“En tids herskende idéer har altid kun været den herskende klasses idéer.” Det forklarede Karl Marx og Friedrich Engels i 1848 i Det Kommunistiske Partis Manifest.
I dag er det blevet meget billigere at trykke bøger og aviser, det er tilmed blevet muligt for meningmand at optage både lyd og film, og endelig har internettet svækket enhver mulighed for censur og tildækning af sandheden. Men faktum er, at det kun er små ridser i de borgerliges ideologiske diktatur.
Mulighederne for et sandt demokrati, hvor alles meninger kan komme til kende, har aldrig været større. Men alle de store aviser og private TV-kanaler er ejet af borgerlige og store kapitalistiske selskaber. At Danmarks Radio skulle bestå af røde lejesvende modbevises af, at de fleste DR-journalister, som går ind i politik, lige fra Uffe Elleman til Connie Hedegaard, ender i de borgerlige partier. Medierne fyldes dagligt med propaganda fra de borgerliges tænktanke og analyseenheder. Eksempelvis har Danske Banks cheføkonom Steen Bocian i mange år været den mest citerede økonomen.
Grundloven sikrer godt nok vores ytringsfrihed. Men der er soleklar forskel på at ytre sine meninger over middagsbordet end dagligt på forsiden af aviser
med en million læsere.
Vi bliver bombarderet med informationer i en grad som aldrig før. Nyhedskanalerne sender 24 timer i døgnet og netaviserne opdateres snarere sekund for skund end minut for minut. Som socialist er det nødvendigt at have en række grundregler for sin verdensforståelse, hvis ikke man skal blive snydt igen og igen af den borgerlige manipulation. Vi må have en metode til at forstå den historiske udvikling.
1. Materialisme og økonomiske interesser
Da Marx begyndte sine studier af den menneskelige historie, bemærkede han noget yderst åbenlyst: uden mennesker er der ingen menneskelig historie. Og uden mad, tøj og husly – i den ene eller anden form – er der ingen mennesker (ellers er det i hvert fald de sidste mennesker). Hvordan det menneskelige samfund ser ud, afhænger derfor af, hvordan vi producerer vores overlevelsesmidler. Altså af, hvordan arbejdet er organiseret.
Da mennesket overlevede ved at jage og samle bær og frugter, organiserede vi os i stammer, hvor vi samarbejdede om alt og delte byttet. I dag er produktionen kapitalistisk. Der er arbejdsgivere og lønmodtagere. Der er kapitalisterne, som ejer alle fabrikkerne, kontorerne, computsystemerne og så videre, og der er arbejderne, som ingen produktionsmidler ejer, og som derfor er tvunget til at tilbyde kapitalisterne sin arbejdskraft i bytte for løn.
Denne klassedeling fører uundgåeligt til klassekamp, hvor kapitalisterne på den ene side har interesse i lavere løn og dårligere arbejdsforhold for at kunne tjene mere profit, mens arbejdernes interesser på den anden side er de direkte modsatte.
Klassekampen gennemtrænger alle spørgsmål – ikke kun overenskomstsforhandlinger. At Bush gik i krig i Irak, kan kun forklares med udgangspunkt i de amerikanske kapitalisters olieinteresser og Foghs støtte kan ikke ses uafhængigt af de milliardstore ordrer, som Mærsk modtog på transport af amerikansk krigspersonel. Racisme og fremmedhed hænger sammen med, at det er i kapitalisternes interesse at splitte arbejderklassen og ved at skabe fuldstændig horrible forhold for en gruppe, gennem frygt, øger presset på resten. Diskussionen om det vigtigste i uddannelsessystemet skal være snæver faglighed eller kritisk læring, afhænger også af, om uddannelse ses som en gode for arbejderklassen, eller som noget, der skal være til gavn for erhvervslivet.
Eksemplerne er utallige. Selvfølgelig er alle spørgsmålene mere komplicerede. Men for socialister er det absolut afgørende altid at stille spørgsmålet, hvilket materielle forhold – hvilke klasseinteresser – der ligger til grund for situationen.
Først når dette er afdækket, kan man begynde at undesøge, hvordan disse materielle interesser udtrykker sig ideologisk i menneskenes hoveder. Når Dansk Folkeparti hetzer indvandrerer, er deres argumenter nationalistiske og religiøse, ikke økonomiske, selv om dette i virkeligheden ligger til grund for deres racisme, som forklaret ovenfor. Kun når der tages højde for de materielle interesser, kan erhvervslivets, skjulte, men massive støtte til Danske Folkeparti forklares (se for eksempel, “A.P. Møller støtter Dansk Folkeparti”, Berlingske Tidende, 8. april 1999).
2. Udvikling fremfor stilstand
Det siges ofte, at vi må holde os til fakta. Men fakta må altid sættes ind i en sammenhæng, må ses som en del af en udvikling. Engels forklarerede i Anti-Dühring, at verden ikke er en række ting ved siden af hinanden i tid og rum. Verden består af sammenfiltrede processer, som må forstås i deres helhed, og som hele tiden udvikler sig.
Mange revolutionære socialister har set på de nuværende arbejderpartier og deres højreorienterede ledelser og sagt: disse partier kommer aldrig til at spille en rolle i en socialistisk revolution. De glemmer, at arbejderpartierne ikke er en givet størrelse, men forandrer sig. De glemmer, at Socialdemokratiet faktisk begyndte som et revolutionært parti. De glemmer at, arbejderpartier over alt i verden gang på gang er gået til venstre, når masserne under en opblusning af klassekampen er søgt mod dem.
Parolen om det revolutionære parti bliver til en simpel treenighed: 1) Jeg vil gerne have den socialistiske revolution. 2) For at lave den socialistiske revolution er det revolutionære masseparti nødvendigt. 3) Jeg udråber det revolutionære parti. Man glemmer at se på skabelsen af det revolutionære parti som en udvikling, og forsvaret for overstående bliver derfor et ret forkølet argument om, at en konsekvent revolutionær politisk linje pludselig vil åbne massernes øjne. Hvorfor det aldrig er lykkedes før, lader man forsvinde i glemslen. Man glemmer udviklingen frem for overfladiske fakta, der skjuler de underliggende processer.
For nyligt har vi også set, at Dansk Folkepartis store fremgang er blevet set som et højresving i arbejderklassen og en vækst i fremmedhadet. Men dette er kun en beskrivelse, som ikke tager højde for den proces, der har givet Dansk Folkeparti mulighed for at vokse: at arbejderbevægelsens ledere ikke har givet nogle svar på de problemer almindelige arbejdere står overfor og derved kastet dem i armene på Pia Kjærsgaards racistiske ”løsninger”.
3. Modsætninger
Når man ser på verden som bestående af processer, opdages det hurtigt, at man bliver nødt til at tage højde for, at verden er modsætningsfyldt; at den kun kan forstås i vekselvirkningen mellem forskellige modsatrettede kræfter.
I det kapitalistiske samfund bestemmes lønnen således af modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen. Det aktuelle styrkeforhold bestemmer om lønnen stiger eller fald. Lønudviklingen bestemmes af om kapitalisterne eller arbejderne er bedst organiseret.
Mange processer optræder tit og ofte som modsætningsløse, selvom de faktisk ikke er det, hvis man kigger under overfladen. Derfor kan modsætninger ofte ophobe sig i det skjulte.
Marx beskrev engang klassekampen som en muldvarpe, der altid graver sine gange, men kun nu og da kommer op på overfladen. I lange perioder kan det se ud som om, at der ingen klassekamp er. Der er få strejker, demonstrationer og kampe, men under overfladen ophober vreden og utilfredsheden sig. Der bliver mere og mere utilfredshed og pludselig bryder kampen ud grundet en eller anden tilfældighed ud. I Grækenland så vi i december 2008, hvordan at politiets drab af en skoleelev førte til en massebevægelse.
Den tyske filosof George Hegel, som Marx studerede flittigt i sin ungdom, kaldte dette for en overgang fra kvantitet til kvalitet. At noget først bare er mere af det samme (kun ændrer sig kvantitativt), men så pludselig bliver noget helt nyt (noget kvalitativt nyt).
Loven går dog også den anden vej. Fra begyndelsen af årtusindet så vi en stødt stigning i antallet af kampe, protester og demonstrationer, men da krisen brød ud i begyndelsen af 2009 skar den på tværs af denne udvikling. Den nye situation førte til at enkelte demonstrationsdage og spredte kampe for mange pludselig virkede meningsløse. På grund af den nye kvalitet blev den kvantitative ophobning af kampe stoppet. Tilgengæld accelerede krisen utilfredsheden med hele det kapitalistiske system og forberedte på den måde endnu flere kampe fremover.
Det afgørende er hele tiden at se på hvilke forskellige modsætningsfyldte kræfter, der står overfor hinanden, og hvad deres relative styrkeforhold er – både under og på overfladen. Dette er ikke en let opgave, specielt ikke fremadrettet. De fleste modsætninger står ikke stive overfor hinanden, men gennemtrænger hinanden og virker tilbage på hinanden. Således kan kampe avle flere kampe, fordi ungdommen og arbejderklassen ophober erfaring og der skabes lokale ledere. Men fører kampene ikke til sejre, kan de også føre til desillusion og færre kampe nu og her.
Dialektisk materialisme
Opsummeret er de mest afgørende spørgsmål for selv den mest komplicerede politiske sag:
1) Hvilke materielle klasseinteresser ligger til grund?
2) Hvilken udvikling er situationen en del af?
3) Hvilke forskellige modsatrettede kræfter er på spil?
4) Hvordan og i hvilket forhold vekselvirker de forskellige modsatrettede tendenser?
Samlet set danner disse spørgsmål grundstammen for Marx’ videnskabelige socialisme. Vi taler ikke om et filosofisk system med en række hellige kør og sandheder. Det er en metode, som i sidste ende ikke bare skal gøre os i stand til at forstå verden, men også at forandre den. Marx gentog igen og igen, at sandheden altid er konkret. Men hvis ikke man bevidst overvejer generelle filosofiske metodiske spørgsmål, er der fare for, at man bliver overrumplet af øjebliksbilleder og bliver kastet rundt som viden blæser. Og den blæser typisk over i den reaktionære borgerlige ideologis favn.
