Der findes situationer, hvor det er tilstrækkeligt med massedemonstrationer for at vælte et regime. Men Egypten er ikke et sådant tilfælde. Alle massernes forsøg på at vælte Mubarak gennem demonstrationer og gadeprotest er indtil videre ikke lykkedes.

Under protesterne er 300 døde, og tusindvis er sårede. De har tvunget regeringen til at træde tilbage, tvunget hæren ud på gaden og lammet Egyptens økonomi. Men regimet er ikke blevet væltet. På den anden side har regimet ikke genvundet kontrollen. Mandag den 7. februar så det ud til, at situationen havde nået et dødvande.

Men hver gang, regimet har troet, at det har genvundet initiativet, er dette håb blevet knust af masserne på gaden. Bevægelsen trodser alle forventninger og fortsætter med at gå fremad. Vreden imod Mubarak er ikke aftagende, men tiltagende. Det egyptiske samfund bliver skarpt polariseret.

Alle kommentatorerne forudsagde, at bevægelsen var for nedadgående. Men den egyptiske arbejderklasses dramatiske entré på historiens scene er et vendepunkt for revolutionen. Egypten ryster nu i sin grundvold under arbejderklassens mægtige bevægelse. I den ene by efter den anden er der strejker og besættelser. Revolutionen bevæger sig op på et nyt niveau.

Arbejderne bevæger sig
Onsdag strejkede 7000 arbejdere ved Suez-kanalen i Ismailia, Port Said og Suez. Arbejderne er blevet fulgt af mange andre. På den ene fabrik efter den anden i disse byer, har arbejderne nedlagt arbejdet eller besat deres fabrik.

I Sadat City har 750 arbejdere på Schweppes nedlagt arbejdet på ubestemt tid. De 800 arbejdere på byens tekstilfabrik Nile Company for Spinning and Weaving indledt en sit-in foran firmaets hovedkvarter.

Arbejderne i Mahalla, der siden 2006 har spillet en nøglerolle i kampen mod Mubarak-regimet og været et referencepunkt for hele Egypten, har meddelt, at de har indledt en generalstrejke. De har udsendt en erklæring, hvor de opfordrer alle arbejdere til at støtte revolutionen og tilbageerobre de rettigheder, som igennem årtier er blevet stjålet fra arbejderne.

Cementarbejderne i Helwan er i strejke på ubestemt tid. Jernbanearbejderne har standset al togtrafik i det meste af landet. Arbejderne i den offentlige transportsektor har samlet sig for at lave en ny fagforening.

Der meldes om strejker overalt. Arbejderklassen er på vej ind på scenen med fuld styrke. Kravene er ikke centralt koordinerede, men de drejer sig alle om forbedring af arbejdernes levestandard, sejr til revolutionen og tilbagerulning af alle de angreb, som er blevet gennemført i de sidste mange årtier med kontrarevolution under Anwar Sadat og Hosni Mubarak.

Hosni Mubarak og hans regime kæmper en desperat kamp for overlevelse. Indtil videre har Hosni Mubaraks taktik været at give en række indrømmelser, inddrage den ”loyale opposition” i forhandlinger og forsøge at købe sig tid. Hensigten er at splitte bevægelsen og køre en udmattelseskrig, hvor middelklassen, de små forretningsdrivende og de intellektuelle vil være de første til at gå hjem. Disse lag har altid en tendens til at stille sig tilfreds med formelt demokratiske indrømmelser, og de længes efter ro til at nyde deres privilegerede stilling og drive deres forretning.

Regimets hensigt blev tydelig for alle den 2. februar, da de forsgøgte at knuse opstanden i blod ved at slippe civilklædt politi, kriminelle voldsmænd og købte pjalteproletarer løs på de revolutionære, da det så ud til, at bevægelsen var på tilbagetog. Regimet kunne lugte svaghed og forsøgte at udnytte situationen. Hosni Mubarak, Omar Suleiman og resten af juntaen forsøger af alle kræfter at bane vejen for en ny, endnu mere blodig gentagelse af massakren den 2. februar.

Da regimets offensiv blev knust af den nye offensiv fra massernes side, gik de i panik. De forsøgte omgående at tilbyde indrømmelser. Et styre, der frygter for sin overlevelse, vil altid tilbyde alle slags indrømmelser, når repressionen er slået fejl. Omar Suleiman, der for kort tid siden kun ville føre ”dialog” ved hjælp af køller, betonblokke og brandbomber, er nu ét stort venligt smil med løfter om fredelige forhandlinger.

Imperialisterne i vildrede
De vestlige imperialister blev fuldstændig overrumplede af begivenhederne. Alle deres såkaldte ”eksperter” anså Tunesien for at være det mest stabile land i regionen. Da oprøret brød ud i Tunesien sagde de, at protesterne aldrig ville rokke ved regimet. Da Tunesiens diktator Ben Ali flygtede ud af landet, sagde de samme ”eksperter”, at Egypten var immun over for oprør, og at egypterne ikke var tilstrækkeligt uddannede til at tage kampen op med regimet.

Hvis en læge, en blikkenslager eller en metrolog var lige så blind for udviklingen på deres felt, ville de hurtigt blive arbejdsløse. Men de universitetsuddannede eksperter i Vesten forsætter med at agere sandhedsvidner på trods af, at alle deres ideer, alle deres teorier og alle deres forudsigelser har vist sig at være forkerte. I modsætning hertil kan vi – uden at overdrive vores egen rolle – sige, at en ægte analyse, der har vist sig at holde stik, kan findes på marxist.com, marxist.dk og andre af IMT’s sider. Så sent som i oktober skrev vi:

”Situationen i Egypten er svanger med revolution. Det er allerede begyndt i toppen. Splittelserne på spørgsmålet om, hvem der skal efterfølge præsidenten, er blot begyndelsen på en mere åben deling i regimet. Der vil åbne sig en voldsom kamp i den herskende elite. Hærledelsen udtalte modstand imod Gamal Mubarak er et tegn på dette.
(…)
De kommende begivenheder i Egypten vil ryste hele regionen. De vil have en enorm indvirkning på hele Mellemøsten, hvor en revolutionær dynamik allerede er begyndt. Perioden op til præsidentvalget vil forberede de revolutionære begivenheder, der vil opstå. Den egyptiske revolution vil drastisk ændre begivenhedernes gang i Mellemøsten, Nordafrika og på verdensplan.”
(Egypt: the gathering storm)

For imperialisterne er revolutionen kommet som et lyn fra en klar himmel. De har rådet Omar Suleiman til at køre en udmattelsesstrategi over for massebevægelsen. Men det har heller ikke båret frugt. Regimet og imperialisterne forsøger nu at få de såkaldte ”ledere” fra bevægelsen til at lulle masserne i søvn. Det Muslimske Broderskab, Mohamed Elbaradei, det liberale Wafd-parti – alle personer og organisationer fra den ”loyale opposition” forsøges inddraget i et forsøg på at redde regimet. Desværre for regimet har disse ”ledere” en meget begrænset opbakning.

Arbejderklassens rolle
Den arabiske revolution er opstået fra neden. Den er ikke organiseret af nogle af de eksisterende partier og ledere. Revolutionens spontane karakter har forledt nogle til at hylde fraværet af ledelse som en styrke. Men samtidig med, at den spontane karakter har givet revolutionen sin eksplosive kraft, er fraværet af ledelse den mest afgørende svaghed.

De revolutionære masser, der har været drivkraften i bevægelsen indtil nu, har især været unge. Deres eneste håb om en fremtid er at kæmpe for at lave samfundet grundlæggende om. De ønsker ikke, at bevægelsen skal stjæles fra dem. Derfor er spørgsmålet, hvordan revolutionen kan gå fremad. Hvad må der gøres? Demonstranterne har gjort alt, hvad der er i deres magt. De har udvist et enormt heltemod og stor selvopofrelse.

For at revolutionen kan gå fremad, er der brug for en kraft, der kan lede kampen med fuld styrke og stor social vægt. Arbejderklassens opvågning i de senere år har været nøglen til regimets krise i perioden op til revolutionen. Især har arbejderne i Mahalla spillet en afgørende rolle.

Det er en umådelig vigtig begivenhed, at arbejderne nu ser ud til at komme på banen i en stadig mere organiseret form. Arbejderklassens samlede aktion er nøglen til at knække regimets rygrad og skabe et nyt samfund.

Onsdag demonstrerede de tre uafhængige fagforeninger, der eksisterer i Egypten (skatteopkrævernes forening, sundhedsteknikeres forening og pensionisternes forbund) foran den statslige fagforenings bygning. Derefter gik de til Tahrir-pladsen for at udtrykke deres solidaritet med de revolutionære. Der er ankommet mange delegationer af arbejdere til Tahrir-pladsen. Denne kendsgerning viser, at revolutionen nu bevæger sig ud på fabriksgulvet, og at fabriksgulvet bevæger sig ind i revolutionen.

Metalarbejderne i Helwan har fremsat følgende krav:

1 – Præsidenten og hele regimet må omgående gå af.
2 – Al formue og ejendom, der tilhører det gamle regime og korrupte folk, må konfiskeres.
3 – Jern- og stålarbejderne, der har leveret martyrer og aktivister, opfordrer alle Egyptens arbejdere til at gøre løsrive sig fra regimets og regeringspartiets fagforeninge, opløse den og i stedet lave deres egen, uafhængige fagforening uden tilladelse eller accept fra regimer, der har mistet al legitimitet. Der må forberedes en samlet konference, hvor der kan vælges repræsentanter.
4 – Konfiskation af de offentlige virksomheder, der er blevet solgt, lukket eller privatiseret, nationalisering i folkets navn og oprettelse af nye ledelser, valgt og bestående af arbejdere og teknikere.
5 – Oprettelse af komiteer af arbejdere på alle arbejdspladser til at overvåge produktion, priser, distribution og lønninger.
6 – For en forsamling af alle sektorer og politiske strømninger til at udarbejde en ny grundlov og for valg af folkelige komiteer uden at vente på forhandlinger med det gamle regime.

Det er krav, som vi ubetinget bakker op om. Det er også krav, der er helt i tråd med de paroler, vi tidligere har fremsat. Det er et program for sejr til revolutionen.

De umiddelbare krav er naturligvis demokratiske i deres karakter. Men demokratiske krav flyder naturligt over i socialistiske krav. For at gøre det af med regimet er det også nødvendigt at ekspropriere dets ejendom og den profit, dets bagmænd har tjent på diktaturet. Desuden er demokrati for de fattige ikke blot en tom parole. Demokrati og frihed til at organisere sig og udtrykke sig må nødvendigvis være frihed til at udtrykke noget konkret. Det vil sige krav om arbejde, brød, boliger og andre fornødenheder. De kæmper ikke for at give ministerposter til karrieremagere og reformistiske levebrødspolitikere, men for at folkets skæbne skal ligge i folkets egne hænder.

De egyptiske arbejder og fattige masser kan ikke stole på andre end sig selv, sine egne organisationer og komitéer. Det er disse organer, der repræsenterer fremtiden.