Torsdag den 4. november meddelte USA’s centralbank, at de ville indlede en ny runde såkaldte ”kvantitative lempelser”, eller ”trykke penge”, som de fleste kender det som. De vil sprøjte 600 mia. dollars ind i systemet for at afværge en ny recession. Den amerikanske herskende klasse er bekymrede, og de fortsætter deres ekstraordinære tiltag, som yderligere vil intensivere modsætningerne i verdensøkonomien.
Den såkaldte ”kreditkrise” i 2008 betød, at den enorme kreditboble, der havde opbygget sig i årtier, brast. Virksomheder og forbrugere, der tidligere lånte kæmpemæssige pengesummer til investeringer og forbrug, er nu begyndt at spare penge for at nedbringe deres gæld. Bankerne har gjort det samme, hvilket betyder, at det er langt sværere at låne for de, der gerne vil.
For at holde økonomien kørende er regeringer og centralbanker trådt til. Regeringer har oparbejdet store underskud. Centralbankerne har bevæget sig ud i såkaldte ”kvantitative lempelser”, hvilket basalt set betyder at trykke flere elektroniske penge og bruge dem til at låne penge til private virksomheder og regeringer. Resultatet er, at den amerikanske centralbanks regnskab er steget fra 1000 mia. dollars til knap 2500 mia., og nu vil det nå over 3000 mia. dollars.
Ligesom i Tyskland i 1920’erne har politikken med at trykke penge et enormt potentiale til at skabe inflation, hvorfor den herskende klasse tidligere har været imod at bruge dette tiltag. Men nu ændrer sagerne sig.
Det, der var et ekstraordinært tiltag, er nu blevet normalt, hvilket afspejler, at den kapitalistiske økonomis vanskeligheder langt fra er ovre. City AM, der er gratisavisen i City of London, bemærkede, at ”kvantitative lempelser er blevet et almindeligt politisk instrument snarere end et redskab, der kun bruges i nødstilfælde.” Hvad skyldes denne ændring?
Økonomien er langt fra ved at komme sig på en sund måde efter recessionen. Arbejdsløsheden er fortsat høj og kreditmarkederne er meget begrænsede. Den lille bedring i BNP (nationalindkomsten), der måtte have været, skyldes i hovedsagen lagerforøgelser og offentligt forbrug – privatforbruget er fortsat lavt. Boligmarkedet er ikke kommet sig, og det viser ifølge en undersøgelse af forbrugertilliden i september fra den amerikanske erhvervsorganisation Conference Board tegn på yderligere svækkelse. I stedet for en V-formet recession ser det i stigende grad ud som en W-formet recession, eller såkaldt double-dip, så snart de offentlige hjælpepakker ophører.
At skære eller ikke at skære?
Den herskende klasse er delt på spørgsmålet om, hvordan de skal håndtere problemerne. I USA fortsætter regeringen og centralbanken med den politik, der blev implementeret efter 2008 (selv om nedskæringerne er begyndt i delstaterne), men i Europa er det anderledes. Den britiske regerings nedskæringsprogram, der udløste en forside på The Economist med overskriften ”Radikale Storbritannien”, truer med en halv til en hel million fyringer i løbet af de næste år ud over de 2,5 millioner, der allerede er arbejdsløse. Lignende programmer bliver gennemført i Spanien, Portugal, Grækenland og Irland, og Italien og Tyskland er ikke langt bagefter.
 |
Derfor lyder lederen i den britiske City AM, der støtter den konservative nedskæringsplan, den 4. november: ”Den amerikanske centralbanks hybris bliver dyrt at stå for os alle”. Alastair Heath, avisens redaktør, forklarer, hvorledes ”Bernanke [den amerikanske centralbanks chef] gentager, i hvert fald delvist, den frygtelige fejltagelse, som hans forgænger Alan Greenspan begik i 2003.” Altså at han forsøger at forhindre en nødvendig justering i økonomien. Hele Heaths argument er, at der ikke er nogen vej uden om en ”vanskelig og smertefuld proces”. USA’s forsøg på at nedbringe arbejdsløsheden ved at løbe en risiko for fremtidig inflation er tydeligvis et forsøg på at forhindre social uro (”smerte”, som Heath kalder det), en uro der allerede har givet Demokraterne en blodtud ved valget den 2. november. I Europa er regeringerne i Grækenland, Spanien og Frankrig allerede stødt på masseprotest som følge af nedskæringer, og England vil snart følge efter. Alastair Heath angriber den amerikanske herskende klasse for at skulke fra nødvendigheden for at lade arbejderklassen betale for krisen. Han har – fra et kapitalistisk synspunkt – fuldstændig ret, men der er mere.
Valutakrig og protektionisme
Vi har tidligere forklaret, at de nylige skænderier om valutaerne afspejler en kamp mellem stormagterne om verdensmarkedet. Skænderiet omkring den kinesiske renminbi (der også kendes under navnet yuan) er et klart tegn på voksende protektionistiske tendenser, da de store økonomier forsøger at eksportere sig ud af recessionen. Det nye program med kvantitative lempelser er et nyt skridt i denne retning.
Ved massivt at trykke penge underminerer den amerikanske centralbank dollarens værdi, hvilket betyder, at de amerikanske eksportvarer bliver billigere og importen dyrere. Dermed er virkningen af den amerikanske politik præcis den samme som den kinesiske politik, som den amerikanske herskende klasse har beklaget sig højlydt over i det sidste halve års tid. Siden begyndelsen af september, da Bernanke begyndte at tale om den nye runde af kvantitative lempelser, er dollaren faldet med ni procent i forhold til euroen. Det er ikke så underligt, at borgerskabet i Europa er vrede og går imod det amerikanske tiltag. Dette betyder, at dollaren nu er tilbage på det niveau, den var på i januar. Det betyder, at den konkurrencefordel, som europæisk kapital opnåede under den græske gældskrise, er blevet tilintetgjort.
Uanset politikken står arbejderne til at tabe
Den amerikanske kapitals politik betyder, ligesom den europæiske kapitals politik, et angreb på arbejderklassens levestandard. Inflationen, der uundgåeligt vil opstå som følge af denne politik, vil æde sig ind i de amerikanske arbejderes lønninger ligesom nedskæringer i den offentlige sektor æder sig ind i den sociale løn i Europa. Det er også rigtigt, som Alastair Heath peger på, at den amerikanske politik blot vil puste ny luft i boblen og føre til stigende ejendomspriser når investorerne forsøger at beskytte sig for inflation, hvilket vil føre til et nyt krak i fremtiden. Imidlertid vil alternativet med nedskæringer sandsynligvis fuldstændig underminere efterspørgslen i økonomien og fremtvinge en ny recession.
Den europæiske kapitalisme har indledt et storstilet angreb på alle de fremskridt, som arbejderklassen tidligere har vundet, mens de amerikanske kapitalister på føderalt niveau stadig forsøger at udskyde dårligdommene og desperat forsøger at stimulere vækst. Ingen af delene vil virke, og begge veje indebærer store reduktioner i levestandarden for almindelige arbejdende mennesker. Aktive i arbejderbevægelsen over hele verden må forberede sig på en voldsom kamp forude.
