ledere i regeringen havde mislykket med deres kompromis med borgerskabet. Men samtidigt havde arbejderne, i protest mod ledernes samarbejde med borgerskabet, organiseret en alliance mellem arbejderorganisationerne lokalt som blev kaldt AO. Anarkisterne i tro mod deres had til politik, gik ikke med i disse lokale samarbejder. Det kom til at betyde endnu et nederlag for arbejderne.
Den asturiske kommune
Nederlaget for socialisterne i den republikanske regering skabte en øget radikalisering af arbejderne. Også lederne af især socialdemokratiet bevægede sig under de sorte år mod venstre. Alt i mens den borgerlige regering var gået til angreb på arbejderbevægelsen, og havde optaget det fascistiske parti CEDA i regeringen.
I oktober 1934 opfordrede de socialdemokratiske ledere til arbejderaktion til forsvar for revolutionen. Anarkisterne benyttede igen chancen til at forråde bevægelsen, og gik ikke med i oprøret. Kun i Asturien samarbejdede CNT med de andre arbejderorganisationer i den lokale AO, og det førte til 15 dage med arbejdermagt i det, der blev kendt som den ”asturiske kommune”. Da CNT forholdte sig passivt, og socialdemokratiet ikke havde organiseret oprøret ordentligt, blev oprøret slået ned af regeringen – også i Asturien.
Efter det fejlslagne oprør, vinder højrefløjen ledelsen i arbejderorganisationerne. Arbejderpartiet beslutter sig for en folkefronts taktik, og går i valgsamarbejde med de radikale borgerlige republikanere. Samarbejdet får nu støtte af anarkisterne i CNT. Folkefronten vinder valget i 1936. Samtidigt har store dele af borgerskabet skiftet side, og i 1936 starter det fascistiske oprør ledt af Franco.
Franco vinder frem
Tusindvis af arbejdere svarer på det fascistiske oprør, ved at gribe til våben for at forsvare republikken. Flere steder overtaget arbejderne fabrikker, og opsætter militærkomitéer, og dermed opstår en dobbeltmagt. Regeringen prøve at stoppe denne bevægelse, og i efteråret 1936 forsøger de i stedet for arbejdermilitserne, at indsætte en folkehær. Anarkisterne tager regeringens side, imod arbejdernes selvstændige organisationer, og går med i folkefrontsregeringen i Katalonien. Så fra at havde forholdt sig apolitiske, vender anarkisterne på en tallerken, og går med i det borgerlige folkefronts samarbejde.
Mens lederne i arbejderorganisationerne fortsætter samarbejdet, med de sidste rester af borgerlige kræfter, vinder Francos styrker frem. Oprettelsen af folkehæren er et skridt tilbage for revolutionen. Det demokrati, som arbejdermilitserne byggede på, bliver nu smidt over bord for at bygge en professionel hær. Kommunisterne, socialdemokraterne og anarkisterne forkaster en socialistisk revolution. Deres slogan er først at slå fascismen, og så må socialisme komme bagefter. Reelt betød det, at arbejderne skulle give fabrikkerne tilbage til kapitalisterne, og at bønderne skulle give jorden tilbage til godsejerne. Uden et program for grundlæggende forandringer i den sociale struktur – for socialisme – blev kampen for republikken til en tom skal – som ikke kunne mobilisere entusiasme blandt masserne.
Anarkisterne giver magten tilbage
I 1937 starter et arbejderoprør mod den borgerlige regering i Barcelona. Efter oprøret i 1936 havde fagforeningerne i Barcelona i praksis styret byen igennem arbejderkontrol. Folkefrontsregeringen prøver i maj 1937 at få kontrol med byens telefoncentral, som bliver kontrolleret af CNT. Da politiet får kontrol med centralen, starter et oprør i Barcelonas arbejderkvarterer. Reelt set står CNT med magten over Barcelona, men nægter at tage den.
Den borgerlige leder af folkefronts regeringen i Katalonien tilbyder dem at gå af, og lade dem få magten i provinsen. Men anarkisterne, på grund af deres princip om ikke at ville have magten, indgår i stedet et kompromis med regeringen. Anarkismen viste dermed, at den i afgørelsens time ikke fungerede: den anarkistiske modvilje imod at organisere en stat baseret på arbejderne, førte direkte til, at de gav magten tilbage til overklassen.
Maj-oprøret i Barcelona bliver den sidste kamp for arbejderklassen under den spanske revolution. Siden hen vinder Franco, støttet af de tyske og italienske fascister, borgerkrigen, og et 40 år langt fascistisk styre grundlægges på revolutionens nederlag.
Anarkisterne og den spanske revolution
Den spanske revolution viser, at anarkismen i praksis er forsvarsløs over for kontrarevolutionen. Da anarkisterne ikke vil opfordre arbejderklassen til, at tage magten, ender magten med at ligge i hænderne på borgerskabet. Fra start af så borgerskabet kun republikken, som en måde at opretholde deres privilegerede rolle i samfundet. Da den republikanske bevægelse radikaliseredes, flygtede store dele af borgerskabet til fascismens lejr. Selv ikke da var de anarkistiske ledere klar til en magtovertagelse, og lod magten blive i hænderne hos de dele af borgerskabet, som stadig støttede republikken. Dermed fandt anarkisterne sig i en blindgyde, og med desperation gik de stik imod deres principper i regering. Trotskij beskrev anarkismen som en paraply med huller, uduelig præcist når det regner. Under den spanske revolution viste anarkismen sig som en helt igennem hullet teori, netop da det galt; da de måtte vælge i mellem socialistisk revolution eller borgerlig kontrarevolution.
