Til Hands of Venzuelas sidste offentlige møde d. 31. januar, var lidt over 20 mennesker mødt op på den Venezuelanske Ambassade i København, for at høre Ole Nors fortælle om situationen i Honduras. Her er der stigende modstand mod den regering, som har siddet siden militærkuppet 28. juni 2009. Ole Nors er bestyrelsesmedlem for havnearbejdernes landsklub, samt faglig sekretær i 3F. Det var et særdeles spændende oplæg om de honduranske arbejderes kamp for mere demokrati og rettigheder. 3F- havnearbejderne har igennem flere år haft et samarbejde med de honduranske havnearbejdere med henblik på at hjælpe dem med at styrke deres faglige arbejde og rettigheder, og Ole har i denne forbindelse været i Honduras flere gange og er mødtes med havnearbejderne her.

Han fortalte at første gang han var i Honduras fik han det indtryk, at der her var nogle dygtige fagforeningsfolk, men at de i overvejende grad var apolitiske. Honduras er som mange andre latinamerikanske lande enten er eller tidligere har været det, karakteriseret ved en stærk politikerlede. Det skylde især 2 faktorer; en omfattende korruption og det at USA ser Honduras som sin forgård og har haft omfattende indflydelse på de politiske og økonomiske forhold i landet. USA, som ellers har måtte se sin magt blive stækket i mangt et latinamerikansk land, er ikke villige til at lade dette ske i Honduras, og deres indblanding og indflydelse har medvirket til at almindelige mennesker havde givet op i forhold til selv at få indflydelse.

…Herefter fortalte han og viste en film om Venezuelas opnåelses af FN’s 2015 mål.
Mål der
inkludere bekæmpelse af fattigdom og analfabetisme.

Emanuel Zelaya

Men i 2006 kom præsident Emanuel Zelaya til og begyndte lige så stille at åbne op for reformer og ændringer af landets politik i retning af mere demokrati og folkelig medindflydelse, samt forbedringer af folks faktiske levevilkår. Zelaya hverken var eller er revolutionær eller egentlig socialist, men begyndte dog at se på hvordan Honduras kunne reformeres og befolkningens vilkår bedres.

For at nævne et eksempel på de vanskeligheder almindelige mennesker står overfor, har der igennem de seneste 8 år været et fald i reallønnen på 60%, samtidig med stigende fødevarepriser. Et meget konkret eksempel på Zelayas tiltag er, hans hjælp til netop havnearbejderne. Det var meningen at en af de havne Ole Nors besøgte skulle have været privatiseret. Dette var havnearbejderne naturligvis ikke interesserede i, da det, som vi ved, altid fører til en forringelse af arbejdernes vilkår. Da fagforeningsfolkene i deres forsøg på at hindre dette, havde prøvet alle andre offentlige instanser uden held, henvendte de sig til sidst i 2008 til Zelaya selv, som herefter satte en stopper for privatiseringen.

Ole Nors fortalte, fra Havnearbejdernes Landsklub og 3F
fortalte om solidaritetsarbejdet med modstandsbevægelsen i Honduras

Forslag om ændring af grundloven

En af de ting Zelaya prøvede at få gennemført mens han endnu var ved magten var, at der skulle nedsættes en kommission, som skulle gennemgå grundloven og foreslå eventuelle ændringer, da Honduras har en gammel og meget militariseret grundlov. I de borgerlige, vestlige medier blev dette lagt ud som om, Zelaya ville ændre grundloven til at han selv kunne side mere end to valgperioder. Dette er ifølge Ole Nors i bedste fald en svær fordrejning af sandheden; det eneste Zelaya havde lagt op til var, at der skulle nedsættes en kommission, som skulle undersøge behovet for grundlovsændringer. De kunne selvfølgelig godt have foreslået at præsidenten kunne blive siddende mere end 2 valgperioder, men det var ikke det der var lagt op til. Ole fortæller at hans besøg på dette tidspunkt, primært kom til at handle om at fortælle sandheden om hvad, der foregik i Honduras og korrigere de versioner, som blev lagt frem i de danske medier.

Militærkuppet

I Honduras har det i årevis været 20 familier, der har siddet på hele den økonomiske og politiske magt. Og sandheden er, at de 20 familier, ikke var interesserede i at Zelayas politik med mere demokrati og medbestemmelse for folket, blev gennemført. Det var dette, som førte til militærkuppet d. 28. juni 2009, hvor Zelaya blev afsat og erstattet med Roberto Micheletti.

Lige så nedslående dette tilbageslag var, lige så opløftende er det at se hvad dette har gjort ved befolkningen. Den smagsprøve Zelaya gav dem på en ændring af forholdene har givet dem mod på mere, og der er i blandt befolkningen en spirende modstandskamp.
I løbet af de 4 måneder der var gået fra Ole var der før kuppet og til han vendte tilbage, var der pludselig sket en enorm politisering blandt almindelige mennesker og arbejdere. Der bliver arrangeret demonstrationer og blokader med motorvejsafspærringer, som blokerer for lastvognstrafikken, samt underskriftsindsamlinger for en grundlovsændring. For nylig blev der afleveret 1,3 millioner underskrifter, til fordel for at få nedsat en komité, der skal gennemgå grundloven og evt. foreslå lovændringer, præcis som Zelaya forsøgte at få gennemført. I den nuværende grundlov står der faktisk, at det blot kræver 300.000 underskrifter, men om det nuværende styre vil efterkomme befolkningens krav er mere end tvivlsomt.

Over 20 deltog i mødet for at høre Ole Nors fortælle og deltage i den
efterfølgende debat af situationen og perspektivet for kampen.

Opbyggelsen af modstanden

Befolkningen er ikke revolutionær, men er blevet mere politiseret og radikaliseret af kuppet og dets efterfølgende betydning. De forsøger nu at opbygge en organiseret modstand mod den siddende regering, ja dele af bevægelsen forsøger muligvis ligefrem at bygge et parti, selvom vejen hertil er lang, stejl og splittet. Nogle af de mest fagligt aktive er lærerne, de ansatte i drikkevarebranchen og bønderne.

Der er i blandt den almindelige befolkning et stigende og akut behov for forandringer. Under den nuværende regering stiger fattigdomen yderligere. Der er samtidig indført stigende skatter og afgifter, hvilket skyldes regeringens økonomiske vanskeligheder, efter de selv meldte sig ud af ALBA samarbejdet (det venstreorienterede samarbejde i Latinamerika, red.) og fortsat ikke er blevet genoptaget i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), selvom USA presser på for at få dem genoptaget. Generelt har det været beskæmmende at se, hvor hurtigt, ikke bare USA, men samtlige vestlige lande inklusiv Danmark accepterede en militærkups regering, som med magt afsatte den folkelige præsident. Der har ganske vist været afholdt et valg efterfølgende for at skabe en illusion om den nuværende regerings legitimitet, men dette var præget af omfattende valgsnyd.

Samtidig er menneskerettighedssituationen er forværret, og der er voldsomme angreb på fagligt aktive , senest er 4 fagligt aktive lærere blevet bortført og ingen ved hvor de er. Siden juni 2010 har der været over 4000 overgreb og 64 mord på fagligt aktive i Honduras, en særdeles skræmmende statistik.

Solidaritet mellem havnearbejdere i Danmark og Honduras

Havnearbejderne i Honduras var i Danmark i 2010, for med egne øjne at se hvordan forholdene er for havnearbejdere i Danmark. En ting, som de blev meget imponerede over var at alle arbejder under samme overenskomst. Det er nemlig sådan at løsarbejdere i Honduras ikke må være organiserede, men ved 3Fs hjælp, er det nu lykkedes at lave trepartsforhandlinger mellem havneledelsen, de faglærte og løsarbejderne for at forbedre forholdene, og der er allerede kommet forbedringer f.eks., i form af bedre sikkerhedsregler og udstyr. De forsøger virkelig, men skal nu også kæmpe mod truende privatiseringer endnu engang, og denne gang er der ikke nogen Emanuel Zelaya til at gribe ind. Det er således næppe et spørgsmål om hvorvidt, men om hvornår privatiseringen bliver gennemført. Havnearbejderne kæmper alt hvad de kan, holder offentlige møder og fortæller almindelige mennesker om betydningen af privatiseringer og taler med beboerforeninger. Havnearbejdernes klub i 3F har også forsøgt at hjælpe, blandt andet ved at forsøge at blokere for transporten fra USA til havnen i Honduras ved hjælp af fagforeningerne i USA, men desværre uden held og i Danmark er det begrænset hvad havnearbejderne kan gøres da der ikke er megen handel mellem Danmark og Honduras.

Ole Nors viste billeder fra hans besøg i Honduras.
Her ses han sammen med honduranske havnearbejdere.

Håb og tro på fremtiden

Ole Nors fortæller at stemningen på barrikaderne og blandt demonstranterne i Honduras er fantastisk, som en folkefest. At folkets paroler ikke specifikt handler om at få Zelaya tilbage, men om at få mere indflydelse, rettigheder og demokrati. Det Zelaya gjorde var at tænde et håb, en gnist hos arbejderne og den øvrige befolkning i Honduras, en tro på at tingene kan blive anderledes. Det er det de nu kæmper for, og de har ikke tænkt sig at give op.

Vi fra Hands off Venezuelas side vil gerne sige mange tak til Ole Nors for et spændende oplæg og til alle, der mødte op for en efterfølgende god debat. Vi i Hands of Venezuela mener at 3Fs og havnearbejdernes engagement i Honduras og andre steder er forbilledligt og at faglig organisering og opbygning blandt arbejderne er en af de mest afgørende faktorer, for forbedringer af befolkningens forhold som helhed, og derfor er det vigtigt at traditionen for solidaritets arbejde i den danske fagbevægelse opretholdes.

Samtidig med mødets afholdelse, havde Venezuelas præsident Hugo Chávez, bedt om international solidaritet med den venezuelanske revolution og dette blev derfor fra Hands Off Venezuelas side nævnt til mødet og at mødet dermed også skulle ses i et bredere perspektiv om solidaritet med hele venstrefløjen i Latinamerika, og altså også i solidaritet med den venezuelanske revolution. Det blev pointeret at kuppet i Honduras, sammen med bl.a. et nyligt mislykkets kupforsøg i Ecuador, er en advarsel til resten af de venstreorienterede regeringer i Latinamerika, især i Venezuela, om hvad der vil ske hvis de ikke tager magten væk fra overklassen, der igen og igen har stået bag militærkup, politiske mord, borgerkrige, terror osv. og sætter den under demokratisk kontrol. Særlig den økonomiske magt må demokratiseres gennem nationaliseringer under arbejderkontrol og styring. Som Hugo Chávez engang har sagt: Enten får vi socialisme eller også vil vi alle blive slået ihjel.