Læs første del af manifestet

Demokratiske krav
I første omgang er revolutionens krav demokratiske. Naturligvis! Efter 30 år med brutalt diktatur, længes ungdommen efter frihed. Selvfølgelig kan deres stræben efter demokrati misbruges af borgerlige politikere, der alene er interesserede i deres fremtidige karriere i et ”demokratisk” parlament. Men vi har pligt til at tage de demokratiske krav op og give dem et revolutionært indhold. Det vil uundgåeligt føre videre til kravet om en endnu mere grundlæggende forandring af samfundet.

Under en strejke eller en revolution føler folk sig som mennesker med værdighed og rettigheder. Efter en menneskealder med påtvunget tavshed opdager de, at de har en stemme. De forskellige interviews med folk på gaden var et vidunderligt udtryk for dette. Fattige folk, der ikke kan læse, siger: vi vil slås, vi vil ikke forlade gaden, vi kræver vores ret og vi forlanger at blive behandlet med respekt. Det er en helt igennem progressiv ting. Det er kernen i en ægte revolution.

Det er overflødigt at sige, at marxisterne altid har underlagt de demokratiske krav under den socialistiske revolution. Men i praksis vil de mest vedholdende og fremskredne revolutionære krav nødvendigvis føre til spørgsmålet om arbejdermagt og socialistisk revolution. Den russiske revolution er det bedste eksempel på dette. I 1917 tog bolsjevikkerne magten på grundlag af parolen om ”fred, jord og brød,” hvoraf ingen af dem havde et socialistisk indhold. I teorien kunne alle tre krav indfris under kapitalismen. I praksis kunne de imidlertid kun indfris gennem et brud med borgerskabet og ved at magten overgik til arbejderklassen.

Visse folk siger, at dette ikke er andet end en borgerlig nationalistisk bevægelse, ikke en ægte revolution. De udviser blot uvidenhed om de demokratiske kravs vigtige rolle i en revolution under disse forhold. Erfaringen fra den russiske revolution viser behovet for en korrekt (revolutionær) brug af demokratiske krav. Kravet om en grundlovsgivende forsamling spillede en meget vigtig rolle i mobiliseringen af de bredeste lag af befolkningen bag den revolutionære sag.

Mens vi kæmper for de mest demokratiske krav, anser marxisterne ikke disse krav som et mål i sig selv, men som en del af kampen for et andet samfund. Det er det, der adskiller marxisternes standpunkt fra de simple småborgerlige demokrater.

Den umiddelbare opgave i Egypten var et vælte Mubarak og hans rådne regime. Men det er bare det første skridt. Det har åbnet sluseportene og ladet det revolutionære folk skubbe sig vej igennem. De opdager på daglig basis deres egen styrke på gaderne, betydningen af organisation og massemobilisering. Det er allerede en kæmpe erobring. Efter at have levet med tredive års diktatur vil de ikke tillade at et nyt bliver påtvunget dem, eller nogen intriger for at genskabe det gamle regime med et nyt navn. Tunesien er tilstrækkeligt bevis på dette.

Nu, hvor de har fået en ide om deres egen magt, vil masserne ikke stille sig tilfredse med halve tiltag. De ved, at hvad de har opnået, har de vundet gennem deres egen kamp. Kampen for fuldstændigt demokrati vil tillade opbyggelse af ægte fagforeninger og arbejderpartier. Men det vil også rejse spørgsmålet om økonomisk demokrati og kampen imod ulighed.

Paroler og taktik må være konkrete. Det må afspejle massernes virkelige situation og virkelige bekymringer. Den russiske revolutions objektive opgaver var demokratiske og nationale: omstyrtelse af Tsaren, formelt demokrati, frihed fra imperialismen, pressefrihed og så videre. Vi kræver fuldstændig demokrati, øjeblikkelig afskaffelse af alle reaktionære love og en grundlovgivende forsamling.

Ja, vi må vælte det gamle regime, ikke bare Ben Ali og Mubarak, men alle de “små Mubarak’er” og de ”små Ben Ali’er”. Der må være en grundig udrensning i staten. Og der må ikke være en eneste person, der spillede nogen rolle i det gamle regime, tilbage i regeringen. Hvorfor skulle det revolutionære folk, der ofrede alt i kampen, tillade de, der ikke spillede nogen rolle i revolutionen, at få magten, selv i form af en overgangsregering? Tag en stor kost og fej dem alle ud! Det er vores første krav. Vi accepterer ikke mindre end det.

Men det er også utilstrækkeligt. I årtier har disse mænd røvet og plyndret samfundets rigdom. De har levet i luksus mens folket var henvist til fattigdom. Nu må vi få hver en øre, de har stjålet fra folket, tilbage. Vi kræver øjeblikkelig konfiskering af disse parasitters rigdom og ejendom og eksproprieringen af den ejendom, der tilhører de imperialister, der støttede dem.

Det viser, hvordan revolutionære demokratiske krav må føre direkte til socialistiske krav. Den, der ikke er i stand til at bruge demokratiske krav korrekt på revolutionær vis, vil for altid være dømt til rollen som en afmægtig sekteriker. Sådan en person vil aldrig være i stand til at forbinde sig med massernes virkelige bevægelse.

Demokrati betyder noget forskelligt for forskellige folk. Egyptens fattige kæmper ikke for demokrati for at skaffe ministerposter til karrieremagere, men som et middel til at løse deres mest presserende problemer: manglen på arbejde og boliger, de høje leveomkostninger. Disse økonomiske og sociale problemer er for dybe til at kunne løses af nogen borgerlig regering.

Demokrati ville blot være en tom frase, hvis det nægtede at lægge hånd på den herskende elites uanstændige rigdom. Konfiskér den herskende klikes ejendom! Ekspropriér ejendommen hos de imperialister, der støttede det gamle regime og udnyttede det egyptiske folk! Kampen for demokrati må, hvis den føres fuldt ud, uundgåeligt føre til ekspropriering af bankerne og kapitalisterne og etablering af en arbejder- og bonderegering. Under Mubaraks regime favoriserede de egyptiske kapitalister udenlandske virksomheder og hjalp imperialismen med at plyndre landets rigdomme og udnytte de egyptiske arbejdere. Vi kæmper for konfiskeringen af imperialisternes ejendom til gavn for folket.

IMT siger:

• For øjeblikkelig afskaffelse af alle reaktionære love!
• For fuld forsamlingsfrihed og retten til at organisere sig og strejke!
• For en revolutionær grundlovgivende forsamling!
• For konfiskering af alle de penge, som det gamle regime stjal!
• For ekspropriering af imperialisternes ejendom!

Parolen om en grundlovgivende forsamling
Hvis der var et parti som Bolsjevikpartiet i Egypten, ville spørgsmålet om magten være blevet rejst. Men i fraværet af en ledelse med en klar plan, kan revolutionen gennemgå alle mulige omskiftelser. På nuværende tidspunkt er den revolutionære bølge endnu ikke stilnet af. Men masserne kan ikke forblive i en permanent oprørstilstand. De må arbejde og tjene penge for at kunne spise. Den revolutionære lava vil køle ned i en periode. På et tidspunkt vil revolutionen blive skubbet frem mod en form for borgerligt demokrati.

I sådan en situation har demokratiske krav en umådelig vigtighed. I en situation som Mubaraks Egypten er demokratiske krav et magtfuldt middel til at mobilisere de bredeste lag af masserne for revolutionen. Vi må kæmpe for de maksimale demokratiske krav – retten til at stemme, strejke osv. – fordi det er i arbejdernes interesse at have friest mulige rammer til at udvikle klassekampen. Det er ikke ligegyldigt for arbejderne, hvorvidt de lever under et totalitært regime eller om de har disse basale rettigheder. Demokratiske krav må derfor optage en nøglerolle i vores program.

Nogle folk er forvirrede over, at mens vi nu er fortalere for en grundlovgivende forsamling i disse lande, var vi imod i Bolivia og Argentinas tilfælde. Forklaringen er i virkeligheden meget enkel. Paroler eksisterer ikke uden for tid og rum. De må afspejle klassekampens konkrete betingelser på et givent stadie i udviklingen af det pågældende land.

I Bolivia var kravet om en grundlovgivende forsamling kontrarevolutionært under den revolutionære opstand i oktober 2003 og maj-juni 2005. Hvorfor? På det tidspunkt havde de bolivianske arbejdere gennemført to generalstrejker og to opstande. De havde opsat sovjet-lignende organer i form af lokalkvarters-juntaerne, de folkelige forsamlinger og cabildos abiertos (massemøder).

Arbejderne i Bolivia kunne nemt have taget magten. Det ville have været nok for lederne af COB (fagforeningerne) at udråbe sig til regeringen. Under disse konkrete omstændigheder var det forræderi at fremføre kravet om en grundlovgivende forsamling. Det afsporede arbejdernes opmærksomhed væk fra hovedopgaven – magtovertagelsen – og ind ad parlamentariske kanaler.

Dette kravs kontrarevolutionære karakter blev bekræftet af det faktum, at Verdensbanken og den amerikansk finansierede Office for Transition Initiative fremførte ideen om en grundlovgivende forsamling. Man kan måske tilføje den lille detalje at på det tidspunkt, var Bolivia allerede et borgerligt demokrati. I Argentinas tilfælde blev kravet rejst af visse venstreorienterede grupper efter Argentinazo-opstanden i december 2001. I den kontekst svarede det til at sige: ”Vi bryder os ikke om det borgerlige parlament, vi har. Vi ønsker et andet borgerligt parlament i stedet.”

Man skal være fuldstændig blind for ikke at kunne se, at disse tilfælde ikke har noget som helst til fælles med situationen i Tunesien og Egypten. Efter årtiers diktatur vil der uundgåeligt være store illusioner til demokratiet, ikke bare blandt småborgerskabet men også blandt masserne. Dette betinger vores indstilling. Vi er for demokrati, men det må være fuldstændigt demokrati. Et af de demokratiske krav er; ”vi har brug for en ny grundlov og derfor en grundlovgivende forsamling, men vi stoler ikke på den egyptiske hær til at indkalde den, og derfor må kampen videre ud i gaderne.”

Marxisterne kan naturligvis ikke have en mekanisk tilgang til demokratiske paroler, der altid må underordnes den socialistiske revolutions generelle interesser. Vi deler ikke småborgerskabets overfladiske indstilling til formelt demokrati. Uddybningen af revolutionen vil afsløre begrænsningerne i det borgerlige demokrati. Gennem erfaring vil arbejderne forstå behovet for at tage magten i deres egne hænder. Men for at forstå det borgerlige demokratis grænser må arbejderne først gå igennem demokratiets skole. Det forudsætter en alvorlig kamp for de mest fremskredne demokratiske krav.

Efter årtier med autoritært styre i Egypten kan vi ikke være stille os ligegyldige overfor spørgsmålet om grundloven. Det nuværende forslag fra hærens råd er at sætte nogle grundlovsændringer, som er udarbejdet af eksperter udpeget af hæren, til afstemning. Det er fuldstændig udemokratisk. Mubaraks grundlov kan ikke ændres, den bør smides langt væk. I stedet bør en demokratisk og revolutionær grundlovgivende forsamling indkaldes for at diskutere en helt ny grundlov. Generalernes reaktionære rolle viste sig ved hærens voldelige opløsning af lejren på Tahrir-pladsen.

Efter at have væltet et diktatur gennem kamp, kan det revolutionære folk ikke overgive magten til de samme generaler, der støttede Mubarak indtil sidste øjeblik. Arbejderne kan ikke stole på hærcheferne eller nogen form for ”ekspert”-råd, der er udpeget af dem til at udarbejde en virkelig demokratisk grundlov. Vi går ind for en grundlovgivende forsamling: et demokratisk valgt organ til at udarbejde grundloven. Det er et basalt demokratisk krav.

Men spørgsmålet forbliver: hvem skal indkalde den grundlovgivende forsamling? Vi kan heller ikke tiltro den egyptiske hær denne opgave. Derfor må kampen fortsætte i gaderne, i fabrikkerne, blandt ungdommen og de arbejdsløse, indtil kampen for demokrati er fuldendt.

Situationen i Egypten kan sammenlignes, ikke med Bolivia 2003 eller 2006 eller Argentina i 2001, men Rusland 1905 eller 1917. Vi må gøre brug af de mest avancerede demokratiske krav for at rejse det centrale spørgsmål om arbejdermagt. Vi siger til arbejderne og ungdommen: ”Vil I have demokrati? Det vil vi også! Men stol ikke på hæren eller Elbaradei – lad os kæmpe for virkeligt demokrati!” I dag i Egypten, Tunesien og Iran er kravet om en grundlovgivende forsamling absolut relevant.

De egyptiske arbejdere har allerede draget de korrekte konklusioner. Det vises på bemærkelsesværdig vis i udtalelsen fra stål- og jernarbejderne i Helwan der, under kampen, rejste følgende krav:

1. Mubarak og alle andre fra regimet og dets symboler må øjeblikkelig træde tilbage;
2. Konfiskering af al ejendom og rigdom tilhørende regimets symboler og alle dem, der har vist sig at være korrupte, i massernes interesse;
3. Alle arbejderes øjeblikkelige udmelding fra de fagforeninger, der er kontrolleret af eller tilknyttet til regimet, og opsættelsen af egne uafhængige fagforeninger, der nu forbereder deres generalkonferencer for at vælge og forme deres sammenslutning;
4. Generhvervelse af alle offentlige firmaer, der er blevet solgt eller lukket ned og deres nationalisering på vegne af folket og dannelsen af nye ledelser til at køre dem, med involvering af arbejdere og teknikere;
5. Dannelse af komiteer til at føre opsyn med arbejderne på arbejdspladserne og overvåge produktionen og fordelingen af priser og lønninger;
6. Krav om en grundlovgivende forsamling for alle folkets klasser og tendenser for udarbejdelsen af en ny grundlov og valg af folkekomiteer uden at vente på forhandlinger med det tidligere regime.

Disse krav er fuldstændig korrekte. De viser et meget højt niveau af revolutionær bevidsthed og falder fuldstændig sammen med det program, som marxisterne har fremført. Dette program giver den egyptiske revolution, alt hvad den behøver for at lykkes.

Fagforeninger
Revolutionen rejser behovet for organisering. Fagforeningerne er arbejdernes mest grundlæggende organisationsform i alle lande til alle tider. Uden organisering vil arbejderne for altid blot være råmateriale til udbytning. Opgaven med at bygge og styrke fagforeningerne er derfor en presserende prioritet.

I Egypten og Tunesien var fagforeningerne tæt forbundet med det gamle undertrykkende regime. De var praktisk talt en del af staten. Deres øverste lag var korrumperede og i mange tilfælde medlemmer af det herskende parti. Deres hovedrolle var at agere politi blandt arbejderne. Men de menige medlemmer bestod af arbejdere og ærlige fagligt aktive.

Selv i borgerlige demokratier er der en organisk tendens til, at fagtoppen smelter sammen med staten. Men historien viser, at når arbejderklassen bevæger sig, kan selv de mest korrupte og bureaukratiserede fagforeninger komme under pres fra arbejderklassen og omdannes i kampens løb. Enten vil de gamle ledere ændre sig og begynde at afspejle presset fra arbejderne, eller de vil blive fjernet og erstattet af andre, der er parate til at sætte sig selv i spidsen for bevægelsen.

I Tunesien var UGTT lederne gået på kompromis med Ben Alis regime. De gamle ledere var parate til at deltage i den provisoriske regering dannet af Gannouchi, men blev tvunget til at trække sig under pres fra arbejderne. Men på lokalt og regionalt niveau spillede UGTT lederne en ledende rolle i revolutionen. I nogle områder som Redeyef overtog UGTT faktisk kontrollen med samfundet. I andre områder spillede den lokale fagforening en nøglerolle i organiseringen af den revolutionære bevægelse gennem revolutionære komiteer. Det viser fagforeningernes vitale rolle som et redskab for revolutionen.

Der er brug for en grundig udrensning i UGTT på alle niveauer, hvor alle de bureaukrater, der er forbundet med det gamle regime, fjernes, begyndende med generalsekretæren Abdessalem Jerad, der åbent spiller en rolle som strejkebryder. De regionale strukturer og nationale sammenslutninger, der er under venstrefløjen og demokratiske aktivisters ledelse, og som repræsenterer et flertal af UGTTs medlemmer, bør øjeblikkeligt indkalde en national ekstraordinær kongres. Ethvert skridt til at demokratisere fagforeningen og bringe den på linje med den revolutionære bevægelse ville få enorm støtte blandt almindelige arbejdere. Hvis arbejderne og ungdommen var i stand til at fjerne Ben Ali og derefter Ghannouchi, burde det være endnu nemmere at fjerne de korrupte fagforeningsledere, der støttede dem.

I Egypten var de korrupte fagforeningsledere ude af stand til at forhindre den strejkebølge, der var forberedelsesskolen for revolutionen. De egyptiske arbejdere har bevæget sig imod de gamle korrupte ledere og kæmper for at etablere fagforeninger, der virkelig er demokratiske og militante organisationer for klassen. Ved at gøre det har de vist et usvigeligt revolutionært klasseinstinkt. Kampen for demokrati er ikke begrænset til den politiske arena. Den må også gå ind i fagforeningerne og ud på arbejdspladserne.

Kampen ser ud til at bevæge sig i retning af oprettelse af en ny egyptisk sammenslutning af uafhængige fagforeninger. Under revolutionære omstændigheder, som dem der eksisterer nu, kan dette blive de egyptiske arbejderes hovedorganisation. Men det ville være en fejl helt at forlade kampen indenfor de gamle officielle fagforeninger, der stadig hævder at repræsentere millioner af arbejdere. I nogen tilfælde vil hele arbejdspladser og sektorer blive fagligt organiseret på ny. I andre tilfælde vil demokratiske og militante fagforeninger opstå ved, at arbejderne overtager kontrollen med de officielle strukturer.

Borgerskabet og imperialisterne forstår fagforeningernes afgørende betydning. De vil sende deres betalte agenter ind for at korrumpere og bedrage arbejderne for at forhindre dem i at få revolutionære og socialistiske ideer. CIA har tætte forbindelser med lederne for AFL-CIO og det europæiske Socialdemokrati og såkaldte Internationale Fagforeningsorganer. De vil forsøge at bringe den militante fagforeningsbevægelse under deres egen kontrol.

Arbejderne må være på vagt overfor sådanne “venner”, der kommer for at korrumpere dem og underminere revolutionen indefra. De må også være på vagt overfor de såkaldte NGO’er, der er imperialismens forklædte agenter. NGO’ernes rolle er at aflede arbejderne fra den revolutionære vej, vikle dem ind i tusinde trivielle opgaver, velgørenhed og så videre, og gøre tidligere revolutionære og militante arbejdere til betalte lakajer, kontorbude og bureaukrater. Det er en gift, der kan fortære arbejderbevægelsen.

Fagforeningernes opgave er ikke at holde kapitalismen oppe, men at omstyrte den. Vores første mål er at kæmpe for bedre levestandard, højere lønninger og bedre forhold. Vi må kæmpe for hver forbedring, uanset hvor lille den er. Men vi må også forstå, at det vil være umuligt at opnå vores basale krav, så længe det parasitiske oligarki ejer jorden, bankerne og de vigtigste industrier.

I kampen mod det gamle regime har fagforeningerne forbundet sig med andre lag i samfundet: de arbejdsløse, kvinderne, ungdommen, bønderne og de intellektuelle. Det er fuldstændig nødvendigt. Arbejderklassen må stræbe efter at placere sig i spidsen for nationen og lede kampen mod alle former for uretfærdighed og undertrykkelse.

Det revolutionære folk danner folkelige komitéer af alle mulige slags. Det er et nødvendigt skridt for at give den revolutionære bevægelse en organiseret og sammenhængende form. Men brede komiteer som dem bør dog ikke erstatte fagforeningerne, der må forblive arbejderbevægelsens grundlæggende organisationsform.

Fagforeningerne er en skole for revolutionen, der vil spille en nøglerolle i omvæltningen af det gamle regime og etableringen af et nyt socialistisk samfund, hvori fagforeningernes rolle vil blive udvidet tusinde gange, hvor de vil spille af enorm del i at styre de nationaliserede industrier, planlægge produktionen og lede samfundet.

IMT siger:

• Byg fagforeninger og omdan dem til ægte kamporganisationer!
• Udrens fagforeningerne for alle korrupte elementer og bureaukrater!
• For demokratiske fagforeninger: valg på alle niveauer og retten til at tilbagekalde alle poster!
• Imod korruption! Ingen ansat i fagforeningen må modtage en højere løn end en faglært arbejders!
• Nej til statskontrol med fagforeningerne! Fagforeningerne må være i arbejdernes hænder!
• For arbejderkontrol med industrien! For eksproprieringen af bankerne, godsejerne og kapitalisterne! For en demokratisk socialistisk plan for produktionen!

Ungdommens rolle
Karl Liebknecht, den store tyske revolutionære martyr sagde engang: “Ungdommen er den socialistiske revolutions flamme”. Disse ord kunne blive indskrevet på den arabiske revolutions banner. På hvert stadie har ungdommen spillet en nøglerolle. Demonstranterne, der strømmede ud i gaderne i Tunesien og Egypten, var hovedsageligt unge mennesker, arbejdsløse, uden nogen fremtid. Nogle med en universitetsgrad, andre fattige fra slummen.

I alle lande i Mellemøsten og Nordafrika er størstedelen af befolkningen unge. De lider under den kapitalistiske krises værste konsekvenser. 70 procent af unge under 25 år er arbejdsløse i Tunesien. Det tilsvarende tal er 75 procent i Algeriet og 76 procent i Egypten. En lignende situation eksisterer i andre lande.

Universitetsuddannede har intet arbejde og derfor ingen udsigt til at blive gift, intet hjem og ingen fremtid. Disse kendsgerninger viser, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Disse lande har brug for læger, lærere, ingeniører, men der er ingen jobs. Millioner af unge kan ikke finde arbejde og er derfor ude af stand til at blive gift og stifte en familie. De tilskyndes af en dyb følelse af uretfærdighed og en brændende vrede og afsky overfor det system, der nægter dem en fremtid og et korrupt regime, der har beriget sig selv på folkets bekostning.

Det eneste håb disse unge har, er at kæmpe for en grundlæggende ændring af samfundet. De har kastet al frygt til side og er parate til at risikere deres liv i kampen for frihed og retfærdighed. I Tunesien organiserede den revolutionære ungdom sig og indkalde til massedemonstrationer i Tunis, der marcherede til slog lejr foran premierministerens kontor på Kasbah-esplanaden. Skoleelevernes massebevægelser rejse kravet om en grundlovgivende forsamling, og de demonstrerede mens de råbte ”ned med regeringen”. De virkede som en katalysator for den bevægelse, der endelig væltede Ghannouchi regeringen i slutningen af februar. I Egypten ser vi igen det samme. Demonstranterne, der har ledt vejen, var hovedsageligt unge egyptere, arbejdsløse uden nogen fremtid.

Historien gentager sig. I 1917 beskyldte mensjevikkerne bolsjevikkerne for blot at være en ”gruppe børn”, og det var ikke skudt helt ved siden af. Gennemsnitsalderen for bolsjevikkernes aktivister var meget lav. Det første lag, der går i bevægelse, er altid ungdommen, der er fri for den ældre generations fordomme, frygt og skepticisme. Ungdommen i alle lande er åbne overfor revolutionære ideer. Vi må gå til ungdommen! Hvis vi går til ungdommen med revolutionær marxisme og proletarisk internationalisme vil vi få en entusiastisk respons.

IMT siger:

• Arbejde til alle!
• Alle unge må garanteres enten et fuldtidsjob eller gratis fuldtidsuddannelse.
• Lige løn for lige arbejde af lige værdi!
• Stop politi-chikaneri!
• Fulde demokratiske rettigheder og stemmeret fra 16 år!

Kvindernes rolle
Den afgørende faktor er, at masserne har opnået en fornemmelse for deres kollektive styrke og mister deres frygt. Startende med de yngste, mest energiske og beslutsomme elementer er trodsen blevet overført til de ældre mere forsigtige og inaktive lag i befolkningen.

Et af de mest inspirerende aspekter ved revolutionerne i Tunesien og Egypten var dog kvindernes aktive deltagelse. Den gamle underdanighed forsvinder. I Alexandria kastede ældre husmødre potter og pander ned på politiet fra balkonerne i deres lejligheder. I demonstrationer kæmpede unge kvindelige studerende i jeans side om side med andre kvinder iklædt hijab. Det var kvindernes, der spille en nøglerolle i de massive strejker blandt tekstilarbejderne i Mahalla al Kubra de seneste år, strejker der forberedte den nuværende revolutionære opstand.

Kvinder har været i front i alle revolutioner i historien. Billederne af kvinderne i Bahrain, der frygtløst demonstrerer, nogle med tørklæder, andre uden, er et inspirerende billede på en revolution i aktion. De gentager oplevelsen hos de heroiske kvinder i Paris i oktober 1789 og i Petrograd februar 1917.

Opvågningen af kvinderne er et sikkert tegn på en revolution. Samfundet kan ikke gå frem og blomstre, så længe kvinderne er slavebundet. Det er ikke et tilfælde, at reaktionære i Egypten både anstiftede til religiøse pogromer og angreb 8. marts demonstrationen på Tahrir-pladsen. Den arabiske revolution vil vinde sine mest beslutsomme og modige kæmpere blandt kvinderne, og kvindernes frigørelse er revolutionens første pligt. Kvindernes plads er ikke i køkkenet men på gaderne kæmpende side om side med mændene. De er de mest frygtløse elementer. Og de har mest at kæmpe for.

IMT siger:

• Ned med diskriminering og ulighed!
• Fuld anerkendelse af kvinderne som lige borgere og mennesker!
• Fuld social, politisk og økonomisk lighed for kvinder!
• Slut for alle diskriminerende love!
• Organiser kvinderne i frie og demokratiske fagforeninger uafhængigt af staten!
• Lige løn for arbejde af samme værdi!