Som vi forklarede i første del af denne artikel, bragt i septemberudgaven af Socialistisk Standpunkt, greb den borgerlige Schlüter-regering den 30. marts 1985 ind i den lovlige overenskomststrejke. Det blev startskuddet på de måske største strejker i danmarkshistorien. Protesterne startede som beskrevet i første del med en blokade af Christiansborg og et tillidsmandsmøde i København den 27. marts, hvor man diskuterede, hvordan kampen mod regeringsindgrebet skulle føres. Trods den lidt ukonkrete udmelding fra tillidsmandsmødet den 27. begyndte strejkerne og blokaderne at tage til over hele landet.

Strejken spreder sig

Strejkerne spredte sig ikke kun blandt de privatansatte, som regeringsindgrebet var rettet mod, men også til det offentlige område, hvor blandt andet dagsinstitutioner, skoler, transport og sågar en række ministerier blev ramt af strejke.

Der begyndte også en blokade af trafikken, både busser, færger og toge.
Regeringsindgrebet blev vedtaget lørdag d. 30. marts, og det betød, at strejken blev til en såkaldt ”ulovlig” strejke, hvor de strejkende ikke fik strejkestøtte fra fagforeningerne og blev idømt en bod for hver dag, de strejkede.

Det fik dog ikke strejkerne til at dø hen – tværtimod. Mandag den 1. april og tirsdag den 2. april voksede strejkernes omfang massivt, og der var omfattende strejker og blokader af transport, varekørsel, fabrikker og fx steder, hvor der var ansat tjenestemænd, som ikke havde ret til at strejke. Også medarbejderne i DR strejkede fra mandag aften, så der var sort skærm i fjernsynet.

”35 timer nu!”

I mange byer blev der også holdt demonstrationer og tillidsmandsmøder. I Århus deltog der ifølge politiet mellem 20 og 25.000 i demonstrationen mandag 1. april og 1100-1300 til tillidsmandsmødet. De gennemgående paroler til demonstrationen, og generelt i strejken var: ”Knus Schlüter, afvis indgrebet, fasthold kravene, 35-timer nu”, der viste, at strejken havde udviklet sig udover en lønkamp til en politisk kamp. Det var ikke kun i de større byer, at bevægelsen var massiv, men også i mange mindre byer.

Det samlede tal for hvor mange, der deltog i strejkerne, varierer meget, alt efter hvem man spørger, og nogen præcis statistik findes ikke, men Hans Jørgen Vad har i sin bog overbevisende argumenteret for at mellem 500.000 og 750.000 strejkede under påskestrejkerne.

Krav om generalstrejke fra arbejdspladserne

Som besluttet tidligere blev der afholdt endnu et tillidsmandsmøde i København tirsdag den 2. april, hvor der deltog 4000, mens 2000 gik forgæves, da der ikke var plads til flere i KB-hallen. De dage gik kravet om generalstrejke igen fra en lang række arbejdspladser, klubber tillidsfolk, stormøder og endda fagforeninger landet over.

Da strejken blev ”ulovlig” meldte LO-toppen sig fuldstændig ud, og DKP-ledelsen stod mere eller mindre med bevægelsen i deres hænder. Ingen af bevægelsens ledere, hverken de officielle i fagforeningerne og arbejderpartierne eller den faglige venstrefløj rejste kravet om generalstrejke konkret, men afsporede i stedet diskussionen.

Mødet den anden april blev startet med en udtalelse fra Arbejdspladsringen Gladsaxe/Husum, oplæst af Preben Toft, tillidsmand på GNT-Automatic og medlem af DKP. Heri stod der: ”Vi skal skabe en generalstrejke på trods af forbundstoppene… Tillidsmandsmødet i KB-Hallen… må beslutte at indkalde en landsdækkende tillidsmandskonference… Tværs gennem loven til sejr. (stort bifald) Den nationale tillidsmandskonference må indkaldes og skal indkaldes i påsken, og parolen… må helt klart være: Generalstrejke nu! (Stort bifald) Den besked må vi have, inden påsken er forbi, således at en landsdækkende generalstrejke kan være en kendsgerning straks efter påske. (langt bifald)”.

Stemningen på mødet var helt i denne ånd, og mange sagde også fra talerstolen, at de var kommet til dette møde for at se, hvad ”de andre ville”.

Lederne var desværre noget mere lorne ved forslaget om generalstrejke, ikke sådan at de direkte talte imod, men sådan at ledende DKP’ere ikke nævnte generalstrejke i deres indlæg, men i stedet sagde, at opfordringen til LO må herfra lyde, ”at nu må man sætte gang i en generalmobilisering”. Som beskrevet i første del var det en bevidst strategi fra toppen i DKP, fordi de ikke reelt troede på, at arbejderklassen gennem sin egen styrke kunne ændre noget grundlæggende i samfundet, og fordi de ikke ønskede, at bevægelsen skulle udvikle sig ud af deres kontrol.

Strejkerne strander på en færgesejlads

Midt i diskussionen på tillidsmandsmødet bad formanden for sømændene, Preben Møller Hansen, om ordet. Han indledte sin tale med meget skarp retorik overfor den borgerlige regering. Hans højtravende retorik var dog kun tomme ord – han undgik behændigt at berøre spørgsmålet generalstrejke, og ikke mindst lukkede han al luft ud af ballonen ved at proklamere, at der ikke ville sejle færger (det var før Storebæltsbroen) i påsken, og et nationalt tillidsmandsmøde derfor ikke var muligt. Et fuldstændig absurd standpunkt; det var sømændene selv, der besluttede, om der skulle være strejke, og de kunne også beslutte at sejle et par færger med tillidsmænd, der skulle til møde, over Storebælt. I øvrigt endte færgerne med slet ikke at strejke i påsken.

Preben Møller Hansens konkrete forslag var at mødes den 9. april (altså 7 dage senere) og først genoptage aktiviteterne den 10. april. På den måde fik han effektivt skudt et nationalt tillidsmandsmøde i påsken i sænk.

Jan Andersen, medlem af DKP og formand for Metal afd. 13, opsummerede mødet med samme forslag som Preben Møller Hansens – møde 9. april og landsdækkende aktionsdag d. 10. Om generalstrejken sagde han; ”de, der har talt om, at vi skal have generalstrejke, må lytte lidt,… fordi generalstrejken bliver en kendsgerning, hvis den landsdækkende aktionsdag den 10. april bliver fulgt landet over”.

Da den præfabrikerede udtalelse blev læst op som mødets afslutning, hvor generalstrejken ikke blev nævnt med ord, blev det tydeligt, at der var en stemning for generalstrejke, da det taktfaste råb; ”generalstrejke, generalstrejke, generalstrejke” gennembrød klapsalverne.

Strejkerne ebbede ud over påsken

Landet over ventede arbejderne på et klart budskab fra tillidsmandsmødet i København – i stedet fik de en meget ukonkret udmelding uden klar retning. En strejke, ikke mindst af dette omfang, er særlige tidspunkter i historien, tidspunkter hvor alt rykkes ud af sin normale vante gang. Her udvikler begivenhederne og ikke mindst bevidstheden sig i spring.

Hundredetusinder gør og tænker ting, de bare to dage tidligere havde anset for utænkelige, såsom muligheden for at vælte en regering gennem en generalstrejke, men for at denne energi udnyttes og kanaliseres ind på samme punkt er der brug for en ledelse og resolut handling. Arbejderklassen strejker ikke for sjov og kan ikke være mobiliseret konstant. Arbejderklassen kan ikke bare sætte alt over styr for en kamp, der ikke har et perspektiv om muligheden for en sejr. Hvis kampen trækkes ud og der ikke gives en ledelse, tabes det momentum kampen har skabt.

Samtidig blev det urigtigt fremført af mange fagforeninger, at det var nødvendigt at gå i arbejde onsdagen før påsken for ikke at miste et helligdagstillæg og på den måde spare arbejdsgiverne pengene. Mange gik derfor i arbejde om onsdagen; hvorfor miste en masse penge, når nu det ikke var klart, om andre var med, og hvis der først skulle ske noget den 10. april?

Kampe og manøvrer

På tillidsmandsmødet i Nørrebrohallen 9. april deltog 3000, og her kom en mere åben konfrontation mellem dem, der ville lukke bevægelsen, og de, der ville føre den videre.

Formanden for bryggeriarbejderne, SF’eren Holger Foss, forsvarede på mødet nødvendigheden af et nationalt tillidsmandsmøde, en ide som tillidsmænd fra store arbejdspladser støttede og de rejste desuden igen kravet om generalstrejke, krav om at forbundene åbnede strejkekasserne, og at kampens mål var at vælte Schlüter.

Heroverfor stod toppen af DKP, der mente, at bevægelsen skulle kulminere 10. april og derefter stoppes. Jan Andersen fik gennemtrumfet et forslag om, at et københavnsk tillidsmandsmøde først skulle holdes den følgende fredag (4 dage senere) og et nationalt tillidsmandsmøde først ugen efter. Det blev her helt tydeligt, at toppen i DKP, der som sagt havde en ide om, at strejkerne skulle stoppe den 10., ønskede at udskyde det nationale møde til når strejkerne var ebbet ud.

Gennem afledningsmanøvrer lykkedes det endnu engang DKP-toppen, med Jan Andersen i spidsen, at slutte mødet uden en klar beslutning om, hvorvidt strejkerne skulle fortsætte, og at få deres plan for de kommende tillidsmandsmøder igennem. Det betød, at også møder andre steder i landet vedtog at trappe ned på strejkerne, når nu de ikke vidste, om de kom til at stå alene.

Massive strejker og demonstrationer

Blandt almindelige arbejdere var der stemning for at fortsætte kampen gennem en generalstrejke. Det kunne man se onsdag den 10. april, som måske var danmarkshistoriens største strejke- og demonstrationsdag. Der var demonstrationer i en lang række byer, i Ålborg deltog 30.000, i Århus 35-40.000 og i København et sted mellem 150.000 og 250.000, hvoraf mange end ikke kunne komme ind på Slotspladsen for bare mennesker.

Da ingen havde givet signal om at fortsætte kampen, faldt strejkeaktiviteten drastisk om torsdagen, selv om en række arbejdspladser, især i det offentlige, og i København fortsatte strejkerne ugen ud.

Kampen lukkes ned

Som besluttet mødtes tillidsmændene i København igen fredag d. 12. april. Her blev det helt tydeligt, at DKP ville lukke kampen. I forslaget fra Tillidsmandsringen, fremført af Jan Andersen, var overskriften ”kampen fortsætter” i stedet for, ”strejkerne fortsætter”. Udtalelsen nævnte intet om et nationalt tillidsmandsmøde og samtidig foreslog den, at kampen fortsattes som en lønkamp, dvs. lokalt på de enkelte arbejdspladser og ikke som en samlet kamp.

Imod dette forslag stod et forslag fra bryggeriarbejderne stillet af Holger Foss, der blandt andet indeholdt forslag om et nationalt tillidsmandsmøde hurtigst muligt. Flere tillidsmænd sagde på mødet, at grunden til, at folk var gået i arbejde, var, at de manglede klare signaler om, hvordan kampen skulle fortsætte, men samtidig var der en frustration over ikke at komme nogen vegne. De påpegede samtidig, at en konkret lønkamp var usolidarisk, fordi det kun ville være traditionelt stærke grupper, der måske kunne kæmpe noget igennem. Kampen havde på det tidspunkt udviklet sig langt ud over en lønkamp og en kamp for 35-timers arbejdsuge til at blive en politisk kamp for at få væltet den borgerlige regering.

Holger Foss, og dem der støttede ham, trak endnu en gang deres forslag. Begrundelsen var at sikre enhed i bevægelsen, men resultat blev i virkelighed en opsplitning af kampen på de enkelte arbejdspladser, og det kom derfor i stedet til at spænde ben for den fortsatte kamp. Mødet endte, uden at nogen konkrete kampskridt var vedtaget.

En af de største strejker i danmarkshistorien, der kunne have væltet Schlüter, var løbet ud i sandet pga. en ledelse, der ikke ville føre kampen fremad.

Forskel på top og bund

Et af de mest markante træk ved strejkerne i 1985 var i hvor høj grad, arbejderne var milevidt foran deres ledere.

Da fagforeningerne meldte sig ud af strejken, så snart den blev ulovlig, overgik ledelsen til andre lag, især de mere venstreorienterede tillidsmandsnetværk, der var rundt omkring i landet – mange steder ledet af DKP. Som vi har beskrevet ovenfor, gjorde ledelsen i DKP, hvad de kunne at holde bevægelsen under deres egen kontrol og uden en egentlig udvikling, så den forblev en ”protestbevægelse”, frem for en bevægelse, der reelt opnåede sine krav.

Selvom altså både toppen i DKP og fagtoppen, der primært var socialdemokratisk domineret, svigtede bevægelsen, så var det absolut ikke tilfældet for almindelige DKP’ere, socialdemokrater eller andre. I 1985 så vi tillidsmænd og arbejdere på tværs af arbejderpartierne stå sammen og kæmpe en kamp på trods af deres ledere.

En ledelse nødvendig

Selvom der uden tvivl var flertal på arbejdspladserne for en generalstrejke og at udvide kampen, blev det ikke en realitet.

På det ene lokale tillidsmandsmøde efter det andet rejste tillidsmænd krav om generalstrejke og et nationalt samlende tillidsmandsmøde. Problemet var, at der ikke var en samlet opposition, der kunne gennemtvinge, at tillidsmandsmøderne blev demokratiske møder, hvor det reelt var arbejderne, der bestemte det næste skridt i kampen.

Hvad var på spil
“Havde vi bare en ledelse, kunne arbejderne tage magten”. Ordene fra Carsten Andersen, en af havnearbejdernes ledere i Århus, viser den stemning, som begyndte at udvikle sig blandt arbejdere.

Der var ingen tvivl om, at med en ledelse, der turde vise en vej frem, kunne Schlüter være blevet væltet, og en arbejderregering ville være blevet presset på magten af massebevægelsen. En sådan regering ville være under massivt pres fra arbejderklassen, der var blevet kraftigt radikaliseret i løbet af kampen. Martin Oskarsson, der deltog under strejken, forklarer i en anekdote, hvordan magten reelt lå hos arbejderne:

Under den store demonstration 1. april havde en buschauffør stoppet bussen ved Højbro plads. Det betød, at der ikke var andre busser, der kunne køre, da gaden er meget smal. Bag ved holdt en lang række busser, der ikke kunne komme videre. Politiet kom og opfordrede ham til at køre, men chaufføren havde fjernet bakspejlet og svarede, at det var ulovligt at køre uden bakspejl.

Nogle demonstranter så at politiet forsøgte at tvinge buschaufføren til køre. Hurtigt samlede der sig en flok, der dannede en blokade foran bussen. Politiet tilkaldte hurtigt kampklædt politi for at bryde blokaden, men det betød bare, at der kom endnu flere mennesker. Så politiet kunne ikke gøre noget. Tiden gik, og demonstrationen og strejken sluttede. Men demonstranterne ville ikke fjerne sig. En politimand meddelte, at strejken var slut, og at bussen nu skulle køre tilbage til garageanlægget, men folk troede ikke på ham og ville stoppe strejkebryderiet. Så stillede en tillidsmand fra Tuborg sig op og sagde. ”Jeg er tillidsmand og kan garantere, at bussen kun skal til garagen, og at det ikke er strejkebryderi.”

Derefter åbnede folkemasserne sig og gav plads for bussen. Chaufføren tog bakspejlet, som han havde gemt, frem og satte det på igen. Sådanne situationer viste, at magten var i hænderne på arbejdernes egne repræsentanter, og at folk ikke længere lyttede efter, hvad politiet sagde.

Brug for ledelse

Påskestrejkerne i 1985 viser det enorme potentiale i den danske arbejderklasse. Uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der kører, en pære der skinner eller et barn, der blive passet. Til hverdag går livet sin vante gang, og arbejdsgiverne bestemmer, men i særlige perioder i historien presses arbejderklassen ud i kamp, og bliver bevidst om sin egen styrke og magt. I sig selv løser end ikke den største generalstrejke dog spørgsmålet om magten, det stiller det blot. For at få gennemført kravene, og i sidste ende for at arbejderklassen kan udfylde sit enorme potentiale og tage magten, er der brug for en bevidst ledelse, der kan stå i spidsen for denne bevægelse.

Læren fra påskestrejkerne i 1985 viser, at der er behov for et stærkt netværk på arbejdspladser, i fagforeningerne og arbejderpartierne, der kan rejse og holde fast på kravene om, at det er arbejderne selv, der må beslutte de næste skridt i kampen, og at den ikke lukkes ned, før kravene er opfyldt.

Synes du om denne artikel? Støt Revolution ved at tegne abonnement på bladet. 10 numre om året for 250kr.