Den tyske revolutionære digter Bertold Brecht bemærkede engang, at når lederne taler om fred, bør folket forberede sig på krig.


Man kan passende tilføje, at når de selvsamme ledere, der står bag slagteriet i Irak og Afghanistan, og accepterer regimernes myrderier i Bahrain og Yemen, pludselig snakker om humanisme, bør revolutionens venner være på vagt.

Fredag den 18. marts stemte et samlet folketing for at bombe Libyen. folketingsmedlemmerne fra SF og Enhedslisten stemte sammen med de Konservative og Dansk Folkeparti. Frank Aaen stemte sammen med Søren Espersen, Holger K. Nielsen stemte sammen med Helge Adam Møller. Ikke ét eneste folketingsmedlem rejste sig og sagde nej. Der var ikke én, der protesterede. Der findes ingen Liebknecht i det danske parlament.

Imperialisternes hykleri
De samme borgerlige politikere, der nu påstår, at krigen føres for at hjælpe det libyske folk imod Gaddafis bomber, protesterede ikke, da Israel massakrerede Gazas indbyggere i begyndelsen af 2009. De støttede helhjertet invasionen af Irak, der drev fire millioner på flugt og kostede over en million menneskeliv. De står bag krigen imod Afghanistans fattige befolkning. I skrivende stund bakker de stiltiende op om massakrerne på demonstranterne i Bahrain og Yemen. De har i deres handlinger bevist, at de ikke motiveres af medmenneskelighed, men af kyniske magtinteresser og jagt på profit til vestlige virksomheder.

Der er ikke én af disse politikere, der foreslår et flyveforbud og angreb på Saudi Arabien, Bahrain, Israel eller andre stater, der undertrykker og massakrerer mænd, kvinder og børn. Hvorfor? Fordi dette ikke er et spørgsmål om ”humanisme”, men om klasseinteresser. Imperialisterne ønsker at smadre den libyske revolution. De ønsker for alt i verden at forhindre, at befolkningen selv skal tage kontrollen over landets ressourcer.

Hvor kommer Gaddafis våben fra?
Gaddafi er en diktator. Oprindeligt stod han i spidsen for en revolution i 1969 imod kongen og koloniherrerne. Denne revolution sikrede Gadaffi en relativt stor opbakning i befolkningen, fordi nationaliseringen af olien gjorde det muligt at gøre Libyen til det land i Nordafika, hvor befolkningen nød den højeste levestandard. Men i 90’erne skiftede Gaddafi side og privatiserede velfærdsstaten og blev gode venner med alle imperialisterne i EU og USA.

Gaddafis våben er købt i EU, hans officerer er trænet på skoler i USA, hans bedste venner er Berlusconi og Tony Blair. Han er ikke ”anti-imperialist”, men en despot, der i årevis har været allieret med imperialismen.

Hvorfor bomber imperialisterne Libyen?
NATO, USA og EU har intet imod Gaddafi, men de regnede med, at han var færdig og derfor blev de nødt til at satse på en ny kandidat som kan sikre dem kontrol med olien i Libyen. Derfor prøver de at hjælpe de mest højreorienterede dele af oprørerne til magten. Deres formål er at skabe et styre i Libyen, som er underlagt de vestlige imperialisters kontrol.

Det libyske nationalråd består i høj grad af forbrydere fra Gaddafis regime, der skiftede side fordi de mente han var færdig, og de ikke ville falde med ham. Blandt dem er Gaddafis tidligere justitsminister. Det er dem, imperialisterne støtter. De almindelige oprørere kræver, ligesom de revolutionære folk i resten af regionen, demokrati, frihed, arbejde og brød. De ønsker ægte national selvstændighed og at gøre sig fri fra de multinationale europæiske og amerikanske virksomheders indflydelse. Alle disse ønsker vil blive knust, hvis de vestlige militære styrker får deres vilje.

Hvad er et FN-mandat?
Lederne fra Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet taler gerne om, at deres beslutning var grundet i afstemningen i FN’s sikkerhedsråd – det såkaldte ”FN-mandat”. Men det er det glade vanvid, at et parti, der skulle forestille at føre socialistisk politik, deponerer sin dømmekraft i FN’s sikkerhedsråd. Hvem er det, der har taget beslutningen i FN? Det er verdens stormagter med USA i spidsen. FN er en forsamling, hvor højreorienterede regeringer, diktatorer og forbrydere forhandler med hinanden. De er ofte uenige, hvilket afspejler deres modstridende interesser og indbyrdes kamp om markeder, profit og interesseområder. Men når denne forbryderbande kan nå til enighed om noget som helst, er det som regel at stå sammen imod revolutionær forandring fra neden. Det er også tilfældet her. Det er intet mindre end en skandale, at det såkaldte ”FN-mandat” bliver brugt som et argument fra lederne af vores bevægelse.

Det libyske folk ved kun alt for godt, hvad der venter dem, hvis imperialisterne få deres vilje. De kan se på Irak. De kan se på Afghanistan. Det militære indgreb er hurtigt overstået, siger fortalerne. Det har vi hørt før. Da FN lavede embargo og flyveforbud mod Irak i 1990’erne, døde en halv million børn. Inden USA gik ind i Irak i 2003, skulle Saddam Husseins regime fjernes, så var vejen til fred og lykke for irakerne banet, hørte vi. Men her otte år senere er Irak blevet bombet generationer tilbage. Freden og demokratiet er ikke tættere på end før. Da tusinder af irakere for nylig demonstrerede for krav om arbejde, brød, elektricitet og vand, blev de mødt med samme reaktion, som man så under Saddam Hussein: drab, arrestationer og kidnapninger fra regeringsstyrkernes side.

Hvad er en våbenhvile?
Enkelte politiske ledere – for eksempel Fidel Castro og Hugo Chávez (samt dele af Enhedslisten herhjemme) har talt for en våbenhvile i Libyen. De er som de filistre i Biblen, der råber på fred, når der ikke findes en fred. Libyen er i en krig – en klassekrig. I denne krig kan man ikke være neutral eller kræve, at konflikten mellem klasserne bliver udjævnet – og slet ikke under opsyn af imperialistiske institutioner som FN eller røverbander som den Arabiske Liga.

En våbenhvile betyder intet andet end en afvæbning af revolutionen. En våbenhvile betyder døden for revolutionen. Den eneste måde, hvorpå det libyske folk kan opnå fred, er gennem en fuldførelse af revolutionen – en omstyrtelse af Gaddafis regime og en sejr over den imperialistiske intervention.

Hvem er den libyske revolutions venner?
Den libyske revolutions venner og allierede, er arbejderklassen, de unge og de fattige i resten af verden, først og fremmest i resten af den arabiske verden. Imperialisterne i EU og USA og deres allierede diktatorer i den Arabiske Liga (der lige nu er i gang med at massakrere deres egne oprørere), ønsker at sikre stabilitet og deres egne interesser ved at stjæle revolutionen fra oprørerne og smadre oprørernes mulighed for at opnå deres mål. Hvis imperialisterne vælter Gadaffi, vil de ikke sikre en revolutionær regering magten, men en regering, der er i deres lommer og dybt afhængig af deres støtte. Det vil være en regering, der fra starten er i krise, og som vil blive tvunget til at benytte sig af brutal undertrykkelse imod den revolutionære befolkning.

Krigen vil blive optrappet

Et af de argumenter (der mere minder om bortforklaringer), man har hørt fra arbejderbevægelsens ledere er, at det ”kun” vil være luftangreb, og at der ikke vil blive sat landtropper ind. Hvor naiv har man lov at være? inden angrebet blev blæst i gang har der været specialstyrker landsat for dels at udpege mål, men også sikre kommunikationslinjer og ikke mindst forberede etablering af det fremtidige styre. Det er helt basal viden. Ingen går i krig med bind for øjnene, og ingen imperialister går i krig for at sikre en revolutionær regering magten. Imperialisterne er ganske klar over, at de kan blive nødt til at indsætte landtropper. Som altid er imperialisternes strateger mere klassebevidste og bevidste om den virkelige situation, end arbejderbevægelsens reformistiske ledere.

Det er ikke et kompliceret spørgsmål, og det har det aldrig været. Det er faktisk det simpleste spørgsmål man overhovedet kan blive stillet som socialist: Er imperialistisk krig en god ting for befolkningen? Har imperialisterne nogensinde hjulpet et revolutionært folk med at få deres ønsker opfyldt? Svaret er selvfølgelig NEJ begge steder.

Revolutionens problemer
Den libyske revolutions største problem er ikke militært, men politisk. For at vinde, må revolutionen have et klart alternativ at mobilisere omkring – og det må være et alternativ, der kan tiltrække de almindelige soldater samt arbejderne og de fattige i byer som Tripoli. Det betyder, at revolutionens program må være, at folket må overtage kontrollen med fabrikker, olieraffinaderier, industri, naturressourcer og økonomiens vigtigste dele generelt. Den politiske og økonomiske magt må overgå til det revolutionære folk. Men ”lederne” af revolutionen har forsøgt at holde revolutionen på en ”ansvarlig” kurs for ikke at komme i konflikt med imperialismen. Men som Biblen siger, kan man ikke tjene to herrer. Du kan tjene imperialisterne eller du kan tjene folket, men ikke dem begge.

De libyske masser vil lære gennem deres egen erfaring, hvad der virker til at fremme revolutionen, og hvad der hæmmer den. De vil blive mere bevidste om klassedelingen i revolutionen – om at arbejderklassen må gå forrest, hvis revolutionen skal sejre. Der er ingen udvej uden om denne proces, som uden tvivl vil blive lige så hård som den vil blive langstrakt. Hvis de danske arbejderpartier førte en revolutionær politik, ville de sende folk til Libyen for at hjælpe revolutionen fremad. I stedet bakker de op om imperialisternes planer.

For at oprørerne skal tabe, og kontrarevolutionen skal triumfere (i hvert fald midlertidigt), skal de enten blive nedkæmpet på grund af deres lederes elendige militære strategi, eller også skal den imperialistiske intervention afvæbne dem og indsætte en marionet-regering (der under alle omstændigheder bliver et krise-regime). Gaddafis desperate brutalitet fremtvang en borgerkrig. Naturligvis betød det, at der kom til at være døde oprørere under alle omstændigheder. Nu, som følge af imperialisternes intervention, er deres chance for at vinde revolutionen blot blevet mindre. Men det sidste ord er endnu ikke sagt i den sag.

Lederne af partierne har spillet fallit

Lederne fra Enhedslisten er allerede på tilbagetog. Deres skandaløse godkendelse af denne røverkrig har skabt en forståelig og berettiget vrede i baglandet. Mange medlemmer af Enhedslisten kan stadig huske, hvordan folketingsgruppen stemte for dansk deltagelse i krigen i Somalia under påskud af at ville beskytte danske søfolk imod pirater (i dette tilfælde opfordrede Sømændenes Forbund til at stemme nej til denne ”beskyttelse”).

Socialistisk UngdomsFront (SUF), der fungerer som Enhedslistens ungdomsorganisation, har åbent fordømt partiledelsens kapitulation. Selv om man ikke har hørt SUF mæle et eneste ord om den arabiske revolution indtil nu, er det positivt, at organisationen siger fra.

Mange aktivister er blevet slemt skuffede over, at lederne har bundet arbejderbevægelsens partier til de borgerlige og deres imperialistiske udenrigspolitik. Hele denne sag viser, at forskellen mellem lederne af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er en nuanceforskel, men at de grundlæggende set fører politik på samme grundlag – de baserer deres politik på borgerligt diplomati og organisationer som FN i stedet for at basere deres politik på de revolutionære masser, på arbejderklassen og ungdommen og de revolutionære erfaringer, som arbejderbevægelsen har gjort sig igennem historien. Hvis de baserede deres politik på en grundig analyse – på marxismen – ville vi ikke stå i den nuværende situation.

Ligesom partiernes ledere ikke har tiltro til, at arbejderklassen i Danmark kan løse sine egne problemer og gøre op med kapitalismen, har de ingen tiltro til, at masserne i Libyen kan gøre det af med regimet. Denne mistillid til almindelige mennesker, der er et kendetegn ved reformismen, gennemsyrer hele deres politik.

Tror lederne, at den amerikanske stat, den amerikanske hær og de øvrige imperialistiske magter har ændret karakter? Tror de, at disse magter er blevet forvandlet til revolutionens støtter? Hvis ja, så er det et tilfælde af grænseløs naivitet. Hvis nej, så er det et tilfælde af bevidst støtte til en imperialistisk røverkrig.

De europæiske kapitalister har i årevis nydt godt af en nem adgang til billige råstoffer og arbejdskraft fra landene i Nordafrika og Mellemøsten. De kan mærke, at det hele nu er i fare. Derfor griber de resolut ind med våbenmagt. Hvis lederne af den danske arbejderbevægelse ejede blot halvt så meget klasseinstinkt og handlekraft, havde de for længst stået i spidsen for en revolution i Danmark. Men i stedet bakker disse ledere op om den danske overklasses forsøg på – sammen med deres klassefæller i andre lande – at undertvinge Libyen under deres herredømme.

Byg de revolutionære kræfter
Da Første Verdenskrig brød ud, var der én stemme i den tyske rigsdag, der sagde fra – én mand, der hævede stemmen og sagde nej. ”Fjenden er herhjemme,” lød det fra Karl Liebknecht, der var parlamentsmedlem for Socialdemokratiet. Senere blev han fængslet for sine holdninger, var med til at stifte det tyske kommunistparti og blev myrdet på foranledning af de socialdemokratiske ledere, der ville gøre alt for at redde kapitalismen i Tyskland.

I det danske folketing var der tavshed, da der skulle stemmes. Ingen revolutionære røster. Det viser med al ønskelig tydelighed, at der er behov for en revolutionær tendens i arbejderbevægelsen. Den tendens skaber ikke sig selv, men må skabes ved at forene de mest revolutionære kræfter på grundlag af grundige studier af revolutionære erfaringer og en korrekt metode til at forbinde dem med de daglige kampe. Det er det alternativ – det marxistiske alternativ – vi kæmper for.