Efter 12. oktober har bevægelsen mod angrebet på pensionerne nået et kritisk punkt. De store aktionsdage er ikke længere tyngdepunkt, selvom de stadig er massive og i stigende grad militante, som det blev vist 19. oktober. Nu er kampens omdrejningspunkt rykket over til tidsubegrænsede strejker og blokader af forskellige sektorer af økonomien.

Bevægelsen ser på nationalt plan en hastig knopskydning af initiativer, arbejdsnedlæggelser, blokader, demonstrationer… I den franske arbejderbevægelses bedste traditioner vokser bevægelsen på initiativ fra fagforeningsafdelinger, lokale fagforeninger, tværfaglige stormøder osv. trods passiviteten fra fagforeningsledelsen, der ikke giver nogen ”ledelse”. Til dette skal tilføjes den stigende involvering af ungdommen, hvor de universitetsstuderende også er trådt ind på scenen følgende efter skoleeleverne, der allerede har mobiliseret massivt. Jorden under Sarkozy regeringens fødder bliver mere og mere usikker dag for dag.

I landet med bevægelser juni 1936 og maj 1968 kan ingen sige, hvor denne strejkebevægelse vil ende. Allerede tilføjes alle mulige krav – om lønninger, arbejdsforhold, beskæftigelse – til kravet om tilbagetrækningen af Woerth reformen [pensionsreformen]. Bevægelsen fødes af den vrede og frustration, der er bygget op blandt massen af befolkningen de sidste år. Regeringens autoritet er i frit fald, og Eric Woerth [arbejdsminister i Frankrig] er den mest miskrediterede mand i Frankrig, Alligevel får Sarkozy ham til at stå frem i tv-shows for at forklare, at reformen udtrykker “den generelle interesse”, to ord der runger hult når de kommer fra arbejds- og korruptionsministerens mund.

Borgerlig presse manipulerer
Kendsgerningerne bliver ved med at modsige regeringens udtalelser. Woerth siger, at bevægelsen ”taber fart”, mens den i virkeligheden vokser sig stærkere hver dag. For ikke så længe siden sagde transportministeren Dominique Bussereau, at der ikke ville blive benzinmangel, mens bilister kan bevidne, at det modsatte er tilfældet dvs. der er mangel i stort omfang. Premierminister Fillon sværgede, at regeringen ikke ville tillade blokaderne at udvikle sig, men over hele landet multipliceres de. Og så videre. Regeringen synker ned i en grotesk benægtelse af virkeligheden. Dens impotens vokser for hver dag. Dette underminerer yderligere dens autoritet – og forstærker moralen hos ungdommen og arbejderne i kamp.

For nylig appellerede den højreorienterede UMP-leder Xavier Bertrand det såkaldte ”stille flertal” om at udtrykke deres støtte til Woerth reformen. Denne appel blev åbenlyst gik i glemmebogen. Nogen havde åbenlyst glemt at informere lederen af UMP om, at alle meningsmålinger i flere måneder klart har vist, at kun et lille mindretal af befolkningen støtter regeringens plan. Det store flertal er imod regeringen som helhed og især Nicolas Sarkozy. Den offentlige mening er imod trods den konstante mediefanfare – og ikke en særlig ”stille” en af slagsen – der forgæves forsøger at overbevise os om, at reformen er ”afgørende” osv.

Mediernes kryben er åbenlys. De officielle nyheder destillerer alle magtens løgne. De forsøger at miskreditere bevægelsen ved konstant at sende billeder af sammenstød med sikkerhedsstyrker og “ungdomsbander” (der er infiltreret af politiprovokatører). De forbliver tavse om den magtfulde bevægelse, der vokser og påvirker mange sektorer af økonomien. Men det har en grænse. I stedet for at miskreditere bevægelsen, miskrediterer medierne sig selv.

Arbejderklassens magt

Denne bevægelse er et svar til alle de skeptikere, der de sidste 30 år har talt om ”magtesløsheden” og ”atomiseringen” af arbejderklassen og endda om dens ”forsvinden”. I virkeligheden har arbejderne potentielt enorm magt. De udgør det overvældende flertal af den aktive befolkning. Intet virker uden deres tilladelse. Den første konsekvens af en stor strejkebevægelse er præcis at gøre arbejderne bevidste om deres egen styrke. “Nationen, det er os!” sagde en strejkende for nylig ved et olieraffinaderi til rullende fjernsynskameraer. Denne sandhed har revolutionære implikationer. Når først arbejderne gennem handling bliver bevidst om deres kollektive styrke, er det ikke nemt at stoppe dem!

I Frankrig og over hele Europa har den stigende integration og gensidige afhængighed mellem forskellige dele af økonomien styrket arbejdernes potentielle magt enormt. Vi har set det nu med strejkerne i havnene og på olieraffinaderierne, hvis skadelige indvirkning på den overordnede nationale økonomi er meget vigtig. På samme måde ville en generalstrejke blandt lastbilchaufførerne, jernbanearbejderne og alle transportarbejdere fuldstændig paralysere landet. Beslutningen fra de arbejdere der kører og fordeler kontanter om at tilslutte sig tidsubegrænset strejke vejer tungt oveni på den allerede dystre atmosfære i toppen af staten. Allerede i 2001 paralyserede en strejke i denne sektor cirkulationen og udbuddet af pengesedler.

Tirsdag den 19. oktober annoncerede Francois Fillon en “plan for benzintransporten”, der skulle gennemføre en “tilbagevenden til normalen” indenfor “fire eller fem dage”. Denne annoncering kom 48 timer efter den allerede glemte annoncering, at der ikke ville opstå benzinmangel. Men premierministeren er ikke særlig generøs, når det kommer til at tale om detaljerne i sin “plan”. Det er fordi, at medmindre regeringsmedlemmerne sendes ud for at bemande tankstationerne selv, er de afhængige af arbejdere til at gøre det. Men arbejderne i denne sektor er ikke velvilligt stemt overfor regeringen! Truslen om fem års fængsel for at strejke – er et skandaløst brud på strejkeretten. Hovedeffekten vil være at øge vreden og de mobiliserede arbejderes beslutsomhed. Der vil ikke en “tilbagevenden til normalen”, da strejken ved havnene og blokaderne af depoterne og benzintankene vil fortsætte.

Brugen af magt til at stoppe blokaderne af skolerne, vejene og benzindepoterne er et andet groft angreb på vores demokratiske rettigheder. Men regeringen leger med ilden. Repression kan også radikalisere bevægelsen. Hvis for eksempel en af de unge bliver slået ihjel, kan det udløse en vred masseaktion. Sidste uge advarede en CGT -repræsentant for en raffinaderistrejke om, at hvis regeringen slår hårdt ned på ungdommen “vil vi gå over til oprør”.

Man må udvikle en tidsubegrænset strejke
Ved flere lejligheder har La Riposte forklaret, at overfor regeringens beslutsomhed om at angribe vores pensionssystem ikke ville blive stoppet af “aktionsdage”, selv hvis disse er massive. Alle er nu klar over dette. Sarkozy’s genstridighed er helt normal for den klasse, hvis interesser han forsvarer. Stående overfor en massiv økonomisk strejke og en rekordstor offentlig gæld (80 pct. af BNP) har kapitalistklassen intet andet valg end at angribe alle vores sociale rettigheder. I dag er det pensionerne. I morgen vil det være sundhedsforsikringer, den nationale uddannelse, sociale boliger, arbejdsløshedsforsikring og pensionerne igen osv. Efter at have hældt milliarder af euros ned i bankerne og de multinationales lommer, ønsker staten at genvinde pengene på bekostning af det store flertal af befolkningen. Kapitalismen er kommet til at betyde uafbrudte sociale angreb.

I denne kontekst kan kun en generalisering af en tidsubegrænset strejkeaktion tvinge Sarkozy til at opgive planen. Det er rigtigt, at sådan en bevægelse ikke bare kan opfindes ud af den blå luft på ethvert givent tidspunkt. Vi skal ikke letsindigt rejse sloganet om en ubegrænset generalstrejke. Det er kun nødvendigt under særlige omstændigheder: når det er det eneste, der kan tage bevægelsen fremad, og når stemningen i arbejderklassen er klar til det. I dag er alle disse forhold helt klart til stede. En generalstrejke ville være det direkte, logiske forlængelse af den nuværende mangfoldiggørelse af strejker, der hver dag paralyserer landet lidt mere.

Opfordringer i denne retning kommer fra mange fagforeningsstrukturer – ikke bare fagforeningssammenslutninger men også tværfaglige stormøder holdt på lokalt niveau i Ardennerne og Haute-Loire. Derudover viser meningsmålingerne, at overfor regeringens hårdnakkethed er hele arbejderklassen og ungdommen forberedte på en lang og udbredt strejkebevægelse.

Udviklingen af en tidsubegrænset generalstrejke bør ledsages af en demokratisk centralisering og koordinering af bevægelsen. De sektorer, der er i strejke, må koordinere på lokalt og nationalt niveau på grundlag af delegerede valgt af stormøder og med retten til tilbagekald. En national tværfaglig koordinering af sådanne delegerede kunne centralisere informationen, dele den, diskutere bevægelsen dag for dag og tage de nødvendige initiativer for at styrke strejken. Den nationale “intersyndical” [fagforeningsalliance], hvori mange taler om at stoppe bevægelsen efter afstemningen i Senatet, kan ikke spille denne rolle.

Regeringen siger, at parlamentet repræsenterer ”folkets vilje” og derfor legitimt kan stemme om Woerth reformen. Men i virkeligheden er det parlamentariske flertal en lille håndfuld store kapitalisters stemme der svæver over pensions”markedet” som gribbe. Over for dem står det overvældende flertal af unge og arbejdere, der er imod reformen. Denne modsætning mellem parlamentet og arbejderbevægelsen vil blive afgjort af kampen selv. Fagforeningslederne, der siger, at afstemningen i senatet ”vil ændre situationen” forsøger at dække over deres kapitulation med et institutionelt slør. Bevægelsen vokser og spreder sig. Vi må styrke og udvikle den, hvad end det reaktionære flertal, der kontrollerer parlamentet, tænker.