17. marts stemte FN’s sikkerhedsråd, med stemmerne 10 for og fem blanke, for at indføre en flyveforbudszone over Libyen. Resolutionen autoriserer medlemmer af FN til at ”tage alle nødvendige forholdsregler… for at beskytte civile og civilt befolkede områder der er i fare for at blive angrebet i Libyen, herunder Benghazi, mens den samtidig udelukker en udenlandsk besættelsesstyrke i enhver form, på hvilken som helst del af Libysk territorium”.

Gaddafi har svaret – gennem sin udenrigsminister – ved at opfordre til våbenhvile. Formålet med dette er klart: At stoppe de luftbombardementer, NATO og andre styrker var ved at forberede. Han ved, hvad han risikerer, hvis han ignorerer FN og blot går videre og bomber oprørsbyerne. Med en sådan våbenhvile på plads – forudsat at Gaddafi overholder den, og ikke bare bruger den til at købe sig tid til at indtage byer som Misrata – er landet reelt delt i to.

Gaddafis pludselige 180 graders vending kan også være dikteret af, at han har indset at erobringen af Benghazi er en betydeligt større opgave end alt det, han har opnået indtil videre. Benghazi er en storby under det revolutionære folks kontrol, og disse ville yde stærk modstand mod enhver styrke, der bliver sendt ind af Gaddafi. Således kan et kompromis, der efterlader ham med kontrollen over en del af landet, virke som den bedste løsning.

Med revolutionen i en situation, hvor ingen af parterne står over for umiddelbar sejr, forbliver det midlertidige libyske nationalråd ved magten i Benghazi, men Gaddafi holder fast i den største by, Tripoli og adskillige andre nøglebyer, inklusive vigtige oliefelter og raffinaderier.

En våbenhvile betyder, at den ene side ikke kan angribe den anden. Det betyder samtidig, at man holder den libyske revolution tilbage, hvilket netop er, hvad Gaddafis regime ønsker, men samtidig også hvad imperialisterne ønsker. De, der taber ved denne situation, er Libyens arbejdere og unge – de der faktisk startede revolutionen. Gaddafi vil holde magten i Tripoli, mens den revolutionære ungdom i øst og andre oprørskontrollerede områder vil blive presset tilbage.

Lad os ikke glemme, at indtil for ganske nylig havde Vesten glimrende handelsaftaler med Gaddafi. Vestlige olieselskaber har opereret i landet i et stykke tid nu. Gaddafi var i gang med at gennemføre en række love, der ville tilgodese private selskaber og markedskræfterne. Den Internationale Valutafond IMF roste for nyligt [15. februar 2011] Gaddafis regime med en kommentar om ”et ambitiøst program for at privatisere bankerne og udvikle den spirende finansielle sektor var undervejs. Bankerne er blevet delvist privatiseret, renterne liberaliseret, og konkurrence er blevet påskyndet. Med hjælp fra Fonden er et forsøg på at restrukturere og modernisere CBL (Libyens centralbank) i gang.” Gaddafis søn Saif var faktisk en ledende fortaler for ”liberalisering”.

De folk, der sidder i det midlertidige nationalråd, der er styret af Gaddafis tidligere justitsminister, har ingen uenigheder med Gaddafis folk på dette spørgsmål. Så på begge sider af konflikten vil imperialisterne være i stand til at lave gode handler. Det, imperialisterne har ledt efter, er en måde, hvorpå de kan ødelægge den revolutionære bølge i de arabiske lande. I Libyen har de, i det mindste i øjeblikket, fundet en måde, hvorved de delvist kan opnå det mål på. Gaddafis overlevelse har sat spørgsmålstegn ved tanken om, at tyranner let kan væltes gennem massedemonstrationer. Ideen om at udefrakommende hjælp fra de vestlige ”demokratier” er påkrævet for at ”forsvare folkets demokratiske rettigheder”, er nu blevet tilføjet til ligningen.

Formålet med alt dette er at fjerne ideen fra millioner af undertrykte, almindelige arbejdere, arbejdsløse unge og fattige, om at de har magten til at modsætte sig og tage deres skæbner i egen hånd. Egypten og Tunesien står dog stadig som eksempler på revolutioner, der har fjernet despoter fra magten. Ideen om, at revolutioner er muligt er ved at sprede sig til millioner af mennesker i den arabiske verden. Og uanset hvilke manøvrer, imperialisterne finder på, kommer denne idé ikke til at forsvinde let. I Yemen, Jordan, Oman og mange andre lande er revolutionen på dagsordenen.

FN’s rolle

Da hun talte til FN’s sikkerhedsråd, hævdede USA’s repræsentant Susan Rice, at rådet ved at vedtage resolutionen forsvarede det libyske folks demokratiske rettigheder. Sådanne ord i USA’s repræsentants mund stinker af hykleri. Man bør ikke falde for denne retorik. De imperialistiske magter gemmer sig bag sådanne ord samtidig med, at de kæmper for deres grundlæggende interesser.

Lad os ikke glemme, at den selv samme Susan Rice for blot en måned siden nedlagde veto imod en resolution i sikkerhedsrådet, der fordømte Israels bosættelser på palæstinensisk jord. Så mens folk i Libyen skal sikres ”demokratiske rettigheder”, kan palæstinenserne blive ved med at vente på deres. I de seneste to år har USA nedlagt veto imod mere end 30 resolutioner, der opfordrer til at forsvare palæstinensernes rettigheder. Og da USA i sin tid ansøgte FN’s sikkerhedsråd om et mandat til at retfærdiggøre deres invasion af Irak, lykkedes det ikke for dem, men de invaderede landet alligevel.

Desværre er der blandt mange på venstrefløjen store illusioner til, hvad FN kan opnå. Der er en idé om, at FN på en eller anden måde er en organisation, der er hævet over samfundet og er hævet over nationale og klassemæssige interesser, og at FN er en slags ”demokratiske eller ”humanitær” dommer. Det er helt forkert.

I FN’s sikkerhedsråd er der fem stormagter, der har vetoret. Det er USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien.. Hvis et eneste af disse medlemmer føler, at deres nationale interesser er i fare, kan de forhindre, at en resolution kan blive vedtaget. Det betyder, at FN kan tage en beslutning, når de ”nationale interesser”, altså de forskellige herskende klassers interesse, er sammenfaldende.

Her ser vi, at repræsentanterne for Sarkozy, Cameron og Obama er enige om at intervenere i Libyen. Det er de selvsamme folk, der på hjemmefronten angriber pensionerne, angriber retten til gratis uddannelse og skærer ned på velfærden generelt samtidig med, at dee forsvarer deres egne kapitalisters interesser. De samme folk har ingen skrupler over at sætte politiet ind imod protesterende arbejdere og unge i deres egne lande mens de skamløst beklager sig over manglen på demokratiske rettigheder i andre lande.

Marxister falder ikke for noget af dette. Kapitalistklassens interesser er de samme derhjemme og i udlandet. Deres politik er baseret på forsvar for den herskende klasses profit og privillegier. Deres udenrigspolitik bliver bestemt af de præcis samme kriterier. Derfor er det meget uheldigt, at mange på venstrefløjen – uanset om de kalder sig socialdemokrater, socialister, kommunister og så videre – er faldet for den herskende klasses retorik.

Bahrain og Libyen: to vægte, to mål
Man behøver kun at kaste et blik på situationen i Bahrain for at se hykleriet i det, der foregår nu. I Bahrain har vi set en massebevægelse af enorme proportioner. Regeringen har reageret brutalt og skudt på ubevæbnede demonstranter. Andre golfstater som Saudi Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Kuwait har sendt tropper og politi ind for at hjælpe regeringen med at knuse oprøret. Hvor er kravet om, at FN må beskytte Bahrains befolkning? Indtil videre har vi kun set FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon udtrykke sin ”dybeste bekymring” over hvad der sker i Bahrain.

Argumentet om, at Bahrains regering (der undertrykker sin egen befolkning voldsomt) har bedt om ”hjælp” fra nabolandene og dermed legitimerer den udenlandske intervention, er grotesk latterligt. Disse hyklere glemmer, at masseoprøret i Bahrain har frataget den lokale regering al autoritet til at hævde, at den repræsenterer flertallets vilje.

Hvorfor har vi to forskellige standarder her? Fordi imperialisternes interesse i de to situationer er forskellig fra den anden. Hvis revolutionen i Bahrain lykkes med at vælte regimet, vil Saudi Arabien være den næste i rækken, og det vil blive fulgt af de mindre golfstater. Saudi Arabien har verdens største oliereserver. Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater har også store reserver. Det saudiske regime er selv ikke just et demokrati. Det er et brutalt regimer, og det har det altid været.

Det saudiske regime er kommet under – meget mildt – pres for at gennemføre ”reformer”. Resultatet? Kongen er ved at meddele en ”regeringsrokade” og ”tiltag imod korruption” og han lover at øge tilskuddet til basale fødevarer. Men hvor er de demokratiske reformer, retten til at danne partier, retten til at organisere frie fagforeninger og til at strejke? Vi kan være ganske sikre på, at de ikke vil være med i kongens tale. Saudi Arabien er en meget vigtig spiller i, hvad der sker i Mellemøsten. Det er USA’s vigtige allierede, men på det seneste har vi set uenigheder omkring, hvad man skal gøre med de revolutioner, der har spredt sig over hele regionen.

Da de tunesiske og egyptiske revolutioner begyndte, lagde saudierne og andre reaktionære arabiske regimer pres på især Mubarak for at stå fast for enhver pris. De forstod, at omstyrtelsen af det egyptiske regime kunne åbne sluseportene, og at de selv kunne blive de næste.

Den amerikanske imperialisme indså på den anden side – efter det første chok over at se millioner på gaden, hvilket de ikke havde ventet – at det var nødvendigt at løsne lidt op i toppen for at fastholde en grad af kontrol over situationen. Det vil sige enkelte reformer fra oven for at undgå revolutionære eksplosioner fra neden. Det er den samme linje, de nu fører, hvor de giver regimet i Bahrain nogle råd om at følge den samme linje.

Det er én ting at docere fra den anden side af Atlanterhavet; det er noget ganske andet at sidde på vulkanen i Mellemøsten. Regimerne er klar over, at når man først begynder at løsne op i toppen midt i en revolutionær massebevægelse, er det kun begyndelsen på en proces, der vil gå langt videre, end de ønsker sig. Når først masserne kan føle, at regimet er svagt, at det er splittet og kun giver reformer for at standse revolutionen, bliver de opildnet og går frem med flere krav. Masserne ønsker fulde demokratiske rettigheder, og de ønsker også en løsning på deres brændende økonomiske og sociale problemer.

Dette forstår imperialisterne, og det de nu forsøger, er at lave kosmetiske ændringer samtidig med, at de fastholder kernen i de gamle regimer, der enten er blevet væltet eller står over for at blive væltet, altså regimer der fastholder og forsvarer det kapitalistiske systems interesser som helhed.

Det er i denne kontekst, at vi må se på, hvad der sker i Libyen og hvorfor FN stemte for den resolution, der banede vejen for en flyveforbudszone over landet. Det var tydeligt, at USA ikke alene ville påtage sig opgaven med at håndhæve en sådan zone. De brændte fingrene i Irak, og de er ikke ivrige efter at hænge fast i endnu en krig i et arabisk land. Det forklarer, hvorfor de har lagt så meget vægt på, at der ikke vil komme en ”besættelse” af Libyen. Uheldigvis for de amerikanske imperialister er de nu blevet trukket med til at støtte en sådan resolution, og de vil være nødt til at deltage i en vis grad for at håndhæve flyveforbudszonen. De ser det som et mindre onde, og de opvejer også deres interesser i regionen som helhed. De kan ikke ignorere ønskerne fra Saudi Arabiens regime, der er langt vigtigere for dem.

En opfordring til en flyveforbudszone kom faktisk fra Libyen – fra det midlertidige nationalråd i Benghazi. Årsagen til dette var, at Gaddafi havde fastholdt kontrollen over afgørende dele af de væbnede styrker, hvilket vi har forklaret i en tidligere artikel. Især har han fastholdt kontrollen med luftvåbenet, der kunne bruges til at bombe de områder, som oprørerne kontrollerede. Nationalrådets ledelse har spillet en vigtig rolle i alt dette. De har vaklet på alle kritiske tidspunkter, holdt de revolutionære unge tilbage og håbet på, at flere dele af militæret ville stille sig på revolutionens side, eller endda at Gaddafi ville blive fjernet af folk fra selve regimet.

Det revolutionære momentum må genvindes
Da først det revolutionære momentum blev tabt, var Gaddafi i stand til at omorganisere sine styrker og slå tilbage. På det tidspunkt blev koflikten en krig snarere end en revolution. Folket i Benghazi, der stod over for en overlegen militær magt, risikerede at miste alt, de havde kæmpet for, og kunne se frem til en grufuld undertrykkelse fra Gaddafi-styrkernes side. Da det så ud til, at Gaddafi var tæt på at indlede en offensicv imod Benghazi, besluttede FN sig for at vedtage resolutionen.

Reaktionen på Benghazis gader var ekstatisk. De følte, at stormagterne bakkede dem op, og at Gaddafi kan besejres. Euforien er forståelig, men er den berettiget? Imperialisterne intervenerer ikke for at forsvare den libyske revolution. Tværtimod er deres mål at kvæle den libyske revolution og lede den af sikre kanaler. De støtter nationalrådet i Benghazi, hvis medlemmer har vist, at de ønsker at være på god fod med imperialisterne og åbne Libyen for imperialistiske økonomiske interesser i langt højere grad, end det hidtil har været tilfældet, og selv vinde ministerposter i løbet af processen.

Hvilken slags regime kan der opstå ud fra en sejr over Gaddafi med imperialisternes assistance? Sejr over Gaddafi under sådanne betingelser vil ikke være gratis. Man behøver blot at se på Irak for at se, hvad type regime, det vil være. Libyen ville få en regering, der vil være nødt til at gennemføre imperialisternes krav. Det vil indebære at sætte fart i det program for privatiseringer, Gaddafi begyndte, yderligere nedskæringer i velfærden, nedskæringer i tilskuddene til madvarer og så videre. Det vil være et kapitalistisk regime med en demokratisk facade, men ingen af de presserende sociale problemer vil være løst. Tværtimod vil de blive værre.

I øjeblikket har Gaddafi imidlertid stadig sine styrker intakt. Hans angreb var ikke hovedsageligt baseret på luftangreb, men på landtropper med hjælp fra kampvogne og andet militært isenkram. Hvis hensigten var at beskytte civilbefolkningen ville en flyveforbudszone ikke være tilstrækkelig. Det ville være nødvendigt med landtropper før eller siden.

Når først, en sådan proces begynder, vil den føre til, at der bliver sendt tropper ind i Libyen. Fra et rent militært synspunkt kan de besejre Gaddafi ligesom de besejrede Saddam Hussein. Men hvad vil prisen være? Det vil betyde megen ødelæggelse og mange døde. Det er netop det, de angiveligt forsøgte at undgå med denne resolution.

Nu, hvor Gaddafi har accepteret at holde sine tropper tilbage, kan det være, at det ikke sker. Men alternativet er en fastlåsning af situationen som den er nu, og en indledning af forhandlinger, hvor nationalrådet i Beghazi, Gaddafi og de imperialistiske magter (under dække af FN) vil sidde omkring et bord og beslutte, hvordan landets rigdomme skal fordeles på bekostning af Libyens folk.

Det virkelige alternativ for de libyske arbejdere og unge vil være at genvinde initiativet. De må forklare, at revolutionen ikke blot handler om at fjerne en despot, der havde gode forbindelser til imperialisterne, og erstatte ham med en ny pro-imperialistisk regering. Det libyske folk længes efter frihed og demokrati, retten til at udtrykke deres mening og retten til at organisere sig for at nå sine mål. Det er imidlertid klart, at nationalrådets hensigter ikke er de samme som de mål, der næres af arbejderne og de revolutionære unge, som indledte revolutionen.

Der må sendes en besked til folket – især i Tripoli – om, at revolutionen ikke handler om at indsætte nogle få desertører fra Gaddafis lejr i stedet for gaddafi selv. Det handler ikke om at få en regering, der vil fortsætte med at føre mere eller mindre den samme politik, som imperialisterne dikterer, og som Gaddafi alligevel udførte.

Revolutionen handler om at gøre op med alle kompromiser med imperialismen. Den handler om at indføre arbejderkontrol i de nationaliserede virksomheder og tage de vigtige ressourcer, der er blevet privatiseret, tilbage. For at det kan ske, må arbejderne træde frem med deres egen stemme, deres egen fane og deres eget parti. Det er, hvad der mangler i revolutionen. Og det er, hvad der må bygges.

De revolutionære unge og arbejdere vil drage konklusioner fra de begivenheder, der har udspillet sig i de seneste uger. De har været gennem en meget bitter skole. Men hvis de ikke ønsker at se deres revolution blive stjålet, må de træde frem som en uafhængig kraft.