Krisen i økonomien sætter alle politiske spørgsmål på spidsen. Den trækker alle svagheder frem i dagslyset hos alle partier og sætter alle politiske tendenser på prøve. Det gælder også for Enhedslisten, der af mange, særligt politisk aktive unge, bliver set som det mest venstreorienterede alternativ blandt de tre arbejderpartier. Folketingsarbejdet har været og er stadig det vigtigste samlingspunkt for partiet som er præget af mange forskellige politiske tendenser. Forbindelserne ud til arbejdspladser, fagforeninger, skoler osv. er relativt løse og bygger i højre grad på enkeltpersoner/gruppers hårde arbejde end organiseret partiarbejde.
Det betyder at det parlamentariske arbejde har en uforholdsmæssig stor betydning for partiet som helhed, og at de enkelte partimedlemmer der vælges til folketing, kommunalbestyrelser osv. kommer under enormt pres fra den borgerlige politiske kultur, den ”offentlige mening” (læs: den fremherskede holdning i medierne) osv. Samtidig har særligt SF toppens tilsyneladende succes med deres drejning mod en mere ”markedsvenlig” politik og en udpræget forsonlig linje overfor Socialdemokratiets højrefløj, haft en kraftigt tiltrækningskraft på en del af toppen i Enhedslisten, der er centreret omkring sekretariatet og folketingsgruppen. Det har det seneste år affødt en stigende politisk kamp i mellem denne del af partiet (de såkaldte ’unge løver’ fra Johanne Smidts generation) og en anden del der vil holde partiet ude af sumpen på midte og på en socialistisk kurs, med en klar ideologisk profil.
Kommunale besparelser
Et af eksempel på den udvikling der er ved at ske i toppen af partiet, var sagen om nedskæringerne på 200mio på Børne- og ungeområdet i København i slutningen af 2009. Først gik byrådsgruppen, med socialborgmester Mikkel Warming i spidsen, med til, sammen med alle de andre partier, at deltage i nedskæring på budgetterne. Det skulle ske for at finde de penge som den borgerlige regering havde fjernet, under forudsætning af at det ikke gik ud over børnene. Disse nedskæringer som Enhedslistens byrådsgruppe stemte for, viste sig dog hurtigt at have store konsekvenser for netop børnene (hvordan man kunne forvente noget andet, står stadig hen i det uvisse).
Besparelserne blev da også hurtigt mødt af vrede forældre og pædagoger i demonstration foran Københavns Rådhus og byrådsgruppen kom til at stå i en gevaldig kattepine. Det massive pres fra både forældre og pædagoger, men også fra de mange partiaktivister der forventer og ønsker at partiet fører en klar socialistisk politik, havde en omgående effekt. I huj og hast måtte Enhedslistens byrådsgruppe omgøre deres oprindelige beslutning, ved at stemme imod dens udmøntelse. Men på trods af denne feberredning kom byrådsgruppen til at gøre stor skade på partiets omdømme og mange forældre og pædagoger blev ladt tilbage med et billede af et parti der i bedste fald ikke ved hvad de stemmer for, og i værste er på vej væk fra sit eget politiske grundlag.
Udenrigspolitisk forvirring
Hvis det er korrekt, som mange i arbejderbevægelsen gennem tiderne har sagt, at udenrigspolitikken er et koncentreret billede af indenrigspolitikken, står omverden også her tilbage med et noget broget billede af Enhedslistens folketingsgruppes politik.
Den 17. september 2009 stemte Enhedslistens folketingsgruppe for at udsende danske styrker under NATO-kommando til at beskytte danske og andre vestlige landes interesser ud for Somalia. Det skete på trods af erklæret modstand mod både NATO og krig i det hele taget. Det danske fleksible støtteskib Absalon (det største krigsskib bygget i Norden) blev udstationeret til patruljetjeneste ud for Somalias kyst for at beskytte vestlig skibstrafik imod piratangreb. Det sker efter at vestlige selskaber i årevis har overfisket disse vande og derfor udslettet livsgrundlaget for tusinder af fiskere i Somalia hvorfor flere i dag beskæftiger sig med pirateri. Samtidig er det altid bekvemt for NATO med en kraftig tilstedeværelse i et strategisk vigtigt farvand.
Derfor blev folketingsgruppens beslutning også mødt af massiv modstand fra baglandet og Hovedbestyrelsen (HB) underkendte folketingsgruppens beslutning, som på sin side blev nødsaget til at beklage sin beslutning overfor medlemsbasen. Eksemplet er ekstremt, men ikke desto mindre sigende. At folketingsgruppen overhovedet kunne overveje at stemme for et sådan forslag og viser ganske klart hvor langt dele af partitoppen er rede til at lade sig rykke mod den politiske midte, i S og SF-højrefløjenes slipstrøm. Men det massive modsvar viser også at de bedste elementer i partiet ikke vil tillade dette stiltiende.
Udvidet manøvrerum til folketingsgruppen
Den seneste debat var primært fokuseret omkring et årsmødeforslag fra et flertal i HB om at partiet måtte stemme for en ”rød finanslov” forudsat at den indeholdt forbedringer og ingen nye forringelser. I sig selv lyder det harmløst, men det har vækket bekymring blandt de mere venstreorienterede medlemmer i partiet. Og med god grund. Enhedslisten har altid haft et princip (selvom det ikke altid bliver overholdt) om at stemme imod den mindste forringelse og for forbedringer.
Så hvorfor har folketingsgruppen og flertallet i HB ment at det var nødvendigt at tage spørgsmålet op? Det har de, fordi flertallene i S og SF’s ledelser lægger op til at fortsætte en lang række af den borgerlige regerings nedskæringer (nulvækst i kommuner osv.) under en kommende S-SF regering. Det er disse som et flertal i Enhedslistens HB vil have forhåndsgodkendelse til at kunne bakke op om.
Ude i horisonten kan disse ”realister” nemlig se en situation som i ’96 hvor de blev ”nødt til” at holde hånden under Nyrup og hans finanslov for ikke at vælte den socialdemokratiske regering. Imidlertid er dette at vende tingene på hovedet. Hvem var det i ’96 der havde lavet en finanslov med kraftige forringelser for arbejdere og unge? – Nyrup. Hvem skulle tage ansvaret for den – for ikke at vælte regeringen? – Enhedslisten.
På årsmødet i maj var der en hård politisk kamp og der blev også vedtaget ændringsforslag til HB-flertallets oprindelige forslag som skærper forudsætningerne for at Enhedslisten kan stemme for en kommende ”rød” finanslov. Men det ændrer ikke på at ”fornyerne” desværre kom ud på toppen. Udlægningen af resultatet er at der er sket en ændring i forhold til det hidtidige princip om at stemme for forbedringer og imod enhver forringelse – også selvom det ikke er nye forringelser. Som redaktionen i partiets medlemsblad udtrykker det: ”Med beslutningen om at kunne stemme ja til en finanslov – med markante forbedringer og uden forringelser – er vurderingen uden for partiet, at Enhedslisten har gjort sig selv mere operationel.” (Rød+Grøn juni 2010) altså, at folketingsgruppen føler sig mere ”operationel” til at indgå forlig med socialdemokratiets og SF-ledelsens højrefløj.
Hvad der ligger bag
Bag det stille skred ind imod midten af dansk politik, som nu også flertallet i Enhedslistens ledelse bevæger sig ind på, ligger en grundlæggende mangel på tillid til arbejderklassen. Som MF Per Clausen (Enhl.) selv skriver:
”Det er en almindelig opfattelse på venstrefløjen, at forudsætningen for at få en ny regering og en anden politik [egen fremhævning] er, at der er en bred folkelig bevægelse. Realiteten er dog, at en sådan bevægelse ikke er nogen garanti for en ny regering, og at vi godt kan få en ny regering uden nogen bred folkelig bevægelse.”
(Socialistisk Information 6. november 2009).
Men hvad med den anden politik, kunne man med rette spørge? Kan vi også få en anden politik her under en økonomisk krise og ikke bare nye ansigter, uden presset fra ”bred folkelig bevægelse”?
Per Clausen siger i realiteten: når arbejderklassen ikke vil rejse sig, må vi klare arbejdet for arbejderklassen. Men det er en pokkers farlige måde at tænke på. For hvad kan 4-6 MF’ere fra Enhedslisten stille op overfor kapitalisterne? Hvad kan disse 4-6 personer i sig selv ændre? Svaret er: Intet. Uden en bevægelse i ryggen er de magtesløse og vil uundgåeligt blive tvunget til at indgå i nedskæringsforlig eller i hvert fald passivt at støtte Helle ved at holde hånden under en kommende regering, selvom de skulle finde på at følge kapitalisternes diktater og skære sig ned. Dette er en opskrift på nederlag.
Samme sted kommer Per Clausen med følgende melding: ”I 2001 var vurderingen, at vi tabte sammen med SR og SF, fordi man opfattede os som medansvarlige for SR-regeringens politik. Det er urealistisk, at vi i den nuværende situation, hvor forlig hen over midten mere er undtagelsen end reglen, kan undgå at få et medansvar. Derfor kan vi lige så godt gå efter at få indflydelse og kræve, at finanslovene bliver så gode, at vi kan stemme for dem.” Altså: vi bliver miskrediteret ligegyldig hvad, så hvorfor ikke få lidt indflydelse? Og så kan Per Clausen personligt ”kræve” nok så meget af ledelsen af Socialdemokratiet, på samme måde som en myre kan ”kræve” af elefanten, at den ikke træder i dens tue.
Men det behøver ikke være sådan. Ved at samle opbakning på arbejdspladser, skoler og universiteter landet over, vil Enhedslisten kunne samle den nødvendige rygdækning til at kunne nægte at indgå i nedskæringer og overlade det til Villy og Helle at finde flertal andet steds for en eventuel nedskæringsfinanslov.
Kampen er begyndt
Ud over et mindre antal deciderede karrieremagere er størstedelen af Enhedslistens medlemmer gået ind i partiet for at kæmpe for bedre forhold for arbejdere og unge. Og de bedste blandt disse er bevidste, aktive socialister med vilje og mod til at kæmpe for socialisme, ikke bare som et fjernt utopia, men som et eneste alternativ til den elendighed og nedværdigelse som kapitalismen byder arbejderklassen og ungdommen i dag.
Men vi må også se i øjnene at Enhedslisten bliver set af mange, særligt arbejdere, og også en del i SF’s aktive medlemsskare, som en fjern størrelse i forhold til de problemer og kampe de stå med i hverdagen. Det bliver der ikke rettet op på ved, som dele af partiets top er i gang med, at følge med S-SF-højrefløjenes kapgang mod højre. Tværtimod. Kun en konsekvent revolutionær socialistisk politik kan give et reelt svar på de nedskæringer, angreb og forringelser som arbejdere og unge møder i hverdagen.
Det er den samme kamp som marxisterne der støtter Socialistisk Standpunkt kæmper i SF og SFU. Og mange aktivister i netop disse organisationer kan se at det er nødvendigt at gå tilbage til de marxistiske rødder. Vi er overbeviste om at de bedste klassekæmpere i Enhedslisten, særligt de unge der ikke er tynget af tidligere tiders nederlag og pessimisme, vil tage disse ideer til sig, den marxistiske teori og metode, som et uundværligt redskab i kampen mod kapitalisme og for et demokratisk socialistisk samfund.
