De danske arbejdere er dovne og forkælede og det er på tide at arbejderklassen betaler festen for den kapitalistiske krise. Det er essensen af statsministerens nytårstale den 2. januar.
Med sin tale lægger statsministeren op til at gå til valg på en klar borgerlig politik, som efter al sandsynlighed ikke vil kunne samle flertal til en fortsættelse af VK-regeringen, når valget kommer. Løkke bebudede at han vil afskaffe efterlønnen for alle under 45 med et pennestrøg.
Det skulle ske for at udvide arbejdsstyrken for at dække omkostningerne for velfærdssamfundet og de store årgange der forlader arbejdsmarkedet de kommende år og samtidig lette det offentlige budget med 16 mia., som efterlønnen i dag koster.
Pres på lønninger
Men her er det værd at stoppe op. Hvad vil det betyde at hæve tilbagetrækningsalderen for arbejdere? Et større udbud af arbejdskraft. Hverken mere eller mindre. Et større arbejdsudbud vil ikke betyde flere i arbejde og dermed flere skatteindtægter. Lad os lige huske os selv på, at der er arbejdsløshed og overkapacitet i industri og byggeri. Så i stedet for, at arbejdere der har slidt hele livet, kan få lov at trække sig tilbage når de bliver 60, på den miserabelt lave efterløn, så skal de nu tvinges til at blive på arbejdspladsen og enten tage en plads for en ung forsørger eller selv ende i arbejdsløshedskøen med praktisk taget ingen chance for at få arbejde.
Arbejdere på landets industri- og byggearbejdspladser der har oplevet fyringsrunder, ved, at et (omend lille) antal fyringer blev undgået ved at nogle af de ældre kolleger kunne gå på efterløn. Det var tanken bag efterlønnen, da den blev indført i 70’erne for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden.
Den golfspillende efterlønner
I sin nytårstale forsøgte Løkke at give indtryk af at der ikke var nogen klasseforskel på de, der går på efterløn og de, der ikke gør. Rationalet var derfor, at det ikke er en ordning, der gavner den nedslidte slagteriarbejder, men derimod blot alle indbyggere i Danmark, og at det derfor bare er en dyr luksusordning.
Det er imidlertid letsindig omgang med fakta. De tre arbejdsløshedskasser hvis medlemmer er flittigste til at benytte efterlønsordningen er i rækkefølge: FødevareForbundet (bl.a. slagteriarbejdere), 3F og Træ-Industri-Byg med omkring to tredjedele af deres medlemmer der trækker sig tilbage når de når efterlønsalderen.
De tre arbejdsløshedskasser med færrest er: Økonomer (CA), Akademikere (AAK) og Magistre (MA) med omkring en femtedel (Nyt fra Danmarks Statistik nr. 274, juni 2010). Er det en tilfældighed? Er det fordi de manuelle, lavtuddannede fag generelt er mere dovne? Eller er der tværtimod tale om, at et arbejde som slagteriarbejder, murer, tømrer, arbejdsmand osv. slider mere på kroppen end at sidde i sit jakkesæt på et kontor med havneudsigt?
Trække på samme hammel
Vi er, ifølge Løkke og toppen af dansk erhvervsliv alle i samme båd. Men det lader til at der desværre kun er plads til arbejderklassen ved årerne.
Vi skal alle samme give lidt mere til ”fællesskabet”, i ”solidaritetens” navn, belærte statsministeren os. Den borgerlige regering har igennem mange år excelleret i orwellsk New Speak. Gennem tiden har de givet os perler som: ”udlændingeservice” ”starthjælp” og ”Cafépenge”. Nu er det altså solidariteten, der står for skud. Arbejdsmanden, hjemmehjælperen og tømreren skal nu være solidarisk med bankdirektørerne, der har gået åh så grueligt meget igennem.
Regeringen vil, ifølge statsministerens nytårstale, fremlægge deres ”tilbagetrækningsreform” i slutningen af januar, og tonen er hermed slået an.
En tabersag med perspektiv
Det står klart for de fleste, at forhandlingerne mellem forligspartierne bag det såkaldte ”velfærdsforlig” af 2006 (V, K, DF, S og R) om den nye tilbagetrækningsreform vil gå i vasken, og at de borgerlige vil bruge sammenbruddet til at udskrive valg.
Men hvorfor vælger Løkke at gå til valg på en tabersag som kostede Nyrup regeringsmagten? Dels håber Løkke at sætte en kile ind mellem S-SF og det dybt borgerlige parti Radikale Venstre (R) der har en mere højreorienteret økonomisk politik end regeringen, og også ønsker efterlønnen hen hvor pebret gror. Den nuværende situation viser kun alt for grafisk, hvorfor S-SF øjeblikkeligt må afvise et regeringssamarbejde med R.
Men frem for alt er der tale om et langsigtet perspektiv. Løkke og borgerskabets strateger ser ikke en ny borgerlig valgsejr som største sandsynlighed. Derfor kører de sig nu i position som hardcore borgerlig opposition til en fremtidig S-SF-R regering. Hvorfor? Fordi de i årevis har været nødsaget til at gennemføre en ”langsom” salamitaktik som Fogh var arkitekten bag. De måtte fare langsomt frem og stille og roligt afmontere velfærden, skive for skive, for ikke at vække for megen modstand i arbejderklassen.
Selv om det for arbejderklassen har føltes som et hæsblæsende tempo, så er det gået alt for langsomt for de danske kapitalister. De forlanger resolut handling, hellere i går end i dag. Den borgerlige regering kan ikke levere denne vare til kapitalisterne. De har behov for arbejderledere til at hjælpe dem med at få arbejderklassen til at sluge kamelerne. De vil, med andre ord, overlade de store angreb til arbejderpartierne i en kommende regering.
Som vi har beskrevet adskillige gange i denne avis, vil en kommende regering, uanset partifarve, blive tvunget til at gennemføre massive angreb, der vil få ”genopretningspakken” til at ligne vand, med mindre man er klar til at tage kampen op mod kapitalens høje herrer. ”Fair Løsning” og S-SF ledelsernes seneste politiske udspil viser, at de ikke har tænkt sig at tage denne kamp, men vil forsøge at tilfredsstille erhvervslivet. Det kan vise sig fatalt.
Med Løkkes tilbagetrækningsreform forsøger V og K at stille sig stærkest når en fremtidig regering med S-SF-R har miskrediteret sig selv ved at gennemføre en borgerlig nedskæringspolitik. På den måde håber de at kunne tage over bagefter, som Cameron gjorde det efter Brown i England. Og med arbejderpartierne miskrediteret vil der ikke være et alternativ til en benhård – hardcore – borgerlig regering. Det er Løkkes og borgerskabets håb.
Villy og Helle til forsvar for efterlønnen
Villy og Helle har efter Løkkes tale været fremme med meget højlydte forsvar for den nuværende efterlønsordning. Det klæder dem så absolut at gå i opposition til regeringens angreb. Men når snakken falder på hvad Villy og Helles alternativ er til regeringens ”tilbagetrækningsreform” så bliver talen straks ulden. For faktum er at S-ledelsen deltog i det såkaldte ”velfærdsforlig” der betød at et barn født i dag først kunne gå på efterløn som 68-årig og på pension som 73-årig (hvis levealderen udvikler sig som beregnet). Villy og Helle har desuden proklameret, at de vil finde lige så mange penge som den borgerlige regering. Men hvordan er uvist. 15 milliarder skal findes af ”arbejdsmarkedets parter” (læs: arbejderklassen) gennem forringede arbejdsvilkår, det være sig højre arbejdstid eller lignende. Men som Helle sagde 8. juni 2010, så er selv ikke den nuværende efterlønsordning fredet under en S-SF-R regering, hvis arbejdsmarkedets parter skulle mislykkes i at støve pengene op.
Efterlønnen – ét slag i krigen
Når regeringen foreslår at fjerne efterlønnen for folk under 45 siger det sig selv, at der ikke er tale om en umiddelbar besparelse til at lappe huller i budgettet her og nu. Der er immervæk 15 år til besparelsen slår igennem. Men det er dels et første skridt til en ”her og nu” afskaffelse, der ikke rammer alt for mange stemmer og dels er det et slag i en langvarig krig imod de rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, i kampen for at trænge lønnens andel af den samlede produktion tilbage til fordel for profitten. En kamp, der først lige er begyndt.
Et klart alternativ er nødvendigt
Løkkes nytårstale markerer, at den politiske kamp er gået ind i en ny fase og viser en flig af karakteren af den kommende periode. En periode med massivt pres fra kapitalisterne for at trænge arbejderklassen tilbage fra sine historiske landvindinger og positioner.
I en sådan situation har arbejderklassen mere end nogensinde behov for dens organisationer, og for en ledelse der kan og vil lede et beslutsomt forsvar. Ledelserne for arbejderpartierne, og først og fremmest toppen af SF, må blive sig sit ansvar bevidst og vende ryggen til flere års højredrejning, der truer med at afvæbne arbejderklassen overfor sin modstander.
Toppen i SF må se sandheden i øjnene: På kapitalistisk basis er der ikke råd til velfærden. Men samtidig skaber arbejderklassen værdier for hundredvis af milliarder hver eneste år, der ryger direkte i kapitalisternes lommer. Kun en socialistisk plan for genopretning og udvikling af produktionen, med overtagelse af banker, pensions- og forsikringsselskaber og de 200 største virksomheder og Nordsøolien som afgørende elementer, kan vise en vej uden om nedskæringer og angreb og på arbejderklassen og for et velfungerende velfærdssamfund i den nuværende og kommende periode.
