I solidaritet med “millionernes march” i Egypten, var der en ligeledes højtråbende og militant demonstration foran Egyptens ambassade i Wien.
Ligesom i Kairo og mange andre byer i Egypten hvor millioner var på gaden, krævede demonstranterne i Wien at Hosni Mubarak træder tilbage. Mere end 350 mennesker, unge og gamle, mænd og kvinder, var mødt op for at udtrykke deres opposition til regimet i Egypten. Mange af dem kommer oprindeligt fra Egypten, og arbejder og bor nu i Wien. I timevis sang de deres sange og råbte slagord såsom ”Ned med diktaturet!”, ”Ned med Mubarak!” og Frihed for Egyptens folk!”.
Stemningen var elektrisk og fyldt med entusiasme på de modige egyptiske massers vegne. Man kunne mærke, at hadet, der var blevet opbygget gennem årtiers undertrykkelse, ikke kunne holdes nede længere. Og nu fandt det også vej til Wiens gader. En revolution kender ingen grænser, og de tilstedeværende egyptere (mange af dem født i Østrig) føler, at de er en del af den revolution, der er i gang i Egypten.
Allerede i sidste uge var der to mindre demonstrationer i Wien. Kammeraterne i ”Der Funke” var til stede ved dem og uddelte IMT’s arabiske løbeseddel i solidaritet med revolutionen i den arabiske verden. Vores nye avis med en artikel om Tunesien på forsiden solgte også meget godt.
Vi vil fortsætte vores solidariske aktiviteter i de kommende uger, i samarbejde med kammerater fra det arabiske miljø i Wien. Den 15. februar organiserer vi et offentligt møde, hvor venstreorienterede tunesiske og egyptiske aktivister vil tale.