Ikke så snart Ben Ali – efter at han var blevet væltet af de tunesiske arbejdere og unges revolutionære bevægelse – var på et fly til Saudi Arabien den 14. januar, begyndte den tunesiske herskende klasse og dens imperialistiske dukkeførere at manøvrere for at kontrollere situationen.

De var fast besluttede på ikke at tillade, at magten skulle gå fra parlamentet og præsidentpaladset til gaderne, hvor masserne fejrede den forhadte diktators flugt. Det var afgørende for dem frem for alt at sikre, at den 2forfatningsmæssige orden” blev opretholdt. Forfatningens paragraf 56 og 57 blev taget i brug, og forskellige skikkelser blev sat i spidsen med lynets hast i et forsøg på at skabe en ny regering så hurtigt som muligt. Først var det Ben Alis premierminister Mohamed Ghannouchi, men han blev hurtigt erstattet af parlamentets formand Fouad Mebazaa, der til gengæld gav Ghannouchi til opgave at forhandle med alle politiske kræfter for at skabe en national samlingsregering, der skal udskrive valg.

Kontrarevolutionære militser
Der var hektiske forhandlinger hele weekenden. Fra den herskende klasses synspunkt skal regeringen tjene to formål: 1) at sikre fortsættelsen af det gamle regime 2) at gøre det ved at foregive, at regimet er ”nyt” for at sikre dets legitimitet på gaderne, hvor det tunesiske folk har gennemført den revolutionære omstyrtelse af Ben Ali. Til dette formål blev en række personer fra den ”loyale opposition” taget med som et figenblad. Samtidig strejfede resterne af Ben Alis forhadte politistyrke om på gaderne i civile biler, skød på civile, organiserede plyndringer og forsøgte generelt at skabe en stemning af kaos, vold og frygt, som de håbede at drage nytte af. Hele 120.000 folk var beskæftiget ved politiet i et land med godt 10 millioner indbyggere, og de kontrollerede alle dele af den daglige tilværelse og udspionerede befolkningen. Mange af disse folk er stadig loyale over for diktatoren, de er bevæbnede og kæmper for deres overlevelse.

Om aftenen fredag den 14. januar begyndte den tunesiske befolkning at kæmpe imod dem. I boligområderne over hele landet var der grupper af mænd, kvinder og børn, der bevæbnede sig med kæppe, sten, knive og hvad de ellers kunne får fat på, og de lavede barrikader og vejspærringer for at beskytte sig, hvilket afslører et skarpt revolutionært instinkt.

Folkelige komiteer
Et øjenvidne beskrev situationen: ”På hvert gadehjørne var der en gruppe mænd, unge drenge – og endda nogle få kvinder – med alle slags våben (bortset fra skydevåben). De havde bygget barrikader af forskelligt affald for at blokere trafikken, og de stod omkring barrikaderne.”

Disse folkelige komiteer kæmpede imod – og besejrede i mange tilfælde – indenrigsministeriets styrker, der terroriserede befolkningen. ”Disse terrorister var bevæbnede med automatvåben og kørte omkring i biler, og vi var alle til fods, kun bevæbnet med økseskafter, knive og dårligt opførte barrikader,” forklarede det samme øjenvidne.

Nogle af komiteerne begyndte også at udføre opgaver som at sikre fordeling af fødevarer så vel som opretholdelse af den offentlige orden. Der begyndte at opstå elementer af dobbeltmagt. I Bizerte, et af revolutionens epicentre, tog hæren over til boligområde-komiteerne og sagde, at de nu overtog kontrollen, men komiteerne sagde, at de blev. Hæren kunne ikke gøre andet end at acceptere. Det samme skete over hele landet, hvor menige soldater samarbejdede med komiteerne for at opretholde orden og bekæmpe politiet og indenrigsministeriets styrker.

Under de revolutionære begivenheder, der førte til Ben Alis exit, var der allerede mange beretninger om fraternisering mellem soldater og laverestående officerer og arbejderne og de unge på gaden. Faktisk var Ben Ali tvunget til at trække hæren bort fra gederne i hovedstaden og erstatte dem med politiet, fordi han frygtede for, at soldaterne gik over på folkets side.

Revner i statsapparatet
Under enhver ægte revolutionær bevægelse opstår der revner i statsapparatet, især i hæren, der består af værnepligtige fra den almindelige befolkning. Enkelte generaler i toppen for den tunesiske hær indså, at de ikke kunne bruge soldaterne imod folket, og derfor forstod de, at Ben Ali var færdig, og de skiftede side. General Rachid Ammar har angiveligt nægtet at adlyde en ordre om, at soldaterne skulle skyde på demonstranterne, og Ben Ali fjernede ham fra sin post. Det har øget hærens popularitet hos befolkningen.

Det er ikke uden fortilfælde, at officerer fra hæren spiller en rolle i revolutioner, især når der ikke er et stærkt revolutionært parti med stærke rødder iblandt arbejderne. Det var også tilfældet under den portugisiske revolution i 1979. I en kort periode overtog general Spinola kontrollen og foregav at være revolutionens ven, for efterfølgende at blive fjernet, da revolutionen bevægede sig mere til venstre. Den samme Spinola lavede et kupforsøg imod den selv samme revolution, han havde hævdet at være en del af. (Note 1)

Tunesiens arbejdere og unge bør være på vagt over for sådanne falske venner af revolutionen. De falske venner opfører sig kun sådan, fordi styrkeforholdet har ændret sig massivt til fordel for almindelige arbejdende mennesker. De læner sig op ad masserne for at vinde deres tillid, kun for at forråde dem senere.

I Tunesien er hæren – ligesom i ethvert andet kapitalistisk land – en kapitalistisk institution, der er skabt til at forsvare den herskende klasses interesser, uanset hvor meget den forsøger at fremstille sig som folkets og nationens forsvarere. Arbejderne og de unge bør ikke stole på hærens generaler. Imidlertid er hærens laverestående dele meget tættere på masserne i sin sociale sammensætning og baggrund. Masserne bør styrke og udbygge sine forbindelser til disse lag – almindelige soldater og laverestående officerer. Soldater og revolutionære officerer bør danne deres egne komiteer, og de bør forbindes til komiteerne på arbejdspladserne og i boligområderne. De bør fordømme de officerer, der var indblandet i korruptionen og undertrykkelsen under Ben Ali og fjerne dem fra hæren.

Revolutionen forsøges stjålet
Da nyhederne om den ”nationale samlingsregering” begyndte at sive ud, gik arbejdere og unge på gaden igen. I Bizerte, Sfax og andre steder var der demonstrationer lørdag, og nogle af dem gik til det ledende parti RCD’s kontorer og satte dem i brand. I Bizerte besejrede folket Ben Alis militsfolk og satte deres motorcykler i brand. Der var en voksende følelse af, at revolutionen var i gang med at blive stjålet fra dem.

Inden den nye regerings faktiske sammensætning var blevet offentliggjort blev der indkaldt til demonstrationer mandag i hovedstaden og de regionale hovedbyer. I Tunis forsamledes en kampvillig skare på tusinder sig uden for fagforeningen UGTT’s bygning og gik videre til indenrigsministeriet (Video). Lignende demonstrationer fandst sted i Sfax (video 1, video 2, video 3), Kasserine, Monastir (video), Bizerte (video 1, video 2), Jendouba osv. I mange tilfælde var disse demonstrationer organiseret af og gik fra UGTT’s regionale hovedkvarterer. ”Revolutionen fortsætter – ned med RCD” var et udbredt slagord. ”De kan ikke stjæle revolutionen fra os. Vi ønsker ikke længere at blive regeret af tyranner,” sagde Abdel Haq Kharshouni, en af de demonstranter, der blev citeret i Financial Times. I hovedstaden blev demonstranterne mødt af politi med vandkanoner (video)

Mandag den 18. januar blev den nye regerings sammensætning offentliggjort. Ministre fra den gamle Ben Ali-regering bibeholdt alle deres nøglepositioner, herunder posten som premierminister, forsvarsminister, indenrigsminister, økonomiminister og udenrigsminister. Enkelte repræsentanter fra den legale opposition blev givet symbolske ministerposter: Moustapha Ben Jaafar fra det socialdemokratiske ”Forum démocratique pour le travail et la liberté” (FDTL) blev sundhedsminister, Ahmed Ibrahim fra det forhenværende kommunistparti Ettajdid fik overdraget ministeriet for højere uddannelse og lederen af det liberale parti PDP Najib Chebbi blev udnævnt til minister for regional udvikling.

Reformisterne
Som altid spillede de forhenværende stalinister og de reformistiske ledere den alleværste rolle. Alle disse partier var lovlige under Ben Ali, enkelte af dem var repræsenteret i parlamentet, og de spillede ingen rolle under opstanden. Det er værd at bemærke, at da Ghannouchi løftede sløret for den nye regering, stod han ved siden af Abdallah Kallel, den forhenværende indenrigsminister, der er kendt for sin implementering af brutal undertrykkelse, og som er direkte ansvarlig for, at tusindvis af politiske modstandere er blevet tortureret. En række personer fra ”civilsamfundet” blev oven i købet inkluderet for at øge den nye regerings autoritet hos masserne. Blandt disse var en blogger, der har været anholdt, en forsvarsadvokat, personer fra menneskerettighedsorganisationer, en filminstruktør og så videre. Tre repræsentanter for fagforeningen UGTT blev også taget med, da den herskende klasse erkender, at den har brug for at søge en vis støtte hos arbejderne.

Det Kommunistiske Arbejderparti (PCOT), der har været ulovligt indtil nu, har korrekt fordømt regeringen som en manøvre for at fastholde Ben Alis regime uden Ben Ali. PCOT har opfordret til at udbrede komiteerne og indkalde en grundlovsgivende forsamling.

Det eneste andet parti, der ikke er blevet inviteret med i denne ”nye” regering er det islamistiske En Nahda, der også var ulovligt under Ben Ali. Imidlertid har partiets ledere erklæret, at de er rede til at gå med i en sådan regering. Samtidig er det blevet rapporteret, at en af lederne af En Nhda, der netop er blevet løsladt fra fængslet, var til stede til en anti-regerings demonstration onsdag morgen. Islamisterne, der ikke spiller nogen rolle i den virkelige revolution, forsøger nu at vinde opbakning ved at fremstille sig som de mest konsekvente demokrater. De er ikke revolutionens venner, de forsøger blot kynisk at drage fordel af den for at fremføre deres egne reaktionære synspunkter.

Bølge nedefra
Denne nye regering nyder ikke de revolutionære massers støtte. De ser korrekt, at de udførte revolutionen, og at der nu bliver dannet en regering, der hovedsageligt udgøres af de folk, de kæmpede imod. Folk der var en del af Ben Alis regering lige til det sidste, og som er medansvarlige for, at 80 mennesker blev dræbt af regimet under opstanden. At nogle få ”oppositionsfolk”, der ikke spillede nogen nævneværdig rolle i bevægelsen, bliver taget med i regeringen, ændrer ikke noget. Løfterne om frihed til de politiske fanger, ytringsfrihed og demokratiske valg ændrer ikke noget. Folket frygter, at deres sejr fredag den 14. januar bliver stjålet for øjnene af dem. En ung arbejdsløs arbejder sammenfattede befolkningens følelser: ”Det er som om, Ben Ali stadig er her. Folkene i denne regering havde aldrig mod til at sige stop til Ben Ali. De vil stjæle vores revolution. De gjorde intet for at fjerne ham. De bør gå!”

En ny og kraftig bølge af vrede er på vej nedefra. Tirsdag morgen var der nye demonstrationer, herunder nogle tusinde demonstranter i Tunis, 10.000 i Sfax (video), hvor der er blevet indkaldt til generalstrejke onsdag, tusindvis i Sidi Bouzid, 1000 i Regueb (ud af en befolkning på 7000), tusindvis i Kairouan (video), 3000 i Kelibia og 500 i Kasserine. I Tataouine ødelagde demonstranter RDC’s lokale hovedkvarter. Der var også demonstrationer med tusindvis af deltagere i Beje, Gabes, Mahdia, Hamma, Gafsa, Feriana, Zarzis og andre steder.

Mange af demonstrationerne er blevet organiseret af eller har samlet sig ved UGTT’s lokale afdelinger. En iagttager formulerer det således: ”den tunesiske befolkning føler, at revolutionen bliver drevet væk fra sine idealer. Det mest udbredte synspunkt hos oppositionen er, at de folk, der lavede revolutionen, ikke er repræsenteret og at det tidligere regime bevarer sig selv ved at bibeholde RCD om bord, endda ved roret.” Dette tvang tirsdag UGTT’s nationale ledelse til at meddele, at de ikke anerkender den nye regering, og at de trækker sig fra den – mindre end 24 timer efter, at den er blevet dannet!

UGTT’s nationale ledelse er ikke kendt for at være radikal. Sidste uge mødtes de med Ben Ali og bød de løfter, han kom med i et sidste forsøg på at redde sit eget skind, velkomne. Lørdag optrådte de på TV og tog afstand fra opfordringerne til demonstrationer mandag, de opfordrede alle arbejdere til at gå tilbage på arbejde og ”vende tilbage til den normale tilstand”. Hvis de nu er blevet tvunget til at komme med sådan en udtalelse betyder det, at det pres, der kommer fra de menige medlemmer af fagforeningerne og fra de regionale fagforeninger, må være meget stærkt, og at de frygter at miste deres poster. Selv det tidligere kommunistparti Ettajdid, der er gået med i den nye regering, udsendte en erklæring, hvori de sagde, at deres deltagelse i regeringen var betinget af en række krav, herunder at alle ministre fra RCD skal fjernes!

Der må bygges komiteer
Som en del af de opgaver, revolutionen mangler at udføre, bør arbejdere og almindelige medlemmer af fagforeningerne organisere sig for demokratisering af fagbevægelsen og en udrensning af alle, der samarbejdede med Ben Alis regime fra UGTT. Arbejdere har brug for fagforeninger, der udtrykker deres interesser. Det betyder, at der må være valg på arbejdspladserne, og at en ny ledelse må være klar til at tage over.

De næste timer og dage vil blive afgørende. Tunesiens arbejdere og unge har udvist stort mod og revolutionær beslutsomhed. De må ikke tillade, at revolutionen tages fra dem. De bør kun stole på egne kræfter – de kræfter, der væltede Ben Ali. De komiteer, der findes i boligområderne bør fastholdes og bør forbindes med valgte repræsentanter på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Lignende komiteer bør oprettes på arbejdspladserne, i hæren, blandt de studerende og så videre. Det er de eneste organer, der er legitime repræsentanter for det revolutionære folk, og som kan tiltros opgaven med at samle den grundlovsgivende forsamling. Ingen af politikerne fra det gamle regime er til at stole på, hvilket masserne korrekt forstår.

En socialistisk revolution
Parolerne lige nu bør være: Ned med den nationale samlingsregering! For en revolutionær grundlovsgivende forsamling baseret på komiteerne! Fraternisering med de menige i hæren og oprettelse af soldaterkomiteer! De, der er ansvarlige for repression under Ben Alis regime må for en domstol og straffes! Ekspropriation af Trabelsi-klanens rigdomme! Revolutionen fortsætter; arbejderne og ungdommen bør fortsat være på vagt!

Ben Alis regime var ikke blot et diktatur, men et kapitalistisk diktatur. Dette er grunden til, at Frankrig, Italien, USA og resten af de imperialistiske magter støttede Ben Ali lige til det sidste minut. Vi bemærker også, at den Socialistiske [socialdemokratiske] Internationale har besluttet at fjerne RCD som medlem – en pinlig beslutning, der viser, at når det drejer sig om imperialisme spiller de socialdemokratiske ledere altid den samme imperialistiske melodi.

Hvis revolutionen skal føres videre til sin logiske konklusion og kravene om arbejde og værdighed skal opnås, må den tunesiske kapitalistklasse, bankerne industrien og de virksomheder, der støttede, finansierede og nød godt af diktaturet, eksproprieres. Kun på denne måde kan landets velstand, der er skabt af arbejderne, komme under de samme arbejderes kontrol for at tilfredsstille befolkningens behov. De tunesiske massers stræben kan kun blive virkelig stillet tilfreds gennem en social og politisk revolution: en socialistisk revolution.

NOTE 1: For en detaljeret analyse af den portugisiske revolution, se følgende artikler på engelsk:
The Portuguese Revolution af Alan Woods, juni 1974
The Revolution in Portugal af Ted Grant, maj 1975
Worker’s History – Portuguese Revolution 1974 af Phil Mitichinson, maj 1994